Vejen til Jesus

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål« (ApG 2,1-11).

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« (Joh 14,22-31).

Én stor familie

I dagens epistellæsning har vi hørt om pinseunderet, og hvordan tunger som af ild viste sig for disciplene, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og vi har hørt, at disciplene blev fyldt af Helligånden (ApG 2,3-4). Dette er tydeligvis en opfyldelse af Johannes Døberens beskrivelse af Jesu gerning: ”Han skal døbe jer med Helligånden og ild” (Luk 3,16).

Ligesom disse tunger satte sig på hver enkelt af disciplene, således griber Helligånden også ind i livet hos hvert enkelt troende menneske. Og dermed har alle troende mennesker fået del i den samme åndelige rigdom. Vi har fået del i den samme Ånd. Og det er den samme Ånd, som gør sin gerning i os. Helligånden gør os altså til én stor familie. Eller som vi siger i Trosbekendelsen: ”Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund…” Dette gælder for os ene og alene, fordi vi har fået del i den samme Helligånd!

Guds tale og ild

Men hvilken betydning har disse tunger, som ligner ild? Jo, det er bedst forstået i lyset af det, som vi får at vide om Gud i det Gamle Testamente. Gud er en Gud, der taler. Ja, han skaber endda med sit ord. Det ser vi f.eks. i forbindelse med verdens skabelse: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys” (1 Mos 1,3). Gud er altså en Gud, der taler. Men han bliver også forbundet med ild. Både hans tale og hans ild bliver beskrevet for os i den kendte beretning fra 2 Mos 3, hvor Gud taler til Moses fra den brændende tornebusk. Ligesom Gud bliver forbundet med tale og ild, således bliver alle Jesu disciple også delagtige i Guds tale og Guds ild, når Helligånden udgydes pinsedag. Det er Gud Helligånd, der nu bor i disciplenes hjerte. Ånden vejleder dem. Og ligesom ild renser, varmer og oplyser, således renser, varmer og oplyser Helligånden også disciplene og giver dem styrke til at tale Guds ord og bringe det ud til hele verden.

Jeg kommer til jer

Mens Jesus endnu var hos sine disciple, havde han fortalt dem om det, som skulle ske i den nærmeste fremtid. Han fortalte dem om lidelsen, han skulle igennem. Han fortalte dem, at han skulle dø, opstå og tage hjem til Faderen. Dette var disciplene bekymrede for, fordi de havde endnu ikke fattet det fulde omfang af Jesu gerning. Men alt dette skulle ændre sig ved Helligåndens udgydelse pinsedag. Jesus havde nemlig sagt til dem: ”Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden…” (Joh 16,13). Jesus talte altså med sine disciple om sin bortgang. Men han trøstede dem også og sagde, at han ikke ville efterlade dem faderløse. ”Jeg kommer til jer”, havde han sagt til dem (Joh 14,18). Og han forsikrede dem om, at han ville give dem en anden talsmand, sandhedens ånd, som skulle være hos dem og i dem til evig tid. Dette løfte blev realiseret for disciplene i Jerusalem for ca. 2000 år siden, da disciplene blev fyldt med Helligånden.

Ikke kun en mindehøjtid

Men selvom dette skete for ca. 2000 år siden, så er pinsedagen, som vi fejrer i dag dog ikke kun en mindehøjtid. Nej, det, som skete dengang, er også gældende i dag, fordi Jesu ord til disciplene gælder også for os, som er hans disciple i dag: Talsmanden, sandhedens ånd, skal også være hos os og i os til evig tid! Ligesom vi fejrer jul, påske og Kristi himmelfartsdag, fordi disse begivenheder ikke kun var noget, som gjorde sig gældende dengang, men noget, som også griber ind i vores liv her og nu, således er det også med pinsen. Vi fejrer pinse, fordi Jesu løfte til disciplene dengang også gælder for Jesu disciple her i dag. Jesu ord, ”Jeg kommer til jer”, er også gået i opfyldelse for os. Talsmanden, sandhedens ånd, er også hos os her i dag.

Pinse kan altså beskrives som den dag, Jesus kommer – ikke i kød og blod, men i Helligånd. Det gjorde han dengang, og det gør han stadigvæk. Han kommer til os, opsøger os, vil have fællesskab med os også i dag.

Vi har altså al grund til at fejre Pinse – ikke kun som en mindehøjtid om underet, som skete dengang, men som en fejring af den underfulde realitet, som også er gældende for os! Men hvilken betydning har det så for os, at vi har fået en anden Talsmand? Og hvad betyder det, når Jesus siger, at han vil efterlade disciplene med sin fred? Det vil vi nu se lidt nærmere på.

Talsmanden

Som vi har set, kalder Jesus Helligånden for Talsmanden (gr. Paraklētos). Dette ord henviser til en, som er kaldet til at følge, hjælpe og forsvare en ven i retten. Og når Jesus siger, at han vil give disciplene en anden talsmand, så indebærer det også, at de allerede har en talsmand, nemlig Jesus selv.

I 1 Joh 2,1 bliver Jesus også beskrevet som vores talsmand hos Faderen. Mens Jesus var hos sine disciple, var han deres talsmand, eller man kan også sige advokat. Og en advokat er en, som taler for dem, der ikke kan tale for sig selv. Det var disciplenes situation, og det er også vores situation. Vi har alle brug for Talsmanden, Advokaten, Jesus. Hvorfor? Jo, det har vi brug for, fordi i os selv er vi fortabte syndere. Det er ude med os, hvis vi ikke har denne advokat til at tale for os. Og det er nemlig det, som vi ejer i Jesus – en advokat, en talsmand, en, der tager vores sag på sig selv og taler for os foran Guds domstol. Det gjorde han for disciplene dengang for 2000 år siden. Og det fortsætter han også med at gøre hjemme hos Gud i Himlen. I Hebræerbrevet læser vi f.eks., at Jesus altid lever og vil gå i forbøn for os (Hebr 7,25). Men hvad så med os her og nu? Jo, da lyder Jesu trøst til disciplene også til os. Han vil nemlig heller ikke efterlade os faderløse. Nej, han kommer også til os og bosætter sig i vores hjerter med Talsmanden, Helligånden. Som Jesu disciple er vi altså aldrig alene. Jesus er hos os og i os med Helligånden.

Han skal herliggøre mig

Men hvilken gerning udfører den anden talsmand, Helligånden så hos os? Jo, han peger på den første talsmand, nemlig Jesus. Det er også det, som Jesus selv siger om Helligånden: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer” (Joh 16,14). Helligånden herliggør altså Jesus og hans ord. Det er også det, som vi har hørt i dagens evangelium: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer” (Joh 14,26).

Peters pinseprædiken

Denne Åndens gerning ser vi også i praksis i forbindelse med Peters pinseprædiken. Ligesom de andre apostle havde Peter også fået besked om at vente i Jerusalem, indtil Helligånden kom over ham og gav ham kraft til at være hans vidne. Denne kraft fik Peter pinsedag. Og derfor er det også, at vi læser: ”Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem…” (ApG 2,14). Men han prædiker ikke sit eget budskab. Nej, derimod er både Peter og budskabet drevet af Helligånden. Og da Helligånden herliggør Jesus, herliggør Peter dermed også Jesus med sin forkyndelse. Han taler til jøderne i Jerusalem og peger på den korsfæstede og opstandne Frelser: ”…den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og Kristus” (ApG 2,36), siger Peter.

Uro i hjertet

Og hvad er så følgerne af Peters pinseprædiken? Jesus havde sagt til sine disciple, at han ville give dem sin fred. Men Peters tilhørere oplevede først en uro i hjertet: ”Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ’Hvad skal vi gøre, brødre?’ Peter svarede: ’Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave’” (ApG 2,37-38). Den dag fik ca. 3000 mennesker Helligåndens gave, da de blev døbt. 3000 mennesker! Det er det, som man også kalder for en vækkelse. Med Helligåndens gerning blev 3000 mennesker vagt op af deres åndelige søvn. Og med vækkelsen fulgte et spørgsmål: Hvad skal vi gøre? Og svaret lød: Omvend jer og lad jer døbe!

Vejen til Jesus

Sådan har det også været i mit eget liv. Jeg var kommet på afveje, men da jeg hørte evangeliet, oplevede jeg også en uro i mit hjerte. Og det samme spørgsmål gjorde sig også gældende hos mig: Hvad skal jeg dog gøre? Og jeg fik det samme svar: Omvend dig! Jeg var allerede døbt, men jeg havde brug for at omvende mig på ny. Jeg havde brug for at vende mig til Jesus igen. Der var en uro i hjertet. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg fortsætte med at bevæge mig bort fra Jesus? Nej, det kunne jeg ikke. Derimod sagde Helligånden: Omvend dig, Jonhard! Flygt til Jesus! Det er kun ham, der kan give dig den fred, som du har brug for! Med Guds levende ord skabte Helligånden en uro i mit hjerte, men i al denne uro, viste Helligånden mig også vejen til fred – vejen til ham, som kan true ad storm og sø og gøre det helt blikstille (Matt 8,23-27) – vejen til ham, som også kunne gøre det helt blikstille i mit urolige hjerte – vejen til Jesus. Hos ham har jeg erfaret sandheden i hans ord, når han siger: Min fred giver jeg dig! Om denne fred siger Paulus også: ”Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4,7). Det er denne fred, Jesus giver os – den fred, som bevarer vores hjerter og tanker i Jesus, den fred, som viser os, den store frelse og rigdom, som vi ejer i Jesus. Og når vi møder modstand i livet og oplever frygt og modløshed, da er dette dog ikke noget, som kan sejre over os, fordi vi har Jesu egen fred. Der er intet i verden, som kan stjæle denne fred fra os, fordi vi har fået den direkte fra Jesus selv. Det er hans fred! Og det er en fred, som jeg anbefaler af hele mit hjerte! Derfor vil jeg afslutte med Jesu invitation, når han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Amen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *