Lignelsen om sædemanden

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« (Mark 4,1-20).

Indledning

”Du levende Ord, du må skinne / og smelte mit ishjertes blok, / så aldrig det går mig af minde, / det ord om, at nåden er nok.” 

Denne strofe fra sangen ”Du levende Ord” er en god opsummering både af dagens emne, samt det, som vi hørte om sidste søndag. Sidste søndag hørte vi nemlig om nåden, og at vi bliver frelst af nåden alene. I dag skal vi høre om Ordet – det Ord, som siger, at nåden er nok.

I dagens epistellæsning har vi hørt Paulus sige, at ordet om korset er Guds kraft. Et andet sted siger han, at han skammes ikke ved evangeliet, fordi det er Guds kraft til frelse (Rom 1,16). Og således kunne jeg fortsætte med at komme med eksempler, hvor Guds ord bliver beskrevet som levende og virksomt. Profeten Esajas siger f.eks. at ordet fra Guds mund vender ikke virkningsløst tilbage, men gør Guds vilje og udfører hans ærinde (Es 55,11). Og forfatteren til Hebræerbrevet siger: ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12). Jeg nævner alle disse bibelvers for at understrege, hvordan Bibelen taler om sig selv, nemlig som Guds levende og virksomme ord. Da Gud skabte verden, skabte han den med sit mægtige ord. Han sagde: ”Der skal være lys!” og der blev lys (1 Mos 1,3). Gud skabte verden ud af intet med sit ord. ”For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33,9). Sådan er Guds ord. Det er levende og virksomt, alene fordi det er hans ord – ordet fra hans mund. Og det ord er også uløseligt forbundet med Jesus Kristus. I Johannesevangeliet bliver det beskrevet således:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.  I ham var liv, og livet var menneskers lys … Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1,1-3.14). 

Jesus er altså Guds skabende livskraft. Derfor siger Bibelen også, at den, ”der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet” (1 Joh 5,12). Jesus er livet! Og han beskriver også sig selv som livet: ”Jeg er opstandelsen og livet…”, siger han (Joh 11,25). Alt dette er med til at underbygge det, som Paulus siger. Ordet om korset er Guds kraft! Evangeliet er Guds kraft til frelse! I lignelsen om sædemanden underviser Jesus os om Guds ord og derved også om sig selv, fordi han er jo selve sæden, som Gud har givet verden til liv og frelse. Der er altså intet galt med sæden, som sædemanden sår. Nej, spørgsmålet drejer sig derimod om jorden, og hvordan sæden, Guds ord eller Jesus, bliver modtaget. Gud vil, at alle mennesker skal komme til at kende Jesus og blive frelst. Derfor læser vi også i lignelsen om sædemanden, at han såede sæden på alle de fire slags jord, som vi har hørt om i dagens tekst. Men det afgørende spørgsmål er som sagt, hvordan sæden bliver modtaget.

Tre fjender

Når jeg læser lignelsen om sædemanden, så ser jeg tre fjender i de tre første eksempler på jord, nemlig 1) Satan, 2) den gudsfjendske verden og 3) det syndefaldne kød. Og alle disse fjender hindrer sæden i at slå rod og bære frugt. De står i vejen for Guds ord, ordet om korset, evangeliet om Jesus.

Satan

Satan er den første fjende. Vi ser allerede i Edens have, hvilke hensigter han har.

”Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.« Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,1-4).  

I denne tekst fremgår det først og fremmest, at Djævelen er snedig. Vi ser, at han frister Eva til at gøre stik modsat af det, som Gud havde sagt. Han får mennesket til at tvivle på Guds ord og siger: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?« Således forvrænger han også Guds ord. Gud gav jo aldrig noget forbud mod at spise af træerne i haven. Der var kun tale om ét træ. Gud sagde jo: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2,16-17). Med sin løgn forsøger Djævelen altså at få Adam og Eva til at tro, at Gud er uretfærdig. Og så forsøger han at få mennesket til at spise af nemlig dét træ, som Gud havde advaret imod: ”…den dag du spiser af det, skal du dø!” Djævelen siger det stik modsatte: »Vist skal I ikke dø!« Hvorfor gør han det? Jo, det gør han, fordi han hader Gud, og derfor hader han også Guds elskede skabning. Han siger: »Vist skal I ikke dø!« fordi han nemlig vil have, at de skal dø. Og det samme er også gældende for os, der er forsamlet her i dag. Satan ved, at evangeliet er Guds kraft til frelse, men han ønsker ikke, at nogen af os skal frelses. Derfor gør han også det samme i dag, som han gjorde over for Adam og Eva. Han kommer med sit gamle spørgsmål: ”Har Gud virkelig sagt?”

Mens Gud sår sit levende ord, sår Djævelen tvivl om det samme ord, fordi han ved, at det er livets ord, men han ønsker kun død for os og ikke liv. Derfor kan vi stole på, at han også i dag forsøger at tage ordet om korset bort, så snart det bliver forkyndt.

Hvad skal vi så gøre over for denne fjende? Jo, vi skal gøre præcis det samme, som Jesus gjorde, da Djævelen fristede ham i ørkenen (Matt 4,1-11). Dér ser vi nemlig, hvordan Jesus møder alle Djævelens løgne med sandheden i Guds ord. Hver gang Djævelen frister ham, henviser Jesus til Ordet og siger: Der står skrevet… Det ender med, at Djævelen forlader ham.

Djævelen må også flygte for Ordet i dag, fordi Ordet er det samme, som det var dengang. Når Ordet bliver forkyndt, og Djævelen straks forsøger at tage Ordet væk, så skal vi altså konfrontere ham med selve Ordet og sige ligesom Jesus: Der står skrevet! Ordet om korset er jo Guds kraft. Og det er noget, som sætter Djævelen og alle de onde magter på flugt. Lad os derfor gøre Guds ord til en stor del af vores liv og derved øve os på at sige: Der står skrevet!

Verden

Verden er den anden fjende. Ordet om korset er en dårskab for verden, og det vil den også fortsætte med at være, fordi Ordet er ikke af denne verden. Sandheden er og bliver dog, at ordet om korset er Guds kraft! Men siden Ordet ikke er af denne verden, så vil denne verden altid modarbejde Ordet.

Hvis man holder sig til Guds ord og ordet om korset, så kommer det til at koste i denne verden. Dette er også noget, som Jesus fortæller os om: ”En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh 15,20). At verden hader Guds ord manifesterer sig på forskellige måder. I Danmark er der måske ikke så meget fysisk forfølgelse, men måske mere psykisk. Hvis man holder sig til Guds ord, så kan man f.eks. risikere at blive stemplet som en intolerant fundamentalist, og således bliver man mistænkeliggjort og lagt under had. Andre steder i verden er der derimod tale om virkelig fysisk forfølgelse. Nogen siger, at der på globalt plan bliver dræbt 250 kristne om måneden på grund af deres tro. For Jesus kostede det livet at forkynde sandheden om sig selv. Og i dag koster det også mennesker livet at bekende sig til Kristus.

Hvad gør vi så, når vi bliver lagt under verdens had? Hvis vi kun vil tilfredsstille verden og være populære, så er udfaldet givet. Vi vælger den brede vej. Den er jo nem at gå på, men den fører dog til fortabelsen. Men Gud ønsker ikke fortabelse for nogen af os. Derfor tilskynder han os ikke til at vælge den brede og nemme vej, men den smalle vej. Han peger på Jesus og beder os klynge os til ham. Og når det koster at være kristen, og mennesker begynder at falde fra, så vender Jesus sig til os med det samme spørgsmål, som han engang stillede sine disciplene: ”Vil I også gå jeres vej?” Peter svarede: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord…” (Joh 6,67-68). Selvom det til sidst kostede Peter livet, så kunne han dog ikke vende ryggen til Jesus, fordi han vidste, at Jesus havde det evige livs ord. Lad os derfor gøre ligesom Peter. Lad os holde os til Jesus og det evige livs ord. Da kan vi altid synge med på Peters lovsang:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Det levende håb, som vi ejer i Jesus, er uendeligt større end noget af det, verden kan tilbyde!

Kødet

Kødet er den tredje fjende. Indtil videre har vi hørt om to ydre fjender, men denne tredje er en indre fjende. Dette er også det, som vi læser om i Jakobs brev: “Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én” (Jak 1,14). Der er altså tale om en indre fjende, nemlig ens eget begær. I forbindelse med tidslerne nævner Jesus også rigdommens blændværk som et eksempel. Dette minder os også om den rige unge mand, som jeg nævnte sidste søndag. Han gik bedrøvet væk fra Jesus, fordi der var noget i hans liv, som han elskede mere end Jesus, nemlig rigdommen. Rigdommen er blot et eksempel. Jesus siger også, at det er lysten til alt muligt andet, som kvæler Ordet. Hvordan er det med os? Hvad prioriterer vi? Hvad fylder vi os med? Der er nok at vælge imellem, men det er stadigvæk kun Jesus, der har det evige livs ord. Det er stadigvæk kun evangeliet om Jesus, som er Guds kraft til frelse. Lad os derfor fylde os med ordet om korset, ikke kun en dag om ugen, men hver dag. Det har vi brug for, fordi det er, som Jesus selv siger: “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4).

Afslutning

De tre fjender, som jeg har været inde på, står imod Ordet, hver gang det bliver sået. Djævelen kommer med sit gamle: “Har Gud virkelig sagt?” Den gudsfjendske verden står imod, fordi ordet om korset er en dårskab for verden. Og vores eget kød kæmper imod, fordi det vil alt muligt andet. Med andre ord må der ske et stort under, hver gang sæden falder i god jord.

Og hvad er det egentlig, der gør den gode jord god? Egenskaben til at tage imod Guds ord er i hvert fald ikke noget, vi besidder i os selv. Vi kan ikke gøre os selv til den gode jord. Men det kan Gud! Han ændrer os med sit levende Ord. Ligesom på skabelsens morgen gør Gud stadigvæk undere med sit levende og virksomme ord. Han skaber ud af intet. Hvor der er ingen tro, skaber han en levende og tindrende tro med ordet om korset.

Et andet sted siger Jesus: “Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!” (Luk 11,28). Og deri ligger hemmeligheden. Hvad vi end gør, så må vi aldrig slippe taget i Guds ord! Vi må aldrig tabe evangeliet om Jesus af syne! (13.6 slide) Dette får også Carl Fr. Wisløff til at sige:

“Lyset fra Guds eget ord kan gøre underværker. Lad det kun få lov at komme til! Lad Ordet komme til med sin afsløring af dine tanker, ord og gerninger. Da bliver du for alvor en fortabt synder, som ikke har andet at håbe på end Guds ufortjente barmhjertighed. Da får du brug for en Frelser – du får brug for det Guds lam, som bar verdens synd.” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *