Kategoriarkiv: Uncategorized

Moral Relativism and Moral Objectivity

pastpage079188i

I bogen Moral Relativism and Moral Objectivity forsøger Gilbert Harman at forsvare en version af moralsk relativisme. Han argumenterer for, at moralsk rigtigt og forkert altid er relativt med valget af en moralsk ramme. Det, som er moralsk rigtigt i relation til en moralsk ramme kan være moralsk forkert i relation til en anden moralsk ramme. Ifølge Harman findes der derfor heller ikke én bestemt moralsk ramme, som er objektivt privilegeret som den ene sande moral (Harman 1996: 3). ”There is no single true morality. There are many different moral frameworks, none of which is more correct than the others” (ibid.: 5).

Vedrørende moralske domme påstår den moralske relativisme, at de moralske domme skal forstås på følgende måde:

“For the purposes of assigning truth conditions, a judgment of the form, it would be morally wrong of P to D, has to be understood as elliptical for a judgment of the form, in relation to moral framework M, it would be morally wrong of P to D. Similarly for other moral judgments” (ibid.: 4-5).

Harman understreger, at det er vigtigt at man skelner moralsk relativisme fra moralsk absolutisme på den ene hånd og moralsk nihilisme på den anden. Mens moralsk absolutisme siger, at der findes én bestemt sand moral, påstår moralsk relativisme, at der findes flere forskellige moralske rammer, og ingen af dem kan siges at være mere sand end de andre. Den moralske nihilisme er enig med den moralske relativisme og konkluderer, at man derfor kan afvise al slags moral (ibid.: 5). Dette er Harman ikke enig i. Han siger, at moralsk relativisme afviser moralsk nihilisme og understreger derimod, at moral ikke skal afvises, og at relative moralske domme fortsat kan spille en vigtig rolle i moralsk tænkning (ibid.: 6).

Moralsk konventionalisme

Vedrørende de forskellige moralske holdninger siger Harman, at konflikter kun kan løses, hvis man bliver enig om, hvad man skal gøre (ibid.: 21). Han siger, at social-kontrakt-teorier om moral betragter moral som noget, der er opstået på grund af konventionelle regler (ibid.: 23). Og hvis nogen siger, at moral taber sin normative styrke, når den ikke har en ukonventionel kilde, så er der ifølge Harman tale om en fejltagelse. Ifølge moralsk konventionalisme må moral selvfølgelig betragtes som noget, der ikke besidder nogen objektiv, absolut og normativ styrke. Derfor vil moral, ifølge Harman, fortsætte med at besidde en relativ normativ styrke, ligesom den altid har gjort (ibid.: 27-28).

Quasi-absolutisme

Hvordan kan moralske relativister udtrykke fundamentale uenigheder? Ifølge Harman kan uenige moralske relativister indgå moralske forhandlinger uden at gå ud fra, at de også forhandler om, hvordan de moralske regler bør være i en ikke-relativistisk forstand. Et ikke-relativistisk ”moralsk bør” eksisterer nemlig ikke ifølge Harman (ibid.: 32-33). Når uenige moralske relativister så skal indgå moralske forhandlinger, kan dette ifølge Harman muligvis gøres ved at adoptere et emotivistisk sprogbrug. Harman forklarer, at emotivismen er imod en begrænsning af moralsk terminologi, og at den derimod taler for en moralsk terminologi, når man skal udtrykke følelsesmæssige holdninger. Groft sagt bruger emotivisme en ”buuh! Hurra!” redegørelse af betydningen af den moralske samtale. Hvis man siger, at det er moralsk forkert at spise kød, så siger man som emotivist: ”buuh” til at spise kød (ibid.: 33). Harman er åben for at bruge dele af en mere sofistikeret version af emotivismen for at skabe muligheden for et moralsk sprogbrug, der efterligner absolutismens sprogbrug. Dette kalder Harman for quasi-absolutisme (QA). Han forklarer QA på følgende måde:

”In perhaps the simplest form of quasi-absolutism, a moral relativist projects his or her moral framework onto the world and then uses moral terminology as if the projected morality were the single true morality, while at the same time admitting that this way of talking is only ”as if” (ibid.: 33-34).

For at undgå equivokation[1] siger Harman, at han bruger store bogstaver i forbindelse med QA-brug af moralsk terminologi f.eks.: ”Det er FORKERT at spise kød” (ibid.: 35). En moralsk relativist kan f.eks. godt have det moralske synspunkt, at det altid er FORKERT at torturere et barn for sjov. Dermed mener han dog ikke, at der er tale om en objektiv sandhed, men accepterer det derimod som en moralsk ”sandhed” (ibid.: 49-50).

Kritik af Moral Relativism and Moral Objectivity

Harman siger, at en styrke ved moralsk relativisme er, at den fører til tolerance overfor andre menneskers synspunkter (ibid.: 64). Men ifølge Sam Harris er den moralske relativisme selvmodsigende. Han understreger, at den næsten altid påstår, at man skal tolerere moralsk forskellighed, fordi ingen moralsk sandhed kan afløses af en anden moralsk sandhed, men samtidig bliver præcis denne påstand ikke betragtet, som blot én præference blandt flere andre. Derimod bliver påstanden betragtet som noget, der absolut skal gælde for alle kulturelle rammer (Harris 2012: 65-66). Med andre ord bruger man en absolut påstand til at sige, at der er intet absolut, hvilket er selvmodsigende.

Moralske uenigheder

Hvordan kan moralske relativister udtrykke fundamentale uenigheder? Harman foreslår, at man kan indgå moralske forhandlinger ved at adoptere et emotivistisk sprogbrug, som han kalder for quasi-absolutisme (QA). Her projicerer den moralske relativist sin moralske ramme på verden og bruger siden en moralsk terminologi, hvor man lader som om, at den projicerede moral er den sande moral. Men løser dette problemet med uenigheder blandt moralske relativister? Hvis noget endegyldigt moralsk rigtigt eller forkert ikke eksisterer, hvorfor skal man så lade som om, noget rigtigt eller forkert eksisterer? Hvorfor ikke bare acceptere relativismens konsekvenser? Det synes at være en falliterklæring, når Harman adopterer det emotivistiske sprogbrug. Det virker som om, han ikke kan acceptere den moralske relativismes konsekvenser, fordi det bliver umuligt for konsekvente moralske relativister at indgå moralske forhandlinger. Skuespil synes at være Harmans løsning, hvor QA bliver den afgørende faktor. Her lader man som om, at noget er rigtigt eller forkert, selvom der aldrig kan være tale om noget objektivt rigtigt eller forkert. Den moralske relativist kan altså sagtens mene, at det altid er FORKERT[2] at torturere småbørn for sjov, men samtidig mener han dog ikke, at der er tale om en objektiv sandhed. En stor svaghed i Harmans moralske relativisme synes altså at dukke op, når man begynder at tale om moralske uenigheder. Og QA synes ikke at hjælpe på problemet.

Reformatorens dilemma

Hvis der kun er tale om et moralsk skuespil, er det så ikke det samme som at sige, at vi egentlig ikke kan udtrykke moralske uenigheder som moralske relativister? J. P. Moreland kalder dette for reformatorens dilemma (Moreland 1987: 243). Hvis Harman har ret i at moralsk rigtigt og forkert altid er relativt til de forskellige moralske rammer, så bliver moralsk reform dermed også umulig. En moralsk reformator arbejder jo for at forandre det, som allerede er accepteret i et samfund. Hvis noget er rigtigt for en bestemt moralsk ramme, hvilken ret har den moralske reformator da til at anfægte dette? (ibid.). Harmans relativisme synes altså at udelukke muligheden for reform. Det ser ud til, at han også ser dette problem og prøver at løse det med QA, men som sagt, ser det ud til, at problemet forbliver det samme, da der kun kan være tale om skuespil, når det gælder fundamentale moralske uenigheder.

Subjektivt funderet

Jakob V. Olsen understreger følgende:

“Harman tænker, at siden naturalismen er den korrekte måde at anskue tilværelsen på, så må vi konkludere, at moralen har sin rod i mennesket, ikke udenfor mennesket, den er subjektivt funderet, den er afhængig af, hvad det enkelte individ vælger” (Olsen 2013: 114).

Og, som Olsen pointerer, bliver det dermed også umuligt at fastholde en objektiv moral, når man har en naturalistisk verdensforståelse (ibid.). Præcis dette synes også at være det stærkeste argument imod den moralske relativisme. Når moral kun er subjektivt funderet, når man kun kan lade som om noget er rigtigt eller forkert, og når moralsk reform bliver umuliggjort på grund af en bestemt moralsk teori, så synes dette også at understrege, at noget er galt.

Moreland siger også, at det er meget få filosoffer, som anser de subjektive teorier for at være tilstrækkelige metaetiske redegørelser for moral. Den største årsag til dette er ifølge Moreland, at de gør moralske udsagn til ikke-moralske udsagn. Udsagnet “x er rigtigt” ser ud til at være et moralsk udsagn, som gør et normativt krav på rigtigt og forkert, og det indebærer også et udsagn om, hvad man bør gøre. Men de subjektive teorier indeholder ikke noget normativt krav. Det eneste, som de subjektive teorier gør, er at påvise, hvad folk kan lide: “jeg kan lide x” og “vi kan lide x i vores kultur”. Ifølge Moreland kan disse teorier derfor heller ikke begrunde noget moralsk udsagn. Derimod ændrer de dem til ikke-moralske udsagn. Derfor er de subjektive teorier heller ikke tilstrækkelige, når det drejer sig om at forstå moral (Moreland 1987: 110-111).

Modus tollens

Ifølge de subjektive teorier kan ingen handling altid være forkert i sig selv, men som et modargument nævner Douglas Groothuis følgende eksempler:

1. Det er altid forkert at torturere de uskyldige for sjov
2. Voldtægt er altid
3. Skamfering af kvindelige kønsorganer er altid

Hvis relativisme er sand, så kan de ovenstående eksempler ikke være sande, fordi de gør absolutte, universelle og objektive moralske krav. Relativisme kan også tilbagevises med et modus tollens argument,[3] som kan illustreres ved brug af de ovenstående udtalelser. Man kan f.eks. bruge den første udtalelse:

1. Hvis relativisme er sand, så er tortur af de uskyldige for sjov ikke altid forkert, siden en kultur eller et individ kan tillade det under visse omstændigheder.
2. Men tortur af de uskyldige for sjov er altid forkert.
3. Derfor er relativisme falsk (Groothuis 2011: 340).

 

Litteraturliste
  • Groothuis, Douglas R. 2011. Christian Apologetics: A Comprehensive Case for Biblical Faith. Downers Grove, Ill.; Nottingham, England: IVP Academic; Apollos.
  • Harman, Gilbert & Judith Jarvis Thomson. 1996. Moral Relativism and Moral Objectivity. Cambridge, Mass.: Blackwell Publishers.
  • Harris, Sam. 2012. The Moral Landscape: How Science Can Determine Human Values. London: Black Swan.
  • Moreland, James Porter & William Lane Craig. 2003. Philosophical Foundations for a Christian Worldview. Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press.
  • Moreland, J. P. 1987. Scaling the Secular City: A Defense of Christianity. Grand Rapids, Mich.: Baker Book House.
  • Olsen, Jakob V. 2013. «Naturalisme, etik og offentlig fornuft». Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 40. årgang, nr. 02.
  • Samples, Kenneth Richard. 2007. A World of Difference: Putting Christian Truth-Claims to the Worldview Test. Grand Rapids, Michigan: Baker Books.

 

 

[1] Equivokation er en fejlslutning, hvor man anvender et bestemt ord med forskellige betydninger (Moreland & Craig 2003: 57).

[2] QA-brug.

[3] Modus tollens er et deduktivt argument. Følgende eksempel er et modus tollens:

  1. Hvis det er påskedag, så er det søndag.
  2. Det er ikke søndag.
  3. Derfor er det ikke påskedag (Samples 2007: 49).