Alle indlæg af apologia

Jesus er lívsins breyð

Eftir hetta fór Jesus avstað til økið hinumegin Galileuvatnið ella Tiberiasvatnið. Og stór mannamúgva fylgdi honum, tí at tey sóu tey tekin, sum hann gjørdi á hinum sjúku. Men Jesus fór niðan á fjallið og settist har saman við lærusveinum sínum. Men páskir, hátíðin hjá Jødum, vóru í nánd. Tá ið Jesus nú lyfti upp eygum sínum og sá, at stór mannamúgva kom til hansara, sigur hann við Filippus: »Hvar skulu vit keypa breyð, so at hesi kunnu fáa nakað at eta?« Men hetta segði hann fyri at royna hann; tí at sjálvur visti hann, hvat hann ætlaði sær at gera. Filippus svaraði honum: »Breyð fyri tvey hundrað denarar røkkur ikki til hjá teimum, so at hvør teirra kann fáa eitt lítið sindur.« Ein av lærusveinum hansara, Andrias, bróðir Símun Pæturs, sigur við hann: »Her er ein smádrongur, sum hevur fimm byggbreyð og tveir fiskar; men hvat munar tað hjá so mongum?« Jesus segði: »Latið fólkið setast niður!« Men har var nógv gras á staðinum. Tá settust kallmenninir niður, okkurt um fimm túsund í tali. Jesus tók tá breyðini, og tá ið hann hevði takkað, býtti hann tey til teirra, sum setstir vóru niður, somuleiðis eisini av fiskunum so mikið, sum teir vildu hava. Men tá ið teir vóru mettir, sigur hann við lærusveinar sínar: »Hentið saman breyðmolarnar, sum leypa av, so at einki fer til spillis!« Teir hentaðu teir so saman og fyltu upp í tólv tægur av molum, sum vóru til avlops av teimum fimm byggbreyðunum hjá teimum, sum høvdu etið. Tá ið nú fólkini sóu tað tekinið, sum hann hevði gjørt, søgdu tey: »Hesin er av sonnum profeturin, sum koma skal í heimin.« Tá ið Jesus tí skildi at teir ætlaðu at koma og taka hann við valdi, til tess at gera hann til kong, fór hann aftur avsíðis niðan á fjallið, einsamallur í einingi (Jóh 6,1-15).

Inngangur

5000 menn savnaðust um Jesus henda dagin við Galileuvatnið. Og í javntekstinum hjá Matteusi fáa vit at vita, at hetta var umframt konur og børn (Matt 14,21). Mannamúgvan hevur altso verið øðiliga stór, ja, kanska uml. 20.000 í tali. Men hvat var tað, sum fekk so mong menniskju til at savnast um Jesus tá? Og hvat er tað, sum fær okkum til at savnast um tann sama mannin í dag? Tað er einki at taka feil av, at bæði mannamúgvan tá og vit her í dag savnast um Jesus, tí at tað er nakað heilt serligt við honum. Men hvat er tað, sum ger hann so serligan? Tað er tann avgerandi spurningurin! Hvør er Jesus? Og hvat er hann fyri teg og meg? Hetta eru spurningar, sum vit fara at hyggja eitt sindur nærri at í dag.

Tekin

Dagsins evangelium byrjar við orðunum ”Eftir hetta…” Og vit spyrja sjálvandi: ”Eftir hvat?” Tað mest natúrliga er at hugsa, at hetta sipar til hylin í Betesda, har ið Jesus grøddi ein mann, sum hevði verið sjúkur í 38 ár (Jóh 5,1-18). Undrini, sum Jesus gjørdi, fingu fólk í hópatali til at fylgja honum. Ella sum vit hava lisið: ”Og stór mannamúgva fylgdi honum, tí at tey sóu tey tekin, sum hann gjørdi á hinum sjúku” (v. 2). Ferð eftir ferð síggja vit, at Jesus hevur miskunn við menniskjum. Hann sær tey sjúku, tekur hjartaliga synd í teimum, og ger tey frísk. Og, sum vit hava sæð, so hugsar hann eisini um okkara dagliga breyð. ”Hvar skulu vit keypa breyð, so at hesi kunnu fáa nakað at eta?” sigur hann við Filippus (5). Jesus hevur altso miskunn við okkum, tá ið tað snýr seg um okkara likamliga tørv. Hann sá likamliga tørvin hjá hesi svøltandi mannamúgvuni og vildi taka sær av teimum. Tí brúkti hann eisini Guds skaparmegi og mettaði alla mannamúgvuna við fimm breyðum og tveimum fiskum. Eitt stórt undur hendi við Galileuvatnið henda dag. Men í roynd og veru eru vit vitni til líka so stór undur í gerandisdegnum. Ella sum Mikkjal á Ryggi sigur:

”Men sjáldan rennur mær og tær í huga, / at tílík undur vit so ofta skoða; / eitt lítið fræ í døkka mold vit sáa, / á heystardegi ríka frukt vit fáa” (Sl 151).
Miskunn

Onkur hevur lýst miskunn sum tín líðing innan í míni bringu, og eg haldi, at hetta er ein góð lýsing av miskunn. Tín líðing innan í míni bringu. Soleiðis hevði Jesus tað viðvíkjandi tí stóru mannamúgvuni við Galileuvatnið. Og soleiðis hevur hann tað eisini viðvíkjandi okkum í dag. Hann kennir okkara likamliga tørv. Harumframt kennir hann eisini okkara andliga tørv. Og í grundini snýr dagsins tekstur seg um okkara andliga tørv. Hesi tekin, sum Jesus gjørdi, peikaðu nevniliga á ein djúpari andligan sannleika bæði um hann og um okkum. Men henda sannleika høvdu nógv av teimum, sum fylgdu Jesusi, ikki sæð.

Páskahátíðin

Vit hava lisið, at páskir vóru í nánd (4). Og páskahátíðin er nevniliga ein góður lykil til at skilja dagsins evangelium. Hesar dagarnar hátíðarhildu jødarnir útgongdina úr trælahúsinum í Egyptalandi. Fyri jødarnar tá á døgum innihelt páskahátíðin sostatt eisini sterkar politiskar kenslur. Og nógvir av teimum 5000 monnunum sóðu tí Jesus sum ein politiskan leiðara – ein, sum kundi bjarga jødunum frá rómverska hersetingarvaldinum, líkasum Móses hevði bjarga Ísraels fólki út úr Egyptalandi. Hesin tankin gjørdist enn sterkari, eftir at Jesus hevði mettað hina stóru mannamúgvuna við fimm breyðum og tveimum fiskum. Hetta sá fólkið nevniliga sum eitt uppfyllisli av einum lyfti í 5 Mósebók:

“Harrin, Guð tín, mann vekja upp av brøðrum tínum profet, tílíkan sum meg [Móses]; hann skulu tit lýða á” (5 Mós 18,15).

Og hetta er eisini orsøkin til, at fólkini bóru seg at, soleiðis sum tey gjørdu, eftir at tey høvdu verið vitni til hetta stóra matundrið. “Hesin er av sonnum profeturin, sum koma skal í heimin”, søgdu tey (14). Hesin, sum nú á undurfullan hátt hevði mettað fólkið í oyðimørkini, mátti av sonnum vera hin seinni Móses – hin lovaði profeturin, sum jødarnir trúðu skuldi koma á evstu døgum. Í triðju øld segði Rabbi Isaac t.d., at líkasum hin fyrri endurloysarin fekk manna til at koma niður av himni, soleiðis skuldi hin seinni endurloysarin eisini fáa manna til at koma niður av himni. Og henda vónin um, at Messias skuldu fáa breyð til at koma niður av himni líkasum Móses, hevur kanska longu verið til staðar millum jødarnar á Jesu døgum.

Ein størri tørvur

Hjá Jóhannesi lesa vit einki um, at fólkið tók feil, tá ið tey javnsettu Jesus við hin lovaða profetin. Men Jóhannes leggur kortini dent á, at tey tóku feil av Jesusi og hansara gerningi, av tí at tey einans hugsaðu um ytri viðurskifti. Tað, at tey vildu gera hann til kong, vísir okkum eisini júst hetta (15). Tey hugsaðu kanska, at um hetta var hin seinni Móses, so fór hann óiva eisini at bjarga teimum frá kúgan, líkasum hin fyrri Móses hevði gjørt. Hjá Jesusi høvdu tey longu sæð, hvussu hann megnaði at reka bæði sjúku og hungursneyð burtur. Um hann bara nú eisini kundi vísa sína megi og reka hersetingarvaldið burtur. Men henda tankagongdin samsvaraði ikki við tann gerningin, sum Jesus var komin fyri at fremja. Hann var ikki bara komin fyri at geva fólkinum breyð og politiskt frælsi. Nei, hann kom fyri at nøkta ein nógv størri tørv – nakað, sum ikki einans mannamúgvan tá á døgum tørvaði, men eisini nakað, sum bæði tú og eg hava tørv á, nevniliga syndanna fyrigeving og ævigt lív. Í grundini er tað henda matin, ið undrið við Galileuvatnið peikar á.

Eitt tómrúm í hjartanum

Tað kann væl vera, at vit líkjast nokkso hesi mannamúgvuni við Galileuvatnið. Vit hugsa um mat, politiskt frælsi osv. Men matur og frælsi finst, ið stingur djúpari enn so. Og tað er henda matin og hetta frælsið, sum Jesus bjóðar okkum. Líkasum vit eru svang, av tí at búkurin er tómur, soleiðis hava vit eisini ein andligan tørv, tí at har er eitt tómrúm í hjartanum – eitt Gud-formað tómrúm. Hetta er eisini orsøkin til at kirkjufaðirin Augustin segði:

“tú hevur skapað okkum til tín sjálvs, og okkara hjørtu hava ongan frið, fyrrenn tey finna frið í tær.”

Líkasum føði finst fyri okkara likamliga tørv, soleiðis finst eisini føði fyri okkara andliga tørv. Og Jesus sigur um seg sjálvan, at hann er tann andliga føðin, sum tú og eg hava brúk fyri.

Lívsins breyð

Seinni í sama kapituli lýsir Jesus undrið, sum vit hava hoyrt um í dag. Jesus sigur: “Arbeiði ikki fyri tann matin, sum forferst, men fyri tann matin, sum varir við til ævigt lív, sum menniskjusonurin skal geva tykkum” (27). Og: “Eg eri lívsins breyð” (35). Sum sagt peikaðu hesi tekin, sum Jesus gjørdi, á ein djúpari andligan sannleika. Jesus er ikki bara ein nýggjur Móses, ið fær manna til at koma niður av himni. Harafturímóti lýsir hann seg sum sjálvt breyðið. Hann er breyðið av himni! Hann er lívsins breyð! Líkasum manna var Guds gáva til Ísraels fólk í oyðimørkini, soleiðis er Jesus nú eisini sjálvur Guds gáva til okkum. Vit eru jú øll á einari andligari oyðimarkargongd. Vit hava øll ein andligan tørv. Vit hava øll eitt Gud-formað hol í hjartanum. Og tað er bara ein, ið kann fylla tað, nevniliga Jesus. Um vit eta hetta lívsins breyð, so skulu vit als ikki doyggja, men hava ævigt lív! Um tað so er byggbreyð, fiskur ella ræst kjøt og spúpan, sum vit eta, so verða vit øll kortini svang aftur fyrr ella seinni. Men soleiðis er tað ikki viðvíkjandi lívsins breyði – Jesusi. Manna í oyðimørkini er bert ein skuggi av lívsins breyði. Ísraels fólk “ótu manna í oyðimørkini og doyðu” (48), men tey, sum eta lívsins breyð, skulu liva í allar ævir (51a). Tey hava “stigið yvirum frá deyðanum til lívið” (Jóh 5,24).

Jesu hold og blóð

Jesus greiðir sjálvur frá, hvussu tað ber til, at lívsins breyð hevur so stóra magt yvir deyðanum: “og breyðið, sum eg skal geva, er hold mítt, sum eg skal geva heiminum til lívs” (51b). Jesu deyði er altso tað, sum gevur heiminum lív. Á Golgata lýsir Jesus sjálvur deyðans ræðuliga myrkur og glatan: “Guð mín, Guð mín, hví fórt tú frá mær?” (Matt 27,46b). Tað er hetta myrkrið og henda glatan, sum Jesus er komin at frelsa okkum frá. Hann rópar hesi orðini í okkara stað, so at vit skulu sleppa undan at rópa tey. Hann vil ikki, at vit skulu glatast og verða skild frá Gudi í allar ævir. Nei, harafturímóti vil hann, at vit skulu liva í allar ævir saman við Gudi heima í himli. Og hvønn mat liva tey av, sum hava ævigt lív? Jesus sigur tað sjálvur: “Tann, sum etur hold mítt og drekkur blóð mítt, hevur ævigt lív, og eg skal reisa hann upp á evsta degi” (54). Vit eiga altso hitt æviga lívið í tilognanini av Jesusi og hansara deyða. Og tá kunnu vit veruliga syngja:

“Ígjøgnum deyðans døkku lond / eg djarvur ganga kann, / hann leiðir meg við síni hond, / sum deyðan yvirvann” (Sl 488). 

Jesus er lívsins breyð! Og hvussu tilogna vit okkum lívsins breyð? Jú, tað gera vit við at koma til Jesus. Hann sigur tað sjálvur: “Tann, sum kemur til mín, skal ikki hungra, og tann, sum á meg trýr, skal aldri tysta” (35). At koma til Jesus er altso at eta lívsins breyð.

Endi

Í míni egnu andligu oyðimarkargongd hava tað verið bæði góðar og ringar tíðir. Tað hava verið tíðir, har ið man kendi seg væl fyri andliga. Og so hava tað eisini verið ringar tíðir. Ella sum Carl Olof Rosenius sigur í kenda sálminum Við náði í Guds hjarta:

“So tíðum má eg læra, / at undarligt tað er, / eg brennandi kann vera, / og so er kalt og gler” (Sl 502). 

Soleiðis hevur tað eisini verið hjá mær. Men ígjøgnum alt mítt skiftandi lív, hevur tað kortini verið eitt, sum ongatíð er broytt, nevniliga lívsins breyð. “Jesus Kristus er í gjár og í dag hin sami og um allar ævir” (Hebr 13,8). Vit broytast, men hann broytist ikki. Og líkamikið hvar vit so enn eru í okkara andligu oyðimarkargongd, so kunnu vit tó altíð líta á, at vit eiga ævigan mat í Jesusi Kristi. Vit kunnu altíð líta á hann og hansara orð. “Komið higar til mín øll tit, sum arbeiða og ganga undir tungum byrðum, og eg vil veita tykkum hvílu”, sigur hann við teg og meg (Matt 11,28). Hvílan, sum vit eiga í Jesusi, varir ikki bara í eitt bil, men í allar ævir. Jesus er tann ævigi maturin, sum Gud hevur givið tær og mær til lívs. Og tá ið vit eta lívsins breyð við at koma til Jesus og trúgva á hann, tá fáa vit eisini lut í hansara lívi og hansara friði. Tá livir hansara lív í okkum, og tað er nakað, sum ongan enda fær, men sum varir við til ævigt lív. Amen.

Jesus of Testimony

Jesus of Testimony er ein sera góður dokumentarfilmur, har ið nakrir kendir NT-serfrøðingar viðgera ymiskar spurningar viðvíkjandi kristnu trúnni. Filmurin er deildur upp á fylgjandi hátt:

  • Inngangur: Richard Bauckham greiðir frá muninum millum “Jesus of history” og “Jesus of testimony”.
  • Part I: Lord or Legend viðger ymiskar keldur uttan fyri Bíbliuna, sum sipa til Jesus og sum eru við til at staðfesta evangeliini, t.d. Tacitus og Josefus.
  • Part II: Are the Gospels Reliable? Her viðgera ymiskir serfrøðingar spurningin: “Eru evangeliini, sum vit hava í dag, álítandi avrit av hinum upprunaliga tekstinum?”
  • Part III: Miracles. Her verður spurningurin um undur viðgjørdur. Hava vit eina heimsfatan, sum er opin fyri undrinum? Ella hava vit eina naturalistiska heimsfatan, sum útihýsir møguleikan fyri hinum undurfulla?
  • Part IV: The Testimony of Prophecy. GT inniheldur meira enn 300 profetiir um Messias, og øll vórðu uppfylt í Jesusi.
  • Part V: The Resurrection – Fact or Fiction? Her verður krossfestingin lýst. Eisini verða próvgrundirnar fyri hini tómu grøvini viðgjørdar. Omaná hetta verður tað eisini prátað um ymiskar pástandir, har ið ein roynir at burturforklára Jesu uppreisn.
  • Part VI: The Good News snýr seg um hin grundleggjandi boðskapin í NT. Her hoyra vit eisini um umvendingina hjá Dr. Michael Brown og Craig Keener.

Jesus of Testimony fær mítt besta viðmæli!

Jesus og Beelzebul

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« (Luk 11,14-28).

Indledning

“Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon…” (v. 14). Således indledes dagens evangelium. I Bibelen bliver Djævelen og dæmonerne beskrevet som en realitet. Men i vores samtid er der dog mange, der ikke tror på den slags længere. Det hører til fortiden, siger man. Nu er man blevet klogere og har derved også fået afskaffet Djævelen. Dette minder mig om en lille fortælling:

Der var en ung teologisk student, som engang imellem besøgte en gammel, pensioneret præst for at holde ham orienteret om sidste nyt fra universitetet. 
”Ja, nu har vi da endelig fået afskaffet Djævelen på universitetet,” meddelte han en dag. ”Og det var da på høje tid.”
”Jamen dog,” svarede den gamle. ”Har I fået afskaffet Djævelen? Det var da skønt at høre. Hvornår skal I så til at afskaffe alle hans gerninger og alt hans væsen?” spurgte den gamle.

Ja, man kan mene, at man har fået afskaffet Djævelen, men kan vi virkelig sige, at Djævelens gerninger og væsen ikke gør sig gældende i vores verden? Nej, det kan vi ikke! Med apostlen Peters ord er sandheden derimod, at vores ”… modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8). Der står ikke, at Djævelen gik omkring, nej, der står, at han går omkring. Djævelen og dæmonerne er altså ligeså meget en realitet i dag som på Jesu dage. Og derfor forsager vi også Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen hver søndag i kirken.

”For os, som holder os til Bibelen som Guds ord, er sagen klar. Vi har Bibelens ord for, at Djævelen, mørkets fyrste, er til og gør sit yderste for at føre os i fortabelse. Vi ved, der er onde ånder til. Guds ord siger det, advarer imod dem og minder os om, at Guds fulde rustning er nødvendig for at kunne stå sig mod ondskabens åndehær” (Carl Fr. Wisløff).

Guds rige er kommet nær

I dagens tekst har vi hørt, at der var nogle, som sagde, at Jesus uddrev dæmonerne ved dæmonernes fyrste, Beelzebul (v. 15). De benægter altså ikke, at Jesus uddrev onde ånder, men de påstår, at Jesus gør det med Satans hjælp. Men Jesus understreger, at dette er en helt absurd påstand, fordi det ville betyde, at Satan var kommet i splid med sig selv. ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde…”, understreger Jesus (v. 17). Det er altså en absurd påstand.

Derefter retter Jesus opmærksomheden mod deres egne rækker: ”Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?” (v. 19). Inden for jødedommen dengang var der nemlig nogle, der praktiserede dæmonuddrivelse. Men ved hvem uddrev de så dæmonerne? Selvfølgelig ville de sige, at det var ved Guds hjælp, fordi det kun er Gud, der kan gøre det. Siden Satan næppe er i strid med sig selv, og siden det kun er Gud, der kan besejre Djævelen og dæmonerne, så er konklusionen indlysende: Jesus uddriver dæmonerne ved Guds finger.

Guds finger er det samme som Guds ånd. Eller som Jesus siger i parallelteksten i Matthæusevangeliet: ”Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer” (Matt 12,28). Dæmonuddrivelsen er altså en virkeliggørelse af Guds rige. Om Guds rige siger George Eldon Ladd f.eks.:

”Guds rige er himlens Guds invasion i menneskets historie med det formål at etablere sit herredømme blandt mennesker.”

Og det er præcis dette herredømme, som gør sig gældende, når vi ser, at Jesus uddriver dæmoner ved Guds ånd og sætter mennesker i frihed. Det gjorde han dengang. Og det gør han også i dag, fordi vi hører også om dæmonbesættelse og dæmonuddrivelse i dag. Dvs. at Guds rige og Guds riges undere også er gældende hos os her og nu!

Ingen neutralitet

Lige fra Bibelens første sider og til Bibelens sidste sider fortæller Bibelen os, at der er en åndelig kamp mellem Gud og Djævelen. Lige fra begyndelsen har Djævelen forsøgt at føre mennesker i fortabelsen. Lige fra begyndelsen har Gud også villet frelse os. Og i denne store kamp for menneskesjælen er Jesus den afgørende faktor. Gud gør os levende med Jesus. Han redder os fra Djævelens tyranni med Jesus. Det er Jesus, som er verdens frelser – og kun ham.

I dag er der dog mange, som tror, at de kan være neutrale over for Jesus. Forældre siger f.eks., at de ikke ønsker at døbe eller påvirke børnene i religiøs retning. Men neutralitet er umulig. Og det er umuligt at lade være med at påvirke sine børn. Hjemmet vil altid være præget i en eller anden retning. Hvis det ikke er Jesus, som præger hjemmet, så er det noget andet. Spørgsmålet er bare, hvad eller hvem der får lov til at præge hjemmet. I forbindelse med dette understreger Carl Fr. Wisløff:

”Lærer du ikke dit barn at leve med Jesus, så lærer du det at leve uden Jesus. Den sag er klar – og det er dit ansvar. Og er barnet vokset op i en verdslig atmosfære, så er det ikke mere frit til at vælge, end hvis det var vokset op med Guds ord og bøn. Den ofte omtalte frihed er ren og skær indbildning. En er der, som er herre i vort liv – er det ikke Jesus, så er det hans modstander.”

Neutralitet over for Jesus er altså en indbildning. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig,” siger Jesus (v. 23).

Jesus er stærkere end Djævelen

I dagens tekst beskriver Jesus sig selv som sejrherren – han, som er stærkere end Djævelen og alle de onde magter. Først beskriver Jesus Djævelen som en stærk mand, der fuldt bevæbnet vogter sin gård. Djævelen bevogter altså sin ejendom og gør alt for at hindre mennesker i at lære Jesus at kende og blive frelst. ”Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til”, siger Jesus (v. 22). Jesus er altså stærkere end Djævelen. Derfor er det også afgørende for os at gøre, som Paulus siger i Efeserbrevet: ”…vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb” (Ef 6,10-11).

Vore brødres anklager

Anklage er et af Djævelens mest brugte snigløb. Således bliver Djævelen også beskrevet i Åbenbaringen: ”…for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud” (Åb 12,10).

Jeg må bekende, at jeg selv har prøvet dette at stå anklaget over for Gud. Der er så meget, som jeg gjorde, men som jeg ikke skulle have gjort. Og der er så meget, som jeg skulle have gjort, men som jeg forsømte at gøre. Guds hellige lov viser mig således, at jeg er en synder, som har brug for en frelser.

Men hvad gør Djævelen i alt dette? Jo, han gør, som han plejer. Han gør stik modsat af det, som Gud gør.

  • Med loven vil Gud få mig til at flygte til Jesus, så at jeg kan blive frelst.
  • Men med sin anklage vil Djævelen derimod hindre mig i nogensinde at flygte til Jesus.

Det er, som Frank Jacobsen siger:

”Mange midler bruger Djævelen for at lede mennesker bort fra troen på Jesus, men hans farligste middel er loven. Den kan både være opdrager til Kristus og opdrager bort fra Kristus.”

Ordene ”ikke endnu” og ”for sent” er ord, som Djævelen er mester i at bruge. Hvis nogen føler Guds kald til at vende om, så kommer Djævelen straks os siger: ”ikke endnu. Det kan du vente med. Du må først nyde livet” osv. Og på den måde forsøger han at få os til at vente med at flygte til Jesus med vor synd og blive frelst. Og hvad siger han så til os, når vi endelig ønsker at vende om efter flere års udsættelse? Hvad siger han, når vi er alvorligt syge og døden truer? Jo, så siger han: ”Nu er det for sent. Du har forspildt din mulighed. Nu er det lige meget.”

Han slettede vort gældsbevis

Hvad kan en synder gøre, når han/hun står anklaget over for Guds lov? Jo, enten bliver man under Guds dom, eller flygter man til Frelseren. Og ifølge Bibelen er omvendelsen (flugten til Jesus) ikke noget, man venter med, men noget, som haster. Jesus siger selv: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4,17). Med Jesus er Himmeriget nemlig kommet nær! Det er jo Jesus, som gik ind i den stærke mands hus og afvæbnede Djævelen. Hvordan har han gjort det? Jo, det gjorde han, da han døde i vores sted. I Kolossenserbrevet læser vi f.eks.:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15). 

Jesus har altså afvæbnet Djævelen ved at nagle dine og mine synder på korset.

Én retfærdig døde for mange uretfærdige. Eller som apostlen Peter siger: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,18). Ja, sådan fører Jesus os til Gud. Han tager alle vores synder på sig selv og betaler selv prisen for vores synder på Golgata. Og på Golgata råber han: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han afvæbnede Djævelen, da han døde for vores synder. Og det er en fuldbragt gerning!

Mød mig da på Golgata!

Djævelen kan brøle som en løve efter os (1 Pet 5,8). Han kan anklage os for alt det, som vi har gjort. Men Djævelens anklager er egentlig tomme, fordi alt det, som han anklager os for, har Jesus allerede betalt for. Og når Djævelen anklager os for vores synder, kan vi derfor sige, ligesom Brorson:

“Hvo vil mig anklage / og for dommen drage / hen på Sinai? / Synden jeg bekender, / mig til Jesus vender, / dermed er jeg fri. / Mød mig da / på Golgata! / Jesus skal min sag antage, / hvo vil mig anklage?” (DDS 512)

Til Djævelens anklager kan du altså sige: Mød mig da på Golgata! På Golgata kan du nemlig pege på Jesus og sige: Se Guds lam, som bærer verdens synd! Se Guds lam, som også har båret mine synder! Jesus har også slettet mit gældsbevis ved at nagle det til korset!

“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1). Hvorfor? Fordi Jesus har besejret Djævelen og alle de onde magter. Det gjorde han engang for alle på Golgata. Dér fratog han nemlig Djævelen al ret til at anklage os ved at stille sig i vores sted og tage vores straf på sig selv.

”Gud for alle riger / dømmer selv og siger: / Denne han er fri, / han er to’t / i Jesu blod! / Satan, synd og død må rømme, / hvo vil da fordømme?”

Amen.

Kilder

Wisløff, Carl Fr. 1974. Ordet om korset. Dansk Luthersk Forlag

Sproul, R. C. 2005. A Walk with God – An Exposition of Luke. Geanies House, Fearn: Christian House Publications

Jacobsen, Frank. 2012. Til tro på Jesus. Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening

The Case for Life

Sambært fosturfrøði er eingin ivi um, nær lívið byrjar, nevniliga tá ið eggið verður gitið. Hitt ófødda er ein fullfíggja, einstøk og livandi menniskja:

Fullfíggja: Hitt gitna eggið er fullfíggja líka frá fyrstantíð. Øll upplýsingin, ið nýtist at vera har, er har. Tað einasta, ið tað hevur brúk fyri, er tíð til at vaksa.

Einstøk: Hitt gitna eggið hevur eitt serstakt arvafrøðiligt eyðkenni. Hitt ófødda barnið er sostatt ikki ein partur av mammuni. Harafturímóti er tað ein einstøk vera inni í mammuni.

Livandi: Hitt gitna eggið sýnir alt tað, ið eyðkennir biologiskt lív: stoffskifti, vøkst, reaktión og nøring.

Menniskja: Hitt gitna eggið hevur DNA’ið hjá einari menniskju.

Hesum viðvíkjandi undirstrikar Scott Klusendorf: “Fosturfrøðin sigur tað klárt. Líka frá teimum fyrstu menningarstigunum eru tey óføddu serstøk, livandi og heil menniskju. Ein og hvør ‘væleydna’ fosturtøka tekur tess vegna lívið av einari livandi menniskju” (The Case for Life).

Lignelsen om sædemanden

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« (Mark 4,1-20).

Indledning

”Du levende Ord, du må skinne / og smelte mit ishjertes blok, / så aldrig det går mig af minde, / det ord om, at nåden er nok.” 

Denne strofe fra sangen ”Du levende Ord” er en god opsummering både af dagens emne, samt det, som vi hørte om sidste søndag. Sidste søndag hørte vi nemlig om nåden, og at vi bliver frelst af nåden alene. I dag skal vi høre om Ordet – det Ord, som siger, at nåden er nok.

I dagens epistellæsning har vi hørt Paulus sige, at ordet om korset er Guds kraft. Et andet sted siger han, at han skammes ikke ved evangeliet, fordi det er Guds kraft til frelse (Rom 1,16). Og således kunne jeg fortsætte med at komme med eksempler, hvor Guds ord bliver beskrevet som levende og virksomt. Profeten Esajas siger f.eks. at ordet fra Guds mund vender ikke virkningsløst tilbage, men gør Guds vilje og udfører hans ærinde (Es 55,11). Og forfatteren til Hebræerbrevet siger: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12). Jeg nævner alle disse bibelvers for at understrege, hvordan Bibelen taler om sig selv, nemlig som Guds levende og virksomme ord. Da Gud skabte verden, skabte han den med sit mægtige ord. Han sagde: ”Der skal være lys!” og der blev lys (1 Mos 1,3). Gud skabte verden ud af intet med sit ord. ”For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9). Sådan er Guds ord. Det er levende og virksomt, alene fordi det er hans ord – ordet fra hans mund. Og det ord er også uløseligt forbundet med Jesus Kristus. I Johannesevangeliet bliver det beskrevet således:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.  I ham var liv, og livet var menneskers lys … Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1,1-3.14). 

Jesus er altså Guds skabende livskraft. Derfor siger Bibelen også, at den, ”der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,12). Jesus er livet! Og han beskriver også sig selv som livet: ”Jeg er opstandelsen og livet…”, siger han (Joh 11,25). Alt dette er med til at underbygge det, som Paulus siger. Ordet om korset er Guds kraft! Evangeliet er Guds kraft til frelse! I lignelsen om sædemanden underviser Jesus os om Guds ord og derved også om sig selv, fordi han er jo selve sæden, som Gud har givet verden til liv og frelse. Der er altså intet galt med sæden, som sædemanden sår. Nej, spørgsmålet drejer sig derimod om jorden, og hvordan sæden, Guds ord eller Jesus, bliver modtaget. Gud vil, at alle mennesker skal komme til at kende Jesus og blive frelst. Derfor læser vi også i lignelsen om sædemanden, at han såede sæden på alle de fire slags jord, som vi har hørt om i dagens tekst. Men det afgørende spørgsmål er som sagt, hvordan sæden bliver modtaget.

Tre fjender

Når jeg læser lignelsen om sædemanden, så ser jeg tre fjender i de tre første eksempler på jord, nemlig 1) Satan, 2) den gudsfjendske verden og 3) det syndefaldne kød. Og alle disse fjender hindrer sæden i at slå rod og bære frugt. De står i vejen for Guds ord, ordet om korset, evangeliet om Jesus.

Satan

Satan er den første fjende. Vi ser allerede i Edens have, hvilke hensigter han har.

”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,1-4).  

I denne tekst fremgår det først og fremmest, at Djævelen er snedig. Vi ser, at han frister Eva til at gøre stik modsat af det, som Gud havde sagt. Han får mennesket til at tvivle på Guds ord og siger: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Således forvrænger han også Guds ord. Gud gav jo aldrig noget forbud mod at spise af træerne i haven. Der var kun tale om ét træ. Gud sagde jo: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2,16-17). Med sin løgn forsøger Djævelen altså at få Adam og Eva til at tro, at Gud er uretfærdig. Og så forsøger han at få mennesket til at spise af nemlig dét træ, som Gud havde advaret imod: ”…den dag du spiser af det, skal du dø!” Djævelen siger det stik modsatte: »Vist skal I ikke dø!« Hvorfor gør han det? Jo, det gør han, fordi han hader Gud, og derfor hader han også Guds elskede skabning. Han siger: »Vist skal I ikke dø!« fordi han nemlig vil have, at de skal dø. Og det samme er også gældende for os, der er forsamlet her i dag. Satan ved, at evangeliet er Guds kraft til frelse, men han ønsker ikke, at nogen af os skal frelses. Derfor gør han også det samme i dag, som han gjorde over for Adam og Eva. Han kommer med sit gamle spørgsmål: ”Har Gud virkelig sagt?”

Mens Gud sår sit levende ord, sår Djævelen tvivl om det samme ord, fordi han ved, at det er livets ord, men han ønsker kun død for os og ikke liv. Derfor kan vi stole på, at han også i dag forsøger at tage ordet om korset bort, så snart det bliver forkyndt.

Hvad skal vi så gøre over for denne fjende? Jo, vi skal gøre præcis det samme, som Jesus gjorde, da Djævelen fristede ham i ørkenen (Matt 4,1-11). Dér ser vi nemlig, hvordan Jesus møder alle Djævelens løgne med sandheden i Guds ord. Hver gang Djævelen frister ham, henviser Jesus til Ordet og siger: Der står skrevet… Det ender med, at Djævelen forlader ham.

Djævelen må også flygte for Ordet i dag, fordi Ordet er det samme, som det var dengang. Når Ordet bliver forkyndt, og Djævelen straks forsøger at tage Ordet væk, så skal vi altså konfrontere ham med selve Ordet og sige ligesom Jesus: Der står skrevet! Ordet om korset er jo Guds kraft. Og det er noget, som sætter Djævelen og alle de onde magter på flugt. Lad os derfor gøre Guds ord til en stor del af vores liv og derved øve os på at sige: Der står skrevet!

Verden

Verden er den anden fjende. Ordet om korset er en dårskab for verden, og det vil den også fortsætte med at være, fordi Ordet er ikke af denne verden. Sandheden er og bliver dog, at ordet om korset er Guds kraft! Men siden Ordet ikke er af denne verden, så vil denne verden altid modarbejde Ordet.

Hvis man holder sig til Guds ord og ordet om korset, så kommer det til at koste i denne verden. Dette er også noget, som Jesus fortæller os om: ”En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh 15,20). At verden hader Guds ord manifesterer sig på forskellige måder. I Danmark er der måske ikke så meget fysisk forfølgelse, men måske mere psykisk. Hvis man holder sig til Guds ord, så kan man f.eks. risikere at blive stemplet som en intolerant fundamentalist, og således bliver man mistænkeliggjort og lagt under had. Andre steder i verden er der derimod tale om virkelig fysisk forfølgelse. Nogen siger, at der på globalt plan bliver dræbt 250 kristne om måneden på grund af deres tro. For Jesus kostede det livet at forkynde sandheden om sig selv. Og i dag koster det også mennesker livet at bekende sig til Kristus.

Hvad gør vi så, når vi bliver lagt under verdens had? Hvis vi kun vil tilfredsstille verden og være populære, så er udfaldet givet. Vi vælger den brede vej. Den er jo nem at gå på, men den fører dog til fortabelsen. Men Gud ønsker ikke fortabelse for nogen af os. Derfor tilskynder han os ikke til at vælge den brede og nemme vej, men den smalle vej. Han peger på Jesus og beder os klynge os til ham. Og når det koster at være kristen, og mennesker begynder at falde fra, så vender Jesus sig til os med det samme spørgsmål, som han engang stillede sine disciplene: ”Vil I også gå jeres vej?” Peter svarede: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord…” (Joh 6,67-68). Selvom det til sidst kostede Peter livet, så kunne han dog ikke vende ryggen til Jesus, fordi han vidste, at Jesus havde det evige livs ord. Lad os derfor gøre ligesom Peter. Lad os holde os til Jesus og det evige livs ord. Da kan vi altid synge med på Peters lovsang:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Det levende håb, som vi ejer i Jesus, er uendeligt større end noget af det, verden kan tilbyde!

Kødet

Kødet er den tredje fjende. Indtil videre har vi hørt om to ydre fjender, men denne tredje er en indre fjende. Dette er også det, som vi læser om i Jakobs brev: “Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én” (Jak 1,14). Der er altså tale om en indre fjende, nemlig ens eget begær. I forbindelse med tidslerne nævner Jesus også rigdommens blændværk som et eksempel. Dette minder os også om den rige unge mand, som jeg nævnte sidste søndag. Han gik bedrøvet væk fra Jesus, fordi der var noget i hans liv, som han elskede mere end Jesus, nemlig rigdommen. Rigdommen er blot et eksempel. Jesus siger også, at det er lysten til alt muligt andet, som kvæler Ordet. Hvordan er det med os? Hvad prioriterer vi? Hvad fylder vi os med? Der er nok at vælge imellem, men det er stadigvæk kun Jesus, der har det evige livs ord. Det er stadigvæk kun evangeliet om Jesus, som er Guds kraft til frelse. Lad os derfor fylde os med ordet om korset, ikke kun en dag om ugen, men hver dag. Det har vi brug for, fordi det er, som Jesus selv siger: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4).

Afslutning

De tre fjender, som jeg har været inde på, står imod Ordet, hver gang det bliver sået. Djævelen kommer med sit gamle: “Har Gud virkelig sagt?” Den gudsfjendske verden står imod, fordi ordet om korset er en dårskab for verden. Og vores eget kød kæmper imod, fordi det vil alt muligt andet. Med andre ord må der ske et stort under, hver gang sæden falder i god jord.

Og hvad er det egentlig, der gør den gode jord god? Egenskaben til at tage imod Guds ord er i hvert fald ikke noget, vi besidder i os selv. Vi kan ikke gøre os selv til den gode jord. Men det kan Gud! Han ændrer os med sit levende Ord. Ligesom på skabelsens morgen gør Gud stadigvæk undere med sit levende og virksomme ord. Han skaber ud af intet. Hvor der er ingen tro, skaber han en levende og tindrende tro med ordet om korset.

Et andet sted siger Jesus: “Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” (Luk 11,28). Og deri ligger hemmeligheden. Hvad vi end gør, så må vi aldrig slippe taget i Guds ord! Vi må aldrig tabe evangeliet om Jesus af syne! (13.6 slide) Dette får også Carl Fr. Wisløff til at sige:

“Lyset fra Guds eget ord kan gøre underværker. Lad det kun få lov at komme til! Lad Ordet komme til med sin afsløring af dine tanker, ord og gerninger. Da bliver du for alvor en fortabt synder, som ikke har andet at håbe på end Guds ufortjente barmhjertighed. Da får du brug for en Frelser – du får brug for det Guds lam, som bar verdens synd.”