Kategoriarkiv: Eksegese

Jesu opstandelse: en gennemgang af 1 Kor 15,3-8

3 For jeg overleverede til jer først og fremmest det, som jeg også modtog, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne, 4 og at han blev begravet, og at han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne, 5 og at han blev set af Kefas, siden de tolv, 6 derefter blev han set af mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvem de fleste forbliver i live indtil nu, men nogle er sovet hen. 7 Derefter blev han set af Jakob, siden alle apostlene, 8 og sidst af alle blev han set også af mig, ligesom en, der er født i utide (1 Kor 15,3-8, min oversættelse fra græsk).

Indledning

I forbindelse med 1 Kor 15,3-8 understreger Stefan Gustavsson følgende:

”Det vigtigste kildemateriale vedrørende opstandelsen er en tekst af Paulus i 1 Kor 15, som Paulus skrev omkring år 55 e.Kr. Teksten har fået denne status, fordi dens indhold er meget tidligt og går tilbage til den inderste kreds af vidner i Jerusalem.”

Historisk set er teksten altså meget interessant. Den opfylder nemlig nogle vigtige historiografiske kriterier:

  • Tidlige vidnesbyrd støtter historiske påstande.
  • Øjnevidneberetninger støtter historiske påstande.
  • Flere uafhængige kilder støtter historiske påstande.

Første Korintherbrev er formodentlig skrevet i år 54 e.Kr. eller 55 e.Kr. I vers 3 siger Paulus: “For jeg overleverede til jer først og fremmest det, som jeg også modtog…” Her indrømmer Paulus altså, at han har modtaget det pågældende materiale fra en anden kilde. Derfor kan man naturligvis også spørge, om dette muligvis kan give os større indsigt i den tidligste apostolske lære mellem 30 e.Kr. og 50 e.Kr., inden det første skrift i NT nogensinde blev skrevet?

De græske ord for at overlevere og modtage (paradidōmi og paralambanō) er med til at understrege, at der er tale om en tradition:

Her følger jeg den ordforklaring, som gives i New Bible Dictionary: TRADITION (Gr. paradosis). Det, som bliver overleveret, især lære, som bliver overleveret fra en lærer til hans disciple.

Ifølge den mest anvendte datering for Paulus’ omvendelse (mellem 1 og 3 år efter Jesu korsfæstelse) kan man argumentere for, at Paulus modtog denne tradition mellem 34 e.Kr. og 36 e.Kr. I Gal 1,18 står der nemlig følgende: “Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage”. Paulus har måske modtaget traditionen i dette tidsrum, da man kan gå ud fra, at de ikke kun har småsnakket.

I forbindelse med dette konkluderer Richard Bauckham også, at man kan antage, at Paulus i dette tidsrum fik en grundig indførelse i traditionerne om Jesus, således som de blev formuleret af de tolv, og at Paulus modtog denne indførelse af Peter selv, apostlenes leder.

Der er altså noget, som tyder på, at traditionen i 1 Kor 15,3-8 ligger meget tæt ved dens oprindelige kilde, og at den genspejler selve kernen i apostlenes forkyndelse. De fleste forskere er også enige i, at Paulus modtog denne tradition vedrørende Jesu død og opstandelse fra Peter og Jakob, mens han var i Jerusalem omkring 6 år efter Jesu korsfæstelse. Når det gælder selve apostlene kan budskabet om opstandelsen siden spores tilbage til deres egne oplevelser. De var jo overbevist om, at de havde set den opstandne Jesus med deres egne øjne.

I lyset af dette synes 1 Kor 15,3-8 derfor at være meget relevant i forbindelse med en historisk undersøgelse af Jesu opstandelse. Og dette har tilsyneladende også været meget relevant for Paulus’ egen argumentation i 1 Kor 15. Når Paulus indkorporerer denne tradition i hans indledende argumentation i kap. 15, så indikerer det jo, hvilket formål traditionen tjener i denne sammenhæng, nemlig at understrege realiteten af Jesu død, begravelse og opstandelse.

Fortolkning

Vers 3a: Her fortsætter Paulus med sin beskrivelse af ordet, som han allerede har nævnt i v. 2. Dette er også årsagen til, at teksten indledes med et forklarende for: ”For jeg overleverede…” Nu uddyber han altså ordet, hvormed han forkyndte evangeliet. Og i forbindelse med denne uddybning anvender Paulus siden to tekniske begreber for tradition, nemlig paradidōmi (overlevere) og paralambanō (modtage). Når Paulus siger, at han overleverede til dem ”først og fremmest” det, som han også modtog, så er dette med til at understrege vigtigheden af det overleverede. Den pågældende tradition er en slags opsummering, hvor kernen af det kristne budskab bliver præsenteret i koncentreret form.

Traditionen indeholder forskelligt, som indikerer, at der oprindeligt har været tale om en aramæisk tradition (dvs. Jesu og disciplenes eget sprog):

  • Det græske ord hoti (at) bliver brugt fire gange i træk. Dette var almindeligt indenfor aramæisk sprogbrug.
  • Kefas er aramæisk, men Paulus skrev på græsk.

Paulus’ sprogbrug i den pågældende tekst indikerer, at kristendommens essentielle lærdomme går helt tilbage til begyndelsesstadiet. Den grundlæggende lære om Jesu soningsdød og opstandelse har altså været en hovedregel i den kristne tro, allerede inden Paulus træder på scenen. Dette er det, som Paulus modtog, og dette er også det, som Paulus overleverede.

Vedrørende dette konkluderer Peter V. Legarth følgende:

Den ældste beretning om Jesu opstandelse fra de døde findes hos Paulus i 1 Kor 15,1-11. Paulus benytter traditionstermer. Han har selv modtaget fortællingen om Jesu død og opstandelse i en tradition, som givetvis er sammenstillet allerede i første halvdel af 30’erne. På grund af sprogbrugen kan man lokalisere traditionen til aramæisk-talende kristne, dvs. kristne fra Jerusalem eller Galilæa. Vi har med andre ord at gøre med en meget gammel traditionsenhed. Det er tydeligt, at troen på Jesu legemlige opstandelse fra de døde var en oprindelig tro i den tidligste menighed. Det var ikke en tro, som efterhånden udviklede sig.
Fire at-sætninger

Vers 3b-5: Traditionen er bygget op omkring fire at-sætninger:

  • At Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne.
  • At han blev begravet.
  • At han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne.
  • At han blev set af Kefas, siden de tolv.

Den første sætning i traditionen beskriver selve kernen i evangeliet: ”at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne”. Formuleringen er et udtryk for Jesu stedfortrædende død – en død, som passende vis kan opsummeres med Paulus’ ord i 2 Kor 5,21: ”Den [Jesus], som ikke kendte til synd, gjorde han [Gud] til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” Traditionen bekræfter altså Jesu døds frelsende effekt. I Rom 4,25 forbinder Paulus også Jesu død med Jesu opstandelse: ”…ham, som blev givet hen [til døden] for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” Når det gælder menneskers frelse og retfærdiggørelse er der altså en tæt forbindelse mellem Jesu død og opstandelse.

Traditionens anden sætning er: ”at han blev begravet” (4a). Dette er med til at understrege den kendsgerning, at det var liget af en død person, som blev lagt ned i graven, og at den efterfølgende opstandelse derved ikke kun skal betragtes som et ”åndeligt” fænomen, men som en objektiv realitet. Selvom Paulus ikke specifikt nævner den tomme grav, så er denne gamle opsummering af den kristne tro dog med til at bekræfte beretningerne om den tomme grav. Vægtlægningen af død, begravelse og opstandelse på den tredje dag vil have den tomme grav som en naturlig følge. Henvisningen til Jesu begravelse kan kun have fået tildelt sådan en plads i denne tradition, hvis begravelsen blev anset for at være vigtig i sig selv. Der er sandsynligvis to årsager til, at Jesu begravelse bliver nævnt i traditionen:

  1. At understrege, at Jesus virkelig var død.
  2. At understrege, at når Paulus efterfølgende taler om opstandelse, så skal dette forstås således, at der er tale om legemets opstandelse til nyt liv med en tom grav som følge.

Når de første kristne prædikede opstandelsen fra de døde, så indebar dette i datidens jødiske forståelseshorisont, at hele mennesket, både legeme og sjæl, stod op til et nyt liv. For dem ville opstandelse uden en tom grav være ligeså meningsfuldt som en fire-kantet cirkel. Den tomme grav bliver altså ikke nævnt i denne tradition, fordi det ligger i selve ordet ”opstandelse”, at der er tale om en legemlig opstandelse og en tom grav.

Traditionens tredje sætning er: ”at han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne” (4b). Her vil Paulus understrege opstandelsens afgørende betydning for den kristne tro. Uden opstandelsen ville Jesu død og begravelse jo ikke være en del af noget godt budskab. Men nu har Gud rejst Jesus op fra de døde! Rom 8,11 er en god opsummering af Paulus’ logik i 1 Kor 15. I Rom 8,11 skriver Paulus nemlig følgende: “Og hvis hans ånd, som rejste Jesus op fra de døde, bor i jer, så skal han, som rejste Kristus Jesus op fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved hans ånd, som bor i jer”. Det er sandsynligt, at “den tredje dag” er kommet med i traditionen, fordi det var på denne dag, at graven blev fundet tom, og det var på denne dag, Jesus første gang kom til syne. Denne tredje dag, søndag, bliver derfor kaldt Herrens dag (Åb 1,10).

Traditionens fjerde sætning er: ”at han blev set af Kefas, siden de tolv” (5). Ligesom Jesu død blev bekræftet af den efterfølgende begravelse, således bliver Jesu opstandelse også bekræftet af de efterfølgende tilsynekomster. Tilsynekomsterne er med til at beskrive opstandelsen som en objektiv realitet. Jesus blev ”rejst op”, og han ”blev set”. Det græske ord ōphthē (han blev set) henviser også til Jesu tilsynekomst som en virkelig begivenhed. Der er ikke kun tale om noget, disciplene påstod. Jesus kom virkelig til syne! For at understrege denne virkelighed tilføjer Paulus også fire andre tilsynekomster udover de første to (6-8). Jesu opstandelse fra de døde var altså ikke en kropløs begivenhed. Ligesom han var virkelig død og begravet, blev han også virkelig rejst op fra de døde legemligt og set af et stort antal vidner ved forskellige lejligheder.

Øjenvidnerne

Det første øjenvidne, som nævnes i traditionen, er Kefas. Kefas er apostlen Simon Peters aramæiske tilnavn. Dette er med til at bevare en gammel erindring, som Lukas også refererer til i Luk 24,34: ”Herren blev sandelig rejst op og blev set af Simon.” Kefas nævnes først pga. hans fremtrædende rolle blandt de første kristne. Paulus antyder, at han nævner øjenvidnerne i kronologisk orden, dog uden at give noget indtryk af, at der er tale om en komplet liste. I denne liste synes Paulus dog at være særligt interesseret i at henvise til apostlene som de første vidner til den opstandne.

Hvad med kvinderne?

Men hvad med kvinderne? Hvorfor nævner Paulus ikke kvinderne? Der findes en god historisk løsning vedrørende dette spørgsmål, som kaster lys over den pågældende passage, og som også forklarer de kvindelige øjenvidner som en overaskende detalje i evangelierne. Kvinder blev nemlig ikke anset for at være pålidelige vidner på det tidspunkt i verdenshistorien.

Når de første kristne skulle bringe påskebudskabet videre til andre mennesker i denne samtid, var det derfor også en nærliggende tanke simpelthen at undlade at nævne kvinderne i forbindelse med en kort trosformulering. Traditionen, som Paulus henviser til, har varsomt fået fjernet kvinderne, så at den kan anvendes i et evangeliserende og apologetisk arbejde i en mistænksom og spottende samtid.

Tre yderligere tilsynekomster

Vers 6-7: De tre yderligere tilsynekomster er sandsynligvis tilføjet af Paulus selv. Paulus har sikkert fået denne information fra en anden ”tradition”. Her tænkes der dog ikke på endnu en gammel trosbekendelse, men blot den information, som Paulus ellers havde adgang til ud over selve traditionen i v. 3-5.

Formuleringen “af hvem de fleste forbliver i live indtil nu” er tydeligvis tænkt som en yderligere bekræftelse af Jesu opstandelse. Paulus tager det for givet, at de fleste endnu var i live, da han skrev sit brev. Dette bliver endnu mere tydeligt, når han siger, at Jesus blev set af mere end fem hundrede brødre på én gang ”af hvem de fleste forbliver i live indtil nu, men nogle er sovet hen.” Paulus’ klare sprogbrug tyder på, at han ønsker at bruge denne liste af vidner til at stadfæste traditionens troværdighed: hvis nogen ønsker at undersøge traditionen, så findes der et stort antal vidner, der stadig er i live, som man kan henvende sig til.

”Derefter blev han set af Jakob, siden alle apostlene” (7). Den Jakob, som Paulus nævner her, er utvivlsomt Jesu bror, som blev en vigtig leder i Jerusalem. Dog har Jakob tilsyneladende ikke været en af Jesu tilhængere inden korsfæstelsen. Denne tanke kommer f.eks. til udtryk i Joh 7,5: “For ikke engang hans brødre troede på ham.” Men hvordan det kan være, at Jesu nærmeste familie, som ikke viser sig at være blandt hans efterfølgere inden hans død, indtager en ledende stilling blandt dem så snart efter hans død? Svaret til dette spørgsmål finder vi i Jesu tilsynekomst for Jakob, som havde omvæltende konsekvenser for hans liv, på linje med Paulus’ egen erfaring udenfor Damaskus.

Sidst af alle

Vers 8: Paulus afslutter sin liste af øjenvidner med at henvise til det, som han selv havde oplevet: ”sidst af alle blev han set også af mig, ligesom en, der er født i utide.” I forbindelse med Paulus’ formulering ”sidst af alle” kan man argumentere for, at Paulus var den sidste, der så den opstandne.

Efter ham var der altså ikke flere tilsynekomster. Når Paulus tilføjer sin egen oplevelse sammen med Kefas, Jakob og de andre, så tyder dette på, at Paulus anså sig selv for at have den samme apostolske myndighed, som de andre apostle havde. Dette ligger også i det, som Paulus siger i 1 Kor 9,1: ”Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” Jo, han havde også set den opstandne Jesus, og det ændrede hans liv fuldstændigt.

Afslutning

Ligesom Paulus overleverede korinterne først og fremmest dette budskab om den opstandne frelser, således er vi nu også kaldet til at overlevere det samme evangelium til vor næste. Vi tjener en levende Herre! Han er opstanden!

Litteratur

Bauckham, Richard. 2006. Jesus and the Eyewitnesses. Grand Rapids, Michigan: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Bruce, F. F. 1995. Men and Movements in the Primitive Church. Carlisle, United Kingdom: Paternoster Press.

Ciampa, Roy E. & Brian S. Rosner. 2010. The First Letter to the Corinthians. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Craig, William Lane. 2008. Reasonable Faith: Christian Truth and Apologetics. Wheaton, Illinois: Crossway Books.

Ellis, E. Earle (ed). 1974. The Gospel of Luke. London: Oliphants.

Fee, Gordon D. 2014. The First Epistle to the Corinthians. Grand Rapids, Michigan / Cambridge, U.K.: William B. Eerdmans Publishing Company.

Fitzmyer, Joseph A. 2008. First Corinthians. I: The Anchor Yale Bible (vol. 32). New Haven and London: Yale University Press.

Gustavsson, Stefan. 2017. Skeptikerens guide til Jesus 2 – Jesu identitet og opstandelse. Fredericia: Forlagsgruppen Lohse.

Habermas, Gary. 2009. Tracing Jesus´ Resurrection to Its Earliest Eyewitness Accounts. I: God Is Great, God Is Good. William Lane Craig og Chad Meister (red.). Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Habermas, Gary R. & Michael R. Licona. 2004. The Case for the Resurrection of Jesus. Grand Rapids, MI: Kregel Publications.

Holmberg, Bengt. 2001. Människa och mer: Jesus i forskningens ljus. Lund: Arcus förlag, s. 155-159.

Kelly, J. N. D. 2011. Early Christian Creeds. Third edition. London / New York: Continuum International Publishing Group.

Lane, D. J. V. 1996. New Bible Dictionary. Third Edition. D. R. W. Wood, I. H. Marshall, A. R. Millard, J. I. Packer, & D. J. Wiseman (red.). Leicester, England; Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Legarth, Peter V. 2016. Fortæller evangelierne historier eller historie? I: Opstand om opstandelsen. Jørgen Sejergaard & Henrik Højlund (red.). Fredericia: Credo.

Licona, Michael R. 2010. The Resurrection of Jesus: A New Historiographical Approach. Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Osborne, Grant R. 2010. Jesus’ Empty Tomb and His Appearance in Jerusalem. I: Key Events in the Life of the Historical Jesus. Grand Rapids, Michigan / Cambridge, U.K.: William. B. Eerdmans Publishing Company.

Pannenberg, Wolfhart. 1995. Systematic Theology. Volume 2. Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans Publishing Company.

Thiselton, Anthony C. 2000. The First Epistle to the Corinthians. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Witherington, Ben, III. 1995. Conflict and Community in Corinth: A Socio-Rhetorical Commentary on 1 and 2 Corinthians. Grand Rapids, MI: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Wright, N. T. 2003. The Resurrection of the Son of God. London: Society for Promoting Christian Knowledge.

Wright, N. T. 2007. What Evidence Is There for the Resurrection of Christ? I: There Is a God – How the World´s Most Notorious Atheist Changed His Mind. Af Antony Flew. New York: HarperCollins Puplishers.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Johannes’ kaldelsesvision på Patmos

9 Jeg, Johannes, jeres broder og fælles med jer i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus, var på øen, der kaldes Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. 10 Jeg var i ånden på Herrens dag, og jeg hørte bag mig en høj stemme ligesom en trompet 11 sige: “Det, som du ser, skriv det i en bog og send den til de syv menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.” 12 Og jeg vendte mig om for at se den stemme, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager 13 og midt mellem lysstagerne en, der lignede en menneskesøn, iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet, 14 og hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som luende ild, 15 og hans fødder var ligesom fin bronze, der gløder i ovnen, og hans stemme var som lyden af mange vande. 16 Og i hans højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund kom der et tveægget skarpt sværd, og hans udseende var, som når solen skinner i sin styrke. 17 Og da jeg så ham, faldt jeg for hans fødder som død, og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: “Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, 18 og den levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler. 19 Skriv derfor det, som du så, både det, som er, og det, som skal ske efter dette…” (Åb 1,9-19, egen oversættelse).

Parafrase

9: Situation (og selvpræsentation)

10-11: Audition

10a: I Ånden på Herrens dag

10b: Han hører en stemme

11a: Første formaning til at skrive

11b: Send til de syv menigheder

12-16: Vision

12a: Johannes vender sig for at se

12b: Han ser syv guldlysestager

13a: Han ser menneskesønnen mellem lysestagerne

13b: Menneskesønnens tøj

14-16: Menneskesønnens udseende

17-19: Johannes´ reaktion og menneskesønnens respons

17a: Johannes falder for hans fødder

17b: Frygt ikke

17c-18: Selvpræsentation

17c: Den første og den sidste

18a: Levende i evighedernes evigheder

18b: Dødens og Hades’ nøgler

19: Anden formaning til at skrive

Kontekstbestemmelse

Johannes’ Åbenbaring kan deles op på følgende måde:

Indledning (1,1-8)

Første hoveddel (1,9-3,22)

Anden hoveddel (4,1-22,5)

Afslutning (22,6-21)

Åb 1,9-19 er altså en del af første hoveddel i Johannes’ Åbenbaring. Første hoveddel kan derudover også deles op i to dele. Den første strækker sig fra 1,9-20. Og den anden strækker sig fra 2,1-3,22. Vi befinder os i første del af første hoveddel i Johannes’ Åbenbaring, som handler om Johannes’ kaldelsesvision på Patmos. Den pågældende tekst kommer lige efter indledningen, hvor vi bl.a. læser: “Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart må ske, og som han kundgjorde ved at sende sin engel til sin tjener Johannes” (1,1). Ifølge Beale beskriver ordet ἀποκάλυψις bogens emne og beskaffenhed (Beale 1999: 177). Der er tale om en slags apokalyptisk profeti, hvilket også kommer til udtryk i prologen (1,1-3), hvor “åbenbaring” og “profetiens ord” bruges sideløbende (ibid.: 182). Aune beskriver den pågældende tekst på følgende måde:

”Rev 1:9-20 is a relatively short first-person singular narrative of a vision of the exalted Christ in which John receives a command to write what he sees in a book and send it to the seven Christian congregations” (Aune 2006: 127).

Formaningen til at skrive (γράψον) gentages siden ved indledningen til hver hilsen til de syv menigheder (2-3).

Detailanalyse
Situation (og selvpræsentation)

9: I sin selvpræsentation identificerer Johannes sig med sine læsere, når han siger, at han er deres broder og fælles med dem “i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus”. Beale understreger, at de tre dativer (τῇ θλίψει καὶ βασιλείᾳ καὶ ὑπομονῇ), der kun har en artikel, skal fortolkes som en slags enhed, der særligt henviser til Jesus (ἐν Ἰησοῦ). Derudover understreger Beale også forbindelsen mellem βασιλείᾳ i det pågældende vers og temaet om kongedømmet i 1,5-7, hvor Johannes bl.a. siger, at Jesus har “gjort os til et kongedømme, præster for Gud” (6). Johannes og hans kristne fællesskab hører altså til Jesu rige. Ifølge Beale er dette dog et rige, som er tæt forbundet med trængsel:

This is a formula for kingship: faithful endurance through tribulation is the means by which one reigns in the present with Jesus. Believers are not mere subjects in Christ’s kingdom. “Fellow partaker” underscores the active involvement of saints not only in enduring tribulation, but also in reigning in the midst of tribulation (Beale 1999: 201).

Trængslen (τῇ θλίψει) gælder både for menighedens nutidige og fremtidige situation (se 2,10). Og i trængselstiden gælder det at være udholdende (ὑπομονῇ). Beale pointerer også, at den udholdende tro er nødvendig i mødet med falsk lærdom og forfølgelse, som kan friste de kristne til at gå på kompromis med deres tro. Dette underbygges f.eks. med 2,2-3, hvor “ὑπομονήν” indikerer trofasthed og modstand mod falsk lærdom samt 3,10, hvor “ὑπομονήν” henviser til en vedvarende troskab mod Jesus skønt forfølgelsens realitet (ibid.: 202).

Johannes skriver fra øen Patmos, hvor han er i eksil p.g.a. hans forkyndelse (διὰ τὸν λόγον τοῦ θεοῦ καὶ τὴν μαρτυρίαν Ἰησοῦ). Ifølge Mounce har Patmos muligvis været en ø, som de romerske myndigheder har brugt til at huse deres straffefanger på. Når Johannes understreger, at han befinder sig på Patmos “for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld”, så indikerer dette også, at de romerske myndigheder har anset Johannes’ forkyndelse for at være oprørsk. Ifølge Mounce har myndighederne derfor tilsyneladende også sendt ham til Patmos i et forsøg på at hindre kristendommens udbredelse (Mounce 1997: 54-55).

Audition

10-11: Johannes siger, at han var i ånden (ἐγενόμην ἐν πνεύματι) på åbenbaringsdagen (10a). Han er i en åndelig tilstand, som ifølge Mounce bedst kan beskrives som en slags trance. Johannes har altså en ekstatisk oplevelse, når han modtager åbenbaringen. Han er også i ånden i 4,2, men konteksten synes dog at indikere, at der er tale om den samme vision, fordi Johannes henviser jo til den samme stemme, som han havde hørt tidligere (1,10): “og den røst, jeg først havde hørt tale til mig, og som lød som en basun, sagde…” (4,1). Ifølge Mulholland tyder dette på, at 1,10 og 4,2 er uløseligt forbundet, og at der ikke er tale om to forskellige visioner, men at der snarere er tale om to forskellige aspekter af en og samme vision (Mulholland 2011: 457). Vi læser også, at Johannes’ befinder sig i denne trancetilstand på Herrens dag (ἐν τῇ κυριακῇ ἡμέρᾳ). Ifølge Mounce er dette sandsynligvis det første tilfælde i den kristne litteratur, hvor Herrens dag bliver brugt om den første dag i ugen, d.v.s. søndag. Søndag er Herrens dag, fordi Jesus stod op fra de døde søndag morgen (Mounce 1997: 55-56).

Det er altså på denne dag, søndag, at Johannes hører en høj stemme bag sig (10b). Nogle mener, at det er en engel og ikke Jesus, som taler her, da Jesu stemme beskrives som lyden af mange vande senere i kapitlet (15). Det er dog mest sandsynligt, at stemmen tilhører Jesus, fordi de efterfølgende vers (17-19) understreger nemlig, at det er Jesus, som kalder Johannes til at skrive. Ifølge Mounce er det derfor naturligt at gå ud fra, at det er den samme stemme, som taler i v. 10-11 (Mounce 1997: 56). Stemmen formaner Johannes til at skrive det, som han ser i en bog (11a) og sende den til de syv menigheder (11b).

Vision

12-16: Når Johannes vender sig for at se den stemme, der talte til ham (12a), ser han syv guldlysestager (12b). Som sagt får vi en forklaring af de syv guldlysestager i 1,20: “de syv lysestager er de syv menigheder.” Midt mellem lysstagerne ser Johannes en, “der lignede en menneskesøn” (13a). Mounce understreger, at Dan 7,13 fungerer som baggrund til betegnelsen “ὅμοιον υἱὸν ἀνθρώπου”. Selvom der findes forskellige meninger om, hvordan man skal forstå betegnelsen, så synes konteksten dog at underbygge en forbindelse mellem menneskesønnen og Jesus, da det jo er den ophøjede Kristus, der taler i de efterfølgende vers (17-18), hvor Jesus beskriver sig selv som den præeksisterende, døde og opstandne (Mounce 1997: 57). Johannes ser altså Jesus midt mellem lysestagerne, d.v.s. at lysestagerne (menighederne) står i Jesu nærvær. Ligesom templets syvarmede lysestage repræsenterede Guds nærvær (Zak 4,2.6), således står menighederne også i Jesu nærvær (Mulholland 2011: 428). Beale understreger også forbindelsen mellem pågældende tekst og Dan 7 samt 10, hvor han bl.a. pointerer, hvilken betydning det har, når attributterne hos “den gamle af dage” (Dan 7,9-12) overføres til Jesus. Ifølge Beale er dette nemlig med til at fremhæve Jesu dømmende rolle (Beale 1999: 209).

I visionen er menneskesønnen “iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet” (13b). Ifølge Mulholland bliver Jesus her beskrevet som en præstelig figur (jf. 2 Mos 28-29). I LXX bliver ordet, som Johannes bruger vedrørende Jesu iklædning (ποδήρης), næsten udelukkende brugt i forbindelse med ypperstepræstens iklædning. Derudover bliver bæltet (ζώνη) bl.a. også brugt i forbindelse med ypperstepræstens bælte (Mulholland 2011: 428).

Efter beskrivelsen af menneskesønnens tøj giver Johannes siden en beskrivelse af menneskesønnens udseende (14-16). Først og fremmest skriver Johannes, at menneskesønnens ”hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne” (14a). I Dan 7,9 beskrives ”den gamle af dage” på en lignende måde: ”hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld.” Ifølge Mounce bliver Daniels beskrivelse overført til den ophøjede Jesus i Johannes’ Åbenbaring med nogle små modifikationer. Mounce pointerer også, at det er med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring, når disse guddommelige titler og attributter bliver tilskrevet Jesus. Johannes skriver også, at menneskesønnens øjne var som luende ild (14b). Her har vi endnu en allusion til Daniels Bog: ”hans øjne som flammende fakler…” (Dan 10,6a). Ifølge Mounce udtrykker ordene ”οἱ ὀφθαλμοὶ αὐτοῦ ὡς φλὸξ πυρός” Jesu gennemtrængende indsigt vedrørende de syv menigheder samt verdenshistoriens gang som helhed (Mounce 1997: 59). I Johannes’ vision har menneskesønnen fødder ”ligesom fin bronze, der gløder i ovnen” (15a). Ifølge Beale henviser dette til Jesu moralske renhed, og at denne kommer til at fungere som grundlag for hans krav om, at de, der er i hans nærvær, også skal genspejle den samme renhed (Beale 1999: 209-210). Johannes beskriver menneskesønnens stemme “som lyden af mange vande” (15b). I Ez 43,2 beskrives lyden af Guds herlighed også som “lyden af vældige vande”. Ifølge Beale er Guds stemme i Ez 43,2 lokaliseret tæt ved endetidstemplet (kap. 40-48), og jødiske skrifter lokaliserede den endda i selve templet. Menneskesønnens stemme er ligeledes lokaliseret i kontekst af et himmelsk tempel, som understreger Jesu guddommelige attributter ydermere (ibid.: 210). I sin vision ser Johannes menneskesønnen holde syv stjerner i sin højre hånd (16a). Dette får læseren en forklaring af i 1,20: “De syv stjerner er de syv menigheders engle”. Der er delte meninger om englenes identitet. I lyset af tekster så som Dan 10,13 og 12,1 argumenterer Beale og McDonough f.eks. for, at der kan være tale om engle, som fungerer som repræsentanter for Guds folk (Beale & McDonough 2007: 1092). Mulholland understreger derimod, at “ἄγγελος” betyder “budbringer”, og at de syv menigheders engle derfor ikke er overnaturlige væsener i denne kontekst, men at der er tale om nogle bestemte personer, der virkede som fællesskabets repræsentanter overfor Gud (Mulholland 2011: 432-433). Johannes skriver, at der kom et tveægget skarpt sværd ud af menneskesønnens mund (16b). Ifølge Beale og McDonough er profetierne i Es 11,4 og 49,2 baggrunden til denne formulering. De understreger også, at dette er med til at skildre Jesus som den eskatologiske dommer (Beale & McDonough 2007: 1092). Til sidst skriver Johannes, at menneskesønnens udseende var, som når solen skinner i sin styrke (16c). Ifølge Mulholland er dette en variant af Dan 10,6: “hans ansigt strålede som lynet” (Mulholland 2011: 429).

Johannes´ reaktion og menneskesønnens respons

17-19: Siden følger Johannes’ reaktion på hans vision. Han falder for menneskesønnens fødder som død (17a). Beale understreger, at Johannes’ reaktion følger det firefoldige mønster i Dan 8 og 10, hvor profeten har en vision, falder ned på knæ i frygt, bliver styrket af et himmelsk væsen og modtager dernæst flere åbenbaringer fra dette væsen. Ifølge Beale er dette med til at give Johannes’ budskab en gammeltestamentlig profetisk autoritet (Beale 1999: 213). Jesus lægger derefter sin højre hånd på Johannes. Ifølge Mounce formidler den højre hånd (δεξιός) magt og velsignelse (Mounce 1997: 61). Johannes skal ikke frygte (17b), fordi han, der taler til ham, er “den første og den sidste” (17c). Når menneskesønnen kalder sig selv “ὁ πρῶτος καὶ ὁ ἔσχατος”, så er dette en klar henvisning til Jahves udsagn om sig selv i Es 41,4; 44,6 og 48,12 (Beale & McDonough 2007: 1092). Ifølge Mounce understreger denne titel Guds suveræne herredømme, og dette giver dermed også ordene “μὴ φοβοῦ” en vis tyngde (Mounce 1997: 61). Menneskesønnen præsenterer sig selv som den levende, der var død, men som lever i evighedernes evigheder (18a). Bauckham giver en tankevækkende forklaring af dette:

Whereas of God it is said that he is ‘the One who is and who was and who is to come’ (1:8) or that he is ‘the One who lives forever and ever’ (4:9, 10; 10:6; 15:7), Christ says: ‘I was dead, and behold, I am alive forever and ever’ (1:18). His eternal livingness was interrupted by the experience of a human death, and he shares the eternal life of God through triumph over death (Bauckham 1993: 55).

Jesu delagtighed i det guddommelige herredømme giver ham dermed også myndighed over død og Hades (18b) gennem hans død og opstandelse (ibid.). Mounce understreger også, at magten over dødens og Hades’ nøgler tilhører kun Gud ifølge den jødiske litteratur, men når vi så læser, at Jesus “har dødens og Hades’ nøgler”, så er dette også med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring (Mounce 1997: 61-62).

Til sidst bliver formaningen i v. 11 gentaget og udfoldet (19). Ifølge Mounce er der mange, som deler dette vers op i tre dele, hvor “det, som du så” refererer til den tidligere vision af menneskesønnen, og “det, som er” refererer til de syv menigheder i kap. 2-3, mens “det, som skal ske efter dette” refererer til visionerne, der begynder i kap. 4 og fortsætter til bogens afslutning. Men ifølge Mounce skal verset deles op i to dele og ikke tre. Dette forklarer han ved at understrege, at det er det første udsagn (γράψον οὖν ἃ εἶδες), som er det afgørende. Mounce understreger, at “ἃ εἶδες” refererer til de visioner, som vil blive udfoldet i de kommende kapitler “både det, som er, og det, som skal ske”. Umiddelbart synes dette dog ikke at stemme overens med aoristen (εἶδες). I forbindelse med dette giver Aune følgende forklaring:

“[T]he author is using εἶδες as an epistolary aorist; i.e., while the visions he was about to record were yet to be seen by him, from the standpoint of the reader they belong to the past” (Aune 1997: 106).
Samlet tolkning

Vi har set, at Johannes identificerer sig med sine læsere. Han er deres broder og fælles med dem “i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus”. I forbindelse med dette understregede Beale, at den udholdende tro er nødvendig i mødet med falsk lærdom og forfølgelse. Johannes siger også, at han var “i ånden på Herrens dag”. Han er altså i en trancetilstand på en søndag, hvor han hører en høj stemme bag sig. Stemmen, som sandsynligvis tilhører Jesus, siger til Johannes, at han skal skrive det, som han ser, i en bog og sende den til de syv menigheder. Dette er den første formaning til at skrive. Johannes ser menneskesønnen (Jesus) mellem lysstagerne (menighederne). Dette er en indikation på, at menighederne står i Jesu nærvær. I forlængelse af dette har vi også set forbindelsen til Dan 7 og 10, hvor Beale bl.a. understreger, at Jesu dømmende rolle fremhæves, når attributterne hos “den gamle af dage” bliver overført til Jesus. Derudover bliver Jesus også beskrevet som en præstelig figur, når Johannes ser menneskesønnen “iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet”. Johannes giver siden en beskrivelse af menneskesønnens udseende, hvor vi møder adskillige allusioner til Det Gamle Testamente. Vedrørende forbindelsen mellem Johannes’ Åbenbaring og Daniels Bog pointerer Mounce f.eks., at det er med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring, når de guddommelige titler og attributter bliver tilskrevet Jesus. I forbindelse med det tveæggede sværd, så vi, at dette er med til at skildre Jesus som eskatologisk dommer. Til sidst var vi inde på Johannes’ reaktion. I forbindelse med dette understregede Beale, at Johannes’ reaktion følger det firefoldige mønster i Dan 8 og 10, og at dette er med til at give Johannes’ budskab en gammeltestamentlig profetisk autoritet. Teksten ender med en gentagelse og udfoldelse af formaningen til at skrive.

Litteraturliste

Aune, D. E. 1997. Revelation 1–5, WBC 52A, Dallas: Word Incorporated.

Aune, David E. 2006. An Intertextual Reading of the Apocalypse of John. I: Apocalypticism, Prophecy and Magic in Early Christianity. Collected Essays, WUNT 199, Tübingen: Mohr Siebeck.

Bauckham, Richard. 1993. The Theology of the Book of Revelation. Cambridge: Cambridge University Press. Kindle Edition.

Beale, Gregory K. 1999. The Book of Revelation. A Commentary on the Greek Text. Grand Rapids, MI; Carlisle, Cumbria: W.B. Eerdmans; Paternoster Press.

Beale, G. K. & Sean M. McDonough. 2007. Revelation. I: Commentary on the New Testament Use of the Old Testament. Redigeret af G. K. Beale og D. A. Carson. Grand Rapids, MI: Baker Academic.

Collins, John J. 2000. Bidrag til en definition af genren “apokalypse”. I: Læsninger og tolkninger af Det Nye Testamente, Tekst og teologi 2. Redigeret af Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen. Frederiksberg: Forlaget ANIS.

Holladay, Carl R. 2005. Revelation. I: A Critical Introduction to the New Testament. Nashville: Abingdon. CD-Rom version.

Mounce, Robert H. 1997. The Book of Revelation. Grand Rapids, MI: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Mulholland Jr., M. Robert. 2011. James, 1-2 Peter, Jude, Revelation. I: Cornerstone Biblical Commentary, volume 18. Carol Stream, Illinois: Tyndale House Publishers.

Spottan ímóti Heilagum Anda

Holy-Spirit-Dove1

Og hann kemur heim, og aftur kemur ein mannfjøld saman, so at teir ikki kundu so mikið sum fáa matnáðir. Og tá ið hansara egnu húsfólk hoyrdu hetta, fóru tey út at taka hann, tí at tey søgdu: »Hann hevur mist vitið!« Og hinir skriftlærdu, sum vóru komnir oman frá Jerúsalem, søgdu: »Beelsebul er í honum!« og »Tað er við høvdinga hinna illu andanna hann rekur út illar andar.« Og hann kallaði teir til sín og segði til teirra í líknilsum: »Hvussu kann Sátan reka út Sátan? Og um eitt ríki er komið í ósemju við seg sjálvt, tá kann tað ríkið ikki standa við; og um eitt hús er komið í ósemju við seg sjálvt, tá man tað húsið ikki kunna standa við. Og um Sátan hevur sett seg upp ímóti sær sjálvum og er komin í ósemju við seg sjálvan, tá kann hann ikki standa við, men hann er fyri ongum. Men eingin kann fara inn í húsini hjá hinum sterka og ræna ognarlutir hansara, uttan hann fyrst bindur hin sterka, og tá kann hann ræna hús hansara. Sanniliga sigi eg tykkum: Allar syndir skulu verða mannabørnunum fyrigivnar og allar spottanir, hvussu stórliga tey so munnu spotta; men tann, sum talar við spotti ímóti heilagum anda, fær onga fyrigeving um allar ævir; men hann skal vera sekur í æviligari synd.« Tí at teir søgdu: »Ein óreinur andi er í honum.« (Mark 3,20-30).

Samanhangur

Fyri at skilja Mark 3,20-30 hjálpir tað at hyggja eftir samanhanginum. Mark 3 byrjar við, at Jesus grøðir ein mann, sum hevði eina visna hond (v. 1–6). Frá v. 7–12 lesa vit um, at Jesus grøðir aðrar sjúkur. Í v. 11 lesa vit eisini: ”Og hinir óreinu andarnir fullu til jarðar fyri honum, tá ið teir bóru eyga við hann, og rópaðu og søgdu: ”Tú ert sonur Guðs!”” Eftir hetta lesa vit, hvussu Jesus velur sær tólv lærusveinar (v. 13-19). Jesu undurgerðir fáa fólk til at savnast um hann (v. 20). Hansara egna familja heldur, at hann hevur mist vitið, og tey vilja taka hann við sær heim (v. 21). Men áðrenn tey náa tað, koma hinir skriftlærdu og ákæra hann og siga: ”Beelsibul er í honum” og ”Tað er við høvdinga hinna illu andanna hann rekur út illar andar” (v. 22). Frá v. 23-29 lesa vit síðani, hvussu Jesus svarar teirra ákæru.

Jesus byrjar við at seta teimum ein avklárandi spurning: ”Hvussu kann Sátan reka út Sátan?” (v. 23b). Hetta forklárar hann síðani við nøkrum myndum. Fyrst brúkar hann eitt ríki sum eina mynd og staðfestir, at ”…um eitt ríki er komið í ósemju við seg sjálvt, tá kann tað ríkið ikki standa við“ (v. 24). Hareftir brúkar hann eitt hús sum eina mynd og staðfestir, at ”…um eitt hús er komið í ósemju við seg sjálvt, tá man tað húsið ikki kunna standa við” (v. 25). Hesar myndirnar verða síðani førdar yvir á Sátan: ”Og um Sátan hevur sett seg upp ímóti sær sjálvum og er komin í ósemju við seg sjálvan, tá kann hann ikki standa við, men hann er fyri ongum” (v. 26). Í v. 27 kemur Jesus aftur við einari mynd. Hesa ferð brúkar hann myndina um húsini hjá hinum sterka: ”Men eingin kann fara inn í húsini hjá hinum sterka og ræna ognarlutir hansara, uttan hann fyrst bindur hin sterka, og tá kann hann ræna hús hansara” (v. 27). Í v. 28-29 verður spurningurin um spottan ímóti Heilagum Anda síðani viðgjørdur: ”Sanniliga sigi eg tykkum: Allar syndir skulu verða mannabørnunum fyrigivnar og allar spottanir, hvussu stórliga tey so munnu spotta; men tann, sum talar við spotti ímóti heilagum anda, fær onga fyrigeving um allar ævir; men hann skal vera sekur í æviligari synd.” Og v. 30 kemur síðani sum ein forklárandi viðmerking: ”Tí at teir søgdu: ”Ein óreinur andi er í honum.””

Tulking

Mark 3,22: Tá ið hinir skriftlærdu ákæra Jesus og siga, at Beelsebul er í honum (gr. Βεελζεβοὺλ ἔχει), tá merkir hetta, at teir siga, at Jesus er settur av Beelsebul (sí eisini 3,30; 5,15; 7,25; 9,17). Beelsebul verður fyrst og fremst settur í samband við høvdinga hinna illu andanna og síðani við Sátan (v. 23). Tá ið hinir skriftlærdu siga, at Jesus er settur av Beelsebul, tá skal hetta skiljast á tann hátt, at Jesus rekur illar andar út við Beelsebul. Tann seinna ákæran hjá hinum skriftlærdu er, at Jesus rekur illar andar út við høvdinga hinna illu andanna. Tað, at Jesus rekur illar andar út við høvdinga hinna illu andanna er sambært hinum skriftlærdu ein fylgja av, at Jesus er settur av Beelsebul. Sostatt brúkar Jesus Beelsebul (Sátan) sum eitt amboð, tá ið hann rekur út hinar illu andarnar. Heimur teirra illu andanna er bygdur upp soleiðis, at Sátan er høvdingurin, sum hevur afturat sær ein heilan her av lýdnum illum andum. Hinir skriftlærdu nokta ikki, at Jesus rekur út illar andar, men teir halda uppá, at hann ger tað við Sátans hjálp.

Mark 3,23: Her byrjar Jesu svar uppá ákæruna hjá hinum skriftlærdu. Jesus spyr: “Hvussu kann Sátan reka út Sátan?” Vi hesum spurninginum orðar Jesus ákæruna hjá hinum skriftlærdu á ein annan hátt og peikar harvið á, hvussu heilt burtur við ákæran hjá teimum er. Hetta verður síðani eisini útgreinað í v. 24 og 25. Í umformuleringini hjá Jesusi er Beelsebul samlíkur við hinar illu andarnar við tað, at Jesus spyr: “Hvussu kann Sátan reka út Sátan?” Soleiðis peikar Jesus á tað ógjørliga í teirra ákæru, tí um Sátan rak út illar andar, tá hevði hann eisini oyðilagt seg sjálvan. Tað er eisini hetta, sum v. 24-26 undirstrika.

Meðan fyrsti partur av Jesu svari (v. 23-26) peikar á, hvussu heilt burtur við ákæran er, so peikar seinni partur av Jesu svari (v. 27) á, at tað veruliga snýr seg um at sigra á Sátani, tá ið talan er um at reka út illar andar. ”Hin sterki” er ein mynd uppá Sátan. ”Húsini” er ein mynd uppá umráðið, sum hann ræður yvir tvs. hansara ríki (sí t.d. Matt 12,26). Myndatalan sigur trý ting um Sátans ríki: 1) Tað er eitt avmarkað umráði. 2) Tað verður hildið uppi við einari stýrandi megi. 3) Tað inniheldur sett menniskju, sum Sátan valdar yvir. “Hús hansara” sipar til, at tað er Sátan, sum heldur húsinum uppi. Tá ið talan er um at ræna ognarlutirnar hjá hinum sterka, tá merkir tað sostatt, at talan er um, at menniskju, sum eru sett av illum andum, verða gjørd fræls frá Sátans megi, tá ið hinir illu andarnir verða riknir út, og tey verða førd yvir í Jesu ríki. Sambært v. 27 kann ránið fyrst henda, tá ið hin sterki er bundin. Sambært Nýggja Testamenti varð ein endaligur sigur vunnin yvir Sátan, tá ið Jesus doyði á krossinum (Jóh 12,31; 16,11 og Kol 2,15). Og krossardeyðin hevði eina langtíðar ávirkan bæði aftureftir og frameftir í tíð. Tað er altso vegna hin komandi krossardeyðan, at Jesus eisini í hesi løtu rekur illar andar út og harvið rænir Sátans hús.

Mark 3,28: Hin triðji parturin av Jesu svari til ákæruna hjá hinum skriftlærdu er ein ávaring ímóti at spotta Heilagan Anda. Jesus byrjar við at siga: ”Sanniliga sigi eg tykkum” (gr. Ἀμὴν λέγω ὑμῖν). Her er talan um eina orðing, sum undirstrikar sannleikan í tí, sum verður sagt. ”Allar” sipar til, at ein og hvør synd og spottan skal verða fyrigivin. Gud vil altso gjarna fyrigeva øllum menniskjum teirra syndir. Her er talan um allar syndir, tvs. eitt og hvørt brot á Guds lóg og eina og hvørja spottan ímóti Gudi. Fortreytin fyri hesa fyrigevingina er, at menniskju vilja taka ímóti henni við trúgv.

Mark 3,29: ”men tann, sum talar við spotti ímóti heilagum anda” sipar til eitt undantak. Tað er eitt, sum ikki verður fyrigivið, og tað er spottan ímóti Heilagum Anda. Men hvat er so spottan ímóti Heilagum Anda? Og hvat er tað, sum ger júst hesa spottan til nakað serligt? Tað serliga við hesi spottan er ikki, at Heilagur Andi er á einum hægri støði, forstaði á tann hátt, at syndir ímóti menniskjum kunnu fyrigevast, men ikki synd ímóti Heilagum Anda. Hetta er ikki meiningin, tí at Heilagur Andi er guddómligur. Og vit hava jú sæð, at allar syndir og spottanir ímóti Gudi kunnu verða fyrigivnar. Tað serliga við hesi spottan er heldur ikki, at talan er um eina heilt serliga synd, sum ikki kann verða fyrigivin, tí at hon er meira álvarsom enn aðrar. Tað er akkurát líka álvarsamt at spotta bæði Gud og Heilagan Anda. Spottan ímóti Heilagum Anda sipar harafturímóti til tað, at menniskju standa ímóti Guds frelsandi virksemi. Tað er jú Heilagur Andi, sum virkar umvendingina hjá menniskjum. Jesus hevur goldið bótina fyri allar heimsins syndir – eisini spottan ímóti Heilagum Anda -, men henda spottan er tó eitt undantak, tí at hon hindrar umvendingini. Um ein kallar Guds anda fyri Sátans anda, tá er umvending ikki longur gjørlig fyri ein, tí at tá sleppur Heilagur Andi ikki at leiða ein til frelsu.

Mark 3,30: Markus kemur her við einari forklarandi viðmerking. Hinir skriftlærdu ákærdu Jesus fyri at vera settan av Beelsibul (”Beelsebul er í honum!”). Í hesum føri liggur spottanin ímóti Heilagum Anda í eini reingjan av sannleikanum: Guds andi verður kallaður Sátans andi.

Spottan ímóti Heilagum Anda er ein tilvitað og endalig gerð, sum menniskju fyrst gera, tá ið tey hava valt lygnina og eru vorðin immun fyri sannleikanum. Spottan ímóti Heilagum Anda er ikki nakað, sum ein av óvart kemur at gera ella siga. Harafturímóti er talan um eina tilvitaða og avgjørda áskoðan, har ið sannleikin er gjørdur um til lygn. Spottanin hjá hinum skriftlærdu er eitt tekin uppá teirra herðing og uppá, at allur longsul eftir Gudi er burtur. Tess vegna kann man eisini vera vísur í, at øll tey, sum óttast fyri at hava gjørt hesa syndina, veruliga ikki hava gjørt hana. Óttin er jú eitt tekin uppá, at ein ikki hevur hert sítt hjarta og at ein veruliga leingist eftir Gudi.

Keldur  

Kjær, Torben. 1991. Markus-Evangeliet. København: Credo Forlag

Kaiser, Walter C Jr. 1996. Hard Sayings of the Bible. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press

Alnót

http://tkjaer.net/manuskrifter/

 

Fortolkning af Mark 2,13-17

thecalloflevi

”Ἀρχὴ τοῦ εὐαγγελίου” i 1,1 synes at pege mod indholdet af indledningen (dvs. v. 1 -13). Således peger “Ἀρχὴ” hen imod Johannes Døbers forkyndelsesvirksomhed. I henhold til skrifthenvisningerne i 1,2-3 ser man, at en begivenhed af eskatologiske dimensioner indledes med Johannes Døbers virksomhed. Johannes peger på Jesus som den stærkere. Det paradoksale er, at den stærkere lader sig døbe af den svagere. Dette har dog en dyb soteriologisk betydning, fordi når Jesus lader sig døbe af en dåb til syndernes forladelse, så indleder han en stedfortrædende virksomhed, som kulminerer med døden på korset. Således kan man også se Jesu kald til Levi i lyset af dette. Kaldet sker i forlængelse af, at Jesus har indledt sin stedfortrædende virksomhed. Læs mere her