Vilhelm Becks teologiske udgangspunkt

1. Indledning

I forordet til Kurt E. Larsens bog “Vilhelm Beck – missionspræsten” understreger Larsen, at Beck på flere måder har sat “sit klare fingeraftryk på det praktiske kirkeliv i Danmark – sådan at flere karakteristiske kendetegn ved det danske kirkeliv i dag kan føres tilbage til ham. Skal man forstå dansk kirkeliv i dag, herunder Indre Mission som en vigtig del heraf, kommer man derfor ikke udenom Vilhelm Beck” (Larsen 2001: 7). I denne opgave vil jeg undersøge lidt nærmere, hvordan og hvorledes Beck ønskede at influere kirkelivet i Danmark. I forbindelse med denne undersøgelse er det derfor også nærliggende for mig at fokusere på Becks teologiske udgangspunkt, så at jeg dermed også mere præcis kan pege på den indflydelse, som han kæmpede for at opnå.

1.1. Problemformulering

Denne opgaves problemformulering lyder derfor: En redegørelse for Vilhelm Becks teologiske udgangspunkt og hans indflydelse på kirkelivet i Danmark.

For at finde svar på problemformuleringen vil jeg tage udgangspunkt i Becks egne udsagn, men undervejs vil jeg også diskutere og inddrage de opfattelser af Becks teologi og indflydelse, man finder i forskellig sekundærlitteratur.

2. Åndshistoriske forudsætninger

For at få forståelse for Beck og hans teologiske udgangspunkt er det vigtigt at se ham i konteksten af hans egen samtid og den forhistorie, som gør sig gældende. Inden jeg går i gang med Becks teologiske udgangspunkt og indflydelse, vil jeg derfor her først og fremmest indlede med en kort skitse af de åndshistoriske forudsætninger, som gør sig gældende i forbindelse med Becks samtid.

I forbindelse med de folkelige og religiøse vækkelser i Danmark understreger Flemming Kofod-Svendsen, at selvom pietismen i Danmark ikke blev til en egentlig folkelig bevægelse, så fik den dog en blivende betydning. Man blev ved med at gentage Brorsons sangstrofe: “Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?” Og det viser sig, at der eksisterede nogle levn fra pietismen i rationalismens tid, hvor små kredse af fromme kristne samledes for at opbygge hinanden (Kofod-Svendsen 2008: 67). Kofod-Svendsen lægger også vægt på det åndelige liv, som har eksisteret i Christiansfeld lige siden grunden blev lagt i 1773. Herfra blev brødre nemlig udsendt til de spredte vakte kredse særlig i Jylland og på Fyn. “Denne stille indflydelse bidrog i høj grad til at holde de religiøse kildespring levende i den åndeligt tørre tid under rationalismen” (ibid.: 68). Kurt E. Larsen understreger, at 1800-tallet var en stor vækkelsestid for den danske kirke og peger på, hvordan det omkring 1800 så sort ud vedr. kirkegang og evangelisk tro. Han peger på, at de gudelige vækkelser var med til at ændre dette billede, således at man oplevede en fremgang i løbet af 1800-tallet (Larsen 2011: 26). Vedr. disse begyndende vækkelser understreger Frands Ole Overgaard også det følgende:

Frontlinien mellem gejstligheden og de vakte blev første gang trukket op i en strid om de nye oplysningsprægede bøger, som indførtes til brug i kirke og skole, navnlig Balles lærebog fra 1794 og Evangelisk-kristelig salmebog fra 1798. Flere steder på øerne og især i Jylland mødte de nye bøger modstand i sognene, men mest på Vejle-Horsensegnen hos de såkaldte “stærke jyder” (Overgaard 1969: 29).

Ifølge Kofod-Svendsen har denne bevægelse sat sine spor helt til vore dage. De stærke jyder ønskede at fastholde en “bibelsk-luthersk kristendom overfor tidens rationalisme” (Kofod-Svendsen 2008: 68). I 1810 holdt Grundtvig sin dimisprædiken i Trinitatis Kirke over temaet: “Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?” På dette tidspunkt ser vi også, hvordan Grundtvigs prædiken er et opgør med samtidens vantro og rationalisme (ibid.: 68). I 1814 blev Det Danske Bibelselskab oprettet, og ifølge Kofod-Svendsen fik dets bibelformidling en “blivende betydning for de kommende årtiers vækkelser” (ibid.: 68). Ifølge Overgaard var den gudelige forsamlingsbevægelse uder fuld udvikling ved Christen Madsens død i 1829 (Overgaard 1969: 30). I forbindelse med den gudelige forsamlingsbevægelse understreger Kofod-Svendsen også det følgende:

I åben kritik af oplysningstidens præster, der havde forvansket gammel kristentro, begyndte troende bønder på eget initiativ at mødes til opbyggelsesmøder for at læse Luthers prædikener og synge Brorsons salmer. Den bevægelse skabte grobund både for de kirkelige retninger og det politiske demokratis folkebevægelse (Kofod-Svendsen 2008: 69).

Fra 1825 baserede Grundtvig sin kirkelige anskuelse på Trosbekendelsen, Fadervor og nadverens indstiftelsesord. Grundtvig mente derfor, at man kun kunne komme til tro ved at deltage i gudstjenesten. Siden Grundtvigs disciple lagde vægt på forskellige ting, opstod der derfor også forskellige retninger indenfor grundtvigianismen. Det udviklede sig til, at man kom til at tale mere om det menneskelige og mindre om det kristelige. Hal Koch beskriver udviklingen med følgende ord: “Grundtvigianismen blev mere og mere en bred kulturbevægelse, mens det centrale sigte i nogen grad gik tabt” (Hal Koch citeret efter Kofod-Svendsen 2008: 69-70). Derfor blev det også klart, at de gudelige forsamlinger og grundtvigianismen måtte gå hver sin vej. Det var synet på Bibelen og på verden, som skilte vejene (Kofod-Svendsen 2008: 70).

Den 17. september 1853 bliver Foreningen for den Indre Mission (IM) siden stiftet. Ifølge Kofod-Svendsen ville denne forening “kalde det danske folk til omvendelse og levende tro og bevare det vakte liv på evangelisk-luthersk grund” (ibid.: 70). Men hvad er det vakte liv?

2.1. Hvad er vækkelse?

I opgaven har jeg allerede brugt ordet “vækkelse” adskillige gange, men hvad er vækkelse egentlig? Hvad betyder selve begrebet “vækkelse”? Dette spørgsmål synes at være aktuelt i forbindelse med denne opgaves emneområde, da opfattelsen af selve begrebet utvivlsomt kommer til at præge opfattelsen af  Beck og det danske kirkeliv. I denne sammenhæng er Becks egen opfattelse af begrebet “vækkelse” særlig relevant. Inden jeg mere konkret kommer ind på Becks teologiske udgangspunkt, vil jeg imidlertid først undersøge forskellige opfattelser af begrebet “vækkelse” lidt nærmere.

I artiklen “Hvad er vækkelse?” definerer Flemming Frøkjær-Jensen begrebet på følgende måde: “Både i den almindelige bevidsthed og i den kirkehistoriske terminologi er begrebet vækkelse et udtryk for, at et større antal mennesker omvendes til kristendommen. Det kan ske på én gang eller over en periode. Siden kan der komme nye vækkelser” (Frøkjær-Jensen 2001: 106).

Hos P. G. Linhardt er begrebet “vækkelse” af en mere kompleks størrelse. I “Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark” siger han f.eks.: “Det er et uendelig kompliceret samspil mellem de sociale og de psykologiske realiteter, som bestemmer den historie, vi kan overskue” (Lindhardt 1951: 8). Han understreger, at der er en tæt forbindelse mellem de sociale tilstande og selve vækkelsen (ibid.: 7). Selve begrebet vækkelse definerer han siden på følgende måde:

Vækkelse er et brud med det gamle liv, ikke blot i religiøs, men netop i højeste grad også i social, i økonomisk og dermed i politisk forstand. For den enkelte person eller gruppe midt i vækkelsens strøm tegner den sig måske nok som noget entydigt religiøst, et livsproblem, det eene fornødne, men i virkeligheden er der tale om en stor sammenhæng, som ikke kan overskues, når man er midt i strømmen, men som lader sig betragte, når vækkelsen ikke mere er liv, men historie… (ibid.: 8).

I sin Ph.d.-afhandling “Kirke i kirken” understreger Mikkel Vigilius, at vækkelse “…må ifølge Lindhardt primært forstås som sociale bevægelser drevet af ønsket om at opnå bedre sociale vilkår” (Vigilius 2005: 93). Vigilius understreger dog, at Lindhardts fortolkning af vækkelserne synes at være ensidig og udvendig. Dette begrunder Vigilius ud fra Hanne Sanders´ svenske doktorafhandling: “Bondevækkelse og sækularisering. En protestantisk folkelig kultur i Danmark og Sverige 1820-1850”. Her forsøger Sanders at “komme på “indersiden” af de vaktes religiøse tro, verdensbillede, motivering og selvforståelse”, hvor det “handler om deres egen tro og om andres evige frelse” (ibid.: 93).

Mens Lindhardts fortolkning af vækkelserne primært forstås som sociale bevægelser, lægger Anders Pontoppidan Thyssen derimod vægt på det religiøse aspekt vedr. vækkelserne. I indledningen til “Väckelse och kyrka – i nordisk perspektiv” synes Thyssen nemlig at fokusere mere på ”indersiden” af vækkelsen. Han siger f.eks.:

I datiden var vækkelse et overvejende praktisk religiøst begreb, men det anvendtes både i individuel og kollektiv betydning; den enkeltes vækkelse var i reglen knyttet til et almindeligt vækkelsesrøre, en begyndende eller fuldt udfoldet religiøs bevægelse. Især i denne betydning betegner vækkelserne et nybrud, som har stor kirkehistorisk interesse (Thyssen 1969: 7).

Skal vækkelserne i Danmark primært forstås som sociale bevægelser? Eller har Sanders måske en pointe, når hun vælger at spørge ”mere forudsætningsløst og direkte ind til de vaktes egen religiøse tro og begrundelse for deres virksomhed”? (Vigilius 2005: 91). Vigilius understreger, at Sanders ikke står alene med sit forsøg på at forstå vækkelserne fra ”indersiden”, dvs. deres egen kristeligt-religiøse begrundelse. Dernæst citerer han Thyssen: ”Udgangspunktet var rent religiøst og individuelt: den enkeltes forhold til Gud, forstået i lyset af den luthersk-pietistiske lære. Det var den ”gamle” forkyndelse af synd og nåde, som for de vakte blev levende og nærværende på en ny måde” (Thyssen citeret efter Vigilius 2005: 93).

Ovenfor har jeg trukket adskillige sekundærkilder frem, som viser os, at der er delte meninger om begrebet ”vækkelse”. Og spørgsmålet er så, hvilken af disse meninger stemmer bedst overens med Becks eget udgangspunkt. I en prædiken til tredje søndag efter påske kommer Beck f.eks. med følgende udsagn:

Og dette kan da alle, som hører til den lille flok, forstå, dette har enhver, der er opvakt, gennemlevet, at vor opvækkelses glæde er: At vi ser frelseren; for i det består jo al opvækkelse, at du får øje på ham, som du før intet sted kunne se, ham, som har givet sit liv som en betaling for dine synder og i dåben har udvalgt dig til et Guds barn. Opvækkelsens første glæde består i, at vi ligesom de første disciple lever et kærlighedsliv med vor frelser, glæder os over, at han vil kalde os sine venner, og at vi tør kalde Guds søn vores ven – vi kan trøste os med, at vi er Jesu venner, frelst af ham fra alle vore synder, fra død, Djævel og Helvede (Beck 2011: 107-108).

I denne prædiken er Becks definition af vækkelse altså kort sagt: At få øje på frelseren. Og han understreger, at opvækkelsens første glæde består i et kærlighedsliv med frelseren, hvor man kan trøste sig med at være frelst af ham fra synd, død, Djævel og Helvede. Når Thyssen understreger, at det var den enkeltes forhold til Gud og forkyndelsen af synd og nåde, som blev levende og nærværende for de vakte på en ny måde, så synes dette også at stemme overens med Becks eget udgangspunkt.

Desuden taler Larsen også om vækkelse ”som en vækst i det omfang og den intensitet, hvormed en gruppe kristne mennesker i et bestemt geografisk område føler sig forpligtet på deres tro og på denne tros konsekvenser” (Larsen 2011: 21). Denne definition synes også stemme overens med Becks udsagn om dem, der hører til den lille flok.

Efter den ovenstående skitse af de åndshistoriske forudsætninger til Beck og hans samtid samt en lille diskussion om begrebet ”vækkelse” vil vi nu mere konkret gå i gang med at undersøge Becks teologiske udgangspunkt og indflydelse på kirkelivet i Danmark.

3. Becks teologiske udgangspunkt

Når man skal undersøge Becks teologiske udgangspunkt, er det oplagt at begynde med Becks ungdomstid og den tidlige teologiske påvirkning, han har modtaget.

I forbindelse med Becks barndom siger Larsen f.eks., at rationalismen rådede, da han var barn – en strømning, “der lagde vægt på menneskets fornuft og gode moral. Skolen blev derfor anset for vigtigere end kirken” (Larsen 2011: 48). Derudover siger Larsen også, at rationalismen var Becks hovedfjende: “Rationalismen havde forvandlet kristendommen, havde erstattet nåden med gerninger, havde dræbt det åndelige liv og tømt kirkerne for mennesker” (Larsen 2001: 11). Denne rationalisme prægede barndomshjemmet, således at han ikke kom til at kende noget egentligt fromhedsliv fra sit hjem (Larsen 2011: 48). Ifølge Beck var hans skoletid også præget af rationalismen. Bl.a. kom den unge Beck i kontakt med rationalismen via Balles lærebog i religion. Beck har også selv givet udtryk for, at han hadede “Balle”. Larsen understreger derudover, at Beck var præget af en frontstilling mod rationalismen hele hans liv. Dette bekræftes også med Becks egne ord. I 1889 skriver han f.eks. det følgende: “Guds Naades Evangelium (har) to Gange i Kirkens Historie været saa voldsomt tilbagetrængt af Menneskelærdom, som det først skete i Pavedømmet og siden i Rationalismen, hvoraf Virkningen endnu langt fra er fuldstændigt overvunden saa vel i Folket som iblandt Præsterne” (Beck citeret efter Larsen 2001: 11-12).

3.1. Blædel, Martensen og Clausen

I forbindelse med inspiration fra kirkelivet i Becks ungdom, nævner Larsen f.eks. pastor N. G. Blædel (1816-1879). Blædel påbegyndte nemlig sin prædikenvirksomhed i København i 1849, som også var det tidspunkt, Beck selv kom til hovedstaden. Larsen understreger, at der er mange påfaldende ligheder mellem Beck og Blædel:

  • Han prædikede vækkende.
  • Han var en udfordrende prædikant, der angreb tilhørernes ligegyldighed og selvretfærdighed.
  • Han advarede mod fortabelsen og kaldte til omvendelse.
  • Han opererede med et klart skel mellem kristne og ikke-kristne, omvendte og uomvendte.
  • Han havde en udpræget sakramental kristendomsforståelse.
  • Dåben var stedet, hvor man blev genfødt og retfærdiggjort.
  • Den døbte kunne også kalde sig hellig pga. dåben.

Beck karakteriserer også selv Blædel som “denne Københavns udmærkede Præst, den første som indenfor min erindring slog til Lyd for levende Kristendom i Hovedstaden” (Beck citeret efter Larsen 2001: 17). Larsen understreger også, at en teologisk student i København kan næppe have undgået at lægge mærke til Blædels forkyndelsesvirksomhed (Larsen 2001: 16). Og han konkluderer: “Blædel kan meget vel have præget Beck mere, end han selv har givet udtryk for” (ibid.: 17).  

Udover inspiration fra kirkelivet modtog Beck også inspiration fra professorerne: “Martensens Forelæsninger vare jo i høj Maade beaandede og beaandende; de kunde vække en stor aandelig Sands og Interesse for det Aandelige hos Tilhørerne, den Virkning havde de da paa mig; jeg fik Sands for og Lyst til Theologien ved at høre ham” (Beck citeret efter Haar & Nørregaard 1974: 115). 

Ligesom med Blædel er der ifølge Larsen også nogle ligheder mellem Beck og Martensen:

  • Han lægger klar afstand til rationalismen.
  • Han drager et skarpere skel mellem kirken og verden.
  • Han lægger vægt på omvendelsen.
  • Hans dogmatik indeholder en stærk dåbsteologi (Larsen 2001: 17).

I 1860 skrev Beck et brev til Martensen, hvor han bl.a. siger:

[J]eg skylder Dem så umådeligt meget. Thi ved Dem er det første Livspust fra Guds Rige kommet til mig, fra den tid, da De begyndte at oplade mig skrifterne og oplærte mig at skue ind i kristendommens dybe hemmeligheder; jeg har siden den tid båret Dem i mit hjerte med en discipels hele kærlighed (Beck citeret efter Larsen 2001: 18).

Professor H. N. Clausen gjorde også et indtryk på Beck: “Clausen interesserede mig paa Grund af sin stærke logiske Klarhed i at fremsætte sine Tanker, og det har jeg haft overordentlig stor Nytte af under min senere Virksomhed. Men hans Theologi kunde jeg slet ikke bruge” (Beck citeret efter Haar & Nørregaard 1974: 115). I forbindelse med Becks studietid pointerer Larsen også, at H. N. Clausen kunne anslå vækkelsestonen i sit forfatterskab, når han f.eks. angreb materialisme og verdsliggørelse. Ligesom Beck, lagde H. N. Clausen ifølge Larsen også stor vægt “på den personlige tilegnelse af dåben” (Larsen 2001: 19). Ifølge Larsen kom den ældre Beck dog til at lægge afstand til H. N. Clausen i forbindelse med bibelkritikken (ibid.: 21). Det ovenfornævnte understreger ikke desto mindre, at H. N. Clausens har haft en indflydelse på Becks liv. Vedr. Martensen og H. N. Clausen konkluderer Beck også selv, at han i studietiden modtog “den største og gavnligste Indvirkning af daværende Prof. Martensens og Clausens Forelæsninger og Skrifter, ved hvilken Indvirkning min religiøse Bevidsthed, som alt fra Skoleaarene havde havt en panteistisk Retning, droges ind under Kristendommen” (Beck citeret efter Larsen 2001: 19).

3.2. Kierkegaard

Men hvad med Søren Kierkegaard? Havde han ikke nogen indflydelse på Beck? I sine erindringer fortæller Beck om det år, han var i Kalundborg (1855). I forbindelse med denne tid understreger han bl.a. det følgende:

Dertil kom, at paa den Tid var Søren Kierkegaards “Øjeblikke” lige udkomne. Jeg formeligt slugte dem, men havde ogsaa nær faaet dem galt i Halsen, saa jeg var ifærd med at opgive hele Kristendommen. Hans ensidige Fremhæven af Kristi Efterfølgelse som bar Lidelse og som det, hvori en Kristens Liv udelukkende skulde bestaa, gjorde det klart for mig, at paa den Maade kunde jeg aldrig blive en Kristen. Men i næste “Øjeblik” hjalp han mig selv ved at sige: “Jeg er ingen Kristen, jeg kan kun beskrive Kristendommen. Jeg er en Digter, en Jøde, et Polititalent, der kan raabe Brand”. Det hjalp; thi saa sandt som det da var kommet til at staa klart for mig, at Kristendommen var ikke blot en Lære, men fremfor Alt et nyt Liv, saa sandt var det ogsaa klart for mig, at kun den, som selv var en Kristen, kunde beskrive Kristendommen. Fra det Øjeblik gled jeg stille ind i Troen paa min Frelser (Beck citeret efter Haar & Nørregaard 1974: 116).

Selvom Beck selv understreger, at Kierkegaards “Øjeblikke” gjorde det klart for ham, at kristendom ikke blot er en lære, men et nyt liv, så findes der dog forskellige holdninger vedr. Kierkegaards indflydelse på Beck.

P. G. Lindhardt er skeptisk. Han medgiver dog, at Beck selv har oplyst, “at Kierkegaard 1855 slog grunden væk under ham; hidtil havde han været en lystig teolog fra et “mynstersk”, men ikke “levende” præstehjem” (Lindhardt 1958: 108). Lindhardts skepsis hviler dog på Becks deltagelse i en vestsjællandsk præsteadresse om at få Kierkegaard dømt for injurier. Lindhardt pointerer nemlig, at en, der var vakt af Kierkegaard, ville næppe have handlet på denne måde. Derimod siger han, at anklagen sved i Becks sind, og at hans forkyndelse er et forsøg på at slippe uden om Kierkegaards kritik – uden “indrømmelse”. Det ser altså ud til, at Lindhardt argumenterer for, at der ikke er sket nogen egentlig kierkegaardsk vækkelse i Becks liv. Derimod er der ifølge Lindhardt snarere tale om en dårlig samvittighed og om en angstneurose, der forsøger at undgå Kierkegaards præstekritik (ibid.: 108).

Clausen går lidt længere med sin skepsis i bogen “Guds knaldepisk”, når han mere malerisk skriver:

En dag kom nogle af dem og spurgte, om ikke Vilhelm syntes, at det var forargeligt, som Søren Kierkegaard førte sig frem. Han var en farlig fanatiker, der gjorde kristenheden og kirken … uret; men nu skulle der sættes en stopper for hans nedbrydende virksomhed. De havde derfor lavet en skrivelse, hvori de krævede, at Søren Kierkegaard skulle stilles for retten, anklaget for at have fornærmet den gejstlige stand. De bad Vilhelm om at skrive under. Den Vilhelm, der i begejstring havde læst Kierkegaard, blev nu bedt om at støtte en retssag mod manden. Den ene dag havde han råbt Hosianna, den næste skulle han råbe Korsfæst (Clausen 2001: 59-60).

Selvom Clausen er meget skeptisk over for Beck, så synes han dog, i modsætning til Lindhardt, at medgive, at der blev råbt “Hossianna” på et tidspunkt i Becks liv. Dette understreger Clausen også direkte, når han fortæller om Becks begejstring af Kierkegaards “Øjeblikket” (ibid.: 55).

I sin mere nuancerede bog om Vilhelm Beck understreger Larsen også, at der er grund til at være varsom med at hævde nogen særlig afhængighed af Kierkegaard. Dette begrunder Larsen med det faktum, at der kun findes ét direkte citat af Kierkegaard i hele Becks forfatterskab (Larsen 2001: 27). Ti år senere har piben dog en lidt anderledes lyd. Da skriver Larsen nemlig det følgende:

I Becks studietid førte Søren Kierkegaard sig frem med et voldsomt angreb på folkekirken og især dens præster, der, som han mente, kun sad i embederne for at have levebrød. Kierkegaards ætsende kritik i “Øjeblikket” ramte Vilhelm Beck, og han gav filosoffen ret: Præcis så dårligt stod det til med præstestanden, sådan som han kendte den hjemme fra Vestsjælland. Og sådan en levebrødspræst ville Beck ikke være (Larsen 2011: 48-49).

Som sagt er der delte meninger om en egentlig indflydelse fra Kierkegaard. Vigilius kommer dog med nogle gode pointer i sin anmeldelse af Larsens bog om Beck. Han spørger f.eks.: “Hvis Beck ikke i nogen grad var påvirket av Søren Kierkegaard, hvad var da baggrunden for hans kirke- og præstekritik…?” (Vigilius 2002: 132). I sin boganmeldelse overvejer Vigilius også, om Larsen måske nedtoner Kierkegaards påvirkning pga. Lindhardts “spydige karakteristik af Beck som en mand, der livet igennem var drevet af dårlig samvittighed og af et angstneurotisk ønske om at slippe uden om Kierkegaards kritik – ”uden indrømmelse” (ibid.: 132). Mens Lindhardt lægger vægt på, at Kierkegaard med urette er blevet kaldt IM´s kirkefader (Lindhardt 1958: 108), stiller Vigilius derimod spørgsmålet: “Eller handler det om, at det kan være svært at se folkekirkekritikeren over alle som åndelig inspirator for og fadder til IM?” (Vigilius 2002: 132). Hvem har så det rette synspunkt? Lindhardt? Clausen? Larsen? Vigilius´ løsning på de forskellige positioner er tankevækkende. Han understreger nemlig, at det er i god samklang med det historiske materiale simpelthen at tage Beck på ordet, når han siger, “at han i Søren Kierkegaards kritiske skrifter om kirken og dens præster fandt et ubestrideligt sandhedsindhold, som virkede stærkt ransagende og vækkende ind på ham, og som på afgørende måde formede hans pastorale idealer og dermed i høj grad også hans og det tidlige IM´s kirkesyn” (ibid.: 133).

Selvom der findes forskellige holdninger vedr. Kierkegaards indflydelse på Beck, så kommer man dog ikke udenom Becks egne udsagn. Og når man tager Beck på ordet, kommer man heller ikke udenom en kierkegaardsk vækkelse i Becks liv: “… thi saa sandt som det da var kommet til at staa klart for mig, at Kristendommen var ikke blot en Lære, men fremfor Alt et nyt Liv, saa sandt var det ogsaa klart for mig, at kun den, som selv var en Kristen, kunde beskrive Kristendommen. Fra det Øjeblik gled jeg stille ind i Troen paa min Frelser (Beck citeret efter Haar & Nørregaard 1974: 116).  

3.3. Grundtvig

Vedr. Grundtvig understreger Beck, at “det er hans Ære, som aldrig maa glemmes i den danske Menighed, at han var den Første, som her i Landet optraadte med Aandens Myndighed imod Rationalismens forvrængende Kristendom og vovede sit Embede i denne Kamp” (Beck citeret efter Larsen 2001: 138). Umiddelbart ser det altså ud til, at Beck har haft høje tanker om Grundtvig. Vedr. Becks syn på sakramenterne er spørgsmålet om Grundtvigs påvirkning dog meget omdiskuteret (Vigilius 2005: 428). Årsagen til dette kan være, at man ser et holdningsskift hos Beck vedr. Grundtvig. I 1860 siger Beck, at han har fundet noget godt i den grundtvigske retning, men i 1887 understreger han derimod, at han ikke har modtaget noget “fra den Kant” (ibid.: 428).

Lindhardts holdning er følgende: “Såvidt det angik troen, dåben, nadveren, bønnen, vækkelsen, samfundet etc. bragte Beck intet nyt, men overtog slet og ret den grundtvigske vækkelsesforkyndelse” (Lindhardt 1958: 151). I forbindelse med dåben og nadveren understreger Vigilius også, at det er uomgængeligt at overveje, hvor meget Beck er blevet påvirket af Grundtvig, “hvis sakramentalt forankrede teologiske tænkning øvede overordentligt stærk indflydelse blandt teologer og vækkelsesfolk i midten af det 19. århundrede” (Vigilius 2002: 135). Lausten er også inde på noget af det samme, når han siger, at “Beck kunne ganske vist ofte glæde sig over Grundtvigs kamp mod rationalismen og hans betoning af Guds ord og sakramenterne, men han afviste forestillingen om “menneske først – kristen så” (Lausten 1987: 256). Der er således måske snarere tale om et både-og end et enten-eller, når det gælder spørgsmålet om påvirkning fra Grundtvig. Elith Olesen understreger f.eks., at der er “et vidtgående slægtskab i de sakramentale synspunkter mellem Grundtvig og Beck, men påpeger, at der også er væsentlige forskelle” (Vigilius 2005: 428). Ifølge Vigilius er det mest kontroversielle element i Becks sakramentlære hans tanke om, at dåben tildeler en ny Kristusnatur med nye evner til at forsage og tro – noget, som aldrig kan mistes. Denne lære har Beck, ifølge Vigilius, sandsynligvis fået fra Martensen. Ifølge Skat Arildsen skyldtes sakramenternes centrale plads i Martensens teologi nemlig Grundtvig, og hvis dette er rigtigt, så kan Martensen have virket som en kanal for Grundtvigs påvirkning af Becks sakramentsyn (ibid.: 428-429).

4. Beck som prædikant

Sakramenterne er det afgørende orienteringspunkt i Becks teologi. Dermed fungerer sakramenterne også som en dør ind i Becks teologiske univers (Vigilius 2002: 133). Selv siger Beck f.eks., at “…det er først naar vi faar dette rette Syn paa Daab, at vi faa det rette Syn paa kristendommen i det Hele” (Beck citeret efter Larsen 2001: 78-79). I det følgende vil vi se lidt nærmere på Becks sakramentale teologi og forkyndelse, men inden jeg gør det, vil jeg først sige noget mere generelt om, hvad der kendetegner Beck som prædikant.

I “Den Danske Kirkes Historie” skriver Lindhardt, at Beck med rette stod for samtiden som prædikanten (Lindhardt 1958: 150). Lindhardt giver også en lille analyse af Becks prædikenstil. Han understreger f.eks., at Becks prædikener er rene vækkelsesprædikener:

De sigter på opvækkelse og gennembrud, men er meget spinkle i skildringen af det “nye” liv. Efter en parafrase kommer temaet (oftest i spørgeform: Vil du vorde sund? Elsker du din Frelser? Er alt blevet nyt? Vil du reddes? Er du klinte eller hvede? etc.); exegesen er helt ud allegorisk – hvad Beck også vedkendte sig – en konsekvent benyttelse af texten som vehikel for egne meninger (ibid.: 150).

Her må jeg lige standse op og spørge, om Beck også ville have vedkendt sig denne sidste formulering af Lindhardt: en konsekvent benyttelse af teksten som vehikel for egne meninger? Becks tiltrædelsesprædiken i Ørum kirke synes at stå i modsætning til Lindhardts formulering:

Det er den gamle børnelærdom; og visselig, jeg har intet andet at lære jer, intet andet at forkynde jer end denne gode gamle kristendom … I har fået en ny præst, og skønt jeg ingen ny kristendom har at prædike – og ve mig, om jeg gjorde det! – så har jeg dog fået min særlige nådegave og skal derfor også forkynde det gamle på en ny måde, arbejde for den gamle kristendom på en ny måde efter den nådegave, jeg fik af Herren – og ve mig, om jeg ikke gjorde det (Beck 2011: 51).

I denne prædiken synes Beck at gå meget højt op i at forkynde den gode gamle kristendom, og han udtaler også et “ve mig”, hvis han kommer med en ny kristendom. I lyset af denne prædiken virker det derfor usandsynligt, at Beck konsekvent skulle have benyttet teksten som vehikel for egne meninger. Ville dette ikke være det samme som at komme med en ny kristendom?

I “Vilhelm Beck – missionspræsten” understreger Larsen også, at Beck forstod forkyndelsens opgave “som den at jævne vej for Jesus til menneskers hjerter, som det på en for ham karakteristisk vis udtryktes med billedsprog hentet fra søndagens prædiketekst” (Larsen 2001: 166). Endvidere siger Larsen, at det altid var det skrevne bibelord, som Beck lagde hovedvægten på. Derfor holdt han sig også til teksten, udlagde den og overførte den på tilhørernes situation “også i en grad, så han gjorde Bibelens billedsprog til sit eget” (ibid.: 168). Selvom Beck var af den holdning, at en præst skulle være “mund” for Jesus, så påpeger Larsen dog også svagheden i Becks anvendelse af det bibelske billedsprog. Larsen belyser dette nærmere på følgende måde:

Beck var af natur mere folketaler end bibeludlægger – det var hans styrke, men også hans svaghed. Hvor bibeltro han end ønskede at være, indeholdt hans forkyndelse sjældent egentlig skriftudlægning, og blandt hans mange udgivelser var der ikke én egentlig bibeludlægning. Hvis han selv var gået foran med et eksempel på vigtigheden af grundigt bibelstudium, ville bevægelsen IM og menighederne måske også være blevet præget mere i retning af at lægge vægt på bibelgranskning (ibid.: 168-170).

Kunne der måske være tale om en overbetoning fra Lindhardts side i forbindelse med Becks allegoriske eksegese? Ifølge citatet af Beck ovenfor får man jo det indtryk, at Beck virkelig ønsker at være bibeltro. For ham drejer det sig jo om at forkynde den gode gamle kristendom. Det alvor, som præger Becks prædikenvirksomhed (f.eks. hans “ve mig”), synes at gøre Lindhardts formulering usandsynlig, mens Larsens formulering derimod lyder mere overbevisende: Beck var af natur mere folketaler end bibeludlægger – det var hans styrke, men også hans svaghed.

I sin analyse af Becks prædikenstil peger Lindhardt også på rationalismen som baggrund til Becks forkyndelse: “Rationalismen har dræbt “livet” og skabt “al den jammer og elendighed, al den rædsomme død, hele dette forfærdelige hedenskab som nu ruger over størstedelen af vort fædreland” (Lindhardt 1958: 150). Overfor folk, der var opdraget med Balles bog, var tonen: “Thi om “du er det skikkeligste menneske på jorden, om så dit liv er fuldt af dyder og gode gerninger … du har dog intet andet end helvedes nøgler … til evig jammer” (Beck citeret efter Lindhardt 1958: 150). Larsen er også inde på denne tone i sin bog om Beck, men han synes dog at give en mere nuanceret beskrivelse:

Guds krav skulle nok forkyndes, men også – og især – den betingelsesløse nåde for syndere, og der skulle skelnes klart i forkyndelsen mellen tro og vantro. Beck anså det for umuligt at true mennesker til Himmelen, og han advarede mod yngre missionspræsters tendenser i den retning. Ingen kunne trues til noget godt, men alligevel var det ifølge Becks opfattelse prædikantens opgave at have en klar og tydelig forkyndelse, så man derved kunne forsøge at skræmme tilhørerne fra Helvede (Larsen 2001: 166).

Selv formulerer Beck sig på følgende måde:

[T]il Himmelen kan man ikke skræmme nogen; den Vej faar man Ingen til at gaa uden ved at ringe med Himmerigs Klokker, og det sørger den indre Mission at gjøre saa godt, som vi formaa, ved at lade den fulde Naade i vor Herre Jesus og det lyse, glade, lykkelige Liv i Troen paa ham være Malmet i de Klokker, vi ringe med” (Beck citeret efter Larsen 2001: 166).

Larsen understreger ellers, at Beck var meget tilbageholdende, når det kom til homiletiske råd (ibid.:165). Lindhardt og Larsen understreger dog nogle af Becks generelle holdninger, når det kommer til prædikenen:

  • Prædikenen skulle være enkel og klar (ibid.: 166).
  • Prædikenen rummer lov og evangelium (Lindhardt 1958: 150).
  • Erfaringsaspektet var med i prædikenen, men vægten lå på bibelordet (Larsen 2001: 167).
  • “En præst skulle være “mund” for Jesus, prædike ordet og i øvrigt ikke lade sig rive med af tidens formkrav…” (ibid.: 168).

Den 3. maj 1881 var Becks 25-årsdag for hans indtrædelse i præsteembedet. Højtidsdagen blev fejret i hans hjem i Ørslev. Her modtog Beck bl.a. en adresse fra bestyrelsen for Kirkelig Forening for den indre Mission i København, som bl.a. var underskrevet af formanden, Harald Stein. Adressen indledes med disse ord:

Kære Pastor Beck!

Paa Femogtyveaarsdagen efter Deres Præstevielse i den danske Folkekirke har ogsaa vi følt det som en Trang at bringe Dem vor Lykønskning. – De 25 Aar er hengaaet for Dem under anstrængt Arbejde og i utrættelig Nidkærhed for Guds Riges Sag. Og Herren har i høj Maade velsignet Deres Arbejde, saa at Deres Prædiken har lydt over hele Danmark som en vækkende og virksom Røst. Naar vi i vore Dage takker Gud for, at det kristelige Liv rører sig kraftigt i vort Fædreland, da vil det ikke glemmes af nogen, hvor stor en Del Deres Forkyndelse har deri (Blauenfeldt 1912: 194-195).

Disse ord giver os et indtryk af, hvad der kendetegner Becks prædikenvirksomhed: Anstrengt arbejde og utrættelig nidkærhed for Guds riges sag. Der er altså tale om en person, som er gået helhjertet ind i sit arbejde. Adressen understreger også, at arbejdet har båret frugt, således at Becks prædikener har fungeret som en vækkende røst over hele Danmark. Becks egne ord vidner også om, hvor højt han prioriterer prædikenvirksomheden: “Så længe jeg lever, vil jeg gale” (Beck citeret efter Larsen 2001: 116). Kirkehistorikeren Hal Koch betegnede også Beck som “en folkelig prædikant, som den danske kirke næppe har haft magen til” (Beck 2011: 7).   

I håbet om at spore mig ind på Becks teologiske udgangspunkt vil jeg, efter den ovenstående beskrivelse af Beck som prædikant, i det følgende koncentrere mig mere specifikt om de forskellige aspekter, der kendetegner Beck som teolog.

Becks teologiske udgangspunkt udtrykkes gang på gang i hans prædikener. I forordet til prædikensamlingen “Becks bedste – 15 prædikener” siger Kurt E. Larsen f.eks. det følgende:

I alle prædikener udfolder Beck den gave, som er givet i kirkens to sakramenter: Dåben og nadveren. At den store vækkelsesprædikant samtidigt var så sakramental, betød meget for, at vækkelsen blev knyttet til kirken. Man forstår ud fra prædikenerne, at kirke og missionshus, dåb og omvendelse, præst og lægfolk kom til at blive knyttet sammen i den kirkelige forening for Indre Mission (Beck 2011: 9).

I det følgende vil vi bl.a. se på sakramenterne, men vi vil dog begynde med Becks forståelse af “de hellige”.

4.1. De helliges samfund

Becks yndlings betegnelse for de sande kristne var “de hellige”. Ifølge Larsen hænger denne betegnelse sammen med Becks opfattelse af dåben og nåden (Larsen 2001: 65). Dette kommer f.eks. til udtryk i Becks prædiken “Kender du vejen til det Allerhelligste?” I denne prædiken formulerer Beck sig på følgende måde:

Hør, hvad Jesus sagde til dig i din dåb: “Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? – Og tror du på Gud Fader og Gud Søn og Gud Helligånd? – så er du Gud Faders kære velsignede barn, så står du midt i den hellige almindelige kirke, så hører du til de helliges samfund, så har du syndernes forladelse, så ejer du kødets opstandelse og et evigt liv! Amen. – Og synes du stadig, det er alt for formasteligt at tro, at du er en af de hellige, da siger jeg atter: Se på din dåb (Beck 2011: 44).

Larsen beskriver også Becks syn på følgende måde:

I dåben fik man af nåde del i den fulde syndsforladelse for hele livet, man blev gjort hellig af nåde og blev optaget i Jesu hellige familie – derfor var den døbte hellig, medmindre vedkommende siden havde kastet vrag på dåbens nåde. Ikke alle døbte var hellige længere, men selv de vantro havde dog engang fået helligheden skænket i dåben. De var døbte til at være hellige, og de kunne blive det igen ved at vende tilbage til dåbens nåde, så de forsagede og troede. At kalde sig hellig og regne sig som hellig, var for Beck at tage dåbens nåde for fuldt pålydende (Larsen 2001: 65).

Ifølge Larsen hænger begrebet “de hellige” tæt sammen med Becks forståelse af trosbekendelsens udtryk: “de helliges samfund” (ibid.: 68). For Beck var dette begreb et udtryk for et meget centralt element i hans forkyndelse, nemlig fællesskabet – noget, som også kommer til udtryk i Becks prædiken ovenfor: så står du midt i den hellige almindelige kirke, så hører du til de helliges samfund. Når der var tale om “de helliges samfund” var der altså tale om “hellige menneskers indbyrdes fællesskab” (ibid.: 69). Tanken om “de hellige” og “de helliges samfund” var for Beck også af en mere praktisk størrelse. Ifølge Larsen forsvarede Beck nemlig begrebet “de hellige”, fordi han mente, at begrebet “kristen” havde tabt sin bekendelsesmæssige karakter. Begrebet “de hellige” understregede derimod “det skel, der gik ned igennem folkekirken” (ibid.: 67). Således medvirker fællesskabsaspektet i Becks forkyndelse til at understrege skellet mellem dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor. Og ifølge Beck har dette haft stor betydning for IM´s succes. I hans jubilæumstale i 1886 siger han f.eks., at “dette er den første Grund til at den indre Mission lykkes: at … den altid har sat en skarp og tydelig Grændse mellem Guds Rige og Verden, mellem Guds Folk og Verdens Folk” (Beck citeret efter Larsen 2001: 70).

Hvordan påvirker dette så Becks kirketænkning? Vedr. dette siger Lausten:

Kirken var ikke de helliges samfund, for i den var der både troende og vantro. Kirken bestod, sagde Vilh. Beck, ligesom Jerusalems tempel af det “allerhelligste”, himlen, og det “hellige”, som er de helliges samfund (Indre Mission) og af “forgården”, som er alle de døbte, der endnu ikke har omvendt sig og er gået over til “missionen (Lausten 1987: 255).

Selvom det måske ikke er hensigten, så virker Laustens parantes “(Indre Mission)” som en indsnævring af det “hellige”. Beck synes at have en bredere forståelse af begrebet: “Det Hellige” i templet svarede til de helliges samfund, “som omslutter de Mennesker, der i en Levende Tro leve i Samfund med vor Frelser og i Samfund med alle hans frelste Mennesker…” (Beck citeret efter Larsen 2001: 213). Becks kirketænkning udtrykkes f.eks. meget tydeligt i den prædiken, som jeg allerede har citeret fra ovenfor, nemlig: “Kender du vejen til det Allerhelligste?” Her understreger han for det første, at den helligdom, som Gud befalede Moses at bygge, er et forbillede på “den helligdom, som Gud har ladet sin søn Jesus Kristus bygge her på jorden” (Beck 2011: 37). Denne jordiske helligdom, som når helt op til Himlen, er den hellige almindelige kirke (ibid.: 37). Beck understreger, at det er IM´s ønske, at vise vejen til det Allerhelligste, og vejen dertil går igennem det Hellige: “Vil du finde vejen til det Allerhelligste i den salige Himmel, til englenes mange tusinder, så må du gå gennem det Hellige på jorden, gennem de helliges samfund, og træde ind i den lille flok af troende sjæle, som verden kalder hellig af spot, men som vor Herre kalder Hellige af nåde” (ibid.: 38-39). Der er altså tale om en proces. Larsen understreger, at denne proces måtte ske, fordi Beck mente, at det kun var i de helliges samfund, at de troende kunne få næring til deres trosliv, så at de kunne komme ind i det Allerhelligste. I forlængelse af dette siger Larsen også, at det er forkert at fremstille Becks kirkesyn, således at den hellige almindelige kirke er det samme som alle virkelig troende mennesker. I Becks kirkesyn hørte de døbte i forgården nemlig også til kirken (Larsen 2001: 213). Og det er nemlig der, IM sætter ind: “Vi vil så gerne have lov til at sige et ord i hedningernes forgård” (Beck 2011: 40). Vejen til det Allerhelligste går nemlig kun gennem det Hellige. Der må man ind – “lige ind i de helliges samfund, så at du kan sige med troens vished: Jeg er en af Guds hellige og udvalgte, jeg står midt i de helliges samfund” (ibid.: 42). Beck understreger, at det er pga. Jesu offerdød, at vejen gennem det Hellige til det Allerhelligste blev åbnet. Nu gælder det derfor at se på sin dåb, fordi det er der, døren blev åbnet for synderen. Til dem i forgården forkynder Beck derfor: “Og vil du på den måde vende tilbage til din dåbs gamle nåde og pagt og i en ydmyg, men også frejdig tro gå ind ad den åbne dør, lige ind i de helliges samfund og bekende: Jeg er en af Guds hellige og udvalgte! – så har du fundet vejen til det Allerhelligste” (ibid.: 45). Dåben er altså helt central i Becks teologi. Dåben er døren ind i Becks teologiske verden. Alt bliver fortolket og forstået ud fra dåbssynet: “Saadan som man ser paa sin Daab, saadan ser man paa hele Kristendommen” (Beck citeret efter Vigilius 2002: 133). I det følgende vil derfor undersøge Becks dåbsteologi lidt nærmere.

4.2. Dåbsteologi

Becks prædikener reflekterer en meget sakramental kristendomsforståelse, hvor dåb og nadver er tilbagevendende temaer (Larsen 2001: 78). I prædikenen “Hvorledes Himmeriget kan være inden i et menneske” siger Beck, at Himmeriget er inden i mennesker, når de tror på Jesus. Ifølge Beck kan denne tro være inden i alle døbte mennesker, “for i din dåb blev denne tro lagt ind i dit hjerte som et sennepsfrø i marken. Ethvert menneske kan tro på Jesus, det er “Helligåndens gave” til mennesket i vores dåb” (Beck 2011: 139-140). Beck understreger altså, at Himmeriget kan være inden i alle døbte mennesker, fordi alle døbte mennesker kan tro på Jesus. Siden spørger Beck: “Men er dette sennepsfrø, denne tro på Jesus, vokset frem inden i dig? Der er jo mange mennesker, for hvem denne tro ikke er begyndt at spire. De er slet ikke begyndt at tro på Jesus. Og denne evne til at tro kan ligesom sennepsfrøet ligge længe i et menneske uden at vokse frem” (ibid.: 144). I denne prædiken får vi altså en forsmag på Becks dåbsteologi, men for at forstå hans position har vi brug for en nærmere beskrivelse.

I forbindelse med Becks dåbsteologi siger Larsen:

Ganske særligt prædikede Beck meget om barnedåben som det sted, hvor et menneske bliver født på ny, og hvor Guds nåde bliver formidlet sammen med Helligåndens gave. I dåben har et menneske derfor fået skænket den hele fulde nåde, og den nåde står fast hele livet. Dåben er det, et menneske kan vende tilbage til. Guds gerning står fast, og omvendelse er at vende tilbage til den nåde, Gud allerede har givet i dåben (Larsen 2011: 50).

Dette bekræftes også med Becks egne ord, når han bl.a. siger:

Tro ham, som har åbnet en dør for dig i din dåb, tro din frelser, din trofaste Jesus, den sanddru, den hellige, som aldrig lyver, og gå ind i det Hellige, ind i de helliges samfund, og tro dine synders forladelse, tro al hans uforskyldte og ufortjente nåde! Og vil du på den måde vende tilbage til din dåbs gamle nåde og pagt og i en ydmyg, men også frejdig tro gå ind ad den åbne dør, lige ind i de helliges samfund og bekende: Jeg er en af Guds hellige og udvalgte! – så har du fundet vejen til det Allerhelligste (Beck 2011: 45).

Derudover understreger Larsen også, at Beck kunne tale om, “…at der bodede “en lille Jesus, et lille Guds Barn i hvert Menneskes Hjerte, naar det er døbt”. Man havde fået en “Naturforbindelse med Kristus”, en forbindelse med hele “hans hellige Menneskenatur”, og denne skulle gennemtrænge alle naturlige evner” (Larsen 2001: 84). Beck forstod således troen som en ny “Natur med de nye Evner, med den nye Fornuft, med de nye Kræfter, vor Frelsers egen Natur i os” (Beck citeret efter Larsen 2001: 85). Syndefaldet var årsag til, at mennesket havde tabt evnen til at forsage og tro, men ifølge Beck skænkes evnen på ny i dåben som en Guds gave. Når Beck læste ApG 2,38: “Hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulde faae den Hellige Aands Gave”, så tolkede han ifølge Larsen nemlig den Hellige Ånds gave som troen (Larsen 2001: 85). Dette bekræftes også af det ovenforstående citat af Beck: “Ethvert menneske kan tro på Jesus, det er “Helligåndens gave” til mennesket i vores dåb” (Beck 2011: 140).

Larsen pointerer, at Becks teori på dette punkt ikke kan siges at være direkte luthersk, da “Becks eksklusive knytning af genfødelsen til dåben adskilte ham … fra Luther” (Larsen 2001: 85). I forbindelse med dåbssynets indvirkning på missionsarbejdet nævner Larsen, at det fik Beck til at være optimistisk vedr. missionsarbejdet, “at Helligånden én gang var blevet givet den enkelte døbte, og at Helligånden derfor stadigvæk boede i det døbte menneske trods dets vantro” (ibid.: 85). Jf. Becks prædiken ovenfor kunne evnen til at tro ligge hos de døbte “som et sædekorn eller en spire i jorden og kunne kaldes frem til spiring og vækst gennem Ordets forkyndelse” (ibid.: 86). Larsen understreger også, at Beck mente, at der skete en reel genfødelse af mennesket i dåben, hvor der er tale om en ny natur i objektiv forstand (ibid.: 86). Ifølge Beck kan man derfor aldrig miste dåbens gave. Selvom man er en frafalden døbt, så er man stadig genfødt og har dåbens gave. Man har Helligånden, den nye natur og trosevnen (Vigilius 2002: 133). For den frafaldne gælder det derfor at vende tilbage til troen på dåbens nåde (Larsen 2001: 90). For Beck er dåben altså det centrale orienteringspunkt. Derfor accepterede han ikke læren om genfødelse og tilgivelse i omvendelsen. Dette var jo noget, som man allerede havde fået i dåben (ibid.: 91).

Vigilius understreger, hvilke følger Becks dåbsteologi fik for missionsarbejdet. Da Beck mente, at man ikke kunne vende om og komme til tro, inden man var døbt og havde fået de nye evner, så betød dette også, at det var meningsløst at prædike for udøbte hedninger. Derfor skulle man først døbe og dernæst forkynde. Selv formulerer Beck sig på følgende måde: “Ja, omvend dig, du Ydre Mission, og giv dig til at døbe alle dem, som vil lade sig døbe, at de kan faa den Hellig-Aands Gave – det er det første, og byg saa Skoler for de døbte, at de kan lære, som Jesus har befalet sine hellige” (Beck citeret efter Vigilius 2005: 194).

Larsen kommer også ind på de mere praktiske forhold vedr. Becks dåbsteologi, når har siger, at Becks vægtlægning på barnedåben også hang sammen med hans kamp mod mormonernes missionsvirksomhed. Disse gik nemlig ind for voksendåb. Larsen fremhæver, at Beck gik meget højt op i sin præsteed, og at han jf. den skulle “fly, afsky og efter evne bekæmpe den lære, som er Guds ord imod” (Beck citeret efter Larsen 2011: 50). Beck arbejdede altså hårdt for at hindre folkekirkefolk i at gå over til sekterne. Og Larsen pointerer, at “der er nok ingen tvivl om, at han med sin skarpt afvisende holdning over for frikirker og sekter og med sin positive forkyndelse af dåbens og nadverens åndelige betydning har været med til at hindre mange i at forlade folkekirken for at slutte sig til dem” (Larsen 2011: 50). Dette synes også at hænge sammen med en dominerende drivkraft i hans liv: Han levede for at få fyldt de danske kirker (ibid.: 155). Dette ønske genspejles også i hans forkyndelse. I hans tiltrædelsesprædiken i Ørum Kirke den 18. februar 1866 siger han f.eks.: “Derfor beder jeg jer rigtig bønligt om at komme i Herrens hus på de hellige dage, ikke bare en gang imellem, men riv dig løs fra alle de forhindringer, som Djævelen lægger for din gang til Herrens hus; og kom og hør det ord, jeg har fået af Herren at forkynde iblandt jer!” (Beck 2011: 60).

Ifølge Larsen kom Beck ikke til at fungere som lærefader efter hans død. I hans samtid var der også mange IM´ere, som var uenige med Beck (Larsen 2011: 155). Selvom Beck ikke blev nogen lærefader, så kan man dog tale om en åndelig arv fra Beck. I forbindelse dette fremhæver Larsen f.eks. samarbejdsaftalen mellem færøsk og dansk IM i 1990. Aftalens markering af forholdet mellem dåb og omvendelse understreger f.eks. arven fra Beck: “Til den åndelige arv hører, at begge bevægelser betragter dåben som Guds genfødende gerning, som gør et menneske til en kristen, og omvendelsen som en tilbagevenden og modtagelse af dåbens nåde” (ibid.: 382). Der er altså en åndelig arv fra Beck, men samtidig gælder det også, at han ikke blev nogen lærefader for IM. Hvis man f.eks. i dag spørger IM´s rejsepræst, om dåben er nødvendig for frelse, bliver spørgsmålet besvaret med et både-og: “Som vi har set det, er Gud fuldt ud i stand til at frelse mennesker uden dåb. Som det ofte siges: Han har bundet os til dåben, men ikke sig selv” (Andersen 2006: 44).

4.3. Nadverteologi

Nadveren er også et tilbagevendende tema i Becks sakramentale kristendomsforståelse. Dette kommer f.eks. også til udtryk i hans tiltrædelsesprædiken i Ørum kirke:

Og når striden bliver alt for tung, og det ser ud, som om Satan helt har fået os under sig, som om vi vil miste al tro, alt håb og al kærlighed, så lægger vi os lige så elendige, vi er, ved Herrens bord; og så kommer Jesus selv ned fra Himlen med al sin nåde, med alle sine engle i nadverens velsignede øjeblik og giver os det store fredspant: sit legeme og blod med syndernes forladelse og evigt liv; og så viger Satan fra os, så kommer freden igen, denne dybe, stille, salige hjertefred, hvormed man kan rejse sig fra Herrens bord med denne dybe, stille, salige tro: Jeg er dog Guds kære barn endnu (Beck 2011: 58).

Her melder der sig nogle spørgsmål vedr. Becks nadversyn:

  1. Hvad betyder det, når Beck siger, at Jesus kommer selv til os i nadveren?
  2. Hvad betyder det, når Beck siger, at Jesus i nadveren giver os det store fredspant: sit legeme og blod med syndernes forladelse og evigt liv?

Umiddelbart får man det indtryk, at Beck her taler om realpræsens i nadveren, og at man derudover også får syndernes forladelse i nadveren.

Vedr. spørgsmålet om realpræsens synes der ikke at være nogen tvivl om, hvor Beck står. Dette bekræfter Larsen også, når han f.eks. siger: “Beck fulgte også luthersk skik ved at lære Jesu virkelige nærvær i nadverelementerne (realpræsensen)…” (Larsen 2001: 102). Men hvordan forholder det sig så, når det gælder spørgsmålet om syndernes forladelse i nadveren? I hans tiltrædelsesprædiken i Ørum kirke siger Beck nemlig også: “Jesus har gjort mig hellig i min dåb; jeg er fri for alle mine synder – Jesus har givet mig en evig syndsforladelse i min dåb…” (Beck 2011: 56-57). Vil det så sige, at man får syndsforladelse både i dåben og i nadveren? Umiddelbart kunne det se sådan ud, men hvis man f.eks. læser Becks prædiken “Faderens hus med de mange boliger”, så får man dog et helt andet indtryk. I forbindelse med nadverværelset siger Beck f.eks.: “For der er nogle af Guds børn, som har fundet noget derinde, som slet ikke findes der, nemlig syndernes forladelse; den findes kun i dåbsværelset” (ibid.: 193). Beck siger, at der forgår underlige ting i nadverværelset, og at hovedsagen i det, som forgår derinde, er, “at vi bestandig får mere del i vor frelsers natur, så at hans hellige kød og blod, hans hellige menneskenatur bliver vor natur, og vi dermed kan komme til at leve et helligt liv – et Jesus-liv” (ibid.: 193). Larsen forklarer, at “Jesus-livet, som boede i den troende fra dåben, fandt næring i nadveren ved, at Jesu natur formidledes gennem elementerne til nadvergæsten” (Larsen 2001: 98). Ifølge Becks teologi sker syndsforladelsen altså i dåben alene, mens det nye liv finder næring i nadveren.  

Men hvordan kan man så forklare det umiddelbare indtryk af, at Beck prædiker syndernes forladelse i nadveren, når han andre steder understreger det stik modsatte? Vedr. dette pointerer Larsen, at der er tale om en vis udvikling i Becks nadversyn: “I 1860´erne var den ovenfor nævnte systematisering af forholdet mellem dåb og nadver endnu ikke klart til stede. Da kunne han endnu tale om, at nadveren gav syndsforladelse, samtidig med at han også talte om, at nadveren bekræftede eller fornyede dåbspagten” (ibid.: 98-99). Larsen understreger, at Becks afvisning af syndsforladelse i nadveren er en arv fra Grundtvig og grundtvigske teologer f.eks. Skat Rørdam – en teolog, som Beck nemlig så meget op til. Derfor konkluderer Larsen også, at Becks synspunkt meget vel kan “hidrøre fra Rørdam” (ibid.: 99). Dette stemmer også overens med det, som Lindhardt siger: “Såvidt det angik troen, dåben, nadveren, bønnen, vækkelsen, samfundet etc. bragte Beck intet nyt, men overtog slet og ret den grundtvigske vækkelsesforkyndelse” (Lindhardt 1958: 151). Derudover pointerer Larsen, at der kan være tale om påvirkning igennem forskellige andre kanaler f.eks. lægfolk i den gudelige forsamlingsbevægelse og professor H. N. Clausen, som også afviste syndsforladelse i nadveren (Larsen 2001: 99). Som sagt kan man tale om en vis udvikling i Becks nadversyn. Larsen skelner mellem den yngre Beck og den ældre Beck. Mens den yngre Beck kunne tale om syndsforladelse i nadveren, så lagde den ældre Beck “mest vægt på naturformidlingen (næringsaspektet)…” (ibid.: 99).  

4.4. Ordet

Udover dåb og nadver spiller Ordet også en stor rolle i Becks teologi. I forbindelse med Becks spiretanke har jeg allerede understreget, hvordan Beck mente, at evnen til at tro kunne ligge hos de døbte “som et sædekorn eller en spire i jorden og kunne kaldes frem til spiring og vækst gennem Ordets forkyndelse” (Larsen 2001: 86). Denne tanke fremgår også i hans prædiken “Hvorledes Himmeriget kan være inden i et menneske”, hvor Beck bl.a. siger det følgende:

Og der skal solskin til, evangeliets solskin, nådens solskin. Det hele, fulde evangelium skal prædikes for dig om, at Jesus har lidt den hele og fulde straf for dig, og at du intet skal lide, for Jesus har skaffet dig den hele og fulde syndsforladelse og har gjort dig til et Guds barn, har gjort dig hellig for Gud, og du skal ikke gøre andet end at tro og tage imod hele Guds nåde. Det skal der til, for at troen kan vokse frem i et menneske (Beck 2011: 145).

Ifølge Becks spiretanke fungerer Ordet altså som solen, der skaber vækst i et menneske. For Beck har Ordet altså en plejende funktion: “Men skal denne spirende tro vokse frem, skal den have stadig pleje” (ibid.: 145).

Hvis vi lidt mere enkelt skal sammenfatte, hvad Becks sakramentale kristendomsforståelse går ud på, kan vi f.eks. opstille hans teologi på følgende måde: Dåben er “genfødelsens bad”, hvor det kristne liv begynder. Nadveren er “helliggørelsens mad”, hvor det kristne liv får næring. For Beck er dåben og nadveren altså livskilderne. Uden disse kan der ikke være tale om liv. Udover disse livskilder fungerer Ordet som lyskilden. Larsen understreger, at Ordet var også meget vigtigt for Beck, men denne lyskilde forudsatte dog selve livskilden, nemlig dåben. Ifølge Beck forudsatte menneskers frelse en ny natur og et nyt liv, som kun formidledes ved fællesskab med Jesus og som blev stiftet og næret igennem sakramenterne. Larsen konkluderer derfor: “Ved sin tale om, at nåden “sprudler til os igjennem vor Daab, bekræftes i Nadveren og bevidnes i Ordet”, fremgår det klart, at saliggørelsens orden for Beck var bestemt af sakramenterne. Især dåben prægede Becks forkyndelse og teologi” (Larsen 2001: 79).

4.5. Bibelsynet

Som sagt var Ordet meget vigtigt for Beck. Dette kommer f.eks. til udtryk i hans prædiken “Hvordan går det til, når et menneske bliver fanget af frelseren?” Her siger Beck bl.a.:

ordet må til, frelserens ord, ordet om ham, der bar alle vore synder og betalte al vor skyld med sit hjerteblod, det underlige garn, der ser så fint og skønt ud for menneskeøjne, og dog er så stærkt, fordi hver maske er knyttet af kærlighed og farvet rødt i Jesu hellige blod; det ord må til, det er garnet, hvori syndersjælene alene kan fanges til at tro og elske deres frelser (Beck 2011: 118).

Selvom Beck understreger, at dåben og nadveren er livskilderne, så slår han dog også fast, at ordet må til. Bibelen har altså en afgørende rolle i hans teologi og prædikenvirksomhed. Hans bibelsyn er nok også årsagen til hans kirkepolitiske kamp for Bibelens autoritet i forbindelse med bibelkritikken i 1890´erne (Larsen 2001: 171). Men hvad drejer denne kamp sig egentlig om? Drejer det sig om teologi? Eller er det måske snarere tale om en klassekamp?

Lindhardt fortolker f.eks. bibelstriden i 1890´erne i lyset af klassekampen mellem bymission og landmission (Lindhardt 1958: 336). Det samme gør Clausen, når han bl.a. siger, at Bibelen sikkert spillede en underordnet rolle i denne kamp, og at det var vigtigere for Beck at markere, hvor han stod i konflikten mellem land og by (Clausen 2001: 234). Lausten synes også at inkludere denne holdning, når han beskriver Bethesdamødet i 1896. Lausten understreger nemlig, at der var tæt forbindelse mellem Københavns Indre Mission og fakultetet på dette tidspunkt, og at dette også var årsag til en øget mistænksomhed fra Indre Mission. I forlængelse af dette pointerer Lausten, at Beck på Bethesdamødet i 1896 forsøgte at ramme “både det teologiske fakultet og Københavns Indre Mission, når han sagde: “På knæ, professorer, for den hellige Skrift!” (Lausten 1987: 289). Denne udtalelse er på dramatisk vis også blevet beskrevet på følgende måde:

Et dramatisk højdepunkt nåede striden med Becks ubeherskede angreb på fakultetet (og Københavns Indre Mission) under Bethesdamødet 1896. Det var en krigserklæreing til fakultetet, som gav anledning til pinlige episoder, bl.a. med forsikring fra Madsen og Jacobsen om, at de skam i forvejen var “på knæ for Bibelen”, sådan som Beck opfordrede dem til at være. Den omstændighed, at Beck ingen opbakning fik fra københavnsk side, heller ikke fra en ung mand som Ussing, der i saglig henseende ikke kan have været synderligt uenig med ham, sandsynliggør, at der er en dybere baggrund for angrebet: det stærke modsætningsforhold mellem Beck og Københavns Indre Mission (Grane 1980: 447).

Her ser vi igen, at bibelkritikstriden bliver fortolket som en slags klassekamp, men bibelkritikstriden kan også fortolkes i lyset af Becks eget teologiske udgangspunkt og særlig hans bibelsyn i dette tilfælde. Fra Becks breve ved vi, at han har haft nogle stærke holdninger, når det gælder hovedstaden: “Derefter vil vi samles for at lægge Planer til en Krig mod Satan i Hovedstaden, som vel ogsaa er Satans Hovedstad i Danmark” (Beck citeret efter Holt 1940: 28). Samtidig ved vi også, at han har haft et bestemt bibelsyn, som utvivlsomt også har spillet en stor rolle i Becks teologi og prædikenvirksomhed. Bibelens betydning for Beck kommer faktisk også til syne i det ovenfornævnte brev, da kampen mod Satan i hovedstaden skal kæmpes ved at “udbrede Guds Naades Evangelium” (ibid.: 28). Spørgsmålet er så, hvilken rolle hans bibelsyn spiller i bibelkritikstriden i 1890´erne. Som sagt understreger Clausen, at Bibelen sikkert spillede en underordnet rolle i bibelkritikstriden, men er dette sandsynligt? Becks egne udtalelser synes at stå i modsætning til sådan en holdning. Selv beskriver Beck Skriften som hellig og ufejlbar. Og han understreger: “Dette er en aldeles nødvendig Tro, for at Bibelen kan vejlede os til al Sandhed” (Beck 1899: 136). I bibelkritikken ser Beck også sin hovedfjende, nemlig rationalismen: “Det er den gamle Rationalisme, som rykker frem ad en ny Vej for at komme vor Herre Jesu Kristi egen Guddommelighed til livs” (ibid.: 138). Becks argumentation i “Den hellige Skrifts Inspiration” hviler bl.a. på frygten for, hvilke følger bibelkritikken kommer til at have for synet på Jesus. Han understreger f.eks., at hvis de bibelberetninger ikke har fundet sted, som Jesus selv omtaler som noget virkeligt, hvad bliver der så af Jesus? Er han så ikke blot et uvidende menneske “hildet i sin Tids falske Meninger, altsaa en upaalidelig Person, som vi umuligt kan tro paa og betro vore Sjæles Frelse til – en uvidende Frelser – en upaalidelig Frelser!!!” (ibid.: 139). Og han konkluderer: “Og vist er det, at holder vi ikke fast ved Bibelen som “Guds Ord”, kan vi ikke holde fast ved Kristus som Gud-Mennesket” (ibid.: 139). Disse holdninger synes i hvert fald at stå i stærk modsætning til det, som Clausen siger, nemlig at Bibelen sikkert spillede en underordnet rolle i bibelkritikstriden. Man får nemlig indtrykket af præcis det modsatte, når man læser Becks foredrag og prædikener. I prædikenen “Faderens hus med de mange boliger” formulerer Beck sig f.eks. på følgende måde vedr. det, som han kalder evangelieværelset:

Hvad forgår derinde? Der ligger en gammel bog, som Satan og hele hans fritænker-bande trods alle deres kunster ikke har kunnet få af vejen – den gamle bibel; og når den åbnes, så prædikes evangeliet af levende mennesker, det glade budskab om Guds søn, som blev menneske for at gøre fortabte mennesker til Guds børn; og hvor det prædikes, følger Guds Ånd med ordet ind i hjerterne og kalder troen – den i dåben fødte trosevne – frem til liv; for troen kommer ved at høre Guds ord… (Beck 2011: 190).  

Vedr. spørgsmålet om Bibelen spillede en underordnet rolle i bibelkritikstriden må man også have in mente, at selvom dåben og nadveren fungerede som livkilderne i Becks teologi, så var Ordet som lyskilde dog også meget vigtigt for Beck. Kofod-Svendsen understreger også det følgende: “Fra IM´s begyndelse opfattede man hele Bibelen som Guds ord. Vilhelm Beck anså bibelkritikken som en helt afgørende fare for præsteuddannelsen” (Kofod-Svendsen 2008: 71). Hvis det er sandt, at en dominerende drivkraft i Becks liv var at få fyldt de danske kirker (Larsen 2011: 155). Og hvis det er sandt, at Beck anså bibelkritikken som en afgørende fare for præsteuddannelsen, i så fald får man også mere forståelse for Becks udtalelser på Bethesdamødet i 1896. I “Den Danske Kirkes Historie” giver Lindhardt den følgende skildring:

[U]nder bibeldebatten fortalte Asschenfeldt-Hansen en solstrålehistorie om en fisker som læste bibelen på knæ. Beck greb vendingen og skreg med singrende stemme ud over forsamlingen at den som knæler for Gud også må knæle for bibelen – ligesom Luther! Hvad skal man da gøre ved uoverensstemmelser i bibelen? “På knæ, min Fa´er! det kan se sådan ud, men det er mig der læser fejl. Guds ord kan ikke fejle”, og kirken kan kun bevare sin magt over folket gennem bibeltroen: kritikken “har skrækkelige følger. Det er kommet ud i den store masse at bibelen er en upålidelig bog som man ikke behøver at tro. Derfor: på knæ, professorer! for den hellige skrift” (Lindhardt 1958: 339).

I dette citat ser det ud til, at Lindhardt fortolker Becks udtalelser vedr. bibelkritikken som et spørgsmål om magt, når han siger: “…og kirken kan kun bevare sin magt over folket gennem bibeltroen”. Men handler det om magt? Eller handler det måske snarere om en genuin bekymring for bibelkritikkens følger for præsteuddannelsen og derved også kirken? Sådan en bekymring synes at komme til udtryk i Becks udtalelser, når han i forbindelse med universitetet og dets professorer bl.a. siger: “…det er de Mænd, der skal lære de vordende Præster, der igen skal lære Menigheden” (Beck citeret efter Schrøder 1897: 131). Når Beck spørger de teologiske professorer, om de læser deres Bibel på knæ, er Becks interesse, ifølge Larsen, “at værne lægfolket mod at blive smittet af mistillid til Bibelen – og deraf følgende mindre – eller ingen – bibelbrug i hverdagen” (Larsen 2001: 171).

5. Becks indflydelse på kirkelivet i Danmark

I efterskriftet til “Guds knaldepisk” understreger Clausen, at det, ifølge Morten Pontoppidan, var “Becks fortjeneste, at Indre Mission forblev inden for folkekirken” (Clausen 2001: 262). Clausen understreger også, at dette synspunkt er blevet alment anerkendt. Dernæst tilføjer han, at prisen for Becks indsats dog “har været en folkekirke, som har mistet kontakten med den brede befolkning, for Vilhelm Beck splittede mere, end han samlede” (ibid.: 263). Clausen afslutter også sin bog i dystre vendinger, når han understreger, at Becks tale “lød gennem et helt århundrede efter hans bortgang. I begyndelsen skarpt og tydeligt som da han levede, senere som et svagt ekko under hvælvingerne i de stadigt mere tomme kirker, og til sidst som en næppe hørlig hvisken fra en mørk og livsfjendsk skygge langt bagude i tiden” (ibid.: 263). I modsætning til Clausens dystre beskrivelse, får man præcis det modsatte indtryk, når man læser Larsens bog. Mens Clausen siger, at Beck var mere splittende end samlende, siger Larsen f.eks.:

Beck har virket konsoliderende for den danske folkekirke ved sin vægtlægning på den lutherske lære, især når det gjalt nåde og sakramenterne. Tilsvarende har Beck virket folkekirkeopbyggende ved at forsvare folkekirketanken bibelsk og ved at operere med et kirkebegreb, der omfattede alle de døbte … Han har virket samlende på folkekirken ved at acceptere også teologiske modstanderes ret til at være i folkekirken (Larsen 2001: 275).

Larsen medgiver dog, at Beck på nogle punkter også har virket nedbrydende. F.eks. understreger han, at Beck kan have virket nedbrydende for kirkens læremæssige position pga. sit mere eller mindre liberale forhold til den lutherske bekendelse (ibid.: 285). Ikke desto mindre giver Larsen som sagt læseren det indtryk, at Beck har virket mere samlende end splittende. Ifølge Larsen var en af Becks helt store fortjenester nemlig, at det lykkedes ham at forene folk. Denne samlende funktion forklarer Larsen i lyset af Becks balancegang “mellem at tage hensyn til henholdsvis lægfolkets og embedets forkæmpere” (ibid.: 282). Derudover understreger Larsen også, at det i vid udstrækning lykkedes for Beck “at forlige hensynene til den kirkelige orden og det almindelige præstedømme, således at de fleste i den danske vækkelse forblev i folkekirken” (ibid.: 282). Tilsyneladende har Beck altså virket mere samlende end splittende for den danske folkekirke. Larsen forklarer denne samlende funktion bl.a. i lyset af Becks mange møder og udgivelser, som har medvirket til, at det bibelske budskab er blevet bragt ud til det danske folk og har præget det, således at de er kommet til lægge mere vægt på Bibelen og ordets forkyndelse. Ifølge Larsen kom Beck også til at bygge bro mellem de forskellige retninger i de danske vækkelseskredse pga. hans vægtlægning af Ordet og sakramenterne: “Hans sakramentssyn må have tiltalt den mere grundtvigsk prægede del af de vakte, samtidig med at de mere pietistisk-luthersk prægede kredse har kunnet glæde sig over hans understregning af Bibelens betydning og kampen for dens autoritet” (ibid.: 282). Et grundlæggende kirkepolitisk træk hos Beck var at holde kirke og vækkelse sammen. Vækkelsens kirkeliggørelse har ifølge Larsen også medført, at kirken har fået en stor skare af kirkegængere, og han konkluderer, at kirken dermed er blevet præget af IM indefra – noget, som også kan mærkes 100 år senere pga. den forholdsvis store kirkegang i de sogne, som i sin tid blev præget af Beck og IM (ibid.: 284). Som sagt var et grundlæggende kirkepolitisk træk hos Beck at holde kirke og vækkelse sammen. Dette træk synes også at forstærke tanken om Beck som en samlende figur i det danske kirkeliv – særlig, når Larsen aflutter sin bog med at konkludere: “Kirken og vækkelsen har det bedst, når de hænger sammen og gensidigt beriger hinanden. At kirken fik så stor en plads i dansk vækkelsesliv, og at vækkelsen også fik en plads i dansk kirkeliv, skyldtes ikke mindst den store indsats, Beck øvede gennem mere end fyrre år…” (ibid.: 285).   

6. Konklusion

Denne opgaves problemformulering er som sagt: En redegørelse for Vilhelm Becks teologiske udgangspunkt og hans indflydelse på kirkelivet i Danmark. Jeg har indledningsvis søgt at indkredse den samtid, Beck levede og virkede i, og de kilder, der kan have haft indflydelse på ham. Derefter har jeg gjort rede for Becks teologiske udgangspunkt med hensyn til fire centrale aspekter, nemlig dåb, nadver, ordet og bibelsynet. Derudover har jeg gengivet og diskuteret nogle af de opfattelser af Beck samt hans indflydelse på kirkelivet i Danmark, der findes i den eksisterende litteratur om emnet. I lyset af dette kan jeg derfor konkludere:

  • Rationalismen var Becks hovedfjende, og han var præget af en frontstilling mod rationalismen hele sit liv. Denne frontstilling kommer f.eks. til udtryk i Becks udtalelser i Bethesdamødet i 1896: På knæ, professorer, for den hellige Skrift!
  • Det er sandsynligt, at Beck er blevet præget af Blædel, da der er mange påfaldende ligheder mellem dem f.eks. når det drejer sig om skellet og sakramenterne.
  • Martensen og H. N. Clausen har sandsynligvis også påvirket Beck. Dette begrundes bl.a. også i lighedstegnene, der gør sig gældende. Vedr. Martensen er afstanden til rationalismen og den stærke dåbsteologi iøjnefaldende. Vedr. H. N. Clausen så vi, at selvom Beck ikke mente, at han kunne bruge H. N. Clausens teologi til noget, så kom han dog til at drage nytte af H. N. Clausens sans for logik. Derudover så vi også, at H. N. Clausen kan have påvirket Beck igennem vækkelsestonen i hans forfatterskab.
  • Selvom der er delte meninger vedr. Kierkegaards indflydelse på Beck, så er Vigilius´ løsning på de forskellige positioner dog tankevækkende. Som vi har set understreger Vigilius nemlig, at det er i god samklang med det historiske materiale at tage Beck på ordet.
  • Vi har også set, at det er meget omdiskuteret, om Grundtvig har haft nogen påvirkning på Beck i forbindelse med hans syn på sakramenterne. Vedr. dette spørgsmål er det dog en interessant forklaringsmodel, som Skat Arildsen kommer med, når han siger, at Grundtvig var årsag til sakramenternes centrale plads i Martensens teologi. Hvis dette er sandt, så er det nemlig også sandsynligt, at Grundtvigs påvirkning af Becks sakramentsyn er blevet kanaliseret til Beck via Martensen.
  • Ifølge de anvendte kilder, spiller dåb, nadver og Ordet en afgørende rolle i Becks teologi: Dåben er “genfødelsens bad”, hvor det kristne liv begynder. Nadveren er “helliggørelsens mad”, hvor det kristne liv får næring. For Beck er dåben og nadveren som sagt livskilderne. Uden dem kan der ikke være tale om liv. Udover livskilderne fungerer Ordet som lyskilden. Disse tre afgørende aspekter i Becks teologi og deres funktion samles i den følgende formulering af Beck, når han taler om, at nåden “sprudler til os igjennem vor Daab, bekræftes i Nadveren og bevidnes i Ordet” (Beck citeret efter Larsen 2001: 79). I forlængelse af Becks sakramentale kristendomsforståelse er der også meget, der tyder på, at Beck har været mere samlende end splittende i det danske kirkeliv, da Beck i sin samtid kom til at fungere som en brobygger mellem de forskellige retninger i de danske vækkelseskredse pga. hans vægtlægning af Ordet og sakramenterne.
  • Vedr. Becks bibelsyn drøftede jeg, hvorvidt hans udtalelser på Bethesdamødet i 1896 var et resultat af en klassekamp mellem bymission og landmission eller en egentlige teologisk overbevisning om Ordet. Becks udsagn i forbindelse med bibelkritikken synes at pege i retning af, at han reager som han gør, fordi han frygter for bibelkritikkens følger for præsteuddannelsen og dermed også lægfolket, da hans interesse synes at være at værne lægfolket mod at blive smittet af mistillid til Bibelen som Guds ord.
  • Med udgangspunkt i Clausens og Larsens opfattelser gjorde jeg til sidst rede for Becks indflydelse på kirkelivet i Danmark. Her understregede jeg bl.a., at Beck efter alt at dømme har virket mere samlende end splittende i det danske kirkeliv. Denne samlende funktion kan forklares i lyset af Becks balancegang mellem at tage hensyn til både lægfolkets og embedets forkæmpere. Og som sagt har Beck tilsyneladende også virket mere samlende end splittende pga. hans vægtlægning af Ordet og sakramenterne.

Er Becks tale en næppe hørlig hvisken fra en mørk og livsfjendsk skygge langt bagude i tiden? Larsen har understreget, at Beck på flere måder har sat sit klare fingeraftryk på det danske kirkeliv. Et konkret eksempel herpå er er bl.a. det, som jeg allerede har understreget vedr. Becks grundlæggende kirkepolitiske træk, nemlig at holde kirke og vækkelse sammen. Og i forbindelse med det, har Becks sakramentale kristendomsforståelse været afgørende for vækkelsens kirkeliggørelse (Beck 2011: 9). Dette har siden medført, at kirken fik en stor skare af trofaste kirkegængere. Dermed har Beck spillet en afgørende rolle i forbindelse med IM´s indflydelse på kirken – noget, som ifølge Larsen, endnu “kan mærkes i forholdsvis stor kirkegang og kirkelig trofasthed i nogle af de sogne, der i Becks tid blev præget af hans bevægelse” (Larsen 2001: 284). Som sagt har kirkehistorikeren Hal Koch betegnet Beck som “en folkelig prædikant, som den danske kirke næppe har haft magen til” (Beck 2011: 7). Når alt er sagt, og jeg her til sidst igen spørger, hvilken indflydelse Beck kæmpede for at opnå, så er det særligt én formulering, som er tilbagevendende: Han kæmpede for at få fyldt de danske kirker.

7. Litteraturliste

 

Primærlitteratur

Beck, Vilhelm. 1899. “Den hellige Skrifts Inspiration”. I: Under Vilhelm Becks talerstol. Tolv af hans Foredrag ved Louis Blauenfeldt. København: Lohse, s. 136-139 (4 sider).

Beck, Vilhelm. 2011. Becks Bedste – 15 prædikener. Fredericia: Lohse, s. 1-198 (198 sider).

Haar, Helge & Jens Nørregaard. 1974. Kirkehistoriske læsestykker – Danmark og Island. København: Branner og Korchs forlag, s. 114-118 (5 sider).

Holt, Paul. 1940. Nød Dem – Kirkelig Forening for indre Mission i København gennem trekvart Aarhundrede 1865-1940. København: Bethesdas Boghandel, s. 28-29; 42-43 (4 sider).

Schrøder, Johannes. 1897. Det Kirkelige Møde i Kjøbenhavn den 13-15de oktober 1896. Kjøbenhavn: Gad, s. 130-139 (10 sider).

Sekundærlitteratur

Andersen, Leif. 2006. Hvad Bibelen faktisk siger om barnedåben. Fredericia: Lohse, s. 44 (1 side).

Blauenfeldt, Louis. 1912. Den Indre Missions Historie. København: Missions Trykkeriet, s. 181-242 (62 sider).

Clausen, Egon. 2001. Guds knaldepisk. København: Gyldendal, s. 1-281 (281 sider).

Frøkjær-Jensen, Flemming. 2001. Hvad er vækkelse? I: Teologi med hjertet – festskrift til Niels Ove Vigilius. København: Dansk Bibel-Institut, s. 106-113 (8 sider).

Grane, Leif m.fl. 1980. Københavns Universitet 1479-1979, bind V. København: Gads Forlag, s. 442-448 (7 sider).

Kofod-Svendsen, Flemming. 2008. Tro til tiden – Det kristne studenterarbejdes historie i Danmark. Fredericia: Credo, s. 67-83 (17 sider).

Larsen, Kurt E. 2001. Vilhelm Beck – missionspræsten. Fredericia: Lohses Forlag, s. 1-303 (303 sider).

Larsen, Kurt E. 2011. En bevægelse i bevægelse. Fredericia: Lohse, s. 1-456 (456 sider).

Lausten, Martin Schwarz. 1987. Danmarks kirkehistorie, 2. udgave, 5. oplag. København: Gyldendal, s. 252-318 (67 sider).

Lindhardt, P. G. 1951. Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark. København: Det danske forlag, s. 7-17 (11 sider).

Lindhardt, P. G. 1958. Den Danske Kirkes Historie VII. København: Gyldendal, s. 89-112; 145-168; 246-280; 323-356 (117 sider).

Overgaard, Frands Ole. 1969. “Vækkelse og kirke i det egentlige Danmark i det 19. århundrede”. I: Väckelse och kyrka – i nordisk perspektiv, s. 27-51 (25 sider).

Thyssen, A. Pontoppidan. 1969. “Indledning”. I: Väckelse och kyrka – i nordisk perspektiv, s. 7 (1 side).

Vigilius, Mikkel. 2002. Boganmeldelse – Kurt Larsen, “Vilhelm Beck – missionspræsten” I: ICQUS, nr. 3, s. 129-139 (11 sider).

Vigilius, Mikkel. 2005. Kirke i kirken. Hillerød: LogosMedia, s. 91-116; 190-200; 428-429 (39 sider).

Opgiven litteratur i alt: 1627 sider.

Skynsom trúgv