Ein persónligur veruleiki

Atheism

Í dag duttu míni eygu niður á omanfyristandandi orðing, og hetta fekk meg at hugsa, um tað er nakað hald í hesum.

Talan er um tveir pástandir. Hin fyrri pástandurin sigur, at ateisma ikki er ein religión. Tað eri eg samdur í, tí at sambært einum kristnum sjónarvinkli sipar religión nevniliga til menniskjunnar forhold til Gud. Tá ið man snakkar um religión, snakkar man altso um teismu (Gud-ismu), meðan ateisma (ikki-Gud-isma) er trúgvin uppá, at eingin Gud er til. Hin fyrri pástandurin kundi sostatt eisini ljóða soleiðis: ”Ateisma er ikki teisma” ella: ”Ikki-Gud-isma er ikki Gud-isma”. Hesum eri eg púra samdur í. Talan er jú um tvey ymisk ting her, nevniliga ateismu á einari hond og teismu á hinari.

Hin seinni pástandurin sigur, at ateisma er eitt persónligt forhold til veruleikan. Mín spurningur er so, um man, sambært ateismuni, kann hava eitt persónligt forhold til veruleikan?

Ateisma er jú trúgvin á, at eingin Gud finst. Sambært ateismuni finst sostatt heldur eingin persónlig orsøk til veruleikan, soleiðis, sum hann er. Hetta er Richard Dawkins eisini samdur í. Í bókini ”The Blind Watchmaker” sigur hann t.d.: ”In a universe of blind physical forces and genetic replication, some people are going to get hurt, other people are going to get lucky, and you won´t find any rhyme or reason in it, nor any justice. The universe we observe has precisely the properties we should expect if there is at bottom, no design, no purpose, no evil and no good, nothing but blind pitiless indifference.”

Um tað veruliga passar, at tað grundleggjandi ikki finst nakað design, nakað formál, nakað ónt ella gott, um tað veruliga passar, at veruleikin er grundaður á eina blinda og náðileysa líkasælu, hvussu kann man tá pástanda, at man hevur eitt persónligt forhold til veruleikan? Sambært ateismuni er veruleikin (íroknað menniskjan) jú grundaður á nakað ópersónligt: ”…no design, no purpose, no evil and no good, nothing but blind pitiless indifference.”

Er teisma ikki ein nógv betur forkláring til okkara eginleika til at hava persónlig forhold, ja, enntá at hava eitt persónligt forhold til veruleikan? Sambært teismuni er man jú opin fyri eini persónligari orsøk til veruleikan, soleiðis, sum vit kenna hann. Stutt sagt: Vit kunnu hava persónlig forhold bæði til hvønn annan sum menniskju og til sjálvan veruleikan, tí at orsøkin til veruleikan nevniliga er persónlig. Vit liva í einum persónligum veruleika!

Er tað, sambært ateismuni, ikki meira nágreiniligt at pástanda, at ateisma er eitt ikki-persónligt forhold til ein ikki-persónligan veruleika? Hetta tykist úttalilsið hjá Dawkins í hvussu so er at staðfesta.

Men soleiðis uppliva vit als ikki veruleikan. Vit uppliva veruleikan sum verandi persónligan. Vit hava persónlig forhold til hvønn annan. Og vit hava persónlig forhold til veruleikan, tí at orsøkin til veruleikan er persónlig.

Gud sum orsøk til persónligheit og veruleikan tykist altso at vera ein nógv betur forkláring til lívið, soleiðis, sum vit uppliva tað, enn ein ateistisk forkláring, sum í síðsta enda ger bæði veruleika og persónligheit til náðileysa líkasælu.

Neros kristenforfølgelse

Nero_1

Hvad var årsagen til Neros kristenforfølgelse, og hvordan var de kristnes vilkår under forfølgelsen? I det følgende vil vi søge at finde svar på disse spørgsmål ved bl.a. at inddrage forskellige gamle kilder som f.eks. Sueton og Tacitus. Læs mere her

Det bibelske menneskesyn

image of God

I dag er der forskellige holdninger til, hvilken værdi et menneske har, fordi der er så mange forskellige menneskesyn. Ét menneskesyn, som mange mennesker deler i dag, er f.eks. det naturalistiske menneskesyn. Det kan defineres på følgende måde: “retning, der betragter naturen som det altomfattende, det enenste, det der alene eksisterer; ofte også udtrykkeligt inddrager ånden i begrebet “natur”, så historie og åndelige tildragelser kun er en fortsættelse af det fysiske og biologiske” (Hanselmann 1999: 100).

Det naturalistiske menneskesyn ser mennesket som en del af en lang udviklingsproces. Dets ophav er ikke Gud, men snarere energi og materie, altså noget upersonligt. Ved at se bort fra en personlig skabergud siger man derved, at mennesket er et tilfældigt produkt af en lang udvikling. Derfor kan man heller ikke påstå, at det skulle have mere værdi end noget andet dyr. Konsekvensen heraf er, at mennesket ikke kan siges at være en enestående skabning med en enestående værdi.

Skabt i Guds billede

I modsætning til det naturalistiske menneskesyn mener jeg, at der i det bibelske menneskesyn findes en garant for menneskets enestående værdi, og at dette derfor også påvirker mennesket både i relation til Gud og i relation til medmennesket.

Bibelen siger, at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,27). Det er faktisk dette, der giver mennesket dets helt særlige grundværdi. Udover det siger Bibelen også, at mennesket er faldet i synd. Dette gør dog ikke Guds kærlighed til mennesket mindre. Derimod ser vi, at Jesus vil gøre alle mennesker til sine disciple. I missionsbefalingen siger Jesus: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple…” (Matt 28,19).

Jesu tjeneste i Israel var begyndelsen på en global evangelisation. Evangeliet var for alle mennesker! Jesu kald til discipelskab er dybest set et kald til at være sammen med Jesus selv. Hans kald er derfor en invitation til et forhold med ham. Jesus har syn for alle. Han kalder alle, fordi han elsker alle. Han vil se alle blive frelst! Og man kan sige, at dette er egentlig Jesu eget menneskesyn. Jesu kald til alle mennesker viser os således, at de er alle dyrebare i hans øjne.

Gudbilledligheden og forkyndelsen

Evangelisation eksisterer egentlig, fordi Gud er en evangeliserende Gud. Og, som vi har set, er menneskets store værdi givet af Gud ved det, at han har valgt at skabe mennesket i sit eget billede. Både evangelisationen og det bibelske menneskesyn er altså funderet i Gud. Og når Gud kalder os til tjeneste, så gør han det ved at give os sit eget menneskesyn og derved også sin egen mission: at gøre alle folkeslag til sine disciple. Således bliver hans hjertesag også til vores hjertesag.

Agne Nordlander siger, at menneskets gudbilledlighed bør udgøre et tilknytningspunkt i den kristne forkyndelse: “Aldrig før har menneskets humanitet, dets værdi og unikke kvalitet været truet og problematiseret som i dag, hvor forskellige ideologier sammen med blind tro på videnskaben degraderer mennesket til at blive et dyr, en tap i et maskineri, et fnug i det uendelige verdensrum. Kun på én måde kan mennesket reddes, nemlig gennem forkyndelsen af, at enhver kan blive et helt og fuldt menneske ved tro på Jesus Kristus” (Nordlander 1994: 26-27).

Delagtige i Guds menneskesyn

Der findes ingen mur mellem os og Gud længere, fordi Jesus nedrev den mur, da han døde for alle menneskers synder på korset. Der findes heller ingen mur mellem os og vores medmennesker, fordi vi deler alle den samme gudgivne grundværdi. Ej heller findes der nogen mur i den kristne kirke, fordi vi er alle Guds børn og en del af det samme legeme.

Hvad gør det bibelske menneskesyn for evangelisationen? Vi kan sige, at det bibelske menneskesyn fremmer evangelisationen, fordi det værdsætter alle mennesker lige højt. Med det bibelske menneskesyn gør Gud os så at sige delagtige i sin egen hjertesag, nemlig evangelisation. I denne evangelisation fungerer gudbilledligheden og menneskets enhed som et afgørende tilknytningspunkt, fordi det giver os syn for hele menneskeheden i al dens forskellighed. Ligesom Jesus betragtede mennesker i kærlighed, således lærer vi også, med det bibelske menneskesyn, at betragte mennesker på samme måde. Det bibelske menneskesyn er derfor af aller største betydning for evangelisationen. Evangelisation ville egentlig ikke eksistere foruden det bibelske menneskesyn, fordi det hele kulminerer i Guds egen måde at betragte mennesket på. Og “vores menneskesyn” og “vores evangelisation” skyldes dybest set, at Gud, i Jesus Kristus, har gjort os delagtige i sit eget menneskesyn og derved sin egen mission.

Gudbilledligheden synliggør

Johannes Nissen siger, at: “Menneskesynet bestemmer den måde, vi behandler hinanden på. Og jo snævrere det er, desto større ligegyldighed er der overfor andre – især anderledes mennesker” (Nissen 2008: 226). I det bibelske menneskesyn ser vi det modsatte. Her er der ikke nogen forskelsbehandling, fordi alle mennesker har det samme grundværdi. Derfor er evangeliet også for alle. “Jesus ser en værdi hos de foragtede mennesker, som andre ikke ser. I mødet med ham får mennesker nyt livsmod. De genopdager, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede. Evangelierne bringer en stor gruppe mennesker ind fra skyggen og gør dem synlige. At være usynlig og overset betyder at blive frataget menneskeværd. Omvendt betyder synliggørelsen, at disse mennesker pludselig opnår ny selvtillid. De oplever, at de atter bliver værdsat” (ibid: 233).

Betydningen, som det bibelske menneskesyn har for evangelisationen, er altså kort sagt, at vi derigennem kommer i kontakt med den gudbilledlighed, som synliggør alle mennesker. Med det bibelske menneskesyn betragtes alle mennesker i kærlighed. Og det er præcis dette – Guds eget menneskesyn – der er evangelisationens drivkraft. Når Gud giver os sit menneskesyn, åbnes vores øjne for alle menneskers grundværdi og missionsbefalingens: Gå derfor…

Litteratur

Hanselmann, Johannes & Uwe Swarat. 1999. Teologisk ordbog. Fredericia: Lohses Forlag.

Nissen, Johannes. 2008. Diakoni og menneskesyn. Frederiksberg, Aros Forlag.

Nordlander, Agne. 1994. Bibelens syn på mennesket. Skjern, Kristent Pædagogisk Forlag.

Jesu opstandelse

Jesus-Risen-cropped

Ind i en mørk verden, hvor hverdagen er præget af sygdom, død og begravelser, skinner et opstandelseslys. Det skinner ud fra Jesu tomme grav og ind i vores egen tilværelse. Jeg kan virkelig sige, at jeg skal leve, selvom jeg dør, fordi Jesus lever, og han har givet mig del i sin opstandelse. “Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Dette er det kristne håb! Og dette er nemlig et levende håb, fordi det er forankret i en virkelig historisk begivenhed. Læs mere her

Orð trúarinnar

Nicaea_icon

Hinar tríggjar fornkirkjuligu trúarjáttanirnar hava haft ein sera stóran týdning fyri kirkjuna sum heild. Í dag hoyra tær til trúarjáttan føroysku fólkakirkjunnar. Vit hoyra t.d. hina ápostólsku trúarjáttanina næstan hvørja ferð, vit eru í kirkju. Trúarjáttanirnar vóru ikki bara aktuellar fyri nógvum hundra árum síðani. Tær eru eisini sera aktuellar í dag. Trúgvandi menniskju hava hildið fast við hesar játtanirnar, síðani tær vórðu orðaðar. Orsøkin til hetta er óiva, at játtanirnar greina hitt týdningarmesta í kristnu trúnni: Eg trúgvi á Gud Faðir, Gud Son og Gud Heilagan Anda! Les meir her

Er naturlig teologi i konflikt med den specielle åbenbaring?

bible-sunset-3

De forskellige holdninger vedr. værdien af den naturlige åbenbaring og dermed også den naturlige teologi har gjort mig nysgerrig efter at finde nogle svar. Med denne artikel vil jeg derfor undersøge, hvordan disse to slags åbenbaringer forholder sig til hinanden. Mere konkret vil jeg gerne finde ud af, om der er konflikt mellem den naturlige teologi og den specielle åbenbaring. Hvis der er tale om en konflikt, så er det på bekostning af den specielle åbenbaring, at man driver naturlig teologi. Men hvis der derimod ikke er tale om en konflikt, så er det på bekostning af teologi som helhed, at man undlader at drive naturlig teologi. Det synes altså at være berettiget at stille spørgsmålet: ”Er naturlig teologi i konflikt med den specielle åbenbaring?” Læs mere her

Eru vit steiniglaðir Farisearar?

stc_inv_1977_1141_large

Eru kristin í Føroyum steiniglaðir Farisearar? Ella eru tey kanska heldur menniskju, ið ikki gera seg sjálvi til dómarar yvir øðrum, men heldur lata Gud vera dómara yvir øllum? Vónandi er hitt seinna galdandi, tí at tá ið Gud er dómari yvir okkum øllum, tá læra vit eisini at siga tað sama, sum Jesus segði við konuna, ið varð tikin í hordómi: ”Eg dómfelli teg ikki heldur. Far avstað, synda ikki longur!” Les meir her

Hví trúarverja?

apologetics

Tá ið Jesus verður spurdur um, hvat ið hitt stóra boðið í lógini er, sigur hann nevniliga fyrst og fremst: “Tú skalt elska Harran, Guð tín, av øllum hjarta tínum og av allari sál tíni og av øllum huga tínum!” (Matt 22,36-37). Við øðrum orðum eigur menniskjan í síni heild at elska Gud. Tvs. at vit eisini eiga at elska og æra Gud við vitinum, sum Gud hevur givið okkum. Hetta átti eftir røttum at beint fyri allari kristnari anti-intellektualismu og harvið eisini fordómum mótvegis trúarverju, tí at sambært Bíbliuni kunnu vit veruliga siga, at vit m.a. eisini kunnu vísa kærleika til Gud við okkara viti og skili og tess vegna eisini við trúarverju. Les meir her

 

Skynsom trúgv