Opstandelsens betydning

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet (Luk 24,13-35).

Indledning

Opstandelsen forvandlede disciplenes liv og gav dem et nyt håb. Inden Jesus viste sig for Emmausvandrerne, var de bedrøvede, fordi Jesus var korsfæstet og død. Et andet sted læser vi også, at disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne (Joh 20,19). De havde jo set, hvordan Jesus var blevet tortureret og dræbt. Og de ønskede for alt i verden ikke at opleve det samme. Men deres frygt blev fjernet, når de mødte den opstandne frelser.

Peters forvandling

Vi kan bruge apostlen Peter som et eksempel: Ligesom Emmausvandrerne var bedrøvede, mistede Peter også alt håbet, når hans Herre var korsfæstet, død og begravet. Men alt dette ændredes, når Jesus viste sig for ham: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon [dvs. Peter]” (Luk 24,34). Gensynet med den opstandne Jesus ændrede Peters liv så meget, at han nu kom til at knytte hele sit kristne håb nemlig til Jesu opstandelse fra de døde. Og det er det, som får ham til at sige de ord, som vi også plejer at høre i forbindelse med både dåb og begravelse: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3). For Peter kom Jesu opstandelse altså til at stå som en markør for noget helt nyt, et helt nyt liv. Og han forbinder det nye og forhåbningsfulde liv til én bestemt historisk begivenhed: Jesu opstandelse fra de døde.

Det kristne håb er altså forankret i Jesu opstandelse fra de døde. Hvis opstandelsen er en virkelig historisk begivenhed, så har vi også et sandt håb – et håb, som vi altid kan glædes over. Men hvis opstandelsen derimod ikke er en historisk begivenhed, så har vi et falskt og tomt håb. I dag vil vi derfor særligt fokusere på dette ene afgørende spørgsmål: Stod Jesus virkelig op fra de døde?

To syn på opstandelsen

I 1. Korintherbrev taler Paulus om to helt forskellige syn på Jesu opstandelse. På den ene hånd “prædikes, at Kristus er opstået fra de døde” (1 Kor 15,12a). Og på den anden hånd har vi det synspunkt, som siger, “at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde” (1 Kor 15,12b).

Disse to syn på Jesu opstandelse bliver også diskuteret i dag, ligesom dengang. På den ene hånd tror man fuldt og fast på, at Jesus virkelig er fysisk opstået fra de døde. Og på den anden hånd siger man, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde.

Troen på Jesu opstandelse bliver ofte betragtet som en tåbelig overtro, som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men når Paulus møder en lignende påstand, spørger han: “Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?” (1 Kor 15,12).

Øjenvidnerne

Dette er et godt spørgsmål, fordi denne prædiken er ikke noget, som man bare har fundet på. Derimod er opstandelsesbudskabet tæt knyttet til øjenvidnerne til den opstandne Jesus: Jesus blev set af Simon (Peter) og de andre apostle. I 1. Korinterbrev siger Paulus endda, at mere end fem hundrede mennesker så Jesus på én gang (1 Kor 15,3-8). Flere end 500 øjenvidner kunne altså bekræfte, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Det, som giver denne lange liste af øjnevidner en særlig historisk autoritet, er, at de fleste af dem var endnu i live, når Paulus skrev 1 Korinterbrev. Med andre ord siger Paulus: ”Hvis du ikke tror mig, gå så hen til øjnevidnerne og spørg dem.”

En virkelig begivenhed

Gud har virkelig grebet ind i verdenshistorien! Gud har virkelig rejst Jesus op fra de døde! Det, at opstandelsen er en virkelig begivenhed, er afgørende for det, som jeg står og siger her i dag. For hvad består vores håb af, hvis det ikke er knyttet til virkeligheden? Jesu legemlige opstandelse er helt central, og uden den er der ingen kristendom.

En person, der tror på en Jesus, som ikke er opstået fra de døde, tror på en kraftløs Jesus, en død Jesus. Og det er ikke noget, som kan ændre mennesker og hele verden! Men vi tilbeder ikke en kraftløs og død Jesus. Vi tilbeder en mægtig, opstanden og levende frelser! Og dét er noget, som kan ændre både mennesker og hele verden! Det var også det, som ændrede Peter og prægede hans forkyndelse. I en prædiken, som Peter holdt for Israelitterne kort efter Jesu opstandelse, siger Peter f.eks.: “Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om” (ApG 3,15). Og, som vi har hørt i dagens tekst, forkynder forsamlingen i Jerusalem præcis det samme budskab: “Herren er virkelig opstået, og han er set…” (Luk 24,34).

Han viste sig for apostlene og flere end 500 brødre på én gang. Og dette forvandlede disciplenes liv totalt! Mødet med den opstandne Jesus forvandlede apostlene i sådan en grad, at de endda var villige til at dø for deres tro.

Løgnere er dårlige martyrer

Inden opstandelsen gemte de sig bag låste døre pga. deres frygt (Joh 20,19). Efter opstandelsen var de forvandlet! Og hvis deres opstandelsestro var bygget på en stor løgn, ville de aldrig have været villige til at betale så høj en pris for deres tro.

Man plejer at sige, at løgnere er dårlige martyrer, fordi ingen er villig til at dø for noget, som man ved er en løgn. Disciplene stod nemlig i en situation, hvor det var muligt for dem at vide, hvorvidt opstandelsen var sand eller falsk. Og deres villighed til at lide og dø for opstandelsesbudskabet understreger, at de ikke var løgnere, og at de virkelig troede, at Jesus var stået op fra de døde.

Vi skal genkende og blive genkendt

Et under er virkelig sket. Jesus stod op fra de døde! Eller som forsamlingen i Jerusalem sagde til Emmausvandrerne: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon” (Luk 24,34). Og præcis denne kendsgerning giver livet et helt nyt og forhåbningsfuldt indhold. Døden er slet ikke slutningen! Eller som Paulus siger et sted: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Dvs. at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde. Og ligesom den opstandne Jesus så sine kære igen, og disciplene så Jesus, således skal vi på grund af ham også se vore kære igen og de os. Ligesom Emmausvandrerne genkendte Jesus, således vil vi også genkende og blive genkendt, når vi står op fra de døde.

Det herliggjorte legeme

Ja, det er sandt, at Emmausvandrerne ikke genkendte Jesus med det samme. Men det gjorde de dog senere, når Jesus tog brødet, velsignede og brød det og gav dem (Luk 24,30). Hvordan kan det være, at de ikke genkendte Jesus med det samme?

Det var hans herliggjorte legeme, der var årsag til det. Men da de sad til bords sammen, og Jesus gjorde akkurat det samme, som han havde gjort ved det sidste måltid før sin død, ’da åbnedes deres øjne, og de kendte ham’ (v.31). Selv om vi ikke på nogen måde forstår den fulde rækkevidde af det, som her fortælles, står det alligevel klart: De genkendte ham, som de tidligere havde set og været sammen med. Det var den samme Jesus, og hans legeme var det samme, som det, der blev lagt i graven. Men nu var det åndeliggjort og herliggjort (Aksel Valen-Sendstad). 

Dette herliggjorte legeme er også forklaringen til, at Jesus pludselig blev usynlig for Emmausvandrerne. Det var altså det samme legeme, men der var også noget ekstra.

Håbets sang

Hvad kan vi så lære af alt dette? Jo, ligesom Jesus stod op, således skal vi også stå op. Ligesom Jesus havde et herliggjort legeme, således vil vi også have et herliggjort legeme. Og ligesom Jesus blev genkendt, således vil vi også genkende og blive genkendt hjemme hos Gud i Himlen. Dette gensynshåb kommer også til udtryk i nogle ord fra en svensk vise: Mødes og skilles er livets gang, skilles og mødes er håbets sang.” Og denne håbets sang blev født, når Jesus stod op fra de døde og viste sig for sine venner.

Afslutning

Hvilke følger har Jesu opstandelse så for os? Jo, siden Jesus virkelig stod op fra de døde, så betyder dette, at:

1. Jesus har sejret over døden.
2. Derfor kan vi lægge vores liv og evighed i hans stærke hænder.

3. Og derfor kan vi også glæde os over, at døden ikke er et endeligt farvel, men at vi vil komme til at opleve en fantastisk gensynsglæde hjemme i Himlen.

Dette er håbet, som vi ejer i vor opstandne frelser – et håb, som vi både kan leve på og dø på! Amen.

Tríggjar ábendingar fyri Guds tilveru

Kendi gudloysingurin, Richard Dawkins, lýsir trúgv sum hina stóru undanførsluna fyri at sleppa undan tørvinum at hugsa um og meta próvtilfar. Sambært Dawkins trýr ein altso, hóast, ella kanska orsaka av, manglandi próvtilfari.[1] Men fyri tey fyrstu kristnu var trúgv als ikki ein blind trúgv. Fyri tey sipaði trúgv harafturímóti til nakað, sum er meira líkt orðinum álit. Og álit kann sjálvandi eisini grundast á próvtilfar, tað vil siga ymiskar ábendingar, sum stuðla okkara áliti. Eg fari til dømis ikki umborð á eitt flogfar, um eg ikki havi góðar orsøkir til at líta á, at ein flogskipari er í stýriklivanum, ein, sum veit, hvat hann/hon ger, og sum megnar at fáa flogfarið upp í luftina og føra tað allan vegin til ferðamálið. Um eg ikki hevði hetta álitið, so hevði eg als ikki farið umborð! Soleiðis er tað eisini við gudstrúnni. Eg havi góðar orsøkir til at líta á, at Gud er til. Trúgv er ikki bara ein kensla, sum vit hava í hjartanum. Trúgv er eisini nakað, sum kann stuðlast við ymiskum ábendingum. Men hvørjar eru so hesar ábendingarnar, ið stuðla trúnni á Guds tilveru? Her fari eg at viðgera tríggjar: kosmologiska próvgrundin, próvgrundin frá sniðgávu og moralska próvgrundin.

Meginreglan

Yvirsetningurin hjá mær er ein einføld meginregla: Ein og hvør ávirkan krevur eina nøktandi orsøk, og einki kann vera orsøk til seg sjálvt. Við øðrum orðum er tað altsoein orsøk til, at ting henda, og einki, sum hendir, elvir seg sjálvt til at henda. Okkurt annað má hava verið orsøk til hendingina. Omaná hesa einføldu meginreglu leggi eg síðani tríggjar fortreytir afturat, og allar føra til somu niðurstøðu:

  • Ein mikil brestur (ávirkan) krevur ein miklan brestara (orsøk)
  • Sniðgáva (ávirkan) krevur ein sniðgeva (orsøk)
  • Morallóg (ávirkan) krevur ein morallóggeva (orsøk)
  • Tessvegna er Gud til
Kosmologiska próvgrundin

Hin fyrsta fortreytin verður kallað kosmologiska próvgrundin. Nærum allir vísindamenn og gudfrøðingar eru samdir í, at alheimurin hevði eina byrjan. Okkurt, ið stendur uttanfyri hitt natúrliga og evnisliga øki, má hava verið orsøk til alheimin. Av tí at ávirkanin (tvs. alheimurin) er stór, fjølbroytt og evnislig, so er tann mest sannlíka frágreiðingin til hetta okkurt persónligt, máttmikið og ikki-evnisligt. Stavar alheimurin frá einum persónligum og máttmiklum skapara, ið stendur uttanfyri hitt natúrliga og evnisliga økið? Ella varð alheimurin brádliga til burturúr ongum og uttan grund? Hvat er mest sannlíkt?

Hesin filmurin frá Reasonable Faith gevur eina góða lýsing av kosmologisku próvgrundini:

Próvgrundin frá sniðgávu

Hin seinna fortreytin verður kallað próvgrundin frá sniðgávu. Enntá Richard Dawkins játtar, at sniðgáva krevur ein sniðgeva. Hann innleiðir til dømis bók sína, The Blind Watchmaker, við hesum orðum: “Lívfrøði er gransking av torgreiddum lutum, ið tykjast at vera sniðgivnir til eitt ávíst endamál.”[2] Undirskilt viðgongur hann altso, at tað má vera onkur frágreiðing til skipanina hjá teimum torgreiddu lutunum. Hóast hann hugsar, at darwinisma megnar at greiða frá sniðgávuni í lívfrøðini, so er tað kortini sera ósannlíkt, at tey fjøltáttaðu boðini í til dømis okkara DNA ikki hava ein høvunda. Hetta er í stóran mun eisini tað, ið fekk kenda gudloysingin, Anthony Flew, til at broyta meining: “Tað tykist mær, at úrslitið av meira enn 50 ára DNA-gransking hevur givið okkum tilfar til eina nýggja og sera sterka próvgrund fyri sniðgávu”[3] Er hin torgreidda og neyvstillaða sniðgávan í alheiminum, bæði innan lívfrøði og alisfrøði, eitt úrslit av tilvild? Ella “tykjast” hesir lutir at vera sniðgivnir orsaka av einum veruligum skynsomun sniðgeva? Hvat er mest sannlíkt?

Hesin filmurin frá Reasonable Faith gevur eina góða lýsing av próvgrundin frá sniðgávu:

Moralska próvgrundin

Hin triðja fortreytin verður kallað moralska próvgrundin. Hóast relativisma[4] er nokkso útbreidd í okkara mentan, so góðtaka flest menniskju kortini ein objektivan moral,[5] tá ið tey verða spurd eitt sindur nærri. Um onkur til dømis spyr: ”Er tað altíð skeivt at pína fólk fyri stuttleikar?” so svara vit sjálvandi: “Ja!” Tað er altso sumt, ið er grundleggjandi skeivt. Ein morallóg finst, ið ikki er treytað av meiningini hjá menniskjum. Men spurningurin er so, um nakað fast grundarlag er fyri slíkari morallóg, um Gud ikki er til. Hvat er mest sannlíkt? Er eingin lóggevi handan morallógina? Ella er ein morallóg til, tí at ein morallógevi eisini er til? Um vit spyrja C.S. Lewis, so er svarið greitt. Í bók síni Mere Christianity leggur Lewis nevniliga dent á, at vit øll kenna munin millum rætt og skeivt, og at vit harvið eisini viðurkenna, at ein objektiv morallóg finst. Tá ið vit ransaka okkum sjálvi, síggja vit, at henda morallógin bendir á, at onkur ella okkurt ynskir, at vit skulu hava ein ávísan atburð. Tankagongdin kann stillast upp soleiðis:

  1. Ein og hvør lóg hevur ein lóggeva.
  2. Morallógin er til.
  3. Tessvegna er ein morallóggevi til.

Hesin morallóggevin, sum eggjar okkum til at gera tað rætta, og sum fær okkum til at kenna okkum illa við, tá ið vit gera tað skeiva, er best forstaðiðn sum ein máttur, ið stýrir alheiminum, sambært Lewis.

Hesin filmurin frá Reasonable Faith gevur eina góða lýsing av moralsku próvgrundini:

Endi

Hesar próvgrundirnar vísa okkum, at vit hava góðar orsøkir til at líta á, at Gud er til. Harafturímóti hava vit ikki góðar orsøkir til at líta á, at eingin Gud er til. Um hetta sigur fyrrverandi gudloysingurin, Lee Strobel, til dømis: “Fyri at halda á við at vera gudloysingur, mátti eg trúgva, at einki var atvold til alt, at ikki-lív var atvold til lív, at tilvild var atvold til neyvstilling, at ruðuleiki var atvold til upplýsing, at óvitan var atvold til tilvitan, at óskynsemi var atvold til skynsemi. So stóra trúgv hevði eg rætt og slætt ikki.”[6] Í ljósinum av øllum ábendingunum kundi Strobel altso ikki líta á, at eingin Gud er til. Ábendingarnar peikaðu nevniliga á tað mótsætta.

Kelda

Koukl, Gregory. 2009. The Ambassador’s Guide to the New Atheists. Signal Hill, CA: Stand to Reason.


[1] https://www.brainyquote.com/quotes/richard_dawkins_141335

[2] https://coldcasechristianity.com/writings/why-the-appearance-of-design-in-biology-is-a-problem-for-atheistic-naturalism/

[3] https://www.bethinking.org/does-god-exist/a-change-of-mind-for-antony-flew

[4] Tann áskoðan, at sannleikin el. Virðismetingin hevur ikki algildi, men er tongd at einstaklinginum, ið ger meting.

[5] Tað vil siga ein moralur, ið ikki er treytaður av meiningini hjá menniskjum, mótsætt einum subjektivum morali, ið nevniliga er treytaður av meiningini hjá menniskjum.

[6] https://www.goodreads.com/quotes/9131099-to-continue-in-atheism-i-would-need-to-believe-that

Jesus er lívsins breyð

Eftir hetta fór Jesus avstað til økið hinumegin Galileuvatnið ella Tiberiasvatnið. Og stór mannamúgva fylgdi honum, tí at tey sóu tey tekin, sum hann gjørdi á hinum sjúku. Men Jesus fór niðan á fjallið og settist har saman við lærusveinum sínum. Men páskir, hátíðin hjá Jødum, vóru í nánd. Tá ið Jesus nú lyfti upp eygum sínum og sá, at stór mannamúgva kom til hansara, sigur hann við Filippus: »Hvar skulu vit keypa breyð, so at hesi kunnu fáa nakað at eta?« Men hetta segði hann fyri at royna hann; tí at sjálvur visti hann, hvat hann ætlaði sær at gera. Filippus svaraði honum: »Breyð fyri tvey hundrað denarar røkkur ikki til hjá teimum, so at hvør teirra kann fáa eitt lítið sindur.« Ein av lærusveinum hansara, Andrias, bróðir Símun Pæturs, sigur við hann: »Her er ein smádrongur, sum hevur fimm byggbreyð og tveir fiskar; men hvat munar tað hjá so mongum?« Jesus segði: »Latið fólkið setast niður!« Men har var nógv gras á staðinum. Tá settust kallmenninir niður, okkurt um fimm túsund í tali. Jesus tók tá breyðini, og tá ið hann hevði takkað, býtti hann tey til teirra, sum setstir vóru niður, somuleiðis eisini av fiskunum so mikið, sum teir vildu hava. Men tá ið teir vóru mettir, sigur hann við lærusveinar sínar: »Hentið saman breyðmolarnar, sum leypa av, so at einki fer til spillis!« Teir hentaðu teir so saman og fyltu upp í tólv tægur av molum, sum vóru til avlops av teimum fimm byggbreyðunum hjá teimum, sum høvdu etið. Tá ið nú fólkini sóu tað tekinið, sum hann hevði gjørt, søgdu tey: »Hesin er av sonnum profeturin, sum koma skal í heimin.« Tá ið Jesus tí skildi at teir ætlaðu at koma og taka hann við valdi, til tess at gera hann til kong, fór hann aftur avsíðis niðan á fjallið, einsamallur í einingi (Jóh 6,1-15).

Inngangur

5000 menn savnaðust um Jesus henda dagin við Galileuvatnið. Og í javntekstinum hjá Matteusi fáa vit at vita, at hetta var umframt konur og børn (Matt 14,21). Mannamúgvan hevur altso verið øðiliga stór, ja, kanska uml. 20.000 í tali. Men hvat var tað, sum fekk so mong menniskju til at savnast um Jesus tá? Og hvat er tað, sum fær okkum til at savnast um tann sama mannin í dag? Tað er einki at taka feil av, at bæði mannamúgvan tá og vit her í dag savnast um Jesus, tí at tað er nakað heilt serligt við honum. Men hvat er tað, sum ger hann so serligan? Tað er tann avgerandi spurningurin! Hvør er Jesus? Og hvat er hann fyri teg og meg? Hetta eru spurningar, sum vit fara at hyggja eitt sindur nærri at í dag.

Tekin

Dagsins evangelium byrjar við orðunum ”Eftir hetta…” Og vit spyrja sjálvandi: ”Eftir hvat?” Tað mest natúrliga er at hugsa, at hetta sipar til hylin í Betesda, har ið Jesus grøddi ein mann, sum hevði verið sjúkur í 38 ár (Jóh 5,1-18). Undrini, sum Jesus gjørdi, fingu fólk í hópatali til at fylgja honum. Ella sum vit hava lisið: ”Og stór mannamúgva fylgdi honum, tí at tey sóu tey tekin, sum hann gjørdi á hinum sjúku” (v. 2). Ferð eftir ferð síggja vit, at Jesus hevur miskunn við menniskjum. Hann sær tey sjúku, tekur hjartaliga synd í teimum, og ger tey frísk. Og, sum vit hava sæð, so hugsar hann eisini um okkara dagliga breyð. ”Hvar skulu vit keypa breyð, so at hesi kunnu fáa nakað at eta?” sigur hann við Filippus (5). Jesus hevur altso miskunn við okkum, tá ið tað snýr seg um okkara likamliga tørv. Hann sá likamliga tørvin hjá hesi svøltandi mannamúgvuni og vildi taka sær av teimum. Tí brúkti hann eisini Guds skaparmegi og mettaði alla mannamúgvuna við fimm breyðum og tveimum fiskum. Eitt stórt undur hendi við Galileuvatnið henda dag. Men í roynd og veru eru vit vitni til líka so stór undur í gerandisdegnum. Ella sum Mikkjal á Ryggi sigur:

”Men sjáldan rennur mær og tær í huga, / at tílík undur vit so ofta skoða; / eitt lítið fræ í døkka mold vit sáa, / á heystardegi ríka frukt vit fáa” (Sl 151).
Miskunn

Onkur hevur lýst miskunn sum tín líðing innan í míni bringu, og eg haldi, at hetta er ein góð lýsing av miskunn. Tín líðing innan í míni bringu. Soleiðis hevði Jesus tað viðvíkjandi tí stóru mannamúgvuni við Galileuvatnið. Og soleiðis hevur hann tað eisini viðvíkjandi okkum í dag. Hann kennir okkara likamliga tørv. Harumframt kennir hann eisini okkara andliga tørv. Og í grundini snýr dagsins tekstur seg um okkara andliga tørv. Hesi tekin, sum Jesus gjørdi, peikaðu nevniliga á ein djúpari andligan sannleika bæði um hann og um okkum. Men henda sannleika høvdu nógv av teimum, sum fylgdu Jesusi, ikki sæð.

Páskahátíðin

Vit hava lisið, at páskir vóru í nánd (4). Og páskahátíðin er nevniliga ein góður lykil til at skilja dagsins evangelium. Hesar dagarnar hátíðarhildu jødarnir útgongdina úr trælahúsinum í Egyptalandi. Fyri jødarnar tá á døgum innihelt páskahátíðin sostatt eisini sterkar politiskar kenslur. Og nógvir av teimum 5000 monnunum sóðu tí Jesus sum ein politiskan leiðara – ein, sum kundi bjarga jødunum frá rómverska hersetingarvaldinum, líkasum Móses hevði bjarga Ísraels fólki út úr Egyptalandi. Hesin tankin gjørdist enn sterkari, eftir at Jesus hevði mettað hina stóru mannamúgvuna við fimm breyðum og tveimum fiskum. Hetta sá fólkið nevniliga sum eitt uppfyllisli av einum lyfti í 5 Mósebók:

“Harrin, Guð tín, mann vekja upp av brøðrum tínum profet, tílíkan sum meg [Móses]; hann skulu tit lýða á” (5 Mós 18,15).

Og hetta er eisini orsøkin til, at fólkini bóru seg at, soleiðis sum tey gjørdu, eftir at tey høvdu verið vitni til hetta stóra matundrið. “Hesin er av sonnum profeturin, sum koma skal í heimin”, søgdu tey (14). Hesin, sum nú á undurfullan hátt hevði mettað fólkið í oyðimørkini, mátti av sonnum vera hin seinni Móses – hin lovaði profeturin, sum jødarnir trúðu skuldi koma á evstu døgum. Í triðju øld segði Rabbi Isaac t.d., at líkasum hin fyrri endurloysarin fekk manna til at koma niður av himni, soleiðis skuldi hin seinni endurloysarin eisini fáa manna til at koma niður av himni. Og henda vónin um, at Messias skuldu fáa breyð til at koma niður av himni líkasum Móses, hevur kanska longu verið til staðar millum jødarnar á Jesu døgum.

Ein størri tørvur

Hjá Jóhannesi lesa vit einki um, at fólkið tók feil, tá ið tey javnsettu Jesus við hin lovaða profetin. Men Jóhannes leggur kortini dent á, at tey tóku feil av Jesusi og hansara gerningi, av tí at tey einans hugsaðu um ytri viðurskifti. Tað, at tey vildu gera hann til kong, vísir okkum eisini júst hetta (15). Tey hugsaðu kanska, at um hetta var hin seinni Móses, so fór hann óiva eisini at bjarga teimum frá kúgan, líkasum hin fyrri Móses hevði gjørt. Hjá Jesusi høvdu tey longu sæð, hvussu hann megnaði at reka bæði sjúku og hungursneyð burtur. Um hann bara nú eisini kundi vísa sína megi og reka hersetingarvaldið burtur. Men henda tankagongdin samsvaraði ikki við tann gerningin, sum Jesus var komin fyri at fremja. Hann var ikki bara komin fyri at geva fólkinum breyð og politiskt frælsi. Nei, hann kom fyri at nøkta ein nógv størri tørv – nakað, sum ikki einans mannamúgvan tá á døgum tørvaði, men eisini nakað, sum bæði tú og eg hava tørv á, nevniliga syndanna fyrigeving og ævigt lív. Í grundini er tað henda matin, ið undrið við Galileuvatnið peikar á.

Eitt tómrúm í hjartanum

Tað kann væl vera, at vit líkjast nokkso hesi mannamúgvuni við Galileuvatnið. Vit hugsa um mat, politiskt frælsi osv. Men matur og frælsi finst, ið stingur djúpari enn so. Og tað er henda matin og hetta frælsið, sum Jesus bjóðar okkum. Líkasum vit eru svang, av tí at búkurin er tómur, soleiðis hava vit eisini ein andligan tørv, tí at har er eitt tómrúm í hjartanum – eitt Gud-formað tómrúm. Hetta er eisini orsøkin til at kirkjufaðirin Augustin segði:

“tú hevur skapað okkum til tín sjálvs, og okkara hjørtu hava ongan frið, fyrrenn tey finna frið í tær.”

Líkasum føði finst fyri okkara likamliga tørv, soleiðis finst eisini føði fyri okkara andliga tørv. Og Jesus sigur um seg sjálvan, at hann er tann andliga føðin, sum tú og eg hava brúk fyri.

Lívsins breyð

Seinni í sama kapituli lýsir Jesus undrið, sum vit hava hoyrt um í dag. Jesus sigur: “Arbeiði ikki fyri tann matin, sum forferst, men fyri tann matin, sum varir við til ævigt lív, sum menniskjusonurin skal geva tykkum” (27). Og: “Eg eri lívsins breyð” (35). Sum sagt peikaðu hesi tekin, sum Jesus gjørdi, á ein djúpari andligan sannleika. Jesus er ikki bara ein nýggjur Móses, ið fær manna til at koma niður av himni. Harafturímóti lýsir hann seg sum sjálvt breyðið. Hann er breyðið av himni! Hann er lívsins breyð! Líkasum manna var Guds gáva til Ísraels fólk í oyðimørkini, soleiðis er Jesus nú eisini sjálvur Guds gáva til okkum. Vit eru jú øll á einari andligari oyðimarkargongd. Vit hava øll ein andligan tørv. Vit hava øll eitt Gud-formað hol í hjartanum. Og tað er bara ein, ið kann fylla tað, nevniliga Jesus. Um vit eta hetta lívsins breyð, so skulu vit als ikki doyggja, men hava ævigt lív! Um tað so er byggbreyð, fiskur ella ræst kjøt og spúpan, sum vit eta, so verða vit øll kortini svang aftur fyrr ella seinni. Men soleiðis er tað ikki viðvíkjandi lívsins breyði – Jesusi. Manna í oyðimørkini er bert ein skuggi av lívsins breyði. Ísraels fólk “ótu manna í oyðimørkini og doyðu” (48), men tey, sum eta lívsins breyð, skulu liva í allar ævir (51a). Tey hava “stigið yvirum frá deyðanum til lívið” (Jóh 5,24).

Jesu hold og blóð

Jesus greiðir sjálvur frá, hvussu tað ber til, at lívsins breyð hevur so stóra magt yvir deyðanum: “og breyðið, sum eg skal geva, er hold mítt, sum eg skal geva heiminum til lívs” (51b). Jesu deyði er altso tað, sum gevur heiminum lív. Á Golgata lýsir Jesus sjálvur deyðans ræðuliga myrkur og glatan: “Guð mín, Guð mín, hví fórt tú frá mær?” (Matt 27,46b). Tað er hetta myrkrið og henda glatan, sum Jesus er komin at frelsa okkum frá. Hann rópar hesi orðini í okkara stað, so at vit skulu sleppa undan at rópa tey. Hann vil ikki, at vit skulu glatast og verða skild frá Gudi í allar ævir. Nei, harafturímóti vil hann, at vit skulu liva í allar ævir saman við Gudi heima í himli. Og hvønn mat liva tey av, sum hava ævigt lív? Jesus sigur tað sjálvur: “Tann, sum etur hold mítt og drekkur blóð mítt, hevur ævigt lív, og eg skal reisa hann upp á evsta degi” (54). Vit eiga altso hitt æviga lívið í tilognanini av Jesusi og hansara deyða. Og tá kunnu vit veruliga syngja:

“Ígjøgnum deyðans døkku lond / eg djarvur ganga kann, / hann leiðir meg við síni hond, / sum deyðan yvirvann” (Sl 488). 

Jesus er lívsins breyð! Og hvussu tilogna vit okkum lívsins breyð? Jú, tað gera vit við at koma til Jesus. Hann sigur tað sjálvur: “Tann, sum kemur til mín, skal ikki hungra, og tann, sum á meg trýr, skal aldri tysta” (35). At koma til Jesus er altso at eta lívsins breyð.

Endi

Í míni egnu andligu oyðimarkargongd hava tað verið bæði góðar og ringar tíðir. Tað hava verið tíðir, har ið man kendi seg væl fyri andliga. Og so hava tað eisini verið ringar tíðir. Ella sum Carl Olof Rosenius sigur í kenda sálminum Við náði í Guds hjarta:

“So tíðum má eg læra, / at undarligt tað er, / eg brennandi kann vera, / og so er kalt og gler” (Sl 502). 

Soleiðis hevur tað eisini verið hjá mær. Men ígjøgnum alt mítt skiftandi lív, hevur tað kortini verið eitt, sum ongatíð er broytt, nevniliga lívsins breyð. “Jesus Kristus er í gjár og í dag hin sami og um allar ævir” (Hebr 13,8). Vit broytast, men hann broytist ikki. Og líkamikið hvar vit so enn eru í okkara andligu oyðimarkargongd, so kunnu vit tó altíð líta á, at vit eiga ævigan mat í Jesusi Kristi. Vit kunnu altíð líta á hann og hansara orð. “Komið higar til mín øll tit, sum arbeiða og ganga undir tungum byrðum, og eg vil veita tykkum hvílu”, sigur hann við teg og meg (Matt 11,28). Hvílan, sum vit eiga í Jesusi, varir ikki bara í eitt bil, men í allar ævir. Jesus er tann ævigi maturin, sum Gud hevur givið tær og mær til lívs. Og tá ið vit eta lívsins breyð við at koma til Jesus og trúgva á hann, tá fáa vit eisini lut í hansara lívi og hansara friði. Tá livir hansara lív í okkum, og tað er nakað, sum ongan enda fær, men sum varir við til ævigt lív. Amen.

Jesus of Testimony

Jesus of Testimony er ein sera góður dokumentarfilmur, har ið nakrir kendir NT-serfrøðingar viðgera ymiskar spurningar viðvíkjandi kristnu trúnni. Filmurin er deildur upp á fylgjandi hátt:

  • Inngangur: Richard Bauckham greiðir frá muninum millum “Jesus of history” og “Jesus of testimony”.
  • Part I: Lord or Legend viðger ymiskar keldur uttan fyri Bíbliuna, sum sipa til Jesus og sum eru við til at staðfesta evangeliini, t.d. Tacitus og Josefus.
  • Part II: Are the Gospels Reliable? Her viðgera ymiskir serfrøðingar spurningin: “Eru evangeliini, sum vit hava í dag, álítandi avrit av hinum upprunaliga tekstinum?”
  • Part III: Miracles. Her verður spurningurin um undur viðgjørdur. Hava vit eina heimsfatan, sum er opin fyri undrinum? Ella hava vit eina naturalistiska heimsfatan, sum útihýsir møguleikan fyri hinum undurfulla?
  • Part IV: The Testimony of Prophecy. GT inniheldur meira enn 300 profetiir um Messias, og øll vórðu uppfylt í Jesusi.
  • Part V: The Resurrection – Fact or Fiction? Her verður krossfestingin lýst. Eisini verða próvgrundirnar fyri hini tómu grøvini viðgjørdar. Omaná hetta verður tað eisini prátað um ymiskar pástandir, har ið ein roynir at burturforklára Jesu uppreisn.
  • Part VI: The Good News snýr seg um hin grundleggjandi boðskapin í NT. Her hoyra vit eisini um umvendingina hjá Dr. Michael Brown og Craig Keener.

Jesus of Testimony fær mítt besta viðmæli!

Jesus og Beelzebul

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« (Luk 11,14-28).

Indledning

“Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon…” (v. 14). Således indledes dagens evangelium. I Bibelen bliver Djævelen og dæmonerne beskrevet som en realitet. Men i vores samtid er der dog mange, der ikke tror på den slags længere. Det hører til fortiden, siger man. Nu er man blevet klogere og har derved også fået afskaffet Djævelen. Dette minder mig om en lille fortælling:

Der var en ung teologisk student, som engang imellem besøgte en gammel, pensioneret præst for at holde ham orienteret om sidste nyt fra universitetet. 
”Ja, nu har vi da endelig fået afskaffet Djævelen på universitetet,” meddelte han en dag. ”Og det var da på høje tid.”
”Jamen dog,” svarede den gamle. ”Har I fået afskaffet Djævelen? Det var da skønt at høre. Hvornår skal I så til at afskaffe alle hans gerninger og alt hans væsen?” spurgte den gamle.

Ja, man kan mene, at man har fået afskaffet Djævelen, men kan vi virkelig sige, at Djævelens gerninger og væsen ikke gør sig gældende i vores verden? Nej, det kan vi ikke! Med apostlen Peters ord er sandheden derimod, at vores ”… modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8). Der står ikke, at Djævelen gik omkring, nej, der står, at han går omkring. Djævelen og dæmonerne er altså ligeså meget en realitet i dag som på Jesu dage. Og derfor forsager vi også Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen hver søndag i kirken.

”For os, som holder os til Bibelen som Guds ord, er sagen klar. Vi har Bibelens ord for, at Djævelen, mørkets fyrste, er til og gør sit yderste for at føre os i fortabelse. Vi ved, der er onde ånder til. Guds ord siger det, advarer imod dem og minder os om, at Guds fulde rustning er nødvendig for at kunne stå sig mod ondskabens åndehær” (Carl Fr. Wisløff).

Guds rige er kommet nær

I dagens tekst har vi hørt, at der var nogle, som sagde, at Jesus uddrev dæmonerne ved dæmonernes fyrste, Beelzebul (v. 15). De benægter altså ikke, at Jesus uddrev onde ånder, men de påstår, at Jesus gør det med Satans hjælp. Men Jesus understreger, at dette er en helt absurd påstand, fordi det ville betyde, at Satan var kommet i splid med sig selv. ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde…”, understreger Jesus (v. 17). Det er altså en absurd påstand.

Derefter retter Jesus opmærksomheden mod deres egne rækker: ”Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?” (v. 19). Inden for jødedommen dengang var der nemlig nogle, der praktiserede dæmonuddrivelse. Men ved hvem uddrev de så dæmonerne? Selvfølgelig ville de sige, at det var ved Guds hjælp, fordi det kun er Gud, der kan gøre det. Siden Satan næppe er i strid med sig selv, og siden det kun er Gud, der kan besejre Djævelen og dæmonerne, så er konklusionen indlysende: Jesus uddriver dæmonerne ved Guds finger.

Guds finger er det samme som Guds ånd. Eller som Jesus siger i parallelteksten i Matthæusevangeliet: ”Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer” (Matt 12,28). Dæmonuddrivelsen er altså en virkeliggørelse af Guds rige. Om Guds rige siger George Eldon Ladd f.eks.:

”Guds rige er himlens Guds invasion i menneskets historie med det formål at etablere sit herredømme blandt mennesker.”

Og det er præcis dette herredømme, som gør sig gældende, når vi ser, at Jesus uddriver dæmoner ved Guds ånd og sætter mennesker i frihed. Det gjorde han dengang. Og det gør han også i dag, fordi vi hører også om dæmonbesættelse og dæmonuddrivelse i dag. Dvs. at Guds rige og Guds riges undere også er gældende hos os her og nu!

Ingen neutralitet

Lige fra Bibelens første sider og til Bibelens sidste sider fortæller Bibelen os, at der er en åndelig kamp mellem Gud og Djævelen. Lige fra begyndelsen har Djævelen forsøgt at føre mennesker i fortabelsen. Lige fra begyndelsen har Gud også villet frelse os. Og i denne store kamp for menneskesjælen er Jesus den afgørende faktor. Gud gør os levende med Jesus. Han redder os fra Djævelens tyranni med Jesus. Det er Jesus, som er verdens frelser – og kun ham.

I dag er der dog mange, som tror, at de kan være neutrale over for Jesus. Forældre siger f.eks., at de ikke ønsker at døbe eller påvirke børnene i religiøs retning. Men neutralitet er umulig. Og det er umuligt at lade være med at påvirke sine børn. Hjemmet vil altid være præget i en eller anden retning. Hvis det ikke er Jesus, som præger hjemmet, så er det noget andet. Spørgsmålet er bare, hvad eller hvem der får lov til at præge hjemmet. I forbindelse med dette understreger Carl Fr. Wisløff:

”Lærer du ikke dit barn at leve med Jesus, så lærer du det at leve uden Jesus. Den sag er klar – og det er dit ansvar. Og er barnet vokset op i en verdslig atmosfære, så er det ikke mere frit til at vælge, end hvis det var vokset op med Guds ord og bøn. Den ofte omtalte frihed er ren og skær indbildning. En er der, som er herre i vort liv – er det ikke Jesus, så er det hans modstander.”

Neutralitet over for Jesus er altså en indbildning. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig,” siger Jesus (v. 23).

Jesus er stærkere end Djævelen

I dagens tekst beskriver Jesus sig selv som sejrherren – han, som er stærkere end Djævelen og alle de onde magter. Først beskriver Jesus Djævelen som en stærk mand, der fuldt bevæbnet vogter sin gård. Djævelen bevogter altså sin ejendom og gør alt for at hindre mennesker i at lære Jesus at kende og blive frelst. ”Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til”, siger Jesus (v. 22). Jesus er altså stærkere end Djævelen. Derfor er det også afgørende for os at gøre, som Paulus siger i Efeserbrevet: ”…vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb” (Ef 6,10-11).

Vore brødres anklager

Anklage er et af Djævelens mest brugte snigløb. Således bliver Djævelen også beskrevet i Åbenbaringen: ”…for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud” (Åb 12,10).

Jeg må bekende, at jeg selv har prøvet dette at stå anklaget over for Gud. Der er så meget, som jeg gjorde, men som jeg ikke skulle have gjort. Og der er så meget, som jeg skulle have gjort, men som jeg forsømte at gøre. Guds hellige lov viser mig således, at jeg er en synder, som har brug for en frelser.

Men hvad gør Djævelen i alt dette? Jo, han gør, som han plejer. Han gør stik modsat af det, som Gud gør.

  • Med loven vil Gud få mig til at flygte til Jesus, så at jeg kan blive frelst.
  • Men med sin anklage vil Djævelen derimod hindre mig i nogensinde at flygte til Jesus.

Det er, som Frank Jacobsen siger:

”Mange midler bruger Djævelen for at lede mennesker bort fra troen på Jesus, men hans farligste middel er loven. Den kan både være opdrager til Kristus og opdrager bort fra Kristus.”

Ordene ”ikke endnu” og ”for sent” er ord, som Djævelen er mester i at bruge. Hvis nogen føler Guds kald til at vende om, så kommer Djævelen straks os siger: ”ikke endnu. Det kan du vente med. Du må først nyde livet” osv. Og på den måde forsøger han at få os til at vente med at flygte til Jesus med vor synd og blive frelst. Og hvad siger han så til os, når vi endelig ønsker at vende om efter flere års udsættelse? Hvad siger han, når vi er alvorligt syge og døden truer? Jo, så siger han: ”Nu er det for sent. Du har forspildt din mulighed. Nu er det lige meget.”

Han slettede vort gældsbevis

Hvad kan en synder gøre, når han/hun står anklaget over for Guds lov? Jo, enten bliver man under Guds dom, eller flygter man til Frelseren. Og ifølge Bibelen er omvendelsen (flugten til Jesus) ikke noget, man venter med, men noget, som haster. Jesus siger selv: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4,17). Med Jesus er Himmeriget nemlig kommet nær! Det er jo Jesus, som gik ind i den stærke mands hus og afvæbnede Djævelen. Hvordan har han gjort det? Jo, det gjorde han, da han døde i vores sted. I Kolossenserbrevet læser vi f.eks.:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15). 

Jesus har altså afvæbnet Djævelen ved at nagle dine og mine synder på korset.

Én retfærdig døde for mange uretfærdige. Eller som apostlen Peter siger: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,18). Ja, sådan fører Jesus os til Gud. Han tager alle vores synder på sig selv og betaler selv prisen for vores synder på Golgata. Og på Golgata råber han: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han afvæbnede Djævelen, da han døde for vores synder. Og det er en fuldbragt gerning!

Mød mig da på Golgata!

Djævelen kan brøle som en løve efter os (1 Pet 5,8). Han kan anklage os for alt det, som vi har gjort. Men Djævelens anklager er egentlig tomme, fordi alt det, som han anklager os for, har Jesus allerede betalt for. Og når Djævelen anklager os for vores synder, kan vi derfor sige, ligesom Brorson:

“Hvo vil mig anklage / og for dommen drage / hen på Sinai? / Synden jeg bekender, / mig til Jesus vender, / dermed er jeg fri. / Mød mig da / på Golgata! / Jesus skal min sag antage, / hvo vil mig anklage?” (DDS 512)

Til Djævelens anklager kan du altså sige: Mød mig da på Golgata! På Golgata kan du nemlig pege på Jesus og sige: Se Guds lam, som bærer verdens synd! Se Guds lam, som også har båret mine synder! Jesus har også slettet mit gældsbevis ved at nagle det til korset!

“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1). Hvorfor? Fordi Jesus har besejret Djævelen og alle de onde magter. Det gjorde han engang for alle på Golgata. Dér fratog han nemlig Djævelen al ret til at anklage os ved at stille sig i vores sted og tage vores straf på sig selv.

”Gud for alle riger / dømmer selv og siger: / Denne han er fri, / han er to’t / i Jesu blod! / Satan, synd og død må rømme, / hvo vil da fordømme?”

Amen.

Kilder

Wisløff, Carl Fr. 1974. Ordet om korset. Dansk Luthersk Forlag

Sproul, R. C. 2005. A Walk with God – An Exposition of Luke. Geanies House, Fearn: Christian House Publications

Jacobsen, Frank. 2012. Til tro på Jesus. Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening

The Case for Life

Sambært fosturfrøði er eingin ivi um, nær lívið byrjar, nevniliga tá ið eggið verður gitið. Hitt ófødda er ein fullfíggja, einstøk og livandi menniskja:

Fullfíggja: Hitt gitna eggið er fullfíggja líka frá fyrstantíð. Øll upplýsingin, ið nýtist at vera har, er har. Tað einasta, ið tað hevur brúk fyri, er tíð til at vaksa.

Einstøk: Hitt gitna eggið hevur eitt serstakt arvafrøðiligt eyðkenni. Hitt ófødda barnið er sostatt ikki ein partur av mammuni. Harafturímóti er tað ein einstøk vera inni í mammuni.

Livandi: Hitt gitna eggið sýnir alt tað, ið eyðkennir biologiskt lív: stoffskifti, vøkst, reaktión og nøring.

Menniskja: Hitt gitna eggið hevur DNA’ið hjá einari menniskju.

Hesum viðvíkjandi undirstrikar Scott Klusendorf: “Fosturfrøðin sigur tað klárt. Líka frá teimum fyrstu menningarstigunum eru tey óføddu serstøk, livandi og heil menniskju. Ein og hvør ‘væleydna’ fosturtøka tekur tess vegna lívið av einari livandi menniskju” (The Case for Life).

Trúgv og skynsemi