Kategoriarkiv: Prædiken

Opstandelsens betydning

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet (Luk 24,13-35).

Indledning

Opstandelsen forvandlede disciplenes liv og gav dem et nyt håb. Inden Jesus viste sig for Emmausvandrerne, var de bedrøvede, fordi Jesus var korsfæstet og død. Et andet sted læser vi også, at disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne (Joh 20,19). De havde jo set, hvordan Jesus var blevet tortureret og dræbt. Og de ønskede for alt i verden ikke at opleve det samme. Men deres frygt blev fjernet, når de mødte den opstandne frelser.

Peters forvandling

Vi kan bruge apostlen Peter som et eksempel: Ligesom Emmausvandrerne var bedrøvede, mistede Peter også alt håbet, når hans Herre var korsfæstet, død og begravet. Men alt dette ændredes, når Jesus viste sig for ham: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon [dvs. Peter]” (Luk 24,34). Gensynet med den opstandne Jesus ændrede Peters liv så meget, at han nu kom til at knytte hele sit kristne håb nemlig til Jesu opstandelse fra de døde. Og det er det, som får ham til at sige de ord, som vi også plejer at høre i forbindelse med både dåb og begravelse: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3). For Peter kom Jesu opstandelse altså til at stå som en markør for noget helt nyt, et helt nyt liv. Og han forbinder det nye og forhåbningsfulde liv til én bestemt historisk begivenhed: Jesu opstandelse fra de døde.

Det kristne håb er altså forankret i Jesu opstandelse fra de døde. Hvis opstandelsen er en virkelig historisk begivenhed, så har vi også et sandt håb – et håb, som vi altid kan glædes over. Men hvis opstandelsen derimod ikke er en historisk begivenhed, så har vi et falskt og tomt håb. I dag vil vi derfor særligt fokusere på dette ene afgørende spørgsmål: Stod Jesus virkelig op fra de døde?

To syn på opstandelsen

I 1. Korintherbrev taler Paulus om to helt forskellige syn på Jesu opstandelse. På den ene hånd “prædikes, at Kristus er opstået fra de døde” (1 Kor 15,12a). Og på den anden hånd har vi det synspunkt, som siger, “at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde” (1 Kor 15,12b).

Disse to syn på Jesu opstandelse bliver også diskuteret i dag, ligesom dengang. På den ene hånd tror man fuldt og fast på, at Jesus virkelig er fysisk opstået fra de døde. Og på den anden hånd siger man, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde.

Troen på Jesu opstandelse bliver ofte betragtet som en tåbelig overtro, som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men når Paulus møder en lignende påstand, spørger han: “Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?” (1 Kor 15,12).

Øjenvidnerne

Dette er et godt spørgsmål, fordi denne prædiken er ikke noget, som man bare har fundet på. Derimod er opstandelsesbudskabet tæt knyttet til øjenvidnerne til den opstandne Jesus: Jesus blev set af Simon (Peter) og de andre apostle. I 1. Korinterbrev siger Paulus endda, at mere end fem hundrede mennesker så Jesus på én gang (1 Kor 15,3-8). Flere end 500 øjenvidner kunne altså bekræfte, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Det, som giver denne lange liste af øjnevidner en særlig historisk autoritet, er, at de fleste af dem var endnu i live, når Paulus skrev 1 Korinterbrev. Med andre ord siger Paulus: ”Hvis du ikke tror mig, gå så hen til øjnevidnerne og spørg dem.”

En virkelig begivenhed

Gud har virkelig grebet ind i verdenshistorien! Gud har virkelig rejst Jesus op fra de døde! Det, at opstandelsen er en virkelig begivenhed, er afgørende for det, som jeg står og siger her i dag. For hvad består vores håb af, hvis det ikke er knyttet til virkeligheden? Jesu legemlige opstandelse er helt central, og uden den er der ingen kristendom.

En person, der tror på en Jesus, som ikke er opstået fra de døde, tror på en kraftløs Jesus, en død Jesus. Og det er ikke noget, som kan ændre mennesker og hele verden! Men vi tilbeder ikke en kraftløs og død Jesus. Vi tilbeder en mægtig, opstanden og levende frelser! Og dét er noget, som kan ændre både mennesker og hele verden! Det var også det, som ændrede Peter og prægede hans forkyndelse. I en prædiken, som Peter holdt for Israelitterne kort efter Jesu opstandelse, siger Peter f.eks.: “Livets fyrste dræbte I, men Gud oprejste ham fra de døde. Det er vi vidner om” (ApG 3,15). Og, som vi har hørt i dagens tekst, forkynder forsamlingen i Jerusalem præcis det samme budskab: “Herren er virkelig opstået, og han er set…” (Luk 24,34).

Han viste sig for apostlene og flere end 500 brødre på én gang. Og dette forvandlede disciplenes liv totalt! Mødet med den opstandne Jesus forvandlede apostlene i sådan en grad, at de endda var villige til at dø for deres tro.

Løgnere er dårlige martyrer

Inden opstandelsen gemte de sig bag låste døre pga. deres frygt (Joh 20,19). Efter opstandelsen var de forvandlet! Og hvis deres opstandelsestro var bygget på en stor løgn, ville de aldrig have været villige til at betale så høj en pris for deres tro.

Man plejer at sige, at løgnere er dårlige martyrer, fordi ingen er villig til at dø for noget, som man ved er en løgn. Disciplene stod nemlig i en situation, hvor det var muligt for dem at vide, hvorvidt opstandelsen var sand eller falsk. Og deres villighed til at lide og dø for opstandelsesbudskabet understreger, at de ikke var løgnere, og at de virkelig troede, at Jesus var stået op fra de døde.

Vi skal genkende og blive genkendt

Et under er virkelig sket. Jesus stod op fra de døde! Eller som forsamlingen i Jerusalem sagde til Emmausvandrerne: “Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon” (Luk 24,34). Og præcis denne kendsgerning giver livet et helt nyt og forhåbningsfuldt indhold. Døden er slet ikke slutningen! Eller som Paulus siger et sted: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20). Dvs. at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde. Og ligesom den opstandne Jesus så sine kære igen, og disciplene så Jesus, således skal vi på grund af ham også se vore kære igen og de os. Ligesom Emmausvandrerne genkendte Jesus, således vil vi også genkende og blive genkendt, når vi står op fra de døde.

Det herliggjorte legeme

Ja, det er sandt, at Emmausvandrerne ikke genkendte Jesus med det samme. Men det gjorde de dog senere, når Jesus tog brødet, velsignede og brød det og gav dem (Luk 24,30). Hvordan kan det være, at de ikke genkendte Jesus med det samme?

Det var hans herliggjorte legeme, der var årsag til det. Men da de sad til bords sammen, og Jesus gjorde akkurat det samme, som han havde gjort ved det sidste måltid før sin død, ’da åbnedes deres øjne, og de kendte ham’ (v.31). Selv om vi ikke på nogen måde forstår den fulde rækkevidde af det, som her fortælles, står det alligevel klart: De genkendte ham, som de tidligere havde set og været sammen med. Det var den samme Jesus, og hans legeme var det samme, som det, der blev lagt i graven. Men nu var det åndeliggjort og herliggjort (Aksel Valen-Sendstad). 

Dette herliggjorte legeme er også forklaringen til, at Jesus pludselig blev usynlig for Emmausvandrerne. Det var altså det samme legeme, men der var også noget ekstra.

Håbets sang

Hvad kan vi så lære af alt dette? Jo, ligesom Jesus stod op, således skal vi også stå op. Ligesom Jesus havde et herliggjort legeme, således vil vi også have et herliggjort legeme. Og ligesom Jesus blev genkendt, således vil vi også genkende og blive genkendt hjemme hos Gud i Himlen. Dette gensynshåb kommer også til udtryk i nogle ord fra en svensk vise: Mødes og skilles er livets gang, skilles og mødes er håbets sang.” Og denne håbets sang blev født, når Jesus stod op fra de døde og viste sig for sine venner.

Afslutning

Hvilke følger har Jesu opstandelse så for os? Jo, siden Jesus virkelig stod op fra de døde, så betyder dette, at:

1. Jesus har sejret over døden.
2. Derfor kan vi lægge vores liv og evighed i hans stærke hænder.

3. Og derfor kan vi også glæde os over, at døden ikke er et endeligt farvel, men at vi vil komme til at opleve en fantastisk gensynsglæde hjemme i Himlen.

Dette er håbet, som vi ejer i vor opstandne frelser – et håb, som vi både kan leve på og dø på! Amen.

Ved Jesu fødder

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« (Luk 7,36-50).

Indledning
I nat havde jeg en drøm. Jeg drømte at jeg vandrede langs stranden sammen med Herren, og tværs over himlen glimtede scener fra mit liv. I disse scener bemærkede jeg to par fodspor i sandet. Det ene tilhørte mig, og det andet Herren. Da den sidste scene af mit liv glimtede forbi os, kiggede jeg tilbage på fodsporene i sandet. Jeg bemærkede også, at det var i de mest ulykkelige stunder i mit liv, at der kun var ét par fodspor i sandet. Dette bekymrede mig virkelig, og jeg spurgte Herren: “Herre, du sagde, dengang jeg besluttede at følge dig, at du ville vandre med mig hele vejen, men jeg har bemærket, at gennem de mest problemfyldte perioder af mit liv, er der kun ét par fodspor i sandet. Jeg forstår ikke hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest.” Herren svarede: “Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser forlod jeg dig. Da du så ét par fodspor, var det fordi jeg bar dig.”

Denne lille fortælling, som hedder “Fodspor i sandet”, er en god beskrivelse af det, som kvinden i dagens tekst havde erfaret, nemlig frelse og håb ved Jesu fødder. Hun havde fundet ud af, at dét var det bedste sted for hende at være, fordi dér og kun dér ved Jesu fødder var der håb for en synder som hende. Dér og kun dér er der også håb for syndere som os.

Kvinden

I dag stilles vi overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Har jeg brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for mig at være?

I dagens tekst hører vi om en kvinde, som levede i synd. Vi får ikke at vide, hvilken synd, der er tale om, men vi får dog indtrykket af, at hun har et dårligt rygte. Dette var hun også klar over selv, men andre menneskers holdninger om hende forhindrede hende dog ikke i at opsøge Jesus der, hvor han var hos farisæeren Simon.

De fleste af os ville nok ikke gå ind i et hus, der var fuldt af mennesker, som så skævt til os. Men det gjorde kvinden dog, fordi der var en helt særlig person inde i farisæerens hus denne dag, nemlig Jesus. Han var helt anderledes end de andre gæster. Han så ikke skævt til hende. Derimod oplevede hun en kærlighed i hans nærvær, som hun ikke kunne finde andre steder. I den verden, hvor hun levede, var hun vandt til at føle sig som et udskud. Hun var en synder. Det var alle klare over, ikke mindst hun selv. Men der var en verden til forskel mellem, hvordan farisæerne kiggede på hende, og hvordan Jesus kiggede på hende. Hos Jesus følte hun sig ikke som et udskud. Hos ham mødte hun derimod en overvældende kærlighed – den dybe kærlighed, som vor himmelske Far har til sine børn! Dét var den kærlighed, hun erfarede hos Jesus. Og det betød alt for hende!

Ja, hun var en stor synder, men Jesus var en endnu større frelser. Derfor havde hun også desperat brug for Jesus. Det var kun ham, der kunne hjælpe hende. Og dette forklarer også hendes reaktion, som taler mere en tusind ord: Hun vædede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med dyrebar olie. Hvorfor? Fordi det var Frelserens fødder! Hos ham – ved hans fødder – var der håb for en synder som hende. Dér fandt hun den kærlighed, som vi alle har brug for. Dér ejede hun syndernes forladelse og evigt liv! Derfor var Jesu fødder nemlig det bedste sted for hende at være.

Farisæeren

Selvom farisæeren, Simon, havde inviteret Jesus til at spise sammen med sig, så havde han dog ikke det samme behov for at ligge ved Jesu fødder, som vi ser hos kvinden. Jesus kender hjerterne. Han ved, hvad Simon tænker både om kvinden og om Jesus selv. For Simon var kvinden en synder – en person, som man tager afstand fra. Han møder hende altså ikke med den kærlighed, som Jesus møder mennesker med. Og dette vidner om, at han måske ikke helt havde fået øjne op for, hvem Jesus egentlig er. Farisæeren havde ikke set det, som kvinden havde set, nemlig at han også var en stor synder, der havde brug for Frelseren, Jesus. Han havde ikke fået øjne op for Jesu overvældende kærlighed. Og derfor har han heller ikke dette desperate behov for at ligge ved Jesu fødder. For ham var Jesus ikke en frelser, ikke engang en profet. Han tænker jo ved sig selv: ”Hvis denne mand [Jesus] var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham…” Men Jesus har noget at sige til Simon og til os – noget, som kan opsummeres med ordene:

Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19).
500 denarer

Jesus underviser både Simon og os med en lille fortælling om en pengeudlåner og to skyldnere. Den ene skyldte 500 denarer, den anden 50. Dengang var 50 denarer det samme som ca. 2 måneders løn. Og 500 denarer var derimod det samme som ca. 20 måneders løn. Med andre ord var 500 denarer en uoverkommelig gæld. Jesu pointe med fortællingen er enkel: Den, som får den uoverkommelige gæld på 500 denarer eftergivet, vil elske mere, end den, som får den mindre gæld eftergivet. Den, der får meget tilgivet, vil elske mere, end den, der kun får lidt tilgivet.

Kvinden elskede meget, fordi hun vidste, hvor stor en gæld hun havde fået eftergivet. Hun elskede, fordi Jesus elskede hende først! Dette var gået op for hende, men er dette gået op for dig og mig? Betragter vi os selv som nogen, der har fået eftergivet en uoverkommelig gæld? Har vi fået meget tilgivet? Ligner vi kvinden eller ligner vi Simon? Det kan godt være, at vi ligner dem begge to, men pointen med dagens tekst gælder for os alle: kvinden, Simon, dig og mig. Sagen er jo den, at vi alle har en stor og uoverkommelig gæld. Vi skylder alle 500 denarer! Og vi kan ikke arbejde os ud af vores gæld ved egen magt. Vi har brug for hjælp udefra – fra Jesus.

Har jeg brug for Jesus?

Som sagt stiller dagens tekst os overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Det er jo kun syndere, der har brug for ham. Men hvis jeg ikke mener, at jeg er en synder – en, der har en uoverkommelig stor gæld på 500 denarer, hvad skal jeg så bruge en frelser til? Ikke førend man har indset, at man er syg, får man brug for en læge! Dette havde kvinden fået øjne op for. Hun var syg, og derfor havde hun desperat brug for at ligge ved den store læges fødder! For hende var Jesus nemlig den store læge, der havde gjort hende fri for alle hendes sygdomme. Derfor elskede hun meget, fordi hun så, hvor meget hun havde fået tilgivet.

Har vi fået øjne op for dette? Det er spørgsmålet, som dagens tekst opfordrer os til at tænke over. Hvordan betragter vi os selv, og hvem er Jesus for os? Har vi brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for os at være? Gad at det var, fordi deri ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for. Ved Jesu fødder lyder hans ord til kvinde også til os: Dine synder er tilgivet! Du er frelst! Gå bort med fred!

Jesu fødder er altså det bedste sted for os at være, fordi Jesus har elsket os med en evig kærlighed. Han skubber os ikke væk, men siger derimod:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Denne hvile havde kvinden nu fået, og det er ikke kun en hvile, der varer for en kort tid. Nej, den hvile, som Jesus giver, er en vedvarende hvile – en hvile, som man også kommer til at nyde hos Gud i Himmeriget for evigt.

Afslutning

Ligesom den, der havde en uoverkommelig gæld på 500 denarer, har vi også en uoverkommelig gæld. Men de gode nyheder er, at Jesus har, som Paulus siger, slettet ”…vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). I sin kærlighed til os har Jesus fjernet vores uoverkommelige gæld ved at dø på korset for os. Dér betalte han vores gæld, så at vi ved troen på ham kunne få syndernes forladelse og evigt liv. Ved Jesu fødder bliver vi himmelvandrere – ikke i egen magt, men han bærer os hvert skridt af vejen!

Og når livet er svært, ejer vi også et fast håb i det ene par fodspor i sandet, og Jesus siger til os:

Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser vil jeg forlade dig. Da du ser ét par fodspor i sandet, er det fordi jeg bærer dig.

Ja, Jesu fødder er det bedste sted for os at være. Hans fødder svigter ikke. De bærer os hver dag, hele livet, indtil vi står frelst hjemme hos Gud i Himmeriget! Amen.

Skatten i Himmelen

Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af« (Luk 12,32-48).

Indledning

“Frygt ikke, du lille hjord” sagde Jesus til sine disciple dengang for ca 2000 år siden. Men Jesu ord er også gældende for os, der er hans disciple i dag. “Frygt ikke”, siger han til dig og til mig. Vi har så let ved at frygte, og det er måske ikke så mærkeligt, fordi næsten hver gang vi tænder for nyhederne, hører vi om sygdom, terror og menneskers ondskab. Udover det kan vi også være bekymrede for livets basale behov: mad, drikke, tøj osv. Og alt dette kan nemt få os til at frygte. Men Jesus har et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”, siger han.

Ja, det kan godt være, at modgang og lidelse i dette liv kan skabe frygt i os, så at vi føler os små og skrøbelige som får uden en hyrde. Men det er nemlig pointen! Vi er en lille hjord. Vi er skrøbelige. Men vi skal ikke frygte, fordi Herren er vores hyrde. Og den gode hyrde ved, hvordan han skal røgte sine får. Her er Sl 23 en god beskrivelse af hyrden og hjorden:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst (v. 1-4).
Jakobs Gud vil dig bevare

Som en Jesu discipel er man sat ind i en åndelig kamp. Vi er i verden, men ikke af verden. Derfor møder Jesu discipel også verdens modstand. Og ikke nok med det. Vi møder også djævelens og vores egen modstand, fordi nogle gange kan vi også være vores egen værste fjende. Og i mødet med disse ydre og indre fjender er det måske nærliggende for os at frygte. Men som sagt har Jesus et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”. Eller som David siger: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig”. Årsagen til, at vi ikke skal frygte, er altså den, at Herren er med os. Og når han er med os, så kan vi stole på, at vi er i gode hænder. Eller som vi plejer at synge:

Fryd dig da, du lille skare! / Jakobs Gud vil dig bevare; / på hans mindste vink må alle / fjenderne til jorden falde (DDS 49).
Gud er en glad giver

Dette er den virkelighed, vi står i, som den lille hjord med den gode hyrde. Det er den virkelighed, vi står i, som Guds børn! Vi har en Fader i Himmelen, som elsker os ud over al forstand. Og vi skal ikke frygte for noget som helst, fordi han ved, hvordan han skal tage sig af sine egne børn. I sin kærlighed har han nemlig besluttet at give os Riget – Himmeriget!

Ordet, som bliver brugt i den græske tekst, udtrykker ikke kun det, at Gud har besluttet at give os Riget, men at han har glædet sig over at give os Riget. Gud er en glad giver! Han glæder sig over at give os Riget! Og siden Gud har glædet sig over at give os Riget og alle Himmerigets skatte, så bør erkendelsen af Guds store og ufattelige gavmildhed også gøre os til glade givere. En glad giver, giver ikke, fordi han har pligt til det, men fordi det falder ham naturligt. Vi elsker, fordi han elskede os først! Vi er gavmilde, fordi han var gavmild mod os først! Han har jo givet os Riget. Derfor bør vi også genspejle hans store gavmildhed i denne verden!

Riget

Men hvad betyder det egentlig, at Gud har givet os Riget? I sin Lille Katekismus og i forbindelse med Fadervor giver Luther følgende forklaring af bønnen Komme dit rige:

Det vil sige: Guds rige kommer af sig selv uden vores bøn; men i denne bøn beder vi om, at det også må komme til os. Det sker, når vores himmelske Far giver os sin Helligånd, så vi tror hans ord, lever efter det og får evigt liv hos ham.

Men Guds rige er ikke kun Helligåndens gerning i vores liv. Til syvende og sidst indeholder Guds rige også en fornyelse af Guds skabning. Johannes’ Åbenbaring beskriver det således:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet (Åb 21,1-4).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give os!

Han har allerede nu givet os Helligånden og det evige liv i Jesus. Han har allerede nu gjort os til himmelvandrere, der er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Og dette Rige vil også blive fuldbyrdet på den yderste dag, når vi træder ind i Himmelen – det ny Jerusalem. Det synger vi også om i en salme af Svein Ellingsen:

Herre, når din time kommer, / åbenbarer du dit rige, / og i klarhed skal vi skue / alt det skabte, frigjort, fuldendt! / Vi skal se dig, som du er! (DDS 277).

Ja, vi skal se ham, som han er, når vi er nået frem til den plads, Jesus selv har beredt for os: “Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”, siger Jesus til os (Joh 14,3). Hans største ønske er, at vi skal være, hvor han er!

Hjerterne på rette sted

Hvorhenne samler vi vor skatte? Samler vi skatte på jorden? Eller samler vi skatte i Himmelen? Klynger vi os til det forgængelige? Eller klynger vi os til det uforgængelige? I dag stilles vi overfor disse spørgsmål, og Jesus opfordrer os til at have vor hjerter på rette sted. For hvor vores skat er, dér vil også vores hjerte være! Der er en paralleltekst i Matt 6,19-21, hvor Jesu ønske for os beskrives meget tydeligt:

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Men hvordan samler vi så skatte i Himmelen? Jo, som sagt handler det om at have hjertet på rette sted. Vi samler skatte i Himmelen, når vor hjerter er rettet mod Jesus og mod Himmelen. I det bibelske sprog er hjertet nemlig personlighedens centrum. Hvis Jesus og Himmeriget er vores hjertes skat, så vil vi ikke kun have den rigtige indstilling til vor verdslige ejendom, vi vil også have en uudtømmelig ejendom og skat i Himmelen, som vi vil glædes over for evigt. Og Jesus siger til os, at det skal være vores fokus. Saml jer skatte i Himmelen!

Vær rede!

I dagens tekst opfordrer Jesus os til at være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, vi ikke venter det (Luk 12,40). I trosbekendelsen bekender vi, at Jesus Kristus er “…siddende ved Gud Faders den Almægtiges, højre hånd, hvor fra han skal komme at dømme levende og døde.” Dette realiseres, når Jesus kommer igen. Vi skal alle sammen en dag møde Jesus som dommer. Og spørgsmålet er så, om vi er parat til det møde. Hvorhenne vi har samlet vores skatte er afgørende vedrørende dette spørgsmål. Jesus siger til disciplene, at de ”skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt”. De skal altså være parat til at møde deres Herre! Men en, som samler sig skatte på jorden i stedet for i Himmelen, vil aldrig være parat til at møde Jesus, fordi da er Jesus heller ikke hjertets skat. Derfor er der heller ingen forventning eller håb om at møde ham. Der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus. Derimod er den, som har samlet sig skatte i Himmelen, parat, fordi da er Jesus nemlig blevet hjertets skat. I ham ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for både til dette liv og til det kommende. Og når Menneskesønnen kommer igen, er vi parat, kun fordi han har været vores frelser og ven i dette liv. ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet”, læser vi et andet sted (1 Joh 5,12). Eller man kunne sige: Den, der har Sønnen, er parat; den, der ikke har Guds Søn, er ikke parat. Det er altså forholdet til Jesus, som er det afgørende!

Min Herre lader vente på sig!

I dagens tekst beskriver Jesus den, der ikke er parat, som en, der siger: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig” (Luk 12,45). Han lever altså livet som en, der ikke skal møde sin Herre. Dette får mig også til at tænke på det, som Paulus siger i forbindelse med Jesu opstandelse: ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (1 Kor 15,32). Ja, hvorfor ikke æde og drikke og leve, som man har lyst til, hvis det viser sig, at Gud ikke findes, at Jesus ikke er opstået, og at vi ikke skal møde Menneskesønnen? Så er dette korte liv det eneste, som vi har, og der er intet håb i døden. Der er intet evighedshåb! Shakespeare sætter også ord på denne håbløshed og meningsløshed i Macbeth og i forbindelse med Lady Macbeths selvmord:

I morgen og i morgen og i morgen, det kryber langsomt frem fra dag til dag, til sidste stavelse af tilmålt tid, og hvert "i går" har lyst så mangen dåre på vej til gravens støv. Ud, korte lys! En skyggevandring er vort korte liv; en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt; et eventyr fortalt os af en idiot vildt støjende og buldrende men helt igennem uden mening.

Her ser vi intet håb i mødet med døden. Her er der ingen skat i Himmelen. Og alle dem, der har samlet sig skatte på jorden; alle dem, der har fejet Jesus af vejen og har levet livet som mennesker, der ikke skal møde Menneskesønnen; de vil alle få en kæmpestor overraskelse, når de pludselig står ansigt til ansigt med Menneskesønnen. Og det vil ikke være nogen positiv overraskelse! Bibelen er faktisk meget tydelig vedrørende dette. Et andet sted læser vi, at Jesus vil sige til dem, der ikke er parat: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke” (Matt 25,12). Hvis vi i dette liv ikke samler skatte i Himmelen; hvis Jesus ikke er vores hjertes skat i dette liv; hvis der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus; jamen, så kender vi ham heller ikke i dette liv, og derfor er vi heller ikke parat til at møde ham, når han kommer. Men det ønsker Jesus ikke for os, fordi han elsker os. Derfor siger han: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,13).

Afslutning

Jesus ønsker, at vi skal være vågne. Han ønsker, at vi skal være parat til at møde ham. Hvorfor? Fordi han elsker os og glæder sig over at give os det bedste som findes, nemlig Himmeriget og det evige fællesskab med ham. Derfor siger han: ”Saml jer skatte i himlen!” (Matt 6,20). Det gør vi, når vi har Jesus i vores liv, og når han får lov til at vokse i vores liv. Eller som Johannes Døber siger: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).

Jesus er den skat, som åbner op for alle de andre himmelske skatte. I ham ejer vi alt! Og den kendsgerning sætter sit præg på hele tilværelsen. Da er dette korte liv ikke kun en skyggevandring, som Macbeth siger. Nej, nu er det som med Abraham:

I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land … for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr 11,9-10).

Ligesom Abraham venter vi også på byen med de faste grundvolde. Med troen på Jesus er vi nemlig blevet himmelvandrere. Vi er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Dette håb kommer også til udtryk i en salme af Laurentius Laurentii Laurinus:

I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor! / For evig, evig skal jeg der / se Gud i lyset, som han er, / se Herren Sebaot (DDS 556).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give dig og mig. Og med Jesus som vores hjertes skat i dette liv kan vi også stole på, at vi en dag vil gå ind i det ny Jerusalem sammen med Jesus. ”I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor!” Amen.

Fjendekærlighed

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« (Matt 5,43-48).

Indledning

For ca. 2000 siden gik Jesus op på en høj tæt ved Galilæas Sø. Han satte sig ned og underviste dernæst sine disciple. Dagens tekst er en del af denne undervisning, som også kaldes for Jesu bjergprædiken. Men Bjergprædikenen var ikke kun en prædiken til Jesu disciple dengang for mange år siden. Den er også en prædiken til os, som er disciple i dag ved troen på Jesus. Og i den forstand får vi også i dag lov til at tage op på bjerget sammen med Jesus for at høre hans undervisning til os.

Kærlighed er Lovens fylde

Vi har sunget:

Kærlighed er Lovens fylde / og fuldkommenhedens bånd, / den er, hvad vor Gud vi skylde, / den er frugten af hans Ånd... (DDS 696).

Her synes jeg, at Grundtvig på en god måde indfanger både dagens tekst og Bjergprædikenen i sin helhed. Ja, man kan sige, at bjergprædikenen er én stor udfoldelse af det, som Jesus kalder for det nye bud:

Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden (Joh 13,34).

Jesus gav ikke kun dette bud til dem, der var hans disciple dengang for mange år siden. Buddet er også gældende for os, der er hans disciple i dag. Vi skal elske hinanden, fordi kærligheden er Lovens fylde og fuldkommenhedens bånd. Og i Bjergprædikenen viser Jesus os, hvordan denne kærlighed udfolder sig i praksis. Her ser vi, hvordan Gud vil have, at vi skal leve livet som Jesu disciple.

Antiteserne

Dagens tekst er den sidste af de seks såkaldte antiteser i Matt 5. Og dette kræver selvfølgelig en lille forklaring. Tidligere i det samme kapitel har Jesus talt om disciplenes retfærdighed og deres gode gerninger. Og det leder siden tankerne hen imod spørgsmålet om Loven og dens plads i disciplenes liv. I de seks antiteser formulerer Jesus siden sin tolkning af nogle centrale bud fra GT. Man kalder det for “antiteser”, fordi der er seks afsnit i kap. 5, som indledes med en tese og en antitese. Vi ser det også i dagens tekst, som indledes med tesen: “I har hørt, at der er sagt…” Og derefter kommer Jesus med antitesen: “Men jeg siger jer…” Det er ikke sådan at forstå, at Jesus er kommet for at omskrive eller afskaffe de gammeltestamentlige bud. Dette understreger Jesus også selv i det samme kapitel, hvor han siger:

Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde (Matt 5,17).

I antiteserne ser vi således også, at Jesus tolker nogle bud fra Moseloven og understreger deres oprindelige mening.

I er verdens lys

Et vers, som er afgørende for forståelsen af antiteserne og derfor også dagens tekst, er vers 20, hvor Jesus siger til disciplene:

Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Her taler Jesus altså om de skriftkloges og farisæernes retfærdighed og om sin større retfærdighed, der langt overgår de skriftkloges og farisæernes. I dagens tekst står tesen for de skriftkloges og farisæernes fejlagtige forståelse af, hvad retfærdighed er ifølge Guds bud. Og i antitesen kommer Jesus siden med sin autoritative forståelse af, hvad retfærdighed er ifølge Guds bud: “Men jeg siger jer…”

Som sagt er Bjergprædikenen én stor udfoldelse af det nye bud: “I skal elske hinanden…”, eller som vi har sunget hos Grundtvig: “Kærlighed er Lovens fylde og fuldkommenhedens bånd…” Men vil det så sige, at jeg kan opfylde Guds lov og blive fuldkommen ved at holde nogle etiske regler? Nej, det er ikke pointen med Bjergprædikenen. To gode pejlemærker i forbindelse med dette spørgsmål er: 1) at overholdelse af loven ikke betragtes som “frelsesvej” og: 2) at tro på Jesus har etiske følger. Dette kommer også til udtryk i samme kapitel, hvor Jesu disciple beskrives som verdens lys:

Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (Matt 5,16).

Altså, når Jesus er fortegnet for livet i retfærdigheden, kommer gode gerninger dernæst på tale: I er gjort hellige i Jesus; lev derfor et helligt liv! I er verdens lys; lad derfor jeres lys skinne klart!

Vi skal gøre ligesom Gud

I dagens tekst ser vi, hvordan Jesus først og fremmest kommer med tesen “I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende…'” (43). Dette var de skriftkloges og farisæernes lære. Næstekærlighedsbudet er i overensstemmelse med GT (3 Mos 19,18), men det er tilføjelsen ikke: “…og hade din fjende”. De skriftkloge og farisæerne tolkede dog næstekærlighedsbudet således, at det kun var deres med-israelitter, der var deres næste. De lærte altså, at jøder skulle elske jøder, mens alle andre skulle afvises. Men dette var som sagt ikke i overensstemmelse med GT. Derfor siger Jesus: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Her understreger Jesus altså, hvordan den kristne skal opføre sig overfor andre mennesker. Vi skal elske vores fjender, velsigne dem, der forbander os, gøre gode gerninger imod dem, der hader os og bede for dem, der forfølger os.

Men hvordan kan dette overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan vi helt oprigtigt elske vores fjender og bede for dem? Jo, det kan kun lade sig gøre, når vi så at sige har mistet vores liv til Jesus; når vi er hans disciple, og han er Herre i vores liv og ikke os. Derved lærer vi at se andre mennesker med Jesu øjne – at have Jesu sindelag, eller som det lyder til sidst i dagens tekst:

Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.

Det, som vi får at vide her, er altså, at vi skal behandle mennesker ligesom Gud behandler dem. Vi skal elske vores fjender og bede for dem, der forfølger os, fordi det er det, som Gud gør. Og vi skal gøre ligesom Gud, for at vi må være vores himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Således skal vi også gøre. Ligesom Gud elsker alle mennesker, således skal vi også elske alle mennesker. Hvorfor? Fordi de er alle Guds ejendom. Gud har skabt dem og har ofret alt for at bringe dem tilbage til sig selv:

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16).

Hvorfor gjorde Gud dette? Var det pga. noget godt i os og i verden, der fik ham til at gøre dette? Nej, det var ene og alene Guds store kærlighed til sin skabning, der fik ham til at gribe ind i verden med sin frelse!

Gud elskede sine fjender

Og Jesus siger, at vi skal handle ud fra den samme kærlighed. Ligesom Guds store og frelsende kærlighedsgerning ikke var styret af de egenskaber, som menneskene nu engang måtte have, således skal vores gerninger overfor vores næste heller ikke være styret af, hvad de er og gør. Nej, vi skal elske dem på trods af, hvad de er og gør, på trods af at de er vores fjender, på trods af at de forfølger os. Og som sagt lader dette sig kun gøre, når Jesus er Herre i vores liv og ikke os. Når han er Herre i vores liv, ved vi nemlig, at vi selv har fået lov til at modtage denne kærlighed på trods af, hvem vi er. Dette er Paulus også inde på, når han siger:

For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud… (Rom 5,10a).

Gud rakte os sin frelsende kærlighed, mens vi endnu var hans fjender. Derfor skal vi også gøre det samme overfor vores fjender! Vi skal elske vores fjender, fordi Gud elskede sine fjender! Han elskede og elsker os!

Et vidnesbyrd om kirkens Herre

Når vi elsker vores fjender, ligesom Gud gør, så er vi med til at vidne om Guds kærlighed over for denne verden. Og dette er i sig selv også årsagen til, at vi skal elske vores fjender. Som kristne er vi nemlig verdens lys også overfor vores fjender:

Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (Matt 5,16).

Dybest set handler det om verdensmission. Gud elsker alle mennesker og ønsker, at alle må lære ham at kende. Og i forbindelse med verdensmissionen, er den kristne fjendekærlighed afgørende. Den er nemlig et vidnesbyrd om kirkens Herre – han, som elskede os, mens vi endnu var hans fjender. Og således fortæller vores fjendekærlighed også verden noget om, hvem vores Herre er.

Det ypperste eksempel

Det er ikke så svært at elske sine venner, men Jesus går videre og siger, at en discipel også skal elske sin fjende. Men hvordan gør jeg så det? Her må jeg ærligt indrømme, at jeg ikke har formået at holde kærlighedsbuddet. Derimod har jeg ofte givet igen af samme skuffe, når mennesker har været grimme imod mig. Og jeg har forsømt at bede for mine fjender. Derfor betragter jeg også dagens tekst først og fremmest som en formaning til mig selv. Jeg skal stræbe efter at gøre det, som jeg ikke har formået at gøre! Jeg skal stræbe efter at ligne min Herre – han, som rakte min sin frelsende kærlighed, mens jeg endnu var hans fjende.

Men igen må jeg indrømme og sige, at jeg langt fra ligner min Herre! Hvordan skal jeg så nogensinde kunne elske min fjende, ligesom Jesus gjorde? Hvordan skal jeg nogensinde kunne ligne min Herre? Hvordan skal jeg nogensinde kunne være fuldkommen, ligesom min Herre er fuldkommen? I mødet med disse spørgsmål synes jeg, at Døberens ord er meget passende:

Han [Jesus] skal blive større, jeg skal blive mindre (Joh 3,30).

Dét må jeg bede min Herre om, fordi jeg kan ikke skabe noget godt i mig selv med en ekstra kraftanstrengelse! Derfor må jeg bede til Jesus om, at han må blive større i mit liv og i mit sind, således at jeg får hans sindelag og hans væremåde overfor mine medmennesker – også mine fjender. Jeg må bede ham om, at han, som har begyndt sin gode gerning i mig, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag (Fil 1,6). Jeg må følge de råd, som jeg finder i Hebræerbrevet. Jeg må se hen til Jesus, troens banebryder og fuldender (Hebr 12,2). Eller som Døberen siger:

Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd (Joh 1,29).

Det er ikke noget i mig selv, der er løsningen til dagens tekst. Jeg kan ikke producere denne fjendekærlighed i mig selv ved en ekstra indsats. Nej, det er Jesus, som er nøglen til det hele! Han er jo det ypperste eksempel på denne fjendekærlighed. Se Jesus på korset og hvordan han endda beder for sine bødler:

Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør (Luk 23,34).

Og efterfølgende ser vi, at Jesu disciple også begyndte at praktisere Jesu fjendekærlighed. Se f.eks. hvordan Stefanus, kirkehistoriens første martyr, beder for sine bødler: “Herre, tilregn dem ikke denne synd!” (ApG 7,60), siger han. Stefanus var begyndt at ligne sin Mester. Han var begyndt at praktisere sin Mesters fjendekærlighed!

Afslutning

Men hvordan blev denne kærlighed til en realitet i Stefanus’ liv? Og hvordan kan denne kærlighed også realiseres i vores eget liv? Svaret er det samme for os alle, både for disciplene dengang, og for os, der er Jesu disciple i dag. Svaret er Jesus! Vi elsker, ja, vi kan kun elske, fordi han elskede os først (1 Joh 4,1). Han elskede os, mens vi endnu var hans fjender. Han døde i vores sted og stod op fra de døde for at gøre os til sine venner.

Vi må vende vores blik mod Jesus! Eller som Brorson siger:

O, lad mig hjertens inderlig, / min søde Jesus, elske dig / og komme dine vunder nær, / så får jeg nok min fjende kær! (DDS 688).

Kærlighed er ikke noget, som vi kan frembringe i os selv med en ekstra kraftanstrengelse. Kærlighed får vi kun ved kærlighedens kilde, ved at se på Jesus, se på hans sår, se på korset, hvor han hænger i vores sted. Dér lærer vi at elske vores fjender, fordi dér ser vi, hvor meget han har elsket sine fjender, hvor meget han har elsket os! Amen.

Den kristne enhed

”Jesus sagde: ’Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem’” (Joh 17,20-26).

Indledning

Lad styrte alle vægge, / som skiller kristne ad! / Forener jer, I bække, / og glæder Herrens stad! / Forén dem, Helligånd! / Thi hjerterne, så mange / som ofre dig lovsange, / er bække i din hånd” (DDS 288).

Denne strofe fra salmen ”Drag ind ad disse porte” sætter ord på et centralt anliggende i dagens tekst, nemlig den kristne enhed. Salmen beskriver kristne mennesker som bække i Guds hånd, og det glæder Herrens stad, når disse bække er forenet. Selvom vi måske er uenige om mange ting, så kan vi stadigvæk være forenet som Guds børn. Vi kan stadigvæk elske hinanden som søskende i Herren.

Men den kristne enhed er ikke kun vigtig for kristne menneskers indbyrdes fællesskab og trivsel. Den spiller også en afgørende rolle, når det gælder ikke-kristne menneskers tanker om Jesus. Den kristne enhed og indbyrdes kærlighed er nemlig et godt vidnesbyrd for ikke-kristne mennesker – et vidnesbyrd, der hjælper dem til at forstå, at Jesus virkelig er sendt af Gud. I en anden sammenhæng giver Jesus endda disciplene (og os) et nyt bud: ”I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh 13,34-35). Det er ikke således at forstå, at det er den kristne enhed og kærlighed, som gør os til Jesu disciple. Pointen er snarere den, at selvom vi er kristne, og selvom Jesus er sendt af Gud, så er verden berettiget til at drage nogle negative konklusioner om os og vor Frelser pga. vores indbyrdes splid og mangel på kærlighed. Sammenhængen mellem den kristne enhed og verdens reaktion er helt central i dagens tekst. Vi ser nemlig, at Jesus gentager den samme sætning: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23). I sin bog The Mark of the Christian beskriver Francis A. Schaeffer dette som ”the final apologetic” eller det afgørende forsvar for kristendommen. Og Schaeffer konkluderer, at vi ikke kan forvente, at verden skal tro, at Faderen har sendt Sønnen, at Jesu påstande er sande, og at kristendom er sand, med mindre verden får lov til at se lidt af de kristnes enhed.

Dybest set handler det om verdensmission. Og i forbindelse med verdensmissionen, er den kristne enhed og kærlighed afgørende. Den er nemlig et vidnesbyrd om kirkens Herre. Vores enhed fortæller altså verden noget om, hvem vores Herre er: at han er udsendt af Gud, og at han er verdens frelser.

Jesu ypperstepræstelige bøn

Dagens tekst er en del af Jesu sidste bøn, også kaldt Jesu ypperstepræstelige bøn. I den beder Jesus for sine disciple. Først beder han for apostlene og dernæst beder han for alle dem, som ved deres ord kommer til tro på ham. I den forstand bliver vi også genstand for Jesu forbøn. Han beder for alle sine disciple – også dig og mig.

Jesus elsker os. Det giver Jesus også udtryk for, når han beder til Gud og siger: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig” (v24). Jesus har altså en brændende længsel efter at være sammen med os. Han vil have evigt fællesskab med os. Han vil realisere det, som vi blev skabt til, nemlig at være sammen med Gud. Eller som Augustin siger i sine Bekendelser: ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” Jesus elsker os og vil give os del i den evige hvile hos Gud. Men hvordan får vi del i denne evige hvile? Det spørgsmål besvarer Jesus tidligere i det samme kapitel og i samme bøn: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (v3). Der er altså evigt liv i det at kende ham, som Gud har udsendt. Og dét er også årsagen til, at præcis denne pointe bliver nævnt to gange i dagens tekst: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23).

Det gudformede hul

Selvom vi måske ikke er ens som kristne mennesker, så er den kristne enhed dog kendetegnet, som Jesus har givet os. Når det kendetegn præger os, da virker det som et stærkt vidnesbyrd overfor en verden, der ligger i mørket, en verden, som har vendt ryggen til sin Skaber. Men på trods af det er alle mennesker dog skabt i Guds billede. Selvom det syndefaldne menneske har vendt ryggen til Gud, så er vi trods alt skabt til at have fællesskab med Gud. Alle mennesker har så at sige et gudformet hul i deres hjerter, et tomrum, som kun Gud kan opfylde. Og mange mennesker prøver at opfylde tomrummet i hjertet med alt andet end Gud: penge, sex, magt osv., men det er kun Gud, der kan opfylde det, fordi Gud har skabt os til sig selv. Han har lagt evigheden i vores hjerter (Præd 3,11), og derfor kan al verdens rigdom ikke opfylde hjertets dybe evighedslængsel, tomrummet, det gudformede hul. Det kan kun Gud gøre! Kort sagt er vi altså skabt til at have evigt fællesskab med Gud. Og når den dybe enhed og indbyrdes kærlighed, som præger forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd, også præger os, der er kristne, så er vi en Kristi vellugt i verden, som Paulus formulerer det (2 Kor 2,15). Da bliver vores kristne enhed ét stærkt vidnesbyrd overfor verden om, at her er der tale om noget helt særligt, noget, som ikke er af denne verden, en guddommelig kærlighed, som opfylder hjertets dybe evighedslængsel, tomrummet, det gudformede hul.

En mærkbar enhed

Der er en uløselig sammenhæng mellem den kristne enhed og verdens konklusioner vedrørende os og vores Frelser. Og vi er på et helt praktisk niveau her. Det handler om en mærkbar enhed og kærlighed. F.eks. indebærer dette, at jeg går over til min kristne ven og siger undskyld, hvis jeg har gjort noget forkert mod ham eller har forsømt at elske ham. Det lyder måske banalt, men dette er dog vejen til fornyede forhold mellem mand og kone, forældre og børn og mellem søskende i Herren. Hvis vi derimod ikke er villige til at gå denne vej – enhedens, kærlighedens og tilgivelsens vej, ja, så vil verden naturligvis også konkludere, at vi ikke er kristne, og at Jesus ikke er sendt af Gud. Vores kærlighedsløse væremåde skaber afstand mellem Jesus og den verden, han er kommet for at redde. Men det er ikke vores kald! Derimod er vi kaldet til at være en liflig duft i verden. Eller som Paulus siger: ”For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes” (2 Kor 2,15). Der er altså tale om en mærkbar enhed og kærlighed her – en vellugt!

Vi er udsendinge i Kristi sted

”Practice what you preach” plejer man at sige på engelsk. Der ligger en dyb sandhed i det. Vi skal selv praktisere det, som vi prædiker! Vi har fået et budskab at prædike, nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Og det er netop i evangeliets lys, at vi har forstået, at Jesus er udsendt af Gud som verdens frelser. Dét lys er vi nu kaldet til at bringe med os ud i verden – evangeliets lys. Vi er udsendinge i Kristi sted (2 Kor 5,20). Eller som Jesus selv siger i sin bøn: ”Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden” (v18). Ligesom Jesus var i verden, men ikke af verden, er disciplene nu også i verden, men ikke af verden. Med andre ord: selvom vi er i verden, så er verden dog ikke i os. Med troen og dåben har Gud nemlig friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede søns rige (Kol 1,13). Med troen på Jesus er der altså sket et åndeligt adresseskift i vores liv. Vi er ikke længere af verden. Derimod er vi nu Guds børn, der hører til Guds rige. Derved er vi altså repræsentanter for Gud og hans rige i denne verden. Men vi ved, hvordan verden tog imod Frelseren. Ikke længe efter Palmesøndagens lovsang og hosianna ændrede tonen sig drastisk: ”Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham”, råbte de (Joh 19,15). Som sagt har verden vendt ryggen til Gud. Den vil egentlig ikke have noget med Gud at gøre. ”Bort med ham, bort med ham”, råber verden. Og når verden har behandlet Mesteren på denne måde, så kan disciplene også stole på, at de vil blive modtaget på lignende måde. Ligesom verden hadede Jesus og hans ord, vil verden også hade disciplene og deres ord. Men på trods af disse forhold beder Jesus dog ikke Faderen om at tage apostlene ud af verden, fordi de og vi er nemlig kaldet til at være i verden – at være Kristi vellugt i verden. Selvom verden har vendt ryggen til Gud, så har Gud dog ikke vendt ryggen til verden – langt fra! Guds mission er nemlig verdensmission! ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Ja, Gud elsker verden. Han elsker sin skabning. Han ønsker at give os det, som han skabte os til: fællesskab med Gud – evigt liv!

Afslutning

I den ypperstepræstelige bøn beder Jesus for os, som er i verden, men ikke af verden. Han beder for vores vidnesbyrd i denne verden – den kristne enhed og kærlighed. Når dette er en realitet hos os, så er det også et stærkt vidnesbyrd overfor den verden, som Gud ønsker at redde: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23), siger Jesus. Vores kristne enhed og kærlighed har altså et formål der, hvor vi er. Hvilket formål? Jo, den tjener Guds vilje med alle mennesker. Den tjener verdensmissionen, og at alle mennesker skal komme til at kende Gud og ham, som Gud her udsendt, Jesus Kristus, verdens frelser. I det kendskab er der evigt liv for alle mennesker. Lad os derfor gøre Jesus kendt i verden gennem vor mærkbare enhed og kærlighed!

Lad styrte alle vægge, / som skiller kristne ad! / Forener jer, I bække, / og glæder Herrens stad! / Forén dem, Helligånd! / Thi hjerterne, så mange / som ofre dig lovsange, / er bække i din hånd” (DDS 288). Amen.

I dette videoklip giver J.I. Packer også en glimrende beskrivelse af, hvad kristen enhed er for noget:

Jesu himmelfart

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud (Luk 24,46-53).

Indledning

Hvilke tanker gør vi os, når vi hører om Jesu himmelfart? Forestiller vi os, at Jesus med Oliebjerget som affyringsrampe nu bliver skudt af som en rumraket til en fjerntliggende planet øst for solen og vest for månen? Dagens tekst giver os i hvert fald ikke indtryk af, at der er tale om den slags himmelfart. Lukas er egentlig meget sparsom vedrørende detaljerne omkring Jesu himmelfart. I Lukasevangeliet læser vi, at Jesus blev båret op til himlen. Og i Apostlenes Gerninger siger Lukas, at en sky tog Jesus bort fra disciplenes øjne. Men hvad drejer Jesu himmelfart sig egentlig om? Hvordan kan det være, at denne begivenhed var årsag til, at disciplene blev fyldt med glæde og lovpriste Gud hele tiden i templet? Og hvilken relevans har Jesu himmelfart for os i dag? Det vil vi prøve at se lidt nærmere på.

Jesus har ændret alt

“I hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”, siger Jesus til disciplene (Luk 24,47). Jesus siger altså, at alle mennesker har brug for ham, fordi der kun er frelse i hans navn. Det er kun ham, der har båret verdens synd. Det er kun ham, der har taget straffen for vor synder. Og det er kun ham, der har besejret synd, død og djævel. Derfor kan hver enkelt af os trygt omvende os til ham og hans gave: syndernes forladelse og evigt liv. Det har vi alle brug for!

Døden er en realitet, som vi konstant bliver påmindet om. Måske har vi ikke mistet nogen endnu, men vi ved, at vi alle er i samme båd, når det gælder døden. Men Jesus har ændret alt for os. Ved sin opstandelse har han besejret døden! I ham ejer vi derfor et levende håb – et håb, som holder, også når vi skal dø, fordi vi ved, at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde.

Hvordan kan det være, at vi forsamles i kirken hver søndag morgen for at høre om Jesus? Ét er i hvert fald sikkert, og det er, at der ikke ville være noget evangelium at samles om, hvis Jesus ikke stod op fra de døde. Ja, kristendom ville egentlig ikke eksistere, hvis Jesus forblev i graven. Men det gjorde han ikke. Der skete virkelig noget i Jerusalem for ca. 2000 år siden. Jesus stod op fra de døde. Og for at understrege den realitet, viste han sig for sine disciple i 40 dage, talte til dem og spiste sammen med dem.

En helt ny begyndelse

Umiddelbart syntes Jesu lidelse og død måske at signalere afslutningen på Mesterens liv opløsningen discipelflokken som helhed. Det var også det, som Jesu modstandere havde håbet på. Men der var langt fra tale om nogen afslutning. Nej, nu var der tale om en helt ny begyndelse – noget, som også gælder for os i dag: Jesus åbnede døren for os ind i Himmeriget – ind til Gud selv. Døren ind til Guds nærvær er ikke lukket for os! Med sit liv, sin død, opstandelse og himmelfart har Jesus derimod sat døren på vidt gab. Døren er åben! Himmeriget er kommet nær! Det har Jesus sørget for. Derfor er det også i hans navn, at der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse.

Kraften fra det høje

Men Jesus siger dog til apostlene, at de skal blive i byen, indtil de bliver iført kraft fra det høje (Luk 24,49). Lukas understreger også det samme i ApG 1,8: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende. Ingen omvender sig uden Helligåndens kraft. Og apostlene formår derfor intet uden denne kraft – kraften fra det høje. Men med Helligåndens kraft kan de være Jesu vidner og prædike omvendelse til syndernes forladelse. Derfor er Jesu himmelfart ikke noget, som apostlene skal sørge over. Derimod er det til deres eget bedste, at Jesus tager hjem til Faderen. Dette er også noget, som Jesus forklarer for apostlene ved en anden lejlighed: Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden [dvs. Helligånden] ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom (Joh 16,7-11).

Apostlene og vi andre kaldes til at kende Jesus og gøre Jesus kendt i denne verden, men dette er ikke noget, vi formår i egen kraft. Ingen kan overbevises om noget som helst uden Helligåndens kraft. Derfor skulle apostlene vente i Jerusalem indtil Åndens udgydelse på pinsedag. Det er Helligåndens kraft – Guds kraft – der udruster mennesker, både apostlene og os, til at være vidner lige til jordens ende. Eller som Paulus siger: For Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft (1 Kor 4,20). Menneskers omvendelse til syndernes forladelse afhænger ikke af tom snak, men af Helligåndens kraft!

Jesu himmelfart er altså ikke noget, apostlene skal sørge over, fordi de iføres kraft fra det høje, når Jesus har sat sig ved Faderens højre hånd. Derfor siger han også til apostlene: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig (Joh 15,26). Det er kort sagt årsagen til at de skal vente i byen, indtil de bliver iført kraft fra det høje på pinsedag.

De naglemærkede hænder

Inden himmelfarten løfter Jesus sine hænder og velsigner sine apostle. Det er meget sigende, at Jesus løfter sine naglemærkede hænder for at velsigne disciplene. I Jesu hænder kunne apostlene nemlig se velsignelsens pris. Han løskøbte os med sit legeme og blod. Det er også det, som Jesus understregede for apostlene ved det hellige aftensmåltid: Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er mit blod, som udgydes for jer. I Jesu hænder kunne apostlene altså se velsignelsens vej, og den går lige igennem Jesu sår! Eller som Esajas profeterede: Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt (Es 53,5). Nu løftede Jesus sine hænder, og i hans naglemærkede hænder kunne de se velsignelsens og helbredelsens realitet. Jesus havde gjort alt som skulle til, for at de skulle blive velsignet ud over alle grænser. Ved hans sår blev vi helbredt!

Og idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen (Luk 24,51). Dette er også det, som vi bekender i trosbekendelsen hver søndag: “…opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Han, som dengang løftede sine hænder for at velsigne sine apostle, sidder nu ved Gud Faders højre hånd. Det, at han sidder ved Guds højre hånd, betyder, at han nu har overtaget sit kongelige embede. Han har fået givet al magt i himlen og på jorden. Han hersker i sit rige over alle troende. Sikke en finale! Dette var slet ikke nogen sørgelig afsked.

Englenes budskab

I Apostlenes Gerninger læser vi om, hvordan apostlene stod og stirrede mod himlen, men pludselig, mens de står og stirrer mod himlen, kom to engle til dem og sagde: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (ApG 1,11). I englenes budskab siges der både noget om Jesus og noget til Jesu apostle:

Det var ikke meningen, at apostlene skulle være så himmelsk sindet, at de ikke var til nogen verdens nytte. Jesus var gået til Faderen, og de kunne ikke bringe ham tilbage ved at stå og stirre mod himlen. Derimod understregede englene, at Jesus ville komme tilbage på samme måde, som de havde set ham forlade dem. Der var langt fra tale om et endeligt farvel, fordi den samme Jesus skal også komme igen på samme måde, som han forlod dem. Dette var også noget, som Jesus selv havde fortalt dem om i forbindelse de sidste tider: Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed (Luk 21,27). Men i modsætning til himmelfarten vil Jesu genkomst være noget, som alle mennesker skal se: Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham…” (Åb 1,7). Men apostlene var dog ikke kaldet til at stå og kigge efter stjernerne. Derimod var de kaldet til at være vidner indtil jordens ende. I modsætning til at stå og se mod himlen, skulle apostlene nu rette deres blik udadtil mod den syndefaldne verden, som har brug for en frelser.

Vi, du og jeg, har også brug for at høre englenes budskab: I har set ham fare op til himlen. I skal se ham komme igen. Men I vil ikke være faderløse. Helligånden vil komme til jer, og I skal gå ud i verden som Jesu vidner.

Jesu himmelfart og løftet om hans genkomst, samt løftet om Helligåndens komme fyldte apostlene med formål og glæde. De var hele tiden i templet og lovpriste Gud! Ligesom dem har vi også årsag til at gå i kirke for at lovprise Gud. Hvorfor? Fordi Jesus er opstanden og opfaret til himmels! Fordi pinseunderet er allerede sket. Jesus har allerede sendt os en anden talsmand fra Faderen – Helligånden. Det, som skete dengang i Jerusalem, gælder også for os i dag. Sikke et håb! Vi kan glæde os hver dag! Vi kan lovprise Gud hver dag! Fordi dette er allerede sket! Jesus er opfaret til himmels! Og han har sent os Helligånden – iført os med kraft fra det høje. Eller som Jesus sagde til apostlene: “Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh 14,18). Han er med os hver dag med Helligåndens kraft. I den forstand er Jesu ord til apostlene også gældende for os i dag: “I skal være mine vidner”, siger han til os.

Den allestedsnærværende Frelser

Himmelfarten er en milepæl i verdenshistorien. Kristus sætter sig ved Faderens højre hånd. Han genoptager den fulde brug af sine guddommelige egenskaber. Nu er han den allestedsnærværende Frelser, der overalt kan gribe ind ved sit frelsende nærvær – også her hos os i dag. Han leder sin kirke på jorden og har givet sine vidner kraft til at være hans vidner ”både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende”. Det, der skete denne dag på Oliebjerget udenfor Betania, er altså årsagen til, at vi nu i dag kender vor Frelser Jesus Kristus og kan tilbede ham og tilhøre ham (Bo Giertz).

Ligesom apostlene, har vi derfor også al årsag til at være fyldt med glæde og at lovprise Gud. Apostlene var mennesker, ligesom vi er. De havde skavanker, bekymringer og sorger. Men Jesu himmelfart taler nemlig ind i vores liv – også når det er svært. Pga. himmelfarten er Jesus som sagt nu den allestedsnærværende Frelser. I alle livets forhold ejer vi altså et levende håb. Vi kan stole på, at han er med os alle dage, både i medgang og modgang, fordi han har iført os med kraft fra det høje.

Afslutning

Ligesom apostlene har vi aldeles ingen grund til at stå og stirre mod himlen, fordi Jesu himmelfart er ikke et endeligt og sørgeligt farvel. Derimod er Jesu himmelfart den store finale og indledningen til noget nyt og spændende. Ved Helligånden har vi fået kraft fra det høje til at være hans vidner lige til jordens ende. Sikke en ære det er, at få lov til at tjene den opstandne frelser, der sidder ved Faderens højre hånd! Du og jeg har ingen grund til at stå og stirre mod himlen, fordi englenes ord til apostlene er også gældende for os i dag: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8). Amen.

Kilder

Bock, Darrell L. 1994. Luke. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.

Giertz, Bo. 1978. At tro på Kristus. Fredericia: Lohses Forlag.

Kjær-Hansen, Kai. 1995. Apostlenes Gerninger. København: Det Danske Bibelselskab.

Sproul, R.C. 2005. A Walk with God: An Exposition of Luke. Geanies House, Fearn, Ross-shire: Christian Focus Publications.

Spurgeon, Charles H. 1997. Spurgeon’s Sermon Notes. Peabody, MA: Hendrickson Publishers, Inc.