Jesus og Beelzebul

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« (Luk 11,14-28).

Indledning

“Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon…” (v. 14). Således indledes dagens evangelium. I Bibelen bliver Djævelen og dæmonerne beskrevet som en realitet. Men i vores samtid er der dog mange, der ikke tror på den slags længere. Det hører til fortiden, siger man. Nu er man blevet klogere og har derved også fået afskaffet Djævelen. Dette minder mig om en lille fortælling:

Der var en ung teologisk student, som engang imellem besøgte en gammel, pensioneret præst for at holde ham orienteret om sidste nyt fra universitetet. 
”Ja, nu har vi da endelig fået afskaffet Djævelen på universitetet,” meddelte han en dag. ”Og det var da på høje tid.”
”Jamen dog,” svarede den gamle. ”Har I fået afskaffet Djævelen? Det var da skønt at høre. Hvornår skal I så til at afskaffe alle hans gerninger og alt hans væsen?” spurgte den gamle.

Ja, man kan mene, at man har fået afskaffet Djævelen, men kan vi virkelig sige, at Djævelens gerninger og væsen ikke gør sig gældende i vores verden? Nej, det kan vi ikke! Med apostlen Peters ord er sandheden derimod, at vores ”… modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8). Der står ikke, at Djævelen gik omkring, nej, der står, at han går omkring. Djævelen og dæmonerne er altså ligeså meget en realitet i dag som på Jesu dage. Og derfor forsager vi også Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen hver søndag i kirken.

”For os, som holder os til Bibelen som Guds ord, er sagen klar. Vi har Bibelens ord for, at Djævelen, mørkets fyrste, er til og gør sit yderste for at føre os i fortabelse. Vi ved, der er onde ånder til. Guds ord siger det, advarer imod dem og minder os om, at Guds fulde rustning er nødvendig for at kunne stå sig mod ondskabens åndehær” (Carl Fr. Wisløff).

Guds rige er kommet nær

I dagens tekst har vi hørt, at der var nogle, som sagde, at Jesus uddrev dæmonerne ved dæmonernes fyrste, Beelzebul (v. 15). De benægter altså ikke, at Jesus uddrev onde ånder, men de påstår, at Jesus gør det med Satans hjælp. Men Jesus understreger, at dette er en helt absurd påstand, fordi det ville betyde, at Satan var kommet i splid med sig selv. ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde…”, understreger Jesus (v. 17). Det er altså en absurd påstand.

Derefter retter Jesus opmærksomheden mod deres egne rækker: ”Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?” (v. 19). Inden for jødedommen dengang var der nemlig nogle, der praktiserede dæmonuddrivelse. Men ved hvem uddrev de så dæmonerne? Selvfølgelig ville de sige, at det var ved Guds hjælp, fordi det kun er Gud, der kan gøre det. Siden Satan næppe er i strid med sig selv, og siden det kun er Gud, der kan besejre Djævelen og dæmonerne, så er konklusionen indlysende: Jesus uddriver dæmonerne ved Guds finger.

Guds finger er det samme som Guds ånd. Eller som Jesus siger i parallelteksten i Matthæusevangeliet: ”Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer” (Matt 12,28). Dæmonuddrivelsen er altså en virkeliggørelse af Guds rige. Om Guds rige siger George Eldon Ladd f.eks.:

”Guds rige er himlens Guds invasion i menneskets historie med det formål at etablere sit herredømme blandt mennesker.”

Og det er præcis dette herredømme, som gør sig gældende, når vi ser, at Jesus uddriver dæmoner ved Guds ånd og sætter mennesker i frihed. Det gjorde han dengang. Og det gør han også i dag, fordi vi hører også om dæmonbesættelse og dæmonuddrivelse i dag. Dvs. at Guds rige og Guds riges undere også er gældende hos os her og nu!

Ingen neutralitet

Lige fra Bibelens første sider og til Bibelens sidste sider fortæller Bibelen os, at der er en åndelig kamp mellem Gud og Djævelen. Lige fra begyndelsen har Djævelen forsøgt at føre mennesker i fortabelsen. Lige fra begyndelsen har Gud også villet frelse os. Og i denne store kamp for menneskesjælen er Jesus den afgørende faktor. Gud gør os levende med Jesus. Han redder os fra Djævelens tyranni med Jesus. Det er Jesus, som er verdens frelser – og kun ham.

I dag er der dog mange, som tror, at de kan være neutrale over for Jesus. Forældre siger f.eks., at de ikke ønsker at døbe eller påvirke børnene i religiøs retning. Men neutralitet er umulig. Og det er umuligt at lade være med at påvirke sine børn. Hjemmet vil altid være præget i en eller anden retning. Hvis det ikke er Jesus, som præger hjemmet, så er det noget andet. Spørgsmålet er bare, hvad eller hvem der får lov til at præge hjemmet. I forbindelse med dette understreger Carl Fr. Wisløff:

”Lærer du ikke dit barn at leve med Jesus, så lærer du det at leve uden Jesus. Den sag er klar – og det er dit ansvar. Og er barnet vokset op i en verdslig atmosfære, så er det ikke mere frit til at vælge, end hvis det var vokset op med Guds ord og bøn. Den ofte omtalte frihed er ren og skær indbildning. En er der, som er herre i vort liv – er det ikke Jesus, så er det hans modstander.”

Neutralitet over for Jesus er altså en indbildning. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig,” siger Jesus (v. 23).

Jesus er stærkere end Djævelen

I dagens tekst beskriver Jesus sig selv som sejrherren – han, som er stærkere end Djævelen og alle de onde magter. Først beskriver Jesus Djævelen som en stærk mand, der fuldt bevæbnet vogter sin gård. Djævelen bevogter altså sin ejendom og gør alt for at hindre mennesker i at lære Jesus at kende og blive frelst. ”Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til”, siger Jesus (v. 22). Jesus er altså stærkere end Djævelen. Derfor er det også afgørende for os at gøre, som Paulus siger i Efeserbrevet: ”…vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb” (Ef 6,10-11).

Vore brødres anklager

Anklage er et af Djævelens mest brugte snigløb. Således bliver Djævelen også beskrevet i Åbenbaringen: ”…for vore brødres anklager er styrtet, han som dag og nat anklagede dem for Gud” (Åb 12,10).

Jeg må bekende, at jeg selv har prøvet dette at stå anklaget over for Gud. Der er så meget, som jeg gjorde, men som jeg ikke skulle have gjort. Og der er så meget, som jeg skulle have gjort, men som jeg forsømte at gøre. Guds hellige lov viser mig således, at jeg er en synder, som har brug for en frelser.

Men hvad gør Djævelen i alt dette? Jo, han gør, som han plejer. Han gør stik modsat af det, som Gud gør.

  • Med loven vil Gud få mig til at flygte til Jesus, så at jeg kan blive frelst.
  • Men med sin anklage vil Djævelen derimod hindre mig i nogensinde at flygte til Jesus.

Det er, som Frank Jacobsen siger:

”Mange midler bruger Djævelen for at lede mennesker bort fra troen på Jesus, men hans farligste middel er loven. Den kan både være opdrager til Kristus og opdrager bort fra Kristus.”

Ordene ”ikke endnu” og ”for sent” er ord, som Djævelen er mester i at bruge. Hvis nogen føler Guds kald til at vende om, så kommer Djævelen straks os siger: ”ikke endnu. Det kan du vente med. Du må først nyde livet” osv. Og på den måde forsøger han at få os til at vente med at flygte til Jesus med vor synd og blive frelst. Og hvad siger han så til os, når vi endelig ønsker at vende om efter flere års udsættelse? Hvad siger han, når vi er alvorligt syge og døden truer? Jo, så siger han: ”Nu er det for sent. Du har forspildt din mulighed. Nu er det lige meget.”

Han slettede vort gældsbevis

Hvad kan en synder gøre, når han/hun står anklaget over for Guds lov? Jo, enten bliver man under Guds dom, eller flygter man til Frelseren. Og ifølge Bibelen er omvendelsen (flugten til Jesus) ikke noget, man venter med, men noget, som haster. Jesus siger selv: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4,17). Med Jesus er Himmeriget nemlig kommet nær! Det er jo Jesus, som gik ind i den stærke mands hus og afvæbnede Djævelen. Hvordan har han gjort det? Jo, det gjorde han, da han døde i vores sted. I Kolossenserbrevet læser vi f.eks.:

”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15). 

Jesus har altså afvæbnet Djævelen ved at nagle dine og mine synder på korset.

Én retfærdig døde for mange uretfærdige. Eller som apostlen Peter siger: ”For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud” (1 Pet 3,18). Ja, sådan fører Jesus os til Gud. Han tager alle vores synder på sig selv og betaler selv prisen for vores synder på Golgata. Og på Golgata råber han: ”Det er fuldbragt” (Joh 19,30). Han afvæbnede Djævelen, da han døde for vores synder. Og det er en fuldbragt gerning!

Mød mig da på Golgata!

Djævelen kan brøle som en løve efter os (1 Pet 5,8). Han kan anklage os for alt det, som vi har gjort. Men Djævelens anklager er egentlig tomme, fordi alt det, som han anklager os for, har Jesus allerede betalt for. Og når Djævelen anklager os for vores synder, kan vi derfor sige, ligesom Brorson:

“Hvo vil mig anklage / og for dommen drage / hen på Sinai? / Synden jeg bekender, / mig til Jesus vender, / dermed er jeg fri. / Mød mig da / på Golgata! / Jesus skal min sag antage, / hvo vil mig anklage?” (DDS 512)

Til Djævelens anklager kan du altså sige: Mød mig da på Golgata! På Golgata kan du nemlig pege på Jesus og sige: Se Guds lam, som bærer verdens synd! Se Guds lam, som også har båret mine synder! Jesus har også slettet mit gældsbevis ved at nagle det til korset!

“Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1). Hvorfor? Fordi Jesus har besejret Djævelen og alle de onde magter. Det gjorde han engang for alle på Golgata. Dér fratog han nemlig Djævelen al ret til at anklage os ved at stille sig i vores sted og tage vores straf på sig selv.

”Gud for alle riger / dømmer selv og siger: / Denne han er fri, / han er to’t / i Jesu blod! / Satan, synd og død må rømme, / hvo vil da fordømme?”

Amen.

Kilder

Wisløff, Carl Fr. 1974. Ordet om korset. Dansk Luthersk Forlag

Sproul, R. C. 2005. A Walk with God – An Exposition of Luke. Geanies House, Fearn: Christian House Publications

Jacobsen, Frank. 2012. Til tro på Jesus. Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *