Grundtvigs kirkepolitiske udvikling

1. Indledning

I sin bog om Nikolai Frederik Severin Grundtvig understreger Anders Holm bl.a.: “Intet enkelt menneske kan overskue eller give et fyldestgørende overblik over det enorme forfatterskab, Grundtvig efterlod sig. Man har regnet ud, at det ville fylde ca. 150 bind á 500 sider, hvis man skulle udgive alt, hvad han har skrevet” (Holm 2012: 10). Ifølge Søren Kierkegaard er Grundtvig også en alsidig person:

Snart med det apostoliske Helgenskin om det forklarede Ansigt, snart ukjendelig i oldnordisk Loddenhed, altid en støiende Individualitet, gudelig, verdslig, oldnordisk, christelig, Ypperstepræst, Holger-Danske, snart jublende, snart grædende, altid prophetisk, selv naar det træffer saa ironisk, at han bliver samtidig med den først i fjerne Tider øinede Opfyldelse: er Grundtvig et ikke umærkeligt Phænomen (Kierkegaard citeret efter Holm 2012: 155).

Der er altså tale om en alsidig person med et enormt forfatterskab. En opgave som denne kræver derfor, at man afgrænser sig til et bestemt område og en bestemt periode i Grundtvigs liv og forfatterskab. I denne opgave har jeg derfor valgt at fokusere på Grundtvigs kirkepolitiske udvikling. Og perioden, som jeg vil undersøge, strækker sig fra 1825 til 1834. En undersøgelse af denne periode er nemlig vigtig, fordi Grundtvigs kirkepolitiske tænkning gennemgår nemlig nogle afgørende faser i løbet af disse år. I sin Ph.d.-afhandling “Kirke i kirken” beskriver Mikkel Vigilius denne periode på følgende måde:

Grundtvigs kirketænkning gennemløber tre faser frem mod sin endelige afklaring midt i 1830´erne: en reformkirkelig, en frikirkelig og en folkekirkelig. De enkelte faser er ikke klart afgrænsede i forhold til hinanden, og modstridende kirketanker brydes inden for de enkelte faser. Ikke desto mindre er det tydeligt, at de tre perioder er kendetegnet ved hver sin dominerende kirkestrategiske vision (Vigilius 2005: 171).

I denne opgave vil jeg altså undersøge Grundtvigs kirkepolitiske udvikling fra 1825 til 1834 og de tre faser, der kendetegner denne periode.  

1.1. Problemformulering

Denne opgaves problemformulering lyder derfor: En redegørelse for Grundtvigs kirkepolitiske udvikling fra 1825 til 1834.

For at finde svar på problemformuleringen vil jeg tage udgangspunkt i Grundtvigs egne udsagn, men undervejs vil jeg også diskutere og inddrage de forskellige opfattelser af Grundtvigs kirkepolitiske udvikling, som man finder i sekundærlitteraturen.

2. Forhistorien

For at få forståelse for Grundtvigs kirkepolitiske udvikling fra 1825 til 1834 er det også vigtigt at have lidt viden om forhistorien, da denne kan være med til at skabe forståelse for den periode, som skal undersøges. Inden jeg gør rede for Grundtvigs kirkelige syn i 1825, vil jeg derfor indlede med at give en kort skitse over, hvad der er gået “forud for Grundtvigs kirkelige Opdagelse i 1825” (Begtrup 1901: 3).

I “N.F.S. Grundtvigs Kirkelige Syn 1825: En Historisk Indledning” indleder Holger Begtrup med at redegøre for Grundtvigs præstegerning 1821-23. Her understreger Begtrup bl.a. følgende:

I god Overensstemmelse med denne Tanke var Grundtvigs Prækener i disse første Præsteaar fulde af Forsvar for Kristendommen og Angreb paa dens Fjender og Falske Venner. Især laa det ham paa Hjerte at advare sine Tilhørere mod dem, der tilsyneladende bøjede sig for Jesus og Bibelens Ord, men som i Virkeligheden forhaanede ham ved at nægte hans Guddommelighed og bortfortolke Bibelens klare Vidnesbyrd derom (Begtrup 1901: 7).

Begtrup tilføjer, at det især harmede Grundtvig, “at Rationalisterne vilde paastaa, at de prækede det rette Kærlighedens Evangelium, naar de sagde, at Gud ikke spørger om Trosbekendelsen men om Hjertets Sindelag til at følge hans Vilje…” (ibid.: 8). Derudover understreger Begtrup, at Grundtvig havde en brændende trang efter at blive præst i København. “Derinde var den rette Kampplads for det store Opgør mellem Kristendommen og dens mægtige Fjender” (ibid.: 10).

I forbindelse med præstegerningen 1821-23 giver Begtrup flere eksempler på det, som han kalder Grundtvigs gammeldags lutherske Kristendom: “Det er en Selvfølge, at Grundtvig for sin nye Tilhørerkreds, ofte og indtrængende udtalte sig om Hovedsætningen i sin gammeldags lutherske Kristendom og dermed aflagde sin bibelske Trosbekendelse” (ibid.: 12). I sin prædiken til søndag mellem jul og nytår 1822 formulerer Grundtvig sig f.eks. på følgende måde: “Skriften er Guds Ord, et ufejlbart Sandheds Ord … Hvo som ikke tror det, han være, hvad han vil, men Kristen er han ikke” (Grundtvig citeret efter Begtrup 1901: 13). Til dette eksempel kommenterer Begtrup: “Bibelen er ham endnu som fra hans første Opvækkelse eet med det Guds Ord, hvorpaa vi maa bygge vort Liv” (Begtrup 1901: 13).

Men der sker en udvikling i Grundtvigs bibelsyn. Ifølge Begtrup bliver han mere klar “over den Sandhed, at det ikke er Bibelbogstaven som saadan, der rummer Livets Ord, men at det er Guds Aand, der levendegør de døde Bogstaver. Han kalder ikke mere Bibelen, men Helligaanden Guds Statholde paa Jorden, og vidner, at det er ham alene, som kan lære os at læse Bibelen ret” (ibid.: 14). I en prædiken til anden søndag i fasten 1823 siger Grundtvig f.eks., at det er vor “trøstefulde Vished, at naar vi kun læser med gudeligt Sind … da staar Fortolkeren ved Siden, før vi ved det, med det Lys, vi trænger til, thi da sørger den Aand for vor Oplysning, som er udgangen fra Faderen til at aabenbare for de umyndige, hvad der er skjult for de vise” (Grundtvig citeret efter Begtrup 1901: 14). Som vi har set sker der en udvikling i Grundtvigs bibelsyn. Anders Pontoppidan Thyssen og Christian Thodberg beskriver denne udvikling på følgende måde:

Under sin præstegerning nåede Grundtvig frem til en stadig højere værdsættelse af gudstjenesten, og hans modsætningsforhold til samtidens rationalistiske forkyndelse førte ham skridt for skridt til den overbevisning, at Guds tale til mennesker ikke først og fremmest er at finde i det skrevne bibelord, men i det ord, der lyder ved dåb og nadver. Skriftordet har alle dage været underkastet teologernes divergerende fortolkninger, argumenterer han. Det levende ord fra Herren selv – dvs. trosbekendelsen og de personligt henvendte ord ved dåben og indstiftelsesordene ved nadveren – har derimod lydt uforandret siden urkirkens dage. Derfor er de kristnes faste ståsted ikke at finde i bibelbogen, men dér, hvor menigheden samles om Guds lydelige ord ved dåb og nadver (Thodberg & Thyssen 1983: 12).

Dette skal dog ikke forstås på den måde, at Grundtvig forkaster bibelordet. Vedr. dette understreger Leif Grane f.eks. følgende: “Grundtvig var ganske vist personligt stadig overbevist om Bibelens tilforladelighed, men efterhånden indså han, at den ikke egnede sig som våben over for dem, der efter hans mening undergravede troen, idet de påberåbte sig Bibelkritikkens uafviselighed” (Grane 1984: 48). I forbindelse med Grundtvigs tanker om kirke og folk indtil 1824 understreger Thyssen også, at de første præsteår (1821-24) fik betydning for Grundtvigs kirkeforståelse (ibid.: 109). Vedr. bibelsynet siger han f.eks., at Grundtvig på dette tidspunkt stadig “fastholdt Bibelens ubetingede troværdighed som kristendommens grundlag … Men henimod advent 1823 begynder en ændring, som får afgørende betydning for Grundtvigs kirkeforståelse” (ibid.: 111-112). Thyssen beskriver også forandringen med Grundtvig udfra hans store digt “Nyaars-Morgen”:

der ligesom fortalen er et tilbageblik på hele hans hidtidige udvikling, et vidnesbyrd om at han var klar over betydningen af det skred, som nu var sket. Han så også frem, men ikke til nye kampe mod de almindelige ligegyldighed, “Tidens Pestilens”, som hidtil havde været hans plage. Nu så han kun hen til samarbejde med en lille kreds, der med ham “stolede paa Herren” og trods alt fastholdt det “urimelige Haab” om en kristelig-folkelig vækkelse i Danmark. Dette håb hang sammen med hans nye forvisning om – som han skrev i fortalen – at “Døden aldrig skal faa Bugt med Herrens Menighed” (Thodberg & Thyssen 1983: 114).

I forlængelse af dette understreger Thyssen også det, som kom til av være det bærende i Grundtvigs kirkeforståelse. Han så nu, at kirken var selv et folk, som har haft “sin egen historie gennem snart to tusinde år, med det samme Guds ord siden englenes budskab ved Betlehem, som Ånden stadig gør levende i den kristne menighed. Det var det, Grundtvig personlig havde oplevet siden efteråret 1823” (ibid.). Men hvad er det egentlig, der bevirker denne forandring hos Grundtvig? Ifølge Martin Schwarz Lausten opstår denne forandring i forlængelse af Grundtvigs kamp mod rationalisterne: “[D]a de rationalistiske “vantro” præster og de verdslige myndigheder fór frem med forfølgelser og fængslinger, skrev han i 1825 et par tidsskriftartikler til forsvar for de vakte” (Lausten 1987: 219). Lausten understreger også, at Grundtvig mente, at de gudelige forsamlinger uden for kirken skyldtes svigt fra teologernes og præsternes side: “Almuen var vågnet og havde indset forskellen mellem luthersk kristendom og det, de hørte i prædikerne. Grundtvig omtalte det urimelige i, at statens repræsentanter gav sig til at vurdere kristendommen og “fanatismen”, når ikke engang præsterne længere kendte den sande kristendom” (ibid.: 219-220). Lausten fastslår siden, at det var disse faktorer, som førte til, at Grundtvig kom til at arbejde så meget med spørgsmålet om “menighedens stilling over for Skriften og over for de rationalistiske præsters fortolkninger. Evnede lægfolket overhovedet ved bibellæsningen at finde Kristus? (ibid.: 220). Ifølge Lausten er det altså dette spørgsmål, som Grundtvig står med, når det drejer sig om meninghedens stilling overfor de rationalistiske præsters fortolkninger. Hvordan skulle Grundtvig så forsvare kristendommen? Dette diskuterer han f.eks. i fortalen til sit store digt “Nyaars-Morgen”. Her siger han bl.a.: “…nær havde jeg brudt mit Hoved fordærvet, med at udgrunde en Maade, hvorpaa man dog kunne frembringe en Smule Rørelse i det døde Hav. Jeg arbeidede derfor af alle Kræfter paa et Forsvars-Skrift for Christendommen … Men med Formen kunde jeg aldrig blive tilfreds (Grundtvig 1824: 244). Begtrup understreger, at “Nyaars-Morgen” reflekterer Grundtvigs bekymring for de små: “Det var denne Bekymring for de smaa, der nu endelig var vaagnet med hele hans danske Kristendom og Folkelighed efter den aandelige Genoplivelse i “Nyaarsmorgen”” (Begtrup 1901: 183). Derudover pointerer Begtrup også følgende:

Kampen for Menighedernes Ret efter Loven førte ham fra Bibelstadet til Hævdelsen af de gamle Symboler, hvorpaa de rationalistiske Præster var edfæstede, og saaledes fik hans Forsvar og Angreb af praktiske Grunde et bestemt kirkeligt Præg. – Men endnu dybere førtes han ved at gruble over det Spørgsmaal, hvorledes Lægfolk paa egen Haand skulde kunne finde den sande Kristendom, naar næsten alle de skriftkloge prækede en falsk, som de med Lærdom søgte at grunde paa de hellige Skrifter (ibid.: 183).

Og Grundtvig stiller spørgsmålet: “Hvorledes skal de kunne vogte sig for disse Ulve i Faareklæder?” (Grundtvig citeret efter Begtrup 1901: 184). I en prædiken fra den 24 juli 1825 henviser Grundtvig stadig lægfolket til Bibelen som forsvar mod de rationalistiske præsters lærdom, men Begtrup understreger dernæst, at dette var “sidste Gang, han løftede Bibelen som Skjold mod Kirkens Fjender” (Begtrup 1901: 184-185). Ifølge Begtrup gik det derefter op for Grundtvig, at man ikke kunne gå ud fra, at lægfolket kunne “staa sikker paa den bibelske Grund, naar næsten alle de højlærde og Fleretallet af Kirkens Prædikanter hver Dag udhulede Grunden med deres falske, men velberegnede Bortforklaringer” (ibid.: 185). Og det brændende spørgsmål er derfor: “Hvor var det klare, usvigelige Vidnesbyrd om den sande Kristendom, som ingen falsk Lærdom kunde formørke for det enfoldige Blik?” (ibid.: 187). Ligeledes siger Grane, at det for Grundtvigs vedkommende drejede sig om “at finde et grundlag, som kunne give ham den styrke, han behøvede, over for den rationalistiske teologi” (Grane 1984: 49).

I “Kirke-Speil” (foredrag 1861-63, udgivet 1871) erindrer Grundtvig f.eks., hvordan det følgende blev klart for ham:

[H]vis Skriften var den kristne Menigheds Trosregel, da vilde Vantroen nu, da næsten alle de skriftkloge hyldede den, have et langt gyldigere og stærkere Vidnesbyrd end Troen, som kun nogle enkelte skriftkloge bevidnede; og min Slutning blev da, at saavist som Jesus Kristus var Gud Faders enbaarne Søn, saa vist maate der ogsaa i Kirken findes et langt gyldigere og stærkere Vidnesbyrd om den ægte, oprindelige kristne Tro, end Bogstavskriften paa nogen Maade kunde være for Kvinder og Børn og alle de ulærde. Da jeg nu i denne Retning uafladeligt grublede, læste og skrev under Bøn og Paakaldelse, se, da slog det mig i et velsignet Øjeblik: at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa møjsommeligt ledte om i hele Aandens Verden, det gennemlød som en Himmelrøst  hele Tiden og Kristenheden i den apostoliske Trosbekendelse ved Daaben (Grundtvig citeret efter Begtrup 1901: 189-190).

Her er der altså tale om den mageløse opdagelse, der blev så skelsættende for Grundtvigs kirkesyn.

Ovenfor har jeg forsøgt at give en kort skitse over, hvad der er gået forud for Grundtvigs kirkelige opdagelse i 1825. Inden jeg går i gang med at redegøre for de tre faser, som blev nævnt i indledningen, vil jeg her samle trådene med et citat af Henning Høirup. Vedr. undersøgelsen af Grundtvigs udvikling fra 1810 til 1825 understreger Høirup bl.a., at Grundtvig stadig hævdede, at Skriften skulle være “baade Teologiens og Forkyndelsens Skatkammer, men Nøglen maa Teologerne ikke tilrane sig” (Høirup 1949: 244-245). Dernæst konkluderer Høirup:

Naar Grundtvig maatte forlade det hævdvundne Skriftprincip som kirkeligt Fundamentalprincip, er den egentlige Grund at søge i hans syn paa Aabenbaringen. Han ser i den ikke en fortidig, normativ Kundgørelse, opbevaret i Skriften, men derimod Guds levende Indgriben og Handling nu, gennem Sønnens og Helligaandens “Aktivitet”. Dette Syn maatte føre ham til kirkeligt at opgive et Princip, der siden Filippismens Dage var sammenkædet og sammenklæbet med et Aabenbaringsbegreb, der overvejende blev opfattet i det intellektualistisk-statiske Kundskabsplan. Han valgte sit nye “Princip” – han vilde aldrig have brugt Ordet! – i det sakramentale Plan, fordi hans Modsætning var Livet og Døden (ibid.: 245).

I det følgende vil vi nu undersøge, hvordan Grundtvig udfolder sit nye princip i sit skrift “Kirkens Gienmæle”.

3. Den reformkirkelige fase 1821-1825

Som anført i indledningen, gennemløber Grundtvigs kirketænkning tre faser, som ifølge Vigilius er kendetegnet “ved hver sin dominerende kirkestrategiske vision (Vigilius 2005: 171). Vedr. den første fase, den reformkirkelige (1821-1825), understreger Vigilius, at denne “udmærker sig ved, at et nyt syn for den kristne kirkes historiske dimension vokser frem hos Grundtvig og danner grundlag for hans indsats for læremæssig udrensning og reform i statskirken” (ibid.: 171).

3.1. Kirkens Gienmæle

I 1825 kommer Grundtvigs indsats stærkt til udtryk i hans skrift “Kirkens Gienmæle”, der kommer som en reaktion mod Dr. H. N. Clausens bog “Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus”. Ifølge Thyssen så Grundtvig i Clausens bog “indbegrebet af den teologi, han måtte bekæmpe, og han tog straks kampen op med et skarpt modskrift, en tordentale fra først til sidst, som han kaldte “Kirkens Gienmæle”. Det var en pjece, skrevet i hast, men den blev skelsættende som udtryk for Grundtvigs nye kirkeforståelse” (Thodberg & Thyssen 1983: 229).

Vedr. den historiske kirke har jeg allerede været inde på det, som ifølge Thyssen kom til av være det bærende i Grundtvigs kirkeforståelse. Nu så han nemlig, at kirken var selv et folk, som har haft “sin egen historie gennem snart to tusinde år, med det samme Guds ord siden englenes budskab ved Betlehem, som Ånden stadig gør levende i den kristne menighed” (ibid.: 114). Tankerne henledes også til dette allerede ved læsningen af forsiden af “Kirkens Gienmæle”, hvor Grundtvig citerer Conf. Aug. art. VII: “Una sancta ecclesia perpetuo mansura sit”, dvs.: “Een hellig Kirke vil altid være og blive” (Grundtvig 1825: 396). Ifølge Høirup angiver Grundtvig derved “den Kirke, paa hvis Vegne han tager Ordet, og “hvis Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie” (Grundtvig citeret efter Høirup 1949: 256). Allerede i fortalen slår Grundtvig fast, at han træder op imod Clausen som kirkelig modstander, fordi Grundtvig mener, at Clausen har med sin bog “stillet sig i Spidsen for alle den Christelige Kirkes Fiender og Guds Ords Foragtere i Landet” (Grundtvig 1825: 397). Grundtvig ser altså sig selv som Clausens kirkelige modstander. Hvad er så forskellen mellem Grundtvigs og Clausens kirkeforståelse? Ifølge Begtrup forstår Clausen kirken på følgende måde:

Ved Ordet Kirke forstaar Clausen et filosofisk Indbegreb af alle Sjæle, “for hvem det religiøse Sind er det fælles Formaal.” Han har ingen Forestilling om, at den kristne Kirke udgør en levende aandelig Enhed, samlet ved Ordet og helliggjort ved Aanden, som lever i den. Han skelner mellem en usynlig Kirke, der for ham kun er et tænkt Ideal, hvorimod der skal stræbes, og en synlig, som er et med det rent udvortes ordnede Kirkesamfund. Men for den historiske hellige almindelige Kirke – der vel er usynlig, men dog kendelig paa Ord og Sakramenter – har han ingen Plads i sit System (Begtrup 1901: 214-215).

Ifølge Høirup reagerer Grundtvig mod Clausens “spekulative Dogmatik, der principielt overspringer Kirkens Historie og mener sig beføjet til alene ud fra Skriften, ved filologisk og filosofisk Videnskabs Hjælp, at afgøre Kirkens Væsen og Lære” (Høirup 1949: 256). Reaktionen mod Clausens spekulative dogmatik ses f.eks. i fortalen, hvor Grundtvig understreger følgende:

[T]hi den Christelige Kirke er ingen tom eller omtvistelig Indbildning, det er en aabenbar Kiends-Gierning, et velbekiendt historisk Factum, som al Verdens Protest ei kan rokke et Haarsbredd, end sige tilintetgiøre; hvad der beviislig har været Christendom fra Begyndelsen, det er og bliver Christendom ei blot til Verdens Ende, men i al Evighed, og derfor maa Ingen udgive for Christendom, hvad der beviislig ikke er det (Grundtvig 1825: 398).

Grundtvig reagerer altså mod Clausen på den historiske kirkes vegne. Clausen må “enten giøre den Christelige Kirke høitidelig Afbigt for sin uchristelige og forargelige Lærdom, eller nedlægge sit Embede og aflægge sit christne Navn” (ibid.: 397). Og hvis Clausen vil ingen af delene, må Grundtvig erklære ham: “paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne, for en falsk Lærer” (ibid.: 397). I forbindelse med den historiske kirke understreger Høirup også, at den protestantiske teologi må ifølge Grundtvig drive historisk dogmatik. Den må “bygge paa det Grundlag, Fædrene har overleveret i Kirken, og som dér er tilgængeligt for Erfaringen gennem Kirkens Bekendelse” (Høirup 1949: 256). Det er også pga. dette, at Grundtvig tør erklære Clausen for en falsk lærer. Når Grundtvig lægger Clausens bog ved siden af kirkens bekendelse, så må han nemlig erklære: “de lade sig umulig forene” (Grundtvig 1825: 398).

Vi har tidligere set, hvordan Høirup understreger, at teologerne ikke har lov til at tilrane sig nøglen til Skriften (Høirup 1949: 245). Teologien er nemlig ikke “sin egen Herre, men staar i Guds, i den uforanderlige Sandheds Tjeneste. Den kristne Tros Indhold og Objekt er det samme i Gaar og i Dag og til evig Tid” (ibid.: 257). Selv erkender Grundtvig også, at han “nylig er kommet til klar Erkjendelse af, hvad der er den Christelige Kirkes urokkelige og uforanderlige Grundvold” (Grundtvig 1825: 400), som nemlig er “den Christelige Kirkes oprindelige Troes-Bekiendelse” (ibid.: 399-400). Grundtvig går frem med sikkerhed pga. denne erkendelse “thi naar den christelige Grund-Sætning er klart gaaet op for Erkiendelsen, da er Kirke-Dørren lukket saaledes i, for falske Lærere, at Ingen kan lukke op, og lukket saaledes op, for alle Troende, at Ingen kan lukke i” (ibid.: 400). I forbindelse med dette kommenterer Thyssen også følgende: “Kun på dette grundlag og ikke på sin skriftfortolkning – hvor sikker den end var – turde han afsige en “kirkelig Skilsmisse-Dom”” (Thodberg & Thyssen 1983: 230). På dette grundlag kan Grundtvig derfor også slå fast: “Skolen derimod har ingen Magt over Kirken eller Menigheden, den skal tjene, lære og raade, uden anden Myndighed end den, Menigheden giver” (Grundtvig 1825: 399). Vedr. “skolen” uddyber Høirup følgende: “Skolens Overgreb bestaar i, at de Lærde, beraabende sig paa deres Sprogkundskab og filosofiske Indsigt, mener at staa Troens sande Kilder nærnere end Menigheden og derfor tiltror sig at kunne bestemme, hvad den skal tro” (Høirup 1949: 257). Men som sagt har teologerne ikke lov til at tilrane sig nøglen til Skriften.

Pga. det “urokkelig faste Stade” vender Grundtvig sig nu mod Clausen for at “bevise, at den Kirke, Prof. anpriser, er ikke den Christelige, men et selvgjort Luft-Castel” (Grundtvig 1825: 402). Grundtvig beviser sin sag, ved at “lade Prof. Clausen construere sin protestantiske Kirke i Luften efter Behag, og derpaa sammenligne denne hans Tanke-Skygge med den virkelige Jesu Christi Kirke paa Jorden” (ibid.: 406). Ifølge Grundtvig vil denne sammenligning dermed gøre det tydeligt, at kirken ikke er bygget efter Clausens tegning (ibid.: 406). Dette begrunder Grundtvig med at understrege, at ordet kirke ikke “er kommet til os som Navn paa ethvert Samfund til at fremme almindelig Religieusitet” (ibid.: 407). Derimod er det historisk kommet med Ecclesia Christiana: “et Troes-Samfund, med en Troes-Bekiendelse, som den forelægger alle dem, der vil indlemmes i den, indlemmer dem kun ved Daaben og Nadveren i sig, naar de tilegne sig Bekiendelsen, og anseer dem som Frafaldne, naar de siden vrage Troen eller vægre sig ved Bekiendelsen” (ibid.). Clausens kirke, som “efter sit Væsen (som Luft-Castel nemlig) skyer al Berøring med Jord og Legem” (ibid.: 408) konfronteres altså med Grundtvigs historiske kirke, “thi der er unægtelig født en Christendom paa Jorden, siden der ikke blot ligger en saadan bag os i Historien, men staaer en saadan lyslevende for os, hvor vi høre Troen paa Jesum Christum bekiendes, og Naademidlerne tildeles i Hans Navn” (ibid.: 416). Her er der altså tale om “den eneste sande Christelige Kirke, og hvori Ingen indlemmes, ved Daaben og Nadveren, uden at tilegne sig den saakaldte Apostoliske Troes-Bekiendelse” (ibid.: 407). Ifølge Thyssen var dette hovedtanken i Grundtvigs nye kirkesyn (Thodberg & Thyssen 1983: 230).

I “Kirkens Gienmæle” tager Grundtvig også afstand fra Clausens lutherske skriftprincip. Ifølge Thyssen var det nemlig dette skriftprincip og Clausens foragt for den historiske kirke, “der ganske fornægtede den mundtlige tradition” (ibid.). “En saadan Trods mod “det levende Ord, der beviislig var udgaaet af Christi Mund” betegner Grundtvig som “Kulsvier-Tro paa Skriften”” (Grundtvig citeret efter Høirup 1949: 260). Og Grundtvig tilføjer: “Altsaa, i Prof.´s protestantiske Kirke er det skrevne Ord Alt” (Grundtvig 1825: 410). Dette kalder Grundtvig også for “det ny exegetiske Pavedom, under hvilket nu hele den christne Menighed sukker” (ibid.: 420). Høirup understreger, at “det ny exegetiske Pavedom” medfører, at de universitetsuddannede teologer bliver dermed også “de eneste kompetente “Udmidlere” (kun de er kvalificerede til at foretage de rette læremæssige Udmidlinger af Skriften!) eo ipso saa at sige “Midlere” mellem den i Skriften aabenbarede Gud og den ukyndige Menighed” (Høirup 1949: 261). I forbindelse med dette understreger Grane også, at det ikke kun var Clausens uhistoriske kristendomsforståelse, “men også den formynderiske holdning, som Grundtvig er så lidenskabelig modstander af” (Grane 1984: 54). Ifølge Grane kæmper Grundtvig nemlig for kirkens almindelighed. Det er også derfor, Grundtvig henviser til “den menighed, der samles om dåb og nadver” (ibid.), når han står over for “det ny exegetiske Pavedom”. F.eks. siger Grundtvig: “At der nu virkelig er en saadan Kirke paa Jorden, som kalder sig christelig, og indlemmer, ved Daaben og Nadveren, kun dem i sig, der afsige Djævelen, og bekiende Tro paa Gud Fader og Søn og Hellig-Aand, efter de tre Troens Artikler, som de Lærde kalde det Apostoliske Symbolum” (Grundtvig 1825: 413). Men indfører Grundtvig så ikke bare endnu et nyt eksegetisk pavedømme, når han henviser til Den apostolske Trosbekendelse? Vedr. dette spørgsmål understreger Grane, at Grundtvig egentlig ikke taler om “Den apostolske Trosbekendelse som et dokument, der kan studeres” (Grane 1984: 55). Derimod udtrykker Trosbekendelsen det, som man modtager i dåben. “Det forudsætter derfor slet ikke, at man i alle enkeltheder har gennemskuet hvert ord. Tværtimod, sammenhængen med dåben, betyder, at dette er noget, man får skænket. Det eneste, der egentlig forventes, er et svagt ønske om at få del i det” (ibid.: 55-56). I modsætning til Clausens uhistoriske kristendomsforståelse og “det ny exegetiske Pavedom” henviser Grundtvig altså til den historiske “Christendom paa Jorden” (Grundtvig 1825: 416). Ifølge Høirup er den kristelige Kirke kendelig “ganske uden Pegefingrene i den moderne Eksegese og Dogmatiks Lærebøger. Uendeligt klarere end disse vidner Daab og Bekendelse og Nadver om Kirkens ejendommelige og uforanderlige Tro” (Høirup 1949: 264). Eller som Grundtvig selv siger:

Dette Eiendommelige nu, som den ældste Christelige Kirke byggede paa, og hvorpaa den var kiendelig ei blot for sine Fiender, men især for sine Venner, Det maa unægtelig findes i enhver Kirke, der med Rette skal kaldes christelig, og Det, paastaaer jeg, findes i vores, findes overalt, hvor man giør den apostoliske Troes-Bekiendelse til det udelukkende Vilkaar for Indlemmelse i Samfundet, og tillægger Naade-Midlerne: Daaben og Nadveren, en til Troes-Bekiendelsen svarende, altsaa saliggiørende Kraft (Grundtvig 1825: 416).

Og Grundtvig fastslår dernæst: “denne Kirkens Paastand paaligger det Prof. Clausen og enhver saadan Protestant historisk at giendrive” (ibid.), fordi, som sagt, “der er unægtelig født en Christendom paa Jorden” (ibid.), “det er en aabenbar Kiends-Gierning, et velbekiendt historisk Factum (ibid.: 398). Dette leder tankerne tilbage til det, som Grundtvig har sagt i fortalen: “naar den christelige Grund-Sætning er klart gaaet op for Erkiendelsen, da er Kirke-Dørren lukket saaledes i, for falske Lærere, at Ingen kan lukke op, og lukket saaledes op, for alle Troende, at Ingen kan lukke i” (ibid.: 400). Og her er der som sagt tale om “den Christelige Kirkes oprindelige Troes-Bekiendelse” (ibid.: 399-400). Pga. denne grundsætning konkluderer Grundtvig dernæst, at han kan møde Clausen samt “alle dem, der vil udgive deres egne Drømme for den christelige Aabenbaring, deres egne Hjerne-Spind for Christendom, med den urokkelige Kiends-Gierning, at der har været og er en Christenhed paa Jorden, kiendelig fra alt Andet paa sin mageløse Troes-Bekiendelse” (ibid.: 417). Ifølge Grundtvig er det en solklar sandhed, at det er “Troes-Bekiendelsen, der danner den snevre Kirke-Dør, er den uforanderlige, vi troe urokkelige, Grundvold baade for Troen og for Lærdommen i den Christelige Kirke” (ibid.). Derfor kan han også komme med følgende formulering, som ifølge Høirup også kan fremhæves “som den kirkelige Anskuelses hellige Grund” (Høirup 1949: 267):

Man betænke dog engang, hvormed man vil bestride den Grund-Sætning, at Naade-Midlerne, med den dertil svarende Troes-Bekiendelse, som er det Eneste, alle Christne, i alle Stillinger, i alle Menigheder, til alle Tider have havt tilfælles, det, der baade har gjort Kirken kiendelig for Venner og Fiender, og forbundet Menigheden, Det, der altsaa unægtelig var baade Kiende-Mærket og Samfunds-Baandet, at Det er Grund-Volden, der hidtil har svaret til den Priis, Herren lagde paa Klippen, som, til Trods for Helvedes Porte og Dødens Magt, skulde bære Hans Kirke alle Dage til Verdens Ende! (Grundtvig 1825: 417).

I forbindelse med dette understreger Thyssen, at Grundtvigs tankegang førte til “en klar økumenisk appel, der var enestående for datiden” (Thodberg & Thyssen 1983: 230):

Sandelig, det er paa den høie Tid, at vi alle, saamange som end i Aand og i Sandhed vil være Christne, forene os om ene at bygge paa den Klippe, der giennem Tidens Løb har trodset de flyvende Storme og brusende Bølger, indskrænke os, som Troes-Samfund: som Kirke, til Krybben i Bethlehem … trække os tilbage til Choret, række hinanden, og alle de i Herren hensovne Christne, Haand over Daaben, og Mund for Alteret, i det ene Brød og den ene Kalk, lade, som Brødre, al Kiv om det Tvivlsomme fare … Ja, Christne! … det er Tid, at vi igien forenes om det Christelige … det Grund-Christelige, forene os derom, taale hos hverandre al dermed forenelig theologisk Forskiellighed (Grundtvig 1825: 418).

Jakob Rod sammenfatter Grundtvigs tænkning på følgende måde: “Her i koret, ved døbefont og nadverbord, må også bibelen finde sin plads. Den skal forstås efter trosbekendelsen og bruges som en opbyggelig og oplysende bog for alle kristne. Og vil de skriftkloge kives med hinanden om bibelens rette fortolkning, må det ske i “skolen”, ikke i kirken” (Rod 1970: 27). Dette stemmer også med Grundtvigs egne ord, når han understreger, at “Skriften skal forstaaes efter Troes-Bekiendelsen … Hertil maa Kirken holde sig, og lade Skolen i Øvrigt være fri” (Grundtvig 1825: 419). Skolen/teologien skal altså “have fuld videnskabelig frihed” (Thodberg & Thyssen 1983: 231), mens kirken opererer med “ingen Fortolknings-Regel, uden den, at Skriften skal forstaaes efter Troes-Bekiendelsen” (Grundtvig 1825: 419).

“Kirkens Gienmæle” fik ikke nogen varm modtagelse, men blev derimod mødt med en almindelig uvilje. Skriftet vakte stor opsigt. De fleste studenter udskældte Grundtvig, og de førende kirkelige og litterære kredse misbilligede Grundtvigs angreb på Clausen. Clausens egen reaktion kom i form af en injurieproces. Dommen faldt den 30. Oktober 1826, og Grundtvig skulle betale sagsomkostningerne, en bøde på 100 rigsdaler og underkastes censur, fordi han havde beskyldt Clausen for falsk lære (Thodberg & Thyssen 1983: 231-232). Thyssen understreger, at der efter dommen udbrød en formelig religionskrig mellem det grundtvigske parti og Clausens parti, som strakte sig til 1834. Ifølge Thyssen var det også selv Grundtvig, der åbnede “den afgørende krig ved “Kirkens Gienmæle”, der trods hans historisk-økumeniske kirkesyn måtte opfattes som en konfessionel kætteranklage” (ibid.: 233). Vedr. dommen i injuriesagen understregede Lindberg, at den overså Clausens kætterier (ibid.: 234). Reformlinien i Grundtvigs kirketænkning syntes altså ikke at være nogen farbar vej (Vigilius 2005: 172). Og Grundtvigs overvejelser bevægede sig derfor i en anden retning, hvor løsningen “måtte være religionsfrihed og “kirkelig Skilsmisse”” (Thodberg & Thyssen 1983: 235).

4. Den frikirkelige fase 1826-1831

Thyssen understreger, at selvom kirkekampen var vigtig for Grundtvig, så var betydningen og følgerne af hans “mageløse opdagelse” sikkert langt vigtigere, fordi den kom til at fungere som grundlag for udarbejdelsen af tolv større afhandlinger i Theologisk Maanedsskrift 1826-1827: “Om den sande Christendom” og “Om Christendommens Sandhed”. Ifølge Thyssen kan man i disse afhandlinger “direkte følge tilblivelsen af det, man senere kaldte Grundtvigs “kirkelige anskuelse”, og se, hvordan den straks kastede nyt lys over andre vigtige spørgsmål” (ibid.: 240). Thyssen fremhæver også, at dette arbejde fik en egentlig afslutning i “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes” 1830-1831 (ibid.: 240). I forbindelse med den frikirkelige fase 1826 – 1831 synes det derfor passende at redegøre for disse tre skrifter.

4.1. Om den sande Christendom

Ifølge Høirup tager Grundtvig i afhandlingerne “Om den sande Christendom” og “Om Christendommens Sandhed” fat, “hvor han slap i “Genmælet”, nemlig med Paavisningen af, at hvad Luther kaldte den sande Kristendom er noget helt andet, end hvad nu udgives derfor, skønt Teologerne paastaar at følge Luthers Skriftprincip” (Høirup 1949: 278). Ifølge Høirup skyldes dette, at de rationalistiske teologer behandler det sidste spørgsmål først: Er kristendommen sand? Dermed kommer de også til at kalde det, der ifølge deres egen fornuft er det væsentlige, for “sand” kristendom “og udgiver dette kummerlige Produkt for at være den oprindelige kristne Tro” (ibid.). Selv siger Grundtvig: “Vi sammenblande altsaa her aabenbar to forskjellige Spørgsmaal: hvad er guddommelig Sandhed til Salighed? og: hvad er sand ɔ: ægte Christendom?” (Grundtvig 1826-1827: 504). Hele den rationalistiske kristendomsforfalskning er, ifølge Høirup, blevet muliggjort nemlig pga. dette teologiske hysteron proteron, og man kan kun blive fri af kristendomsforfalskningen, hvis man behandler det første spørgsmål først: Hvad er sand, dvs. oprindelige kristendom? Det historiske spørgsmål må stilles først. “Dernæst kan det andet Spørgsmaal stilles: er Kristendommen sand? … Enhver, som med dette for Øje vil læse Ny Testamente, vil se at den ægte Kristendom er noget helt andet, end hvad Rationalismen udgiver derfor” (Høirup 1949: 278). Det historiske spørgsmål må stilles først, “thi baade den daglige Erfaring, og den udstrakte, Historien giver, lærer os unægtelig, at Menneskene, ved blot at gaae ud fra den religiøse Trang, de følde, og stile efter, hvad der kunde afhjælpe den, vare udsatte for tusinde Arter af Selv-Bedrag” (Grundtvig 1826-1827: 504). Man læser jo, som man er (ibid.: 522). Grundtvig understreger dernæst, at grunden til selvbedraget “er ogsaa let at finde, thi naar man gaaer ud fra den aandelige Trang, man føler, da gaaer man aabenbar ud fra det Dybeste, men ogsaa fra det Dunkleste i Mennesket, og dette dunkle Dyb, Hjerte-Dybet, maatte da være aldeles reent og ubesmittet” (ibid.: 505), og heri ligger problemet, nemlig menneskets fordærvelse. “Men er nu Mennesket fordærvet, er han en Synder, saa følger det af sig selv, at netop i det dunkleste Hjerte-Dyb er Synden mægtigst” (ibid.: 506). Grundtvig vender sig derfor imod den gamle lutherdom (Thodberg & Thyssen 1983: 241). “Det er nødvendigt at gå en anden vej – indse at den sande kristendom virkelig forplantes ved et menneskeligt vidnesbyrd, men at det må søges i kirkens historie” (ibid.). Grundtvig konkluderer:

Hvad vi altsaa hidtil have vundet ved at gaae den historiske Vei, er kun, at vi have fravristet Theologerne af Profession den Kundskabs-Nøgle, de misbrugde til at laase den Kirke-Dør med, de kaldtes til at oplade, at vi have fravristet dem, der ei selv vilde gaae ind, og forhindrede Andre, Kirke-Nøglen, og rakt den til alle Boglærde, som kan læse Græsk, og agte det Umagen værdt at adspørge Kirke-Historien om Kirke-Lyset! (Grundtvig 1826-1827: 513).

Det er altså gennem kirkehistorien, at man finder kirkelyset: den apostolske Trosbekendelse. Og Grundtvig slår fast, at de “Sprænglærde maae nu lade saa haant om dette, den ganske christelige Kirkes Vidnesbyrd, som de vil, det er dog lige vist, og lige indlysende, at et gyldigere Vidnesbyrd, om hvad de Christne troede og haabede, altsaa om den sande ɔ: ægte Christendom, kan der ikke gives” (ibid.: 516).

4.2. Om Christendommens Sandhed

I “Om Christendommens Sandhed” ser vi en klarere skelnen mellem ord og skrift. Thyssen understreger, at dette kom også til at få en central plads i Grundtvigs tænkning (Thodberg & Thyssen 1983: 243). Vi ser også, hvordan Grundtvig selv indrømmer, at han først burde have søgt efter det store vidnesbyrd for hans tros ægthed der, hvor han først havde hørt og troet det, nemlig der, hvor han blev døbt, aflagde sin trosbekendelse og fandt næring for det kristne liv: “altsaa i den christelige Kirke og Menighed” (Grundtvig 1826-1827: 520-521). Vedr. skriftprincipet ser vi også, hvordan Grundtvig får en skarpere tone: “man udledte ikke blot, som det sig bør, den christelige Theologie, men ogsaa den christelige Tro af Bibelen, som en guddommelig Aabenbaring, der beviste sig selv; thi denne Methode, har jeg fundet, er aldeles forkastelig” (ibid.: 531). Ifølge Grundtvig skal man i stedet “lade Troen tale for sig selv, og Historien vidne om Kirken, med Bibelen og Alt, hvad der er i den” (ibid.: 531-532). Derfor konkluderer han også, at selvom man har antaget, at man kan “udlede Christendommen af Skriften, maatte man dog, i vore Dage, da baade Skriftens Myndighed er undergravet, og dens Fortolkning bragt i det grueligste Vilderede, nødvendig foretrække enhver anden muelig Kundskabs-Kilde” (ibid.: 532). Som bekendt finder han løsningen i den kristne trosbekendelse. Hermed ser vi også et udtryk for Grundtvigs skelnen mellem ord og skrift. Selv siger han: “thi vi har en christelig Troes-Bekjendelse, der, langt fra udelukkende at lyde paa Bibelen, tvertimod slet ikke lyder derpaa, og at dette er de Christnes ægte Grund-Bekjendelse, derom have vi Venners og Fienders eenstemmige Vidnesbyrd i Kirken” (ibid.: 534-535). I forbindelse med Grundtvigs skelnen mellem ord og skrift spørger Høirup, hvad der så bliver af “Skriftens Plads, naar Skriftprincipet … er opgivet og remplaceret af Sakramenternes mundtlige Vidnesbyrd?” (Høirup 1949: 283). Han citerer Grundtvigs salme til Tusindårsfesten 1826, hvor Grundtvig bl.a. siger: Ordet går og Skriften står. Og dernæst konkluderer Høirup: “Livet og Troen skabes og forplantes gennem Ordet fra levende Læber; man kan hverken blive døbt pr. Brev eller komme til Alters gennem Korrespondancekursus” (ibid.). Grundtvig anser altså Bibelens bogstaver som døde i sig selv, “thi som Skrift er den i sig selv en Bog, altsaa en død Ting” (Grundtvig 1826-1827: 552). Thyssen sammenfatter det på følgende måde: “Papiret er dødt og bogstaverne døde, uden tro og kraft. Troen kommer ved at høre, høre “det Troens Ord, som vi prædike”” (Thodberg & Thyssen 1983: 243). Grundtvig formulerer sig bl.a. også på følgende måde:

Sagen er da kun, at efterdi Kirken ikke helliges af Skriften, men Skriften af Kirken, eller fordi det Troens Ord, vi bekjende og forkynde, er Kirkens levende, og Skriften derimod dens døde Begreb, saa er det aabenbar ikke Skriften, der kan eller skal forsvare Kirken, men Kirken, der skal forsvare Skriften (Grundtvig 1826-1827: 553).

Ifølge Grundtvig er det nemlig Helligånden, der er den “kraftigere og aarvaagnere Stat-Holder paa Jorden, end den døde Bogstav-Skrift og alle de Skrift-Kloge” (ibid.: 557). I forlængelse af dette understreger Høirup, at det er “Hellig-Aanden, som ved Ordet i Menigheden, det Ord i Herrens Navn, hvormed vi forretter Daaben og Nadveren, gør Kristendommen kendelig baade for Venner og Fjender” (Høirup 1949: 319). Ifølge Grundtvig er det som sagt troens ord, som bekendes og forkyndes i kirken, der er kirkens levende begreb. Som en følge deraf kan han derfor også konkludere, at man overfor kirkens fjender så skarpt som muligt skal understrege det grundkristelige som det eneste, fjenden er nødt til at lade stå urokket, fordi Gud har i historien nemlig givet det grundkristelige et “umiskjendeligt Vidnesbyrd, og Det skal Alle være enige om, som med Rette vil bære det christne Navn” (Grundtvig 1826-1827: 609). Grundtvig understreger det samme, når han siger, at man skal huske, “at Troes-Bekjendelsen ved Daaben er jo et fuldgyldigt Vidnesbyrd om, hvad alle de skal troe, der vil være Christne, saa, hvem der fornægter eller i mindste Maade vrager den Tro … han er aabenbar ingen Christen” (ibid.: 643). Ifølge Grundtvig er det kun med udgangspunkt i kirkens levende begreb og fuldgyldige vidnesbyrd, at man kan forsvare troen mod dens fjender: “Naar vi saaledes holde fast ved det Troens Ord, som er Aandens levende Røst, hvorefter Skriftens Bogstav skal udtydes og forklares, da kan vi ogsaa først med Held forsvare Troen mod Dens Fjender” (ibid.: 644).

Høirup sammenfatter Grundtvigs syn på følgende måde:

[J]eg vil ikke udlede den kristelige Tro af Bibelen, men tager den, hvor jeg finder den klart udtrykt og nøje bestemt: i Kirken. Han er forsaavidt blevet enig med “de nyere Theologer [Schleiermacher!] om, at man nødvendig maa føre Christendommens Grund-Begreb, som er Udtrykket for Dens Aand, med sig til Skriften, for at forstaae den ret; men dette Grund-Begreb finder jeg naturligviis ikke som Hedning i min egen Fornuft, men, som en Christen, i den christelige Menigheds almindelige, uforanderlige Troes-Bekjendelse” (Grundtvig citeret efter Høirup 1949: 285).

Her ser vi bl.a., at Grundtvig anser kristendommens grundbegreb som et udtryk for dens Ånd. Ovenfor har han også understreget, at troens ord er Åndens levende røst. Forholdet mellem troens ord og Ånden uddybes, når Grundtvig slår fast, at han på ingen måde ringeagter skrifterne, men heller ikke inbilder sig at have det evige liv i dem. Ifølge Grundtvig findes det evige liv nemlig hos Herren, i troens ord, som Ånden fører. Grundtvigs syn på troens ord som Åndens levende røst kommer f.eks. til udtryk i DDS 309:

Bøj, o Helligånd, os alle,

som du døbte med Guds ord,

så vi på vort ansigt falde,

takke Gud for nåde stor,

som os gav, før vi vidste,

livet, vi skal aldrig miste!

Styrk os, så vi stå i pagten,

vige ej fra troens grund,

og bevis med skabermagten

i vort hjerte og vor mund,

at i ordet, som du fører,

Herrens liv og Ånd sig rører!

Vedr. afslutningen til “Om Christendommens Sandhed” konkluderer Thyssen, at Grundtvigs tanker om dåbsbekendelsen indeholder tre forskellige synspunkter: “Den er kirkens “Grænse-Fæstning” dens ufravigelige trosregel, og for den enkelte en “Troskabs-Eed”, der skal aflægges ved indgangen i kirken. Men den er også det grundkristelige, der forener alle kristne slægter og kirkesamfund. Endelig er den … “Troens levende Ord” (Thodberg & Thyssen 1983: 245). Thyssen understreger også, at Grundtvig fastholdt alle disse synspunkter fremover i hans “kirkelige anskuelse” (ibid.).

Jeg vil afslutte dette afsnit med Høirups sammenfatning af Grundtvigs “kirkelige anskuelse”:

Kirken er Menigheden. I de tre Ord er det grundlæggende i hans “Opdagelse” udtrykt … Paa denne “selvfølgelige” Indsigt grunder hans kirkelige Anskuelse sig. Tidligere havde han … hævdet, at naar der spørges om Kirkens Bekendelse, maa man sætte Bibelen i Stedet for Kirken. Nu er hans Svar: Vi maa paa en Maade i Blinde forudsætte, at Kristus har en Menighed paa Jorden, og at den er troværdig, naar den ved og i Herrens Indstiftelser bekender sin Tro. Adskilt fra denne Menighed, “hævet over” den, kan intet Menneske, heller hverken Teolog eller Præst, sige hvad Kristendom er, uden paa egen Kappe. Derfor maa vi holde os til “den sande og sikre Tradition – det offentlige, mundtlige, troværdige Vidnesbyrd – af hele vor Herres Jesu Kristi Menighed” (Høirup 1949: 320-321).

4.3. Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?

Vedr. Grundtvigs synspunkter angående hans “kirkelige anskuelse” understreger Thyssen, at den nærmeste videreførelse var “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” 1830-1831 (Thodberg & Thyssen 1983: 245). For at gøre sine betragtninger så klare som muligt inddeler Grundtvig skriftet i tre afsnit, “saaledes, at vi først betragte Reformationen i Kirken selv, derpaa i dens Forhold til Staten, og endelig i dens Forhold til Skolen” (Grundtvig 1831: 282). Theodor Jørgensen fastslår, at Grundtvig selvfølgelig mener, at reformationen skal fortsættes (Jørgensen 1998: 45). Dette fremgår også klart i selve skriftet: “Vil man nu spørge, om denne Lutherske Reformation skal fortsættes, da følger det af sig selv vi maae svare: ja” (Grundtvig 1831: 284).

4.3.1. Om den Lutherske Reformation i den Christne Kirke selv

I forbindelse med reformationen i kirken selv stiller Grundtvig spørgsmålet: “Men hvad reformerede da Luther egenlig i Kirken, Andet end Bord-Skikken ved Alteret, som Hussiterne alt længe havde kæmpet for?” (ibid.: 285), og han fastslår dernæst, “at Luther var en mageløs Kirke-Reformator af Guds Naade, fordi han fandt, at hvad den Christne Kirke fattedes var ingenlunde en ny Tro, … men Liv og Lys i den ældgamle Tro og Indretning” (ibid.). Den kirke, som Herren selv byggede på jorden, blev med tiden stendød og præget af misbrug. I denne sørgelige situation står Luther som en, der vækker de sovende og opvækker de døde, “og lære dem at see Lys i Herrens Lys” (ibid.). Vedr. spørgsmålet om den lutherske reformation skal fortsættes i kirken, svarer Grundtvig: “ja, naturligvis; thi Livet i Herrens Menighed skal jo ikke blot vedligeholdes, men voxe i Reenhed og Kraft” (ibid.: 286). I forlængelse af dette understreger Jørgensen også, at den lutherske reformation selvsagt skal fortsættes i kirken i den betydning, “at kirken skal reformeres, så at den svarer til sit væsen, dvs. sin enhed, apostolicitet, katolicitet og hellighed, sådan som den bekendes i trosbekendelsen. For trosbekendelsen ved dåben som pagtordet og dermed det pure evangelium er det fælles vilkår for alle kristne til alle tider” (Jørgensen 1998: 47). Hvis den lutherske reformation fik æren for en kirkerensning, da må det ifølge Grundtvig “have været dens Hoved-Sag, at rense Menighedens Tænke-Maade og Tanke-Gang i Overeensstemmelse med den Tro, vi bekiende, og det Haab, hvortil vi ere kaldede” (Grundtvig 1831: 288). Thyssen formulerer det således: “Denne kirkerensning skal “ivrig fortsættes”, nu med udrensning af det filosofisk-teologiske pavedømme, der undergraver kirkens grundlag: troen og dåben” (Thodberg & Thyssen 1983: 245). Dette fører siden til tanken om “skilsmisse” mellem de kristne og deres fjender (ibid.).

Mod slutningen af første afsnit understreger Grundtvig f.eks. følgende:

Sandelig, var der, som i det Mindste Protestanter dog vel ikke vil nægte, skiellig Grund til en kirkelig Afsondring i Luthers Dage, skiøndt Man paa begge Sider erklærede sig enige om Daabs-Pagten, og om Forkastelsen af alle gamle Kiætterier, da er en fuldkommen kirkelig Skilsmisse aabenbar uundgaaelig nu, da det først og sidst er om Troen og Daaben der strides, altsaa om det, hvormed vort Kirke-Samfund øiensynlig staaer og falder (Grundtvig 1831: 292).

4.3.2. Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Staten

I andet afsnit ser Grundtvig dernæst nærmere på den lutherske reformation i kirkens forhold til staten. Vedr. dette siger han f.eks., at “i Kirkens og Statens Historie kan den Lutherske Reformation aldrig komme til at betyde Andet, end det Lutherske Forsøg paa at bringe den Christne Kirke tilbage til sin oprindelige Beskaffenhed i alle Henseender” (ibid.: 296). I forlængelse af dette understreger Jørgensen dernæst: “Og da kirken oprindelig var skilt fra staten, skal kirken igen skilles fra staten. Det skal den på grund af samvittighedsfriheden og for at undgå skinkristne” (Jørgensen 1998: 48). Dette fremgår også i selve skriftet, når Grundtvig siger, at det til al lykke er almindeligt bekendt, “at den christne Kirke oprindelig, som et blot Troes-Samfund, der kun befattede sig med Aand og Evighed, stod adskildt fra den verdslige Stat” (Grundtvig 1831: 297). Derudover understreger Grundtvig også, at de kristnes samvittighed på ingen måde tillader dem “at have Kirke-Samfund med deres Troes aabenbare Fiender og Fornægtere, end sige da at overgive deres Børn til Religions-Underviisning hos Præster, som stræbe at nedbryde deres Tro, saa, dersom der er Christne i Landet, er en kirkelig Skilsmisse uundgaaelig” (ibid.: 305). Grundtvig ønsker altså en kirkelig skilsmisse fra sine “Troes Fiender og Foragtere” (ibid.: 306). Thyssen uddyber Grundtvigs kirkepolitiske tankegang på følgende måde: “Den konfessionelt ensartede statskirkes tid er forbi; de kristne og rationalisterne må skilles, og H.N. Clausens repræsentative kirkeforfatning er ingen løsning, men kun et magtmiddel for det store fleretal af rationalistiske præster” (Thodberg & Thyssen 1983: 237). Grundtvig ser altså ingen anden løsning, end at han og de gammeldags kristne får tilladelse til at gå ud af kirken (Jørgensen 1998: 48).

Men ifølge Grundtvig kan den kirkelige skilsmisse dog foregå på forskellige måder. Grundtvig foreslår f.eks. en mere moderat løsning, “hvorved Øvrigheden kun syndes at give en friere Udøvelse af den Religion Statens Love fredlyse, og vandt fri Haand” (Grundtvig 1831: 307). Ifølge denne løsning, skal den lutherske reformation i kirkens forhold til staten altså foregå indenfor statskirkens rammer. Jørgensen forklarer det på følgende måde:

Som en mere moderat løsning foreslår han her som siden sognebåndsløsning og præstefrihed samt en trosfrihed inden for statskirkens rammer, der giver mulighed for, at forskellige meninger brydes. Faste bestemmelser skal der kun være i forbindelse med dåb og konfirmation, altså når det drejer sig om de kristne grundvilkår (Jørgensen 1998: 48).   

Disse tanker genkender man også i selve skriftet, når Grundtvig f.eks. understreger, at man som en løsning kunne lade “Præsterne i National-Kirken vide, at da de ere ordinerede til at prædike Guds Ord baade hemmelig og aabenbare, og til at forvalte Sacramenterne baade i Kirker og andre Huse, kan der Intet være imod, om Nogen af den vil være Huus-Præst for flere eller færre Familier” (Grundtvig 1831: 306). Her ser vi altså, at Grundtvig ønsker større frihed inden for statskirken. Thyssen fremhæver også, at Grundtvig var parat til handling: “Med hans billigelse samlede Lindberg i foråret 1831 underskrifter fra 83 familier, der ansøgte om tilladelse til at danne frimenighed med Grundtvig som præst” (Thodberg & Thyssen 1983: 237). Den 2. februar 1832 fik de dog afslag, men Grundtvig gik meget højt op i frimenighedssagen og begyndte derfor selv at tale i Lindbergs gudelige forsamlinger. Selvom politiet forbød forsamlingerne, fastholdt Grundtvig, at han søndag den 4. marts ville tale på et pakhusloft, som han havde lejet. Konflikten blev større, når Grundtvig således lagde pres på myndighederne. Den 29. februar bøjede myndighederne sig, og Grundtvigs forsamlinger blev tilladt. De fik endda lov til at benytte den ledige Frederikskirke til deres forsamlinger. Thyssen konkluderer: “Ved at gå til det yderste var det dermed lykkedes Grundtvig at bryde det statskirkelige tvangssystem. Det var så stor en sejr, at han øjeblikkelig vendte tilbage til sin oprindelige hovenlinje: en rolig udvikling mod større frihed inden for statskirken” (ibid.: 238).  

4.3.3. Om den Lutherske Reformation i Kirkens Forhold til Skolen

Det tredje afsnit handler om den lutherske reformation i kirkens forhold til skolen (teologien). Ifølge Thyssen genoptager Grundtvig her “oprøret med den lutherske skriftteologi, belyst med et historisk perspektiv” (ibid.: 245). Grundtvig understreger bl.a., at der er tale om en ældgammel fejltagelse, og at Luther derfor heller ikke “skabde den” (Grundtvig 1831: 319). Grundtvig fører læseren helt tilbage til apostlenes tid og understreger, at både Peter og Paulus kendte til “de kiætterske Forsøg paa, ved Misbrug af den hellige Skrift, at rokke de Christne i den dem overantvordede hellige Tro” (ibid.). Udfra Irenæus og Tertullian påviser han også “at den Apostoliske Kirke afviiste alle de nye Byg-Mestere med Troes-Bekjendelsen ved Daaben” (ibid.). Grundtvig forklarer dernæst problemets oprindelse på følgende måde:

Naar der nu, enten under Strid med Kiætterne, eller under Tvist mellem Biskopper, blev Spørgsmaal om den ægte Apostoliske Lærdom og visse Tilsætningers Forhold til Samme, da tyede Man naturligviis til Apostlernes efterladte Skrifter, som de mest upartiske Vidnesbyrd om hvad Apostlerne virkelig havde lært, og hvad dermed kunde forliges eller ikke. Saaledes opkom det siden gjennem Tidens Løb saa farlige Mis-Forhold mellem Kirken og Skolen, eller mellem Troen og Theologien: mellem Troens Ord og Skrift-Fortolkningen (ibid.).

Man tyede altså til Skriften, når man skulle forsvare den ægte apostolske lærdom, og derved opstod det farlige misforhold. Jørgensen formulerer problemet på følgende måde: “Når Bogen skal dømme om, hvad den sande kristne tro er, bliver det de boglærde, der får dommerhvervet, for Bogen selv er stum” (Jørgensen 1998: 49). Selvom der var tale om en ældgammel fejltagelse ifølge Grundtvig, så kritiserer han dog Luther på adskillige punkter, og et kritikpunkt er nemlig, at Luther “oversaae Kirke-Historiens Vidnesbyrd om det Oprindelige i Kirken, naar han ikke fandt det stadfæstet i Bibelen” (Grundtvig 1831: 326). Jørgensen uddyber det på følgende måde: “Skriftklogskaben må aldrig komme til at beherske troen, men tværtimod lade sig beherske af troen, tro her forstået lig med trosbekendelsen som Guds pagtsord ved dåben og kristendommens trosregel og grundlov” (Jørgensen 1998: 51). Grundtvig forstod altså trosbekendelsen “som pagtsordet, ved hvilket Gud i dåben binder sig til et bestemt menneske, og ikke som en lærebekendelse, som ortodoksien gjorde det” (ibid.). Præsis dette understreger Grundtvig også i sin kritik, når han fastslår: “At det ikke er ved Bibel-Læsning, men ved Daaben, Man optages i vort Kirke-Samfund, det er en Kiends-Gierning” (Grundtvig 1831: 331). Grundtvig konkluderer med at understrege følgende:

Nu vil det være let, hvad Man har fundet saa vanskeligt: at angive det rette Forhold i Christenheden mellem Kirke og Skole, eller, hvad der er det Samme, mellem Christendom og Theologi, thi det er aabenbar givet i Forholdet mellem Kirke-Ordet og den Hellige Skrift, af hvilke Hiint udtrykker det Nødvendige, og denne betegner det Fri i vort christne Samfund (ibid.: 350).

Ifølge Thyssen betyder det, at skolen (teologien) skal have “fuld frihed inden for de grænser, dåbstroen sætter. Kirken skal blive stående på sin klippegrund, men skolen skal gå fremad og holde skridt med tiden … Også i den forstand skal reformationen fortsættes” (Thodberg & Thyssen 1983: 246). Ifølge Thyssen havde Grundtvig dermed “indtil videre talt ud om sin kirkelige anskuelse” (ibid.).

5. Den folkekirkelige fase 1832-

Ifølge Vigilius var perioden efter 1832 “karakteriseret ved en tidlig afklaring om og en gradvis udfoldelse af den ecclesiola in ecclesia-strategi, der blev Grundtvigs endelige kirkelige program” (Vigilius 2005: 174). I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan dette kirkelige program gør sig gældende i skriftet “Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet” fra 1834. Ifølge Thyssen er det nemlig med dette skrift, at Grundtvig afslutter kirkekampen “i den hidtidige Lindberg´ske form – som en kamp mod falsk lære og ritualforandringer, med trussel om udtrædelse af statskirken. Fra nu af var parolen alene “Kirkelig frihed”” (Thodberg & Thyssen 1983: 240).

5.1. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet

Nøgleordet er altså frihed (Lausten 1987: 222). Skriftets motto er endda 2 Kor 3,17: “Hvor Herrens Aand er, der er Frihed” (Grundtvig 1834: 53). I skriftet understreger Grundtvig følgende:

Christendommen eller, om Man vil, Christenhedens Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været … Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (Establishement), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke … naar derved intet Skaar giøres i Samvittigheds-Friheden, som baade er al Religjons øverste Grund-Sætning og enhver ustraffelig Borgers utabelige Ret. Herfra gaaer jeg ud og herom dreier sig, i denne Egn, hele min Tanke-Gang (ibid.: 57).

Her fastslår Grundtvig altså, at hele hans tankegang er baseret på:

  1. Kristendommen (“Christenhedens Fæderne-Tro”), som en historisk kendsgerning, der ikke kan laves om på.
  2. Statskirken kan regeringen derimod lave om på, fordi den er en statsindretning.
  3. Det skal blot ikke gå ud over samvittighedsfriheden.

Hvordan er Grundtvig kommet frem til disse tanker? I “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes” forsøger Thorkild C. Lyby at skabe forståelse for udviklingen af Grundtvigs kirkepolitiske program ved bl.a. at se på, hvilke omstændigheder denne er blevet udformet under (Lyby 1993: 216). I forbindelse med forhistorien er der i opgaven tidligere blevet anført, at Grundtvig reagerer imod de rationalistiske strømninger i sin samtid. På samme måde understreger Lyby også, hvordan Grundtvigs kirkepolitiske program skal betragtes i lyset af, at han følte sig som en repræsentant for de “gammeldags kristne”: “Han ville tale de “gammeldags kristnes” sag over for den rationalisme, der efter hans mening beherskede statskirken” (ibid.). “Kirkens-Gienmæle” er et godt eksempel på Grundtvigs reaktion mod rationalismen, men udfaldet blev dog ikke således, som Grundtvig havde forestillet sig. Injuriesagen viste, at den borgerlige øvrighed ikke var på Grundtvigs side, men derimod på Clausens. “Den tog parti imod de bekendelsestro og for det åbenbare kætteri! Dette kunne kun føre til én konsekvens, nemlig at den sande, rettroende kirke måtte gøres fri af staten … Som frikirke ville den så uafkortet kunne gøre gældende, hvad den anså for sandhed” (ibid.: 217). Lyby understreger også, hvordan denne konsekvens bliver draget i skriftet “Om Religions-Frihed” (ibid.), men i skriftet nævner Grundtvig dog også en anden mulig løsning, hvor han bl.a. understreger følgende:

Det var da min fulde og faste Overbeviisning, at kunde Troes-Fornægterne ei bringes eller nødes til at fraskille sig, Sogne-Baandet løsnes over hele Riget, Enhver have Lov til at Communicere og lade confirmere, hvor han vilde, og Ægteskabets borgerlige Gyldighed skilles fra den Kirkelige, saa enhver Medlem af Menigheden og enhver Præst, uden borgerlig Uleilighed, kunde vælge eller vrage hinanden i Samvittigheds-Sager, kunde det ikke skee, da maatte de ægte Christne, og hvem der vilde gjælde for det, skille sig fra Stats-Kirken (Grundtvig 1827: 121).

Lyby påpeger, at Grundtvig allerede på dette tidspunkt tumler med idéen, “der siden skulle blive hans kirkepolitiske kongstanke” (Lyby 1993: 218). I “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” (1831) har vi også set noget lignende. Her giver Grundtvig nemlig udtryk for, at der er ingen anden løsning, end at han og de gammeldags kristne får tilladelse til at gå ud af kirken, men ifølge Grundtvig kunne den kirkelige skilsmisse dog foregå på forskellige måder. “Som en mere moderat løsning foreslår han her som siden sognebåndsløsning og præstefrihed samt en trosfrihed inden for statskirkens rammer, der giver mulighed for, at forskellige meninger brydes” (Jørgensen 1998: 48). I skriftet “Om Daabs-Pagten” (1832) er tanken om sognebåndsløsning, ifølge Lyby, blevet til et hovedpunkt (Lyby 1993: 219). Her understreger Grundtvig bl.a. følgende:

[M]en hos et Folk af saa fredelig og føielig en Natur som det Danske, vil Skilsmissen dog udentvivl kunne undgaaes og Stats-Kirken give et sjeldent, om ikke mageløst, Exempel paa Foredragelighed, naar kun de nymodens Præster vil finde dem i Billighed og lade de gammeldags Christne leve med sig, hvortil disse dog sandelig har den ustridigste Ret. Jeg, for min Part, og for deres som vil lyde mit Raad, erklærer i det mindste, at saasnart Sogne-Baandet bliver løst i Henseende til Sacramenterne og Confirmationen, da maa for os de nymodens Præster forrette deres Embede som de lyster (Grundtvig 1832: 373-374).

Hermed bringer Grundtvig for alvor frihedstanken på banen (Lyby 1993: 219). Han ønsker en “fri Stats-Kirke med en fri Menighed” (Grundtvig 1834: 76). Det er også dette program, som Grundtvig fremlægger i “Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet” (Lyby 1993: 219).

Lyby sammenfatter Grundtvigs kirkepolitik på følgende måde:

Grundtvigs egen kirkepolitik gik ud på at få statskirken – og senere folkekirken – anerkendt som en rent borgerlig indretning, en statslig ramme omkring folkets kirkelige liv. Inden for denne ramme skulle der herske fuld frihed både for menigheder og for præster. Dette ville sige ophævelse af sognebåndet, således at det enkelte menighedsmedlem fik ret til at lade sig kirkeligt betjene af en hvilken som helst præst, han måtte ønske sig. Og modsvarende skulle præsterne ikke alene have fuld dogmatisk og liturgisk frihed, men også frihed til at betjene eller nægte at betjene folk alt efter, hvad de mente at kunne forlige med deres samvittighed (Lyby 1993: 215).

Ifølge Grundtvig skal statskirken altså anerkendes som en rent borgerlig indretning: “Stats-kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (Establishment), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke” (Grundtvig 1834: 57). I forlængelse af dette kommenterer Lyby, at Grundtvig i denne sammenhæng også kunne tale om religionsfrihed og samvittighedsfrihed, og at alle folkets religiøse anskuelser skulle repræsenteres i statskirken. Men ifølge Lyby tænker Grundtvig nok ikke på forskellige religioner, når han bruger udtrykket “religiøse anskuelser” (ibid.: 76). Ifølge Lyby skal begrebet nok hellere forstås mere snævert, dvs. som “forskellige tolkninger af kristendommen” (Lyby 1993: 220). Derudover spørger Lyby også, hvorfor det var så vigtigt for Grundtvig “at opretholde en fælles ramme om de uforenelige modsætninger?” (ibid.: 224). Ifølge Lyby skyldes det, at Grundtvig her ikke tænker kirkeligt, men politisk. Og han forklarer videre, at den “egentlige værdi ved folkekirken lå for ham i vekselvirkningen mellem religion og samfund, mellem fædrenetro og folkeliv. For folkelivets og det folkelige fællesskabs skyld skulle man blive sammen på trods af forskellig tro” (ibid.). Ifølge Grundtvig skal statskirken altså kunne rumme de forskellige tolkninger af kristendommen. Dette ser man f.eks., når Grundtvig understreger, at juristerne skal kunne hindre præsteskabet i at gøre borgerlig skade, ved “at binde Hænderne paa Geistligheden”, men “Geistligheden bør altid have Munden fri” (Grundtvig 1834: 58-59). Ifølge Grundtvig har den altså lov til:

  • At kalde sin religion for den eneste sande og saliggørende.
  • At kalde alt det modsatte for overtro, vantro, sværmeri osv.
  • At “ymte om, Staten gaaer nok omsider til Helvede med alle Kiætterne, fordi Den ikke brænder dem itide” (ibid.: 59).

Alt dette har gejstligheden ifølge Grundtvig lov til, men derimod har den ikke lov til at “krumme et Haar paa nogen Kiætters Hoved (ibid.). Munden skal altså være fri, men hænderne bundet. Nøgleordet er som sagt frihed. Lausten forklarer det på følgende måde:

Når gejstlighedens magt over lægfolket brydes, og troen bliver en fri sag uden borgerlige følger kan alle parter leve sammen inden for statskirkens rammer som gode danske mennesker. Men betingelsen er, at der skabes frihed både for lægfolket og for præsterne. Det betyder, at “sognebåndsløsning” skal indføres, således at ethvert menneske kan knytte sig til den præst, det ønsker, uanset sognegrænserne. Men man må også indrømme præsterne frihed over for ritualerne og i forkyndelsen (Lausten 1987: 222).

Selv siger Grundtvig, at han på det seneste oftere har “baade paastaaet og stræbt at vise, at Regieringen kan besværge hele det frygtelige Uveir der trækker op paa Kirke-Himmelen blot ved at løse et Baand, som aldrig burde være knyttet, Sogne-Baandet nemlig, forsaavidt det binder Lægmands Tro og Samvittighed til Sogne-Præsten” (Grundtvig 1834: 61). Her ser vi altså, hvordan sognebåndsløsningen er blevet til Grundtvigs kirkepolitiske kongstanke.

Grundtvig har sagt, at hele hans tankegang er baseret på:

  1. Kristendommen (“Christenhedens Fæderne-Tro”), som en historisk kendsgerning, der ikke kan laves om på.
  2. Statskirken kan regeringen derimod lave om på, fordi den er en statsindretning.
  3. Det skal blot ikke gå ud over samvittighedsfriheden (ibid.: 57).

Dernæst understreger han, at regeringen har to veje at gå, “thi den kan enten vise Fædrene-Troen ud af Stats-Kirken, med Frihed til paa egen Haand og med egne Kræfter at virke hvad den kan, eller Regieringen kan aabne den en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken” (ibid.: 66). Det første alternativ er ifølge Grundtvig ikke fordelagtigt, fordi derved ville fædrenetroen “i aaben Feide med Stats-Kirken, tabe det Meste af sin Indflydelse paa Folket i det Hele” (ibid.). Det andet alternativ bliver derfor vejen frem for Grundtvig, hvor idealet er en “fri Stats-Kirke med en fri Menighed” (Grundtvig 1834: 76), og han understreger:

Løses derfor blot Sogne-Baandet, da vil Præsternes fri Stilling gjøre, at baade blive alle Folkets religiøse Anskuelser repræsenterede i Stats-Kirken, og træde i Vexel-Virkning under de allergunstigste Omstændigheder, da den eensartede videnskabelige Dannelse hos Præsterne, og Disses lige afhængige og lovmæssige Forhold til Regieringen og Folket, vil, saavidt mueligt i denne Verden, forebygge, altsaa i høieste Grad formindske de farlige Følger af den religiøse Modsætning, der i Forstands-Tiden umuelig kan forsvinde, uden i en Ligegyldighed for det Himmelske, der ligesaavel er Statens som Kirkens Pestilens (ibid.).

Lyby kommenterer også, at denne vekselvirkning krævede, at al tvang blev fjernet fra statskirken. Tvang ville nemlig medføre, at fædrenetroen blev både upopulær og uvirksom. “Derfor skulle staten borgerligt beskytte fædrenetroens præster i sin kirke, men åndeligt lade dem skøtte sig selv. Derved ville den nøde dem til at være på deres post og således gøre både fædrenetroen og sig selv den største tjeneste” (Lyby 1993: 227). Grundtvig er altså overbevidst om, at “skal Fædrene-Troen fremdeles leve og virke i Stats-Kirken, da maa Sogne-Baandet løses og Alt for Resten blive omtrent som det er, eller endnu friere” (Grundtvig 1834: 67). Vigilius sammenfatter det også ved at understrege, at en “rummelig statskirke med frihedsordninger vil på samme tid give de troende mulighed for at samles om gode præster og bevare folket i kirken … Kappestriden vil anspore de troende præster til at yde deres ypperste, hvilket vil gavne fædrenetroens udbredelse i folket” (Vigilius 2005: 174-175). Vigilius understreger også, at Grundtvig i de følgende tyve år først og fremmest kæmpede for sognebåndets løsning. Målet blev nået i 1855. Men dette var dog kun det første skridt. Umiddelbart efter lovens vedtagelse bragte Grundtvig nemlig et nyt krav på banen. “At sognebåndet var løst for kirkens medlemmer var fint, men nu måtte det også løses for præsterne, så de ikke var tvunget til at meddele sognefolket sakramenterne. Først da kunne der opstå virkeligt frie menigheder i kirken” (ibid.).

6. Konklusion

Denne opgaves problemformulering er som sagt: En redegørelse for Grundtvigs kirkepolitiske udvikling fra 1825 til 1834. Og vi har set, at Grundtvigs kirketænkning præges af tre forskellige faser i perioden fra 1825 til 1834. I opgaven har jeg derfor fremhævet den dominerende kirkepolitik, der er kendetegnende for hver enkelt fase.

  • I forbindelse med den reformkirkelige fase (1821-1825) så vi, at Grundtvig får et nyt kirkesyn, hvor kirkens historiske dimension er af afgørende betydning. Den historiske kristne kirke er nemlig et trossamfund, hvor indlemmelsen kun sker ved dåben og nadveren, når mennesker tilegner sig den apostolske Trosbekendelse (Grundtvig 1825: 407). Vi har også set, hvordan Grundtvig anvender sin nye kirkeforståelse i “Kirkens Gienmæle”, når han forsøger at gendrive Clausens teologi. I “Kirkens Gienmæle” ser vi derved også, hvad der kendetegner denne fase i Grundtvigs kirkepolitiske udvikling, nemlig “læremæssig udrensning og reform i statskirken” (Vigilius 2005: 171). Efter dommen i injuriesagen syntes reformlinien i Grundtvigs kirketænkning dog ikke at være nogen farbar vej (ibid.: 172). Og Grundtvigs overvejelser bevægede sig derfor i en anden retning, hvor religionsfrihed og kirkelig skilsmisse måtte være løsningen (Thodberg & Thyssen 1983: 235).  
  • I forbindelse med den frikirkelige fase (1826-1831) var vi bl.a. inde på skriftet “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?” Her så vi, at Grundtvigs kirkepolitiske tankegang har bevæget sig i retning af kirkelig skilsmisse. Han ser ingen anden løsning, end at han og de gammeldags kristne får tilladelse til at gå ud af kirken (Jørgensen 1998: 48). Men ifølge Grundtvig kan den kirkelige skilsmisse dog foregå på forskellige måder. Grundtvig foreslår f.eks. en mere moderat løsning, hvor den lutherske reformation i kirkens forhold til staten foregår indenfor statskirkens rammer.
  • I forbindelse med den folkekirkelige fase (1832-) var vi til sidst inde på det, som ifølge Vigilius “blev Grundtvigs endelige kirkelige program” (Vigilius 2005: 174). I “Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet” så vi, hvordan kirkelig frihed er blevet idealet i modsætning til den tidligere indsats for læremæssig udrensning. Nu ønsker Grundtvig derimod fuld frihed inden for statskirkens rammer, både for præster og menigheder. Derfor taler han også for sognebåndsløsning og præstefrihed (Lyby 1993: 215).

Når vi betragter disse tre faser, ser vi altså en klar kirkepolitisk udvikling fra 1825 til 1834, hvor der til at begynde med er tale om læremæssig udrensning og reform i statskirken. Dernæst udvikler tænkningen sig i retning af kirkelig skilsmisse. Og til syvende og sidst slutter udviklingen med ønsket om kirkelig frihed med sognebåndsløsning og præstefrihed. Eller som Grundtvig selv udtrykker det: “En fri Stats-Kirke med en fri Menighed, det er da, hvad jeg inderlig ønsker mit Fæderne-Land” (Grundtvig 1834: 76).

7. Litteraturliste

 

Primærlitteratur

Begtrup, Holger. 1901. N.F.S. Grundtvigs Kirkelige Syn 1825: En Historisk Indledning – Primary Source Edition. København: Karl Schønbergs Forlag, s. 1-235 (235 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1824. “Nyaars-Morgen”. I: Begtrup, Holger. 1906. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, fjerde bind. København: Nordisk Forlag, s. 237-248 (12 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1825. “Kirkens Gienmæle”. I: Begtrup, Holger. 1906. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, fjerde bind. København: Nordisk Forlag, s. 395-429 (35 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1826-1827. “Om den sande Christendom” og “Om Christendommens Sandhed”. I: Begtrup, Holger. 1906. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, fjerde bind. København: Nordisk Forlag, s. 442-723 (282 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1827. “Om Religions-Frihed”. I: Begtrup, Holger. 1907. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, femte bind. København: Nordisk Forlag, s. 95-153 (59 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1831. “Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?”. I: Begtrup, Holger. 1907. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, femte bind. København: Nordisk Forlag, s. 278-354 (77 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1832. “Om Daabs-Pagten”. I: Begtrup, Holger. 1907. Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter, femte bind. København: Nordisk Forlag, s. 365-375 (11 sider).

Grundtvig, N.F.S. 1834. Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet. Kiøbenhavn: Paa den Wahlske Boghandels Forlag, s. 52-98 (47 sider).

Sekundærlitteratur

Grane, Leif. 1984. “Om Grundtvigs kirkelige anskuelse”. I: De levendes land – Grundtvig 1984. Danmarks Biblioteksforenings Forlag, s. 47-58 (12 sider).

Holm, Anders. 2012. Grundtvig – introduktion og tekster. Aarhus: Systime, s. 1-10; 45-62; 141-171 (59 sider).

Høirup, Henning. 1949. Grundtvigs Syn paa Tro og Erkendelse. København: Gyldendal, s. 1-420 (420 sider).

Jørgensen, Theodor. 1998. “Grundtvig og den lutherske tradition”. I: Grundtvig-Studier. København: Grundtvig-Selskabet, s. 42-60 (19 sider).

Lausten, Martin Schwarz. 1987. Danmarks kirkehistorie. 2. udgave, 5. oplag. København: Gyldendal, s. 216-229 (14 sider).

Lyby, Thorkild C. 1993. “Grundtvigs tanker om præstefrihed – og grundtvigianernes”. I: Ordet, kirken og kulturen. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, s. 214-235 (22 sider).

Rod, Jakob. 1970. “Den lige linje i Grundtvigs religiøse udvikling”. I: Grundtvig-Studier. København: Grundtvig-Selskabet, s. 11-32 (22 sider).

Thodberg, Christian & Anders Pontoppidan Thyssen. 1983. Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys. Århus: Forlaget ANIS i samarbejde med Det danske Selskab, s. 1-381 (381 sider).

Vigilius, Mikkel. 2005. Kirke i kirken. Hillerød: LogosMedia, s. 170-176 (7 sider).

Opgiven litteratur i alt: 1714 sider.

Trúgv og skynsemi