Alle indlæg af apologia

Hvorfor befalede Gud omskærelse i 1 Mos 17?

I 1 Mos 17 gives der egentlig ikke nogen forklaring til, hvorfor Gud valgte omskærelsen som pagtstegn. Gud siger simpelthen: “I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer” (v. 11). Og vedr. dem i Abrahams folk, som evt. nægter at lade sig omskære, siger Gud: “Han har brudt min pagt” (v. 14b). Når det gælder jøderne ser vi altså, at Gud går meget højt op i dette med omskærelse. I Romerbrevet forklarer Paulus dog, at frelsen ikke afhænger af omskærelse: “Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne eller også de uomskårne? Vi siger jo: ‘Troen blev regnet Abraham til retfærdighed.’ Hvordan blev den tilregnet ham? Efter at han var blevet omskåret, eller mens han endnu var uomskåret? Ikke som omskåret, men som uomskåret!” (Rom 4,9-10). Men derefter forklarer Paulus, hvad formålet var med omskærelsen: “Omskærelsen fik han som et tegn og som et segl på den retfærdighed ved tro, som han havde, inden han blev omskåret, for at han skulle være fader til alle de uomskårne, som tror, for at retfærdigheden også skal tilregnes dem” (Rom 4,11). Omskærelsen var altså et tegn og et segl på pagtsforholdet mellem Gud og den troende. Ligesom vielsesringen er et tegn og segl på brudens og brudgommens løfte, således var omskærelsen også et blodbeseglet vidnesbyrd om, at den troende nu havde givet sig hen til Herren. Dette indebar også, at den troende forpligtede sig til at leve for Herren og i tillid til Hans nåde for resten af hans jordiske liv. Som segl signalerede omskærelsen ejerskab. Det var som et stempel. Det vidnede om, at vedkommende ikke tilhørte verden, Satan, eller en selv, men Gud alene.

Paulus nævner også omskærelsen i Kol 2,11-13: “I ham er I også blevet omskåret med en omskærelse, som ikke er gjort med hånden, ved at afklæde kødets legeme ved Kristi omskærelse, idet I blev begravet sammen med ham i dåben, som I også blev oprejst i sammen med ham ved troen på Guds kraft, der rejste ham op fra de døde. Også jer, der var døde i jeres overtrædelser og i jeres uomskårne kød, gjorde han levende sammen med ham, idet han tilgav os alle vores overtrædelser” (min oversættelse). I forbindelse med denne tekst er der tre vigtige aspekter vedrørende omskærelsen:

  1. Omskærelsen indeholdt en symbolsk afklædning af “kødets legeme” dvs. det syndiges instrument. Uden omskærelsen forblev synderens legeme i det uomskårne kød.
  2. Med omskærelsen fulgte en forpligtelse til at leve et helligt liv. Moses formanede f.eks. sit folk: “Omskær derfor jeres hjertes forhud, og gør ikke længere nakken stiv” (5 Mos 10,16). Dette tyder på, at omskærelsen også indeholdt hjertets forpligtelse til at leve et helligt liv for Guds åsyn og at holde hans ord. Kort inden det babyloniske fangenskab formanede profeten Jeremias også sine landsmænd, som utvivlsomt alle var blevet omskåret som spædbørn: “Judas mænd, Jerusalems indbyggere, omskær jer for Herren, fjern jeres hjertes forhud, for at min harme ikke skal slå ud som ild og brænde, så ingen kan slukke den, på grund af jeres onde gerninger” (Jer 4,4). Omskærelse indeholdt altså en forpligtelse til at leve et helligt liv, et liv i troen på Gud og overholdelse af hans bud.
  3. For de troende i GT repræsenterede omskærelsen det samme, som dåben repræsenterer for de troende i NT: en indlemmelse i de frelstes familie. Ligesom følgerne af Jesu frelsergerning blev tildelt de NT-troende, blev følgerne af Jesu fremtidige frelsergerning også tildelt de GT-troende, som lod sig omskære. I begge tilfælde fik den troende pålagt det sakramentale tegn og segl (inkl. de troendes spædbørn). Den samme Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader befalede henholdsvis omskærelse til de GT-troende og dåb til de troende under den nye pagt, hvor dåben udgør den åndelige omskærelse jf. Kol 2,11.
Kilde

Archer, Gleason L. 1982. New International Encyclopedia of Bible Difficulties. Grand Rapids, Michigan: Zondervan, s. 93-94.

Ved Jesu fødder

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« (Luk 7,36-50).

Indledning
I nat havde jeg en drøm. Jeg drømte at jeg vandrede langs stranden sammen med Herren, og tværs over himlen glimtede scener fra mit liv. I disse scener bemærkede jeg to par fodspor i sandet. Det ene tilhørte mig, og det andet Herren. Da den sidste scene af mit liv glimtede forbi os, kiggede jeg tilbage på fodsporene i sandet. Jeg bemærkede også, at det var i de mest ulykkelige stunder i mit liv, at der kun var ét par fodspor i sandet. Dette bekymrede mig virkelig, og jeg spurgte Herren: “Herre, du sagde, dengang jeg besluttede at følge dig, at du ville vandre med mig hele vejen, men jeg har bemærket, at gennem de mest problemfyldte perioder af mit liv, er der kun ét par fodspor i sandet. Jeg forstår ikke hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest.” Herren svarede: “Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser forlod jeg dig. Da du så ét par fodspor, var det fordi jeg bar dig.”

Denne lille fortælling, som hedder “Fodspor i sandet”, er en god beskrivelse af det, som kvinden i dagens tekst havde erfaret, nemlig frelse og håb ved Jesu fødder. Hun havde fundet ud af, at dét var det bedste sted for hende at være, fordi dér og kun dér ved Jesu fødder var der håb for en synder som hende. Dér og kun dér er der også håb for syndere som os.

Kvinden

I dag stilles vi overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Har jeg brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for mig at være?

I dagens tekst hører vi om en kvinde, som levede i synd. Vi får ikke at vide, hvilken synd, der er tale om, men vi får dog indtrykket af, at hun har et dårligt rygte. Dette var hun også klar over selv, men andre menneskers holdninger om hende forhindrede hende dog ikke i at opsøge Jesus der, hvor han var hos farisæeren Simon.

De fleste af os ville nok ikke gå ind i et hus, der var fuldt af mennesker, som så skævt til os. Men det gjorde kvinden dog, fordi der var en helt særlig person inde i farisæerens hus denne dag, nemlig Jesus. Han var helt anderledes end de andre gæster. Han så ikke skævt til hende. Derimod oplevede hun en kærlighed i hans nærvær, som hun ikke kunne finde andre steder. I den verden, hvor hun levede, var hun vandt til at føle sig som et udskud. Hun var en synder. Det var alle klare over, ikke mindst hun selv. Men der var en verden til forskel mellem, hvordan farisæerne kiggede på hende, og hvordan Jesus kiggede på hende. Hos Jesus følte hun sig ikke som et udskud. Hos ham mødte hun derimod en overvældende kærlighed – den dybe kærlighed, som vor himmelske Far har til sine børn! Dét var den kærlighed, hun erfarede hos Jesus. Og det betød alt for hende!

Ja, hun var en stor synder, men Jesus var en endnu større frelser. Derfor havde hun også desperat brug for Jesus. Det var kun ham, der kunne hjælpe hende. Og dette forklarer også hendes reaktion, som taler mere en tusind ord: Hun vædede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med dyrebar olie. Hvorfor? Fordi det var Frelserens fødder! Hos ham – ved hans fødder – var der håb for en synder som hende. Dér fandt hun den kærlighed, som vi alle har brug for. Dér ejede hun syndernes forladelse og evigt liv! Derfor var Jesu fødder nemlig det bedste sted for hende at være.

Farisæeren

Selvom farisæeren, Simon, havde inviteret Jesus til at spise sammen med sig, så havde han dog ikke det samme behov for at ligge ved Jesu fødder, som vi ser hos kvinden. Jesus kender hjerterne. Han ved, hvad Simon tænker både om kvinden og om Jesus selv. For Simon var kvinden en synder – en person, som man tager afstand fra. Han møder hende altså ikke med den kærlighed, som Jesus møder mennesker med. Og dette vidner om, at han måske ikke helt havde fået øjne op for, hvem Jesus egentlig er. Farisæeren havde ikke set det, som kvinden havde set, nemlig at han også var en stor synder, der havde brug for Frelseren, Jesus. Han havde ikke fået øjne op for Jesu overvældende kærlighed. Og derfor har han heller ikke dette desperate behov for at ligge ved Jesu fødder. For ham var Jesus ikke en frelser, ikke engang en profet. Han tænker jo ved sig selv: ”Hvis denne mand [Jesus] var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham…” Men Jesus har noget at sige til Simon og til os – noget, som kan opsummeres med ordene:

Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19).
500 denarer

Jesus underviser både Simon og os med en lille fortælling om en pengeudlåner og to skyldnere. Den ene skyldte 500 denarer, den anden 50. Dengang var 50 denarer det samme som ca. 2 måneders løn. Og 500 denarer var derimod det samme som ca. 20 måneders løn. Med andre ord var 500 denarer en uoverkommelig gæld. Jesu pointe med fortællingen er enkel: Den, som får den uoverkommelige gæld på 500 denarer eftergivet, vil elske mere, end den, som får den mindre gæld eftergivet. Den, der får meget tilgivet, vil elske mere, end den, der kun får lidt tilgivet.

Kvinden elskede meget, fordi hun vidste, hvor stor en gæld hun havde fået eftergivet. Hun elskede, fordi Jesus elskede hende først! Dette var gået op for hende, men er dette gået op for dig og mig? Betragter vi os selv som nogen, der har fået eftergivet en uoverkommelig gæld? Har vi fået meget tilgivet? Ligner vi kvinden eller ligner vi Simon? Det kan godt være, at vi ligner dem begge to, men pointen med dagens tekst gælder for os alle: kvinden, Simon, dig og mig. Sagen er jo den, at vi alle har en stor og uoverkommelig gæld. Vi skylder alle 500 denarer! Og vi kan ikke arbejde os ud af vores gæld ved egen magt. Vi har brug for hjælp udefra – fra Jesus.

Har jeg brug for Jesus?

Som sagt stiller dagens tekst os overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Det er jo kun syndere, der har brug for ham. Men hvis jeg ikke mener, at jeg er en synder – en, der har en uoverkommelig stor gæld på 500 denarer, hvad skal jeg så bruge en frelser til? Ikke førend man har indset, at man er syg, får man brug for en læge! Dette havde kvinden fået øjne op for. Hun var syg, og derfor havde hun desperat brug for at ligge ved den store læges fødder! For hende var Jesus nemlig den store læge, der havde gjort hende fri for alle hendes sygdomme. Derfor elskede hun meget, fordi hun så, hvor meget hun havde fået tilgivet.

Har vi fået øjne op for dette? Det er spørgsmålet, som dagens tekst opfordrer os til at tænke over. Hvordan betragter vi os selv, og hvem er Jesus for os? Har vi brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for os at være? Gad at det var, fordi deri ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for. Ved Jesu fødder lyder hans ord til kvinde også til os: Dine synder er tilgivet! Du er frelst! Gå bort med fred!

Jesu fødder er altså det bedste sted for os at være, fordi Jesus har elsket os med en evig kærlighed. Han skubber os ikke væk, men siger derimod:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Denne hvile havde kvinden nu fået, og det er ikke kun en hvile, der varer for en kort tid. Nej, den hvile, som Jesus giver, er en vedvarende hvile – en hvile, som man også kommer til at nyde hos Gud i Himmeriget for evigt.

Afslutning

Ligesom den, der havde en uoverkommelig gæld på 500 denarer, har vi også en uoverkommelig gæld. Men de gode nyheder er, at Jesus har, som Paulus siger, slettet ”…vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). I sin kærlighed til os har Jesus fjernet vores uoverkommelige gæld ved at dø på korset for os. Dér betalte han vores gæld, så at vi ved troen på ham kunne få syndernes forladelse og evigt liv. Ved Jesu fødder bliver vi himmelvandrere – ikke i egen magt, men han bærer os hvert skridt af vejen!

Og når livet er svært, ejer vi også et fast håb i det ene par fodspor i sandet, og Jesus siger til os:

Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser vil jeg forlade dig. Da du ser ét par fodspor i sandet, er det fordi jeg bærer dig.

Ja, Jesu fødder er det bedste sted for os at være. Hans fødder svigter ikke. De bærer os hver dag, hele livet, indtil vi står frelst hjemme hos Gud i Himmeriget! Amen.

Skatten i Himmelen

Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af« (Luk 12,32-48).

Indledning

“Frygt ikke, du lille hjord” sagde Jesus til sine disciple dengang for ca 2000 år siden. Men Jesu ord er også gældende for os, der er hans disciple i dag. “Frygt ikke”, siger han til dig og til mig. Vi har så let ved at frygte, og det er måske ikke så mærkeligt, fordi næsten hver gang vi tænder for nyhederne, hører vi om sygdom, terror og menneskers ondskab. Udover det kan vi også være bekymrede for livets basale behov: mad, drikke, tøj osv. Og alt dette kan nemt få os til at frygte. Men Jesus har et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”, siger han.

Ja, det kan godt være, at modgang og lidelse i dette liv kan skabe frygt i os, så at vi føler os små og skrøbelige som får uden en hyrde. Men det er nemlig pointen! Vi er en lille hjord. Vi er skrøbelige. Men vi skal ikke frygte, fordi Herren er vores hyrde. Og den gode hyrde ved, hvordan han skal røgte sine får. Her er Sl 23 en god beskrivelse af hyrden og hjorden:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst (v. 1-4).
Jakobs Gud vil dig bevare

Som en Jesu discipel er man sat ind i en åndelig kamp. Vi er i verden, men ikke af verden. Derfor møder Jesu discipel også verdens modstand. Og ikke nok med det. Vi møder også djævelens og vores egen modstand, fordi nogle gange kan vi også være vores egen værste fjende. Og i mødet med disse ydre og indre fjender er det måske nærliggende for os at frygte. Men som sagt har Jesus et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”. Eller som David siger: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig”. Årsagen til, at vi ikke skal frygte, er altså den, at Herren er med os. Og når han er med os, så kan vi stole på, at vi er i gode hænder. Eller som vi plejer at synge:

Fryd dig da, du lille skare! / Jakobs Gud vil dig bevare; / på hans mindste vink må alle / fjenderne til jorden falde (DDS 49).
Gud er en glad giver

Dette er den virkelighed, vi står i, som den lille hjord med den gode hyrde. Det er den virkelighed, vi står i, som Guds børn! Vi har en Fader i Himmelen, som elsker os ud over al forstand. Og vi skal ikke frygte for noget som helst, fordi han ved, hvordan han skal tage sig af sine egne børn. I sin kærlighed har han nemlig besluttet at give os Riget – Himmeriget!

Ordet, som bliver brugt i den græske tekst, udtrykker ikke kun det, at Gud har besluttet at give os Riget, men at han har glædet sig over at give os Riget. Gud er en glad giver! Han glæder sig over at give os Riget! Og siden Gud har glædet sig over at give os Riget og alle Himmerigets skatte, så bør erkendelsen af Guds store og ufattelige gavmildhed også gøre os til glade givere. En glad giver, giver ikke, fordi han har pligt til det, men fordi det falder ham naturligt. Vi elsker, fordi han elskede os først! Vi er gavmilde, fordi han var gavmild mod os først! Han har jo givet os Riget. Derfor bør vi også genspejle hans store gavmildhed i denne verden!

Riget

Men hvad betyder det egentlig, at Gud har givet os Riget? I sin Lille Katekismus og i forbindelse med Fadervor giver Luther følgende forklaring af bønnen Komme dit rige:

Det vil sige: Guds rige kommer af sig selv uden vores bøn; men i denne bøn beder vi om, at det også må komme til os. Det sker, når vores himmelske Far giver os sin Helligånd, så vi tror hans ord, lever efter det og får evigt liv hos ham.

Men Guds rige er ikke kun Helligåndens gerning i vores liv. Til syvende og sidst indeholder Guds rige også en fornyelse af Guds skabning. Johannes’ Åbenbaring beskriver det således:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet (Åb 21,1-4).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give os!

Han har allerede nu givet os Helligånden og det evige liv i Jesus. Han har allerede nu gjort os til himmelvandrere, der er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Og dette Rige vil også blive fuldbyrdet på den yderste dag, når vi træder ind i Himmelen – det ny Jerusalem. Det synger vi også om i en salme af Svein Ellingsen:

Herre, når din time kommer, / åbenbarer du dit rige, / og i klarhed skal vi skue / alt det skabte, frigjort, fuldendt! / Vi skal se dig, som du er! (DDS 277).

Ja, vi skal se ham, som han er, når vi er nået frem til den plads, Jesus selv har beredt for os: “Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”, siger Jesus til os (Joh 14,3). Hans største ønske er, at vi skal være, hvor han er!

Hjerterne på rette sted

Hvorhenne samler vi vor skatte? Samler vi skatte på jorden? Eller samler vi skatte i Himmelen? Klynger vi os til det forgængelige? Eller klynger vi os til det uforgængelige? I dag stilles vi overfor disse spørgsmål, og Jesus opfordrer os til at have vor hjerter på rette sted. For hvor vores skat er, dér vil også vores hjerte være! Der er en paralleltekst i Matt 6,19-21, hvor Jesu ønske for os beskrives meget tydeligt:

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Men hvordan samler vi så skatte i Himmelen? Jo, som sagt handler det om at have hjertet på rette sted. Vi samler skatte i Himmelen, når vor hjerter er rettet mod Jesus og mod Himmelen. I det bibelske sprog er hjertet nemlig personlighedens centrum. Hvis Jesus og Himmeriget er vores hjertes skat, så vil vi ikke kun have den rigtige indstilling til vor verdslige ejendom, vi vil også have en uudtømmelig ejendom og skat i Himmelen, som vi vil glædes over for evigt. Og Jesus siger til os, at det skal være vores fokus. Saml jer skatte i Himmelen!

Vær rede!

I dagens tekst opfordrer Jesus os til at være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, vi ikke venter det (Luk 12,40). I trosbekendelsen bekender vi, at Jesus Kristus er “…siddende ved Gud Faders den Almægtiges, højre hånd, hvor fra han skal komme at dømme levende og døde.” Dette realiseres, når Jesus kommer igen. Vi skal alle sammen en dag møde Jesus som dommer. Og spørgsmålet er så, om vi er parat til det møde. Hvorhenne vi har samlet vores skatte er afgørende vedrørende dette spørgsmål. Jesus siger til disciplene, at de ”skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt”. De skal altså være parat til at møde deres Herre! Men en, som samler sig skatte på jorden i stedet for i Himmelen, vil aldrig være parat til at møde Jesus, fordi da er Jesus heller ikke hjertets skat. Derfor er der heller ingen forventning eller håb om at møde ham. Der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus. Derimod er den, som har samlet sig skatte i Himmelen, parat, fordi da er Jesus nemlig blevet hjertets skat. I ham ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for både til dette liv og til det kommende. Og når Menneskesønnen kommer igen, er vi parat, kun fordi han har været vores frelser og ven i dette liv. ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet”, læser vi et andet sted (1 Joh 5,12). Eller man kunne sige: Den, der har Sønnen, er parat; den, der ikke har Guds Søn, er ikke parat. Det er altså forholdet til Jesus, som er det afgørende!

Min Herre lader vente på sig!

I dagens tekst beskriver Jesus den, der ikke er parat, som en, der siger: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig” (Luk 12,45). Han lever altså livet som en, der ikke skal møde sin Herre. Dette får mig også til at tænke på det, som Paulus siger i forbindelse med Jesu opstandelse: ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (1 Kor 15,32). Ja, hvorfor ikke æde og drikke og leve, som man har lyst til, hvis det viser sig, at Gud ikke findes, at Jesus ikke er opstået, og at vi ikke skal møde Menneskesønnen? Så er dette korte liv det eneste, som vi har, og der er intet håb i døden. Der er intet evighedshåb! Shakespeare sætter også ord på denne håbløshed og meningsløshed i Macbeth og i forbindelse med Lady Macbeths selvmord:

I morgen og i morgen og i morgen, det kryber langsomt frem fra dag til dag, til sidste stavelse af tilmålt tid, og hvert "i går" har lyst så mangen dåre på vej til gravens støv. Ud, korte lys! En skyggevandring er vort korte liv; en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt; et eventyr fortalt os af en idiot vildt støjende og buldrende men helt igennem uden mening.

Her ser vi intet håb i mødet med døden. Her er der ingen skat i Himmelen. Og alle dem, der har samlet sig skatte på jorden; alle dem, der har fejet Jesus af vejen og har levet livet som mennesker, der ikke skal møde Menneskesønnen; de vil alle få en kæmpestor overraskelse, når de pludselig står ansigt til ansigt med Menneskesønnen. Og det vil ikke være nogen positiv overraskelse! Bibelen er faktisk meget tydelig vedrørende dette. Et andet sted læser vi, at Jesus vil sige til dem, der ikke er parat: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke” (Matt 25,12). Hvis vi i dette liv ikke samler skatte i Himmelen; hvis Jesus ikke er vores hjertes skat i dette liv; hvis der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus; jamen, så kender vi ham heller ikke i dette liv, og derfor er vi heller ikke parat til at møde ham, når han kommer. Men det ønsker Jesus ikke for os, fordi han elsker os. Derfor siger han: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,13).

Afslutning

Jesus ønsker, at vi skal være vågne. Han ønsker, at vi skal være parat til at møde ham. Hvorfor? Fordi han elsker os og glæder sig over at give os det bedste som findes, nemlig Himmeriget og det evige fællesskab med ham. Derfor siger han: ”Saml jer skatte i himlen!” (Matt 6,20). Det gør vi, når vi har Jesus i vores liv, og når han får lov til at vokse i vores liv. Eller som Johannes Døber siger: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).

Jesus er den skat, som åbner op for alle de andre himmelske skatte. I ham ejer vi alt! Og den kendsgerning sætter sit præg på hele tilværelsen. Da er dette korte liv ikke kun en skyggevandring, som Macbeth siger. Nej, nu er det som med Abraham:

I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land … for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr 11,9-10).

Ligesom Abraham venter vi også på byen med de faste grundvolde. Med troen på Jesus er vi nemlig blevet himmelvandrere. Vi er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Dette håb kommer også til udtryk i en salme af Laurentius Laurentii Laurinus:

I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor! / For evig, evig skal jeg der / se Gud i lyset, som han er, / se Herren Sebaot (DDS 556).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give dig og mig. Og med Jesus som vores hjertes skat i dette liv kan vi også stole på, at vi en dag vil gå ind i det ny Jerusalem sammen med Jesus. ”I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor!” Amen.

Stand for Life

“Stand for Life” viðger á ein góðan hátt avgerandi spurningar hjá teimum, ið ynskja at verja lív teirra óføddu. Bókin hjálpir tær at síggja lívið sum friðhalgað og at rætta eina hjálpandi hond til tey, ið hava tørv á tí. Bókin vísir tær, hvussu tú kanst …

  • Geva eina góða verju fyri lívi teirra óføddu uppá fimm minuttir ella minni.
  • At skilja lívsins friðhalgan.
  • At gera orðaskiftið um fosturtøku meira einfaldt.
  • At menna eitt kristiligt aftursvar viðvíkjandi fosturtøku.
  • At varðveita tamarhaldið, tá ið orðaskiftið verður lívligt.

Bókin inniheldur eisini spurningar og svar uppá trupulleikar so sum:

  • Vandamiklar fosturtøkur.
  • Tá ið lívið hjá mammuni er í vanda.
  • “Mín kroppur, mín avgerð” o.a.

Ein er tann, ið góður er!

Og sí, har kom fram ein maður til hansara og segði: »Meistari, hvat gott skal eg gera, at eg kann fáa ævigt lív?« Men hann segði við hann: »Hví spyrt tú meg um tað góða? Ein er tann, ið góður er. Men vilt tú koma inn til lívið, tá halt boðini.« Hann sigur við hann: »Hvørji?« Men Jesus segði: »Hetta: tú mást ikki sláa í hel; tú mást ikki dríva hor; tú mást ikki stjala; tú mást ikki siga rangan vitnisburð; æra faðir tín og móður tína, og: tú skalt elska næsta tín eins og sjálvan teg.« Unglingin sigur við hann: »Alt hetta havi eg hildið; hvat vantar mær enn?« Jesus segði við hann: »Vilt tú vera fullkomin, tá far og sel alla ogn tína og gev teimum fátæku, og tú skalt eiga dýran grip í himli; og kom so og fylg mær!« Men tá ið unglingin hetta hoyrdi, fór hann syrgin burtur, tí at hann átti nógva ogn. Men Jesus segði við lærusveinar sínar: »Sanniliga sigi eg tykkum: Tað fer at verða torført hjá einum ríkum at koma inn í himmiríkið. Ja, eg sigi uppaftur við tykkum: Tað er lættari hjá einum kameli at sleppa ígjøgnum eitt nálareyga enn hjá einum ríkum at koma inn í Guðs ríki.« Tá ið lærusveinarnir hetta hoyrdu, vórðu teir ógvuliga óttafullir og søgdu: »Hvør kann tá verða frelstur?« Men Jesus hugdi upp á teir og segði við teir: »Hjá monnum er hetta ógjørligt, men hjá Guði er alt gjørligt« (Matt 19,16-26).

Inngangur

Hvussu fái eg ævigt lív? Hvussu komi eg inn í Guds ríki? Hvussu verði eg frelstur? Hetta eru spurningar, sum vit øll hava brúk fyri at grunda yvir. Og hetta eru spurningar, sum gerast livandi fyri okkum, tá ið hin ríki unglingin kemur til Jesus og sigur: “Meistari, hvat gott skal eg gera, at eg kann fáa ævigt lív?” Men hvat ger Jesus? Jú, sum hann plagar, kemur hann við einum mótspurningi. “Hví spyrt tú meg um tað góða? Ein er tann, ið góður er”, sigur Jesus. Við hesum varpar Jesus beinanvegin ljós yvir, hvar ið hin ríki unglingin er farin av leið. Hann hevur ikki fingið eyguni upp fyri sannleikan um seg sjálvan og um Gud. Hin ríki unglingin spyr um tað góða, og hvat gott hann skal gera fyri at fáa ævigt lív, men hann hevur ikki sæð, at tað bara er Gud, ið er fullkomiliga góður, heilagur og rættvísur.

Lógargerningar

Harafturímóti er veruleikin um hin ríka unglingan og okkum ein heilt annar: “Tí at øll hava syndað, og teimum vantar Guðs heiður…” (Róm 3,23). Men hin ríki unglingin sigur kortini, at hann hevur hildið øll boðini. Og tað eru sikkurt nógv, sum hildu, at hesin ríki unglingin livdi eitt sera vakurt lív. Men sjálvur helt hann, at hann manglaði okkurt – onkran góðan gerning aftrat fyri at fáa ævigt lív. Og tað er júst her, ið hann fer skeivur. Hann heldur, at hann kann fáa ævigt lív gjøgnum lógargerningar.

Tað, sum lógin ger

Jesus byrjar at avdúka hin ríka unglingan, tá ið hann sigur, at hann skal halda øll boðini fyri at koma inn til lívið. Hetta merkir ikki, at Jesus lærir, at ein kann fáa ævigt lív við at gera góðar gerningar. Hitt mótsætta er tilfeldið. Jesus sigur í grundini hetta fyri at gera sannleikan greiðan fyri unglinganum. Hann rósar sær av lógini, men kennir ikki dýpdina av sínum egna lógloysi. Hann hevur ikki staðið tómhentur og hjálparleysur frammanfyri Gudi í syndaneyð. Hann var jú rættiliga góður. “Alt hetta havi eg hildið”, segði hann. Men hann hevði ikki fingið eyguni upp fyri sannleikanum: Ein er tann, ið góður er! Bert ein, nevniliga Gud. Og hetta er tað, sum lógin ger. Hon vísir okkum, at ein er tann, ið góður er. Og harvið vísir lógin okkum eisini, at vit als ikki eru góð, og at vit ikki megna at liva upp til Guds lóg og hansara standard.

Hitt fyrsta boðið

Jesus vendir heimin hjá hinum ríka unglinganum á høvdið, tá ið hann sigur við hann, at hann skal eiga ein dýran grip í himli, um hann selur alla sína ogn, gevur tað til tey fátæku og velur at fylgja Jesusi eftir. Hin ríki unglingin hevði jú akkurát sagt, at hann hevði hildið alla lógina. Og nú er tað sum um Jesus sigur: “Okay, so tú hevur hildið alla lógina? Lat okkum so vita, um tú veruliga hevur megnað at hildið hitt fyrsta boðið: ‘Tú mást ikki hava aðrar guðar enn meg.’” At hin ríki unglingin ikki hevur megnað hetta verður eysæð, tá ið hann fer syrgin avstað.

Gripurin í hansara lívi

“Tí at har sum gripur tín er, har man eisini hjarta títt vera”, segði Jesus í fjallaprædikuni (Matt 6,21). Hesin sannleikin verður opinberur í samband við hin ríka unglingan. Hann fór syrgin avstað, tí at har var ein gripur í hansara lívi, sum hann setti hæðri enn sjálvan Jesus. Hin ríki unglingin segði, at hann hevði hildið øll boðini, men sannleikin var, at hann hevði brotið alla lógina. Tað er, sum skrivað stendur: “Tí at um einhvør heldur alla lógina, men snávar í einum luti, tá er hann vorðin sekur í øllum” (Ják 2,10). Sannleikin er, at vit í okkum sjálvum eru øll í somu støðu sum hin ríki unglingin. Vit halda kanska, at vit hava livað eitt vakurt lív, men eftir Guds standardi eru vit øll lógbrótarar.

Koukl og sakførarin

Í einari bók greiðir Gregory Koukl frá, hvussu hann einaferð prátaði við ein sakførara, ið ikki visti, hví hann sum jødi hevði brúk fyri Jesusi. Sakførarin trúði jú á Gud og gjørdi sítt besta fyri at liva eitt moralskt gott lív. Koukl kemur síðani við nøkrum ávísum spurningum fyri at leiða sakføraran til eina betri fatan av Jesusi og krossinum:

Koukl: ”Heldur tú, at fólk, ið fremja moralskar brotsgerðir, eiga at verða revsað?”

Sakførarin flennir eitt sindur og sigur: ”Altso, síðani eg eri sakførari, so má eg heldur svara ja.

Koukl: ”Tað var gott. Eg eri samdur við tær. Men eg havi ein spurning aftrat: Hevur tú nakrantíð framt nakra moralska brotsgerð?

Sakførarin hugsar seg um eina løtu. Nú gjørdist tað brádliga persónligt. Hann nikkar og svarar: ”Fyri at vera heilt ærligur so má eg svara ja.”

Koukl: ”Tað havi eg eisini, men er tað ikki satt, at hetta setur okkum báðar í eina trupla støðu? Vit trúgva báðir, at fólk, ið fremja moralskar brotsgerðir, eiga at verða revsað. Og vit trúgva báðir, at eisini vit eru sekir. Hetta kalli eg ring tíðindi, men tað er eisini júst her, at Jesus kemur inn í myndina. Vit vita báðir, at vit eru sekir. Tað er trupulleikin. Men Gud hevur eina loysn: fyrigeving. Tað er Jesus, sum skaffar okkum hesa fyrigeving, tí at tað var einans hann, ið varð revsaður í okkara stað á krossinum. Og nú hava vit eitt val. Antin taka vit ímóti fyrigevingini í Jesusi og verða fræls. Ella siga vit nei til fyrigevingina og rinda sjálv prísin fyri okkara egnu brotsgerðir.”

Hin ótespiligi sannleikin

Eg haldi, at henda søgan hjá Gregory Koukl lýsir nokkso væl støðuna bæði hjá hinum ríka unglinganum og støðuna hjá okkum. Ja, tað kann væl vera, at vit hava livað eitt rættiliga vakurt lív. Men tá ið man byrjar at róta í okkara egna sjálvsrættvísi, so broytist gliturmyndin av okkum sjálvum skjótt, og hin ótespiligi sannleikin um okkum gerst opinberur: Vit eru øll somul syndarar! Vit eru øll somul lógbrótarar! Og um vit ikki taka ímóti fyrigevingini í Jesusi, so mugu vit øll ganga syrgin avstað, líkasum hin ríki unglingin.

Hin himmalski gripurin

Men hetta er ikki Guds vilji við nøkrum av okkum. Jesus vildi ikki, at unglingin skuldi ganga syrgin avstað. Og hann vil heldur ikki, at vit skulu ganga syrgin avstað. Nei, hann ynskir at geva okkum tað størsta og besta, sum finst. Hann ynskir at geva okkum hin himmalska gripin – ein óforgongiligan og óspilluligan og ófølnandi grip. Hvat er hetta fyri ein gripur, sum Jesus ynskir at geva hinum ríka unglinganum og okkum? Jú, hin himmalski gripurin er Jesus sjálvur. Tá ið vit hava hann, hava vit Guds ríki, hitt æviga lívið og frelsuna. Tá ið vit hava hann, hava vit alt, sum vit veruliga hava brúk fyri bæði til hetta lívið og hitt komandi.

Hjartans dýrgripur

Í fjallaprædikuni sigur Jesus, at vit ikki skulu savna okkum gripir á foldum. Við hesum meinar hann við, at vit ikki skulu gera nakað á hesi fold til okkara hjartans dýrgrip, tí at alt hetta verður við tíðini etið upp av møli og rusti. Og hetta er nevniliga tað syrgiliga í dagsins teksti. Hin ríki unglingin hevði gjørt sína verðsligu ogn til sín hjartans dýrgrip. Tað kundi eisini verið okkurt annað, men hjá hinum ríka unglinganum var verðslig ogn vorðin til tann størsta og mest máttmikla gripin í lívinum. Og av tí, at Jesus ikki var hansara hjartans dýrgripur, mátti hann fara syrgin avstað.

Jesu góðska

Hin ríki unglingin spurdi um tað góða, men hann sá ikki dýpdina av síni egnu synd, og at góðskan, sum hann hevði brúk fyri, var Jesu egna góðska. Tað sama er galdandi fyri okkum. Um vit ikki hava Jesu egnu góðsku, so eru vit øll í somu støðu sum hin ríki unglingin. Um vit ikki hava Jesu egnu góðsku, so mugu vit øll vera óttafull líkasum lærusveinarnir og spyrja: ”Hvør kann tá verða frelstur?” Svarið er ”eingin”. Eingin kann verða frelstur við egnari megi! Eingin kann verða frelstur við at liva eitt rættiliga vakurt lív. Tað hevði verið lættari hjá einum kameli at sloppið ígjøgnum eitt nálareyga! Altso er tað ógjørligt. Men hjá Gudi er alt gjørligt. Hann hevur gjørt ein frelsuveg til okkum, og tann vegurin eitur Jesus.

Jesu fremmanda rættvísi

“Tí at rættvísi Guðs verður í honum [gleðiboðskapinum] opinberað av trúgv til trúar, eins og skrivað stendur: ‘Men hin rættvísi skal liva av trúgv’” (Róm 1,17).

Hvussu kunnu vit rættvísgerðast? Hetta var ein spurningur, sum Luther strýddist við. Einaferð, meðan hann var í holt við at fyrireika nakrar fyrilestrar yvir Rómverjabrævið, gjørdist hann varur við nakað heilt serligt viðvíkjandi rættvísi Guds í Róm 1,17. Hann varnaðist, at rættvísi Guds ikki sipaði til henda eginleikan hjá sjálvum Gudi at vera heilagur og rættvísur – tað rættvísið, sum Gud dømir syndarar og órættvís eftir. Fyri Luther skapaði eitt slíkt forstáðilsi av Guds rættvísi bara enn meira ræðslu fyri Gudi. Her fann hann als ongan sálarfrið. Hann kendi seg akkurát líka dømdan. Men so fann hann útav, at rættvísi Guds í Róm 1,17 sipar til rættvísið, sum Gud tilroknar órættvísum menniskjum, rættvísið, sum verður givið sum ein gáva til tey, ið trúgva, rættvísið, sum verður givið til okkum gjøgnum Jesu egna rættvísi, tvs. ein fremmand rættvísi. Talan er altso um rættvísið frá Gudi, har ið tann rætta støðan yvir fyri Gudi kemur frá sjálvum Gudi. Rættvísi Guds forstaðið á henda hátt varð ein hurð inn til Paradís fyri ein plágaðan Luther. Her fann hann nevniliga rættvísið, sum hann kundi hvíla í yvir fyri hinum heilaga Gudi. Her fann hann sálarfrið.

Endi

Hvussu er við okkum? Hava vit, líkasum hin ríki unglingin, gjørt nakað á fold til okkara hjartans dýrgrip? Um hetta er okkara støða, so mugu vit eisini ganga syrgin avstað líkasum unglingin. Men hetta er kortini ikki Guds vilji við okkum. Nei, hann ynskir at geva okkum tað besta av øllum, nevniliga hin himmalska dýrgripin – Jesus sjálvan og hansara rættvísi. Í honum og í hansara rættvísi kunnu vit veruliga hvíla, tí at her er talan nevniliga ikki um lógargerningar, og hvat gott vit skulu gera fyri at fáa ævigt lív. Nei, her er talan um Jesu fremmandu rættvísi, sum Gud tilroknar okkum. Hetta er ein gáva, sum vit fáa fyri einki av Guds stóru náði.

”Tí at øll hava syndað, og teimum vantar Guðs heiður, og tey verða rættvísgjørd fyri einki av náði hansara við endurloysingini, sum er í Kristi Jesusi” (Róm 3,23-24). Í Jesusi og í hansara rættvísi eiga vit ein frið, sum ikki kann vikast. Líkasum hjá Luther er hetta eisini ein hurð inn til Paradís fyri okkum. Í Jesusi eiga vit nevniliga rættvísið, sum vit altíð kunnu hvíla í yvir fyri hinum góða, heilaga og rættvísa Gudi. Í Jesusi og í hansara rættvísi eiga vit eisini sálarfrið. Amen.

Hendurnar vekk frá mínum kroppi!

”Tað er ikki í lagi, at avgerðin skal vera tengd at privatum áskoðanunum hjá einstøkum læknum, politikarum ella trúarbólkum. Hvat onnur halda vera rætt og skeivt í hesum máli er óviðkomandi. Tað, sum hevur týdning er, at politiska skipanin tryggjar kvinnuni eitt greitt, trygt og virðiligt grundarlag til at taka ta avgerð, sum er røtt fyri hana!” Hetta skrivar felagsskapurin ”Frítt Val – fyri fríari abort” á sínum facebook vanga.

Tvær kvinnur

Tað er einans kvinnan, sum hevur rættin til at avgera, hvat hon ger við sín egna kropp! Hetta er fortreytin handan orðingina omanfyri, og hetta er eisini orsøkin til, at orðingin er misvísandi. Talan er nevniliga ikki einans um eina kvinnu, men um tvær!

Livandi menniskja og persónur

Fyri ta einu kvinnuna ræður tað um lívsstíl, men fyri hina er sjálvt lívið í váða. Líkasum mamman er hin ófødda eisini ein livandi menniskja og persónur. Og sjálvt um tú ikki sært hana ella hoyrir hana, so boðar kroppurin hjá hini øføddu kvinnuni kortini um, hvat ið hon veruliga er:

  1. Hon er livandi. Hon inntekur føði og veksur eins og allar aðrar livandi skepnur. Kroppurin hjá henni mennist í hvørjum, og um tú letur hana vaksa, so fert tú skjótt at síggja, at hon eisini hevur eyguni hjá mammu síni. Hon er livandi!
  1. Hon er ein menniskja. Hon er ikki ein hestur ella ein apa, nei, hon er ein menniskja! Og sjálvt um vit kalla hana fyri eitt fostur, so er hon hóast hetta eitt menniskjafostur. Orðið fostur er einans ein máti at lýsa hennara aldur. Og um vit lata hana liva, so fara vit eisini at lýsa hana sum eitt barn, ein tannáring og ein vaksnan. Í øllum aldursflokkum er hon tað sama: ein menniskja!
  1. Hon er ein persónur. Tá ið mamman velur at enda lívið hjá hini óføddu, so beinir hon ikki fyri einum parti av sínum egna likami. Nei, tað gongur út yvir ein heilt annan persón. Hin ófødda hevur nevniliga sítt egna DNA. Tað er ikki líka sum DNA’ið hjá mammuni ella pápanum. Nei, líkasum tú og eg er hon eisini ein heilt einstakur persónur. Í roynd og veru er tað rættiliga lætt hjá vísindafólki at siga, hvar ið hon byrjar, og hvar ið mamman endar. Tær eru tvær einstakar kvinnur, sum deila sama rúm.
Tí hava kvinnur rætt

Og hevur tú harumframt nakratíð møtt einum persóni, sum ikki var ein menniskja ella eini menniskju, sum ikki var ein persónur? Ella er hesin skilnaður kanska nakað, sum vit sjálvi hava funnið uppá fyri at hjálpa okkum til at skúgva hitt eyðsýnda til viks, nevniliga at hon er ein livandi menniskja og persónur? Men so sigur onkur kanska: ”Hvat ger tað? Hon er jú bara eitt savn av kyknum.” Ja, tað er satt, men er tað ikki eisini satt, at øll menniskju eru eitt savn av kyknum? Og hvussu nógvar kyknur skal ein kvinna eginliga hava, áðrenn vit verja hennara lív? Gevur tað nakra meining at siga, at vit vilja verja hana um nakrar dagar, tí at tá hevur hon nóg nógvar kyknur til at verða roknaða uppí? Nei, tað haldi eg ikki. Hon hevur jú alt tað, sum eyðkennir eina livandi menniskju og persón. Og tí hava kvinnur rætt, tá ið tær siga: Hendurnar vekk frá mínum kroppi! Hetta er jú galdandi fyri allar livandi kvinnur. Eingin hevur rættin til at velja eitt læknaligt inntriv fyri hina óføddu kvinnuna, sum hon ikki sjálv hevði valgt!

Kelda

Hvat er hitt ófødda?

Tey, sum stríðast fyri lívi teirra óføddu, argumentera fyri, at ein sakleys og verjuleys menniskja verður dripin við vilja, tá ið ein fosturtøka verður framd. Grundgevingin er greið:

1. Tað er skeivt at drepa sakleys menniskju við vilja.

2. Við fosturtøku verður ein sakleys menniskja dripin við vilja.

3. Tessvegna er tað skeivt at fremja fosturtøkur.

Av tí at næstan øll menniskju eru samd viðvíkjandi tí fyrru fortreytini, so er tað í roynd og veru bert ein spurningur, ið ein má fáa greiðu á: Hvat er hitt ófødda? Verður ein sakleys menniskja dripin, tá ið ein fosturtøka verður framd? Hetta er tann brennandi spurningurin! Um tey óføddu ikki eru menniskju, so er eingin rættvísgering av fosturtøku neyðug. Men um tey óføddu harafturímóti eru menniskju, so er eingin rættvísgering av fosturtøku nóg góð. Um eitt verjuleyst barn verður dripið, tá ið ein fosturtøka verður framd, so eigur fosturtøka als ikki at verða loyvd!

Vísindaliga søkin

Sambært fosturfrøði er eingin ivi um, nær lívið byrjar, nevniliga tá ið eggið verður gitið. Hitt ófødda er ein fullfíggja, einstøk livandi menniskja:

Fullfíggja: Hitt gitna eggið er fullfíggja líka frá fyrstantíð. Øll upplýsingin, ið nýtist at vera har, er har. Tað einasta, ið tað hevur brúk fyri, er tíð til at vaksa.

Einstøk: Hitt gitna eggið hevur eitt serstakt arvafrøðiligt eyðkenni. Hitt ófødda barnið er sostatt ikki ein partur av mammuni. Harafturímóti er tað ein einstøk vera inni í mammuni.

Livandi: Hitt gitna eggið sýnir alt tað, ið eyðkennir biologiskt lív: stoffskifti, vøkst, reaktión og nøring.

Menniskja: Hitt gitna eggið hevur DNA’ið hjá einari menniskju.

Hitt ófødda er altso ein fullfíggja, einstøk livandi menniskja líka frá gitinaðarstundini. Og tað einasta, sum tað hevur brúk fyri, er rætta føðslu og rættar lívstreytir fyri at fara ígjøgnum øll menningarstigini hjá einari menniskju.

Heimspekiliga søkin

Heimspekiliga sæð finst eingin avgerandi moralskur munur millum hitt ófødda barnið, sum tú einaferð var, og vaksnu menniskjuna, sum tú ert í dag. Bundni, umhvørvi, menningarstig og stødd er ikki so viðkomandi, sum fortalarar fyri fosturtøku vilja hava hesi at vera.

Bundni: Um tað er lívsførleikin, sum gevur menniskjum virði, so eru øll tey, sum eru bundin at insulin ella nýraheilivági, ikki virðismikil. Sostatt høvdu hesi tá heldur ikki havt rætt til lívið.

Umhvørvi: Hvar tú ert staddur hevur onga ávirkan á, hvør tú ert. Broytist títt virði, tá ið tú fert yvir um vegin ella vendir tær í songini? Um ikki, hvussu kann tá ein tjúgu cm lang ferð niður gjøgnum føðikanalina brádliga broyta grundleggjandi natúruna hjá hinum ófødda frá at vera ein ikki-virðismikil hópur av vevnaði til eina virðismikla menniskju? Um hini óføddu ikki longu eru menniskju og virðismikil, so kann ein broyting av umhvørvinum heldur ikki gera tey til nakað tílíkt.

Menningarstig: Tað er satt, at hitt ófødda barnið ikki er á sama menningarstigi sum tú og eg, men hví skuldi hetta verið viðkomandi? Fýra ára gamlar gentur eru heldur ikki á sama menningarstigi sum fjúrtan ára gamlar. Eiga eldri børn at hava meira rætt til lívið, enn teirra yngru systkin? Summi fólk siga, at tað er tilvitanin um okkum sjálvi, sum ger okkum virðismikil, men um hetta er satt, so kunnu nýføðingar heldur ikki sigast at vera virðismikil menniskju. Nýføðingar, sum eru seks vikur, mangla ein beinleiðis førleika til at útinna menniskjaligt sálarligt virksemi. Tað sama er galdandi hjá teimum, sum liggja í koma, sum sova, og sum hava alzheimers sjúkuna.

Stødd: Ja, tey óføddu eru minni enn nýføðingar og vaksin, men hví skuldi hetta verið viðkomandi? Ynskja vit veruliga at siga, at stór fólk eru meira virðismikil enn lítil fólk? Vanliga eru mannfólk størri enn konufólk, men hetta merkir tó ikki, at mannfólk hava uppiborðið meira rættindi. Stødd er ikki tað sama sum virði.

Í stuttum er tað nógv meira skynsamt at leggja dent á, at sjálvt um menniskju eru sera ymisk, tá ið tað kemur til evni, avrik og menningarstig, so eru tey tó javnsett (og virðismikil), tí at tey eiga lut í somu menniskjaligu natúru. Menniskju hava nevniliga virði vegna tað, sum tey longu eru, og ikki vegna nakran ávísan eginleika, sum tey kunnu fáa ella missa í teirra lívi.

Trý grundleggjandi uppáhald

Tað finnast trý grundleggjandi uppáhald fyri, hví summi hóast hetta góðtaka fosturtøku:

1. Ein heldur, at hitt ófødda ikki er ein menniskja.

2. Ein heldur, at summi menniskju ikki eru virðismikil.

3. Ein heldur, at kvinnan ræður yvir sínum egna likami.

Her er eitt yvirlit, sum vónandi kann vera ein hjálp viðvíkjandi spurninginum um fosturtøku:

Skapaði í Guds mynd

Sambært Bíbliuni er rætturin til lívið rótfestur og grundlagdur í skapanini. Mannaættin verður ikki uppfatað sum ein kosmisk tilvild, men sum úrslitið av eini nærlagdari skapan av einum ævigum Gudi. Mannavirðið stavar sostatt frá Gudi.

Skapanarsøgan í 1 Mós veitir okkum orsøkina til mannavirðið:

"Og Guð segði: »Vær viljum gera menniskjur eftir okkara mynd, okkum líkar, og tær skulu ráða yvir havsins fiskum og yvir himmalsins fuglum og yvir fenaðinum og yvir øllum villdjórunum á jørðini og yvir øllum skriðkyktunum, sum skríða á jørðini!« Og Guð skapaði mannin eftir síni mynd, í Guðs mynd skapaði hann hann, sum kall og konu skapaði hann tey" (1 Mós 1,26-27).

Bíblian staðfestir altso klárt og tíðiliga, at øll menniskju eru virðismikil, tí at tey eru skapaði í Guds mynd. Við øðrum orðum eru menniskju virðismikil vegna tað, sum tey eru, og ikki vegna tað, sum tey kunnu gera. Menniskju eru rætt og slætt virðismikil, tí at tey eru menniskju. Síðani menniskju eru skapaði í Guds mynd, er tað strangliga bannað at drepa: “Tú mást ikki sláa í hel” (2 Mós 20, 13). Við fosturtøku verður ein sakleys og verjuleys menniskja dripin við vilja. Og Bíbliunnar forboð ímóti drápi er tí eisini galdandi viðvíkjandi teimum óføddu.

Tilfar til víðari gransking

Henda upptøkan er ein góður samandráttur av tí, sum eg havi verið inni á omanfyri:

Her er eitt áhugavert og ókeypis skeið, har ið Scott Klusendorf viðger spurningin um fosturtøku, og hvussu ein best kann verja tey verjuleysu:

Billedresultat for Life Training Institute

Keldur

Koukl, Gregory. 2015. Pro-Life Defence Quick-Reference Guide. Stand to Reason.

Sproul, R.C. 2010. Abortion: A Rational Look at an Emotional Issue. Florida: Reformation Trust, s. 21.

http://www.caseforlife.com/

https://www.challies.com/articles/making-the-case-abortion/

https://strplace.wordpress.com/2010/09/30/answer-every-defense-for-abortion-chart-amp-video/ 

Skapt í Guds mynd

Í dag eru tað nógv, ið hava eina naturalistiska mannaáskoðan. Naturalisma er hugsanin um, at alt er eitt úrslit av tí fysiska, eisini tað sálarliga og andaliga. Onki yvirnáttúrligt finst.

Ein naturalistisk mannaáskoðan sær menniskjuna sum ein part av einari langari menningargongd. Upphavið hjá menniskjuni er ikki ein persónligur Gud. Harafturímóti er hennara upphav heldur orka og materia, altso nakað ópersónligt. Sambært naturalismuni kann ein sostatt heldur ikki siga, at nakar hevur ætlað nakað serligt við mannalívinum, ella at lívið hevur eina ávísa meining. Fylgjan av naturalismuni er, at man ikki kann siga, at menniskjan hevur virði í sjálvum sær, tí hvar finna vit virði í einum gudleysum alheimi? Hetta hava kendir gudloysingar eisini grunda yvir. Richard Dawkins sigur t.d.:

"Í einum heimi við blindum holdsligum maktum og ílegum, sum margfalda seg, fara nøkur fólk at fáa mein, meðan hepnið fer at vera við øðrum. Men tú finnur onga orsøk, ei heldur nakað rættvísi. Alheimurin, ið vit eygleiða, hevur júst teir eginleikar, sum vit áttu at væntað, um hann í grundini er uttan snið, uttan endamál, uttan ónt og uttan gott. Har er onki uttan blind og eirindaleys líkasæla. Og DNA hvørki veit ella leggur í. DNA er bara har. Og vit dansa eftir tónleikinum hjá tí" (brot úr bókini: ”Gud fyri skotum” hjá John C. Lennox).

Í einum gudleysum alheimi er tað altso sera trupult at grundgeva fyri einum viðføddum og óbroytiligum mannavirði.

Soleiðis er tað harafturímóti ikki viðvíkjandi kristnu læruni. Ein meginregla innan kristindómin er jú, at vit øll eru líka virðismikil, tí at Gud hevur skapt okkum í síni egnu mynd. Sostatt kann kristindómur greiða frá, hví vit øll hava hitt sama virðið. Øll, bæði kristin og ikki-kristin, hava hetta sama virðið, tí at vit eru øll Guds skapningar. Sambært Bíbliuni er mannaættin nevniliga ikki uppfatað sum ein kosmisk tilvild, men sum skapningurin hjá einum einum góðum og ævigum Gudi. Mannavirðið stavar sostatt frá einari persónligari veru, nevniliga Gudi sjálvum.

Tað fyrsta, sum Bíblian sigur um menniskjuna, er ikki, at hon er ein syndari, men at hon er skapt í Guds mynd (1 Mós 1,26-27). Bíblian hevur altso eina sera positiva fatan av menniskjuni. Hetta síggja vit t.d. eisini í Sl 8,6: “Tú gjørdi hann nærum til Guð, hevur krýnt hann við dýrd og við æru”. Bíblian staðfestir sostatt klárt og tíðiliga, at øll menniskju eru virðismikil í sjálvum sær, tí at tey eru skapt í Guds mynd. Uttan mun til útsjónd, ættarslag og evni er menniskjan heilt serlig og virðismikil.

Hesum viðvíkjandi undirstrikar J. P. Moreland:

“Sambært kristnari hugsan hevur Gud, hin grundliggjandi veran, virði í sjálvum sær, og hansara kærleiksfulla og rættvísa náttúra er keldan hjá teimum objektivu moralsku skyldunum, sum menniskju hava. Av tí at øll menniskju eiga lut í Guds mynd á jøvnum føti, hava tey øll harumframt høgt og javnt virði og rættindi. Ein kristin heimsfatan hevur soleiðis eitt natúrligt pláss fyri og gevur eina frágreiðing til (1) tilveruna av virði í sjálvum sær, (2) veruleikan av objektivum moralskum skyldum, og (3) høgt og javnt virði og rættindi fyri øll menniskju. Natúralisma megnar ikki at geva eina nøktandi frágreiðing til hesi trý.”

Kunnu vit vera góð uttan Gud?

Kunnu vit vera góð uttan Gud? Hesin spurningurin snýr seg ikki um, um ein kann vera góður, sjálvt um ein ikki trýr á Gud. Harafturímóti snýr spurningurin seg um objektivitetin hjá moralinum. Tað finnast nevniliga nógvir heimspekingar, ið hava ført fram, at objektiviteturin hjá moralinum er tryggjaður, um Gud er til.

Men um Gud harafturímóti ikki er til, so er moralur einans nakað, ið menniskjan sjálv hevur viðtikið. Tá er moralurin subjektivur og óbindandi. Tá kunnu menniskju saktans halda á við teirra gerningum, men uttan Guds tilveru kunnu hesir gerningar tó ikki longur sigast at vera góðir ella óndir í sær sjálvum, tí at objektiv moralsk virðir eru jú ikki til, um Gud ikki er til. Skilt á henda hátt kann ein sostatt heldur ikki vera góður uttan Gud.

Objektiv moralsk virðir merkja, at man kann snakka um rætt og skeivt, uttan at hetta skal vera treytað av meiningini hjá menniskjum. Tað er t.d. tað sama sum at siga, at hin nasistiski jødahaturin var moralskt andstyggiligur, sjálvt um nasistarnir hildu, at tað, ið teir gjørdu, var gott. Tað hevði eisini verið moralskt andstyggiligt, um tað vísti seg, at nasistarnir vunnu seinna heimsbardaga og megnaðu at beina fyri ella heilavaska øll tey, ið vóru ósamd við teimum.

Um Gud ikki er til, so verður tað trupult at síggja, hví ein skuldi hugsað, at menniskju eru nakað serligt, og at teirra moralur er objektivt galdandi. Verður moralurin ikki óstøðugur, um hann hvørki stavar frá Gudi ella er grundfestur í einum transsendentum grundvølli?

Um Gud altso ikki er til, so hevur ein eisini orsøk til at hugsa, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki eru til. Tá hava vit hvørki moralskar skyldur ella moralska ábyrgd fyri okkara gerningum. Men um vit harafturímóti trúgva, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur veruliga eru til, so hava vit eisini eina góða orsøk til at trúgva, at Gud er til.

Ein moralsk próvgrund fyri Guds tilveru kann orðast á henda hátt:

1. Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til.
2. Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til.
3. Tess vegna er Gud til. 

Passar fyrra fortreyt: Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til?

Alt bendir á, at hetta er satt. Hvussu skal ein kunna greiða frá objektivum morali uttan Gud? Kendi gudloysingurin, Jean-Paul Satre, er púra greiður hesum viðvíkjandi. Hann heldur, at tað er sera óhugnaligt, at Gud ikki er til, tí at við honum hvørvur ein og hvør møguleiki fyri at finna nakað, ið er gott a priori. Tað stendur ikki skrivað nakrastaðni, at hitt góða finst, at ein skal vera heiðurligur, at ein ikki skal lúgva. Nei, alt er loyvt, um Gud ikki er til, og menniskjan er sostatt hjálparleyst einsamøll, tí at hon finnur hvørki hjá sær sjálvari ella uttan fyri seg sjálva nakað at halda fast í.

Ella sum Richard Dawkins sigur í bókini River out of Eden:

Í einum alheimi av elektronum og sjálvsøkjandi genum ... fara summi fólk at fáa skaða, meðan onnur hava eydnuna við sær, og tú kanst ikki finna nakað vit ella skil í honum, ei heldur rættvísi. Alheimurin, sum vit síggja, hevur júst teir eginleikarnar, sum vit eiga at vænta, um tað í grundini ikki er nøkur sniðgeving, einki endamál, einki ónt og einki gott, einki annað enn bert blind, miskunnarleys líkasæla.

Tað, ið hesir gudloysingarnir siga, samsvarar eisini væl við fyrru fortreyt, ið nevniliga sigur, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru treytaðar av Guds tilveru.

Moralsk virðir hava vanliga verið grundaði í Gudi sum hitt hægsta góða, men hvat er orsøkin til okkara moralsku virðir, um Gud ikki er til. Hví hugsa, at menniskju hava moralskt virði, um Gud ikki er til?

Moralskar skyldur hava vanliga verið sæddar sum nakað, ið stavar frá Guds boðum. Men um Gud ikki er til, hvat kann grundarlagið hjá objektivum moralskum skyldum tá vera? Um gudloysingarnir hava rætt, so eru menniskju bert djór, og djór hava ikki nakra moralska skyldu yvir fyri hvørjum øðrum. Um ein leyva t.d. drepur eina sebra, so er talan um dráp, men ikki morð. Hví skal ein yvirhøvur hava nakra moralska skyldu, um so er, at Gud ikki er til? Hvat er tað tá, ið eggjar okkum til at halda hesar moralsku skyldurnar? Út frá einum gudleysum sjónarmiði verður tað sera trupult at síggja hetta sum nakað annað enn eina subjektiva fatan, ið stavar frá samfelagnum og foreldrunum.

Um eingin moralskur lóggevi er til, so er tað sostatt heldur ikki nøkur objektiv moralsk lóg til, ið vit mugu halda. Ella sum Nietzsche segði: ”Tú hevur tín veg. Eg havi mín veg. Men hin rætti vegurin og hin einasti vegurin er ikki til.”

Altso: Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til.

Passar seinna fortreyt: Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til?

Flest fólk eru samd hesum viðvíkjandi. Hetta kunnu nøkur dømi hjálpa okkum til at skilja:

1. Tað er altíð skeivt at pína fólk fyri stuttleikar.
2. Tað er altíð skeivt at neyðtaka.
3. Tað er altíð skeivt at umskera kvinnur.

Moralski varhugin hjá menniskjum rættvísger fortreytina: Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til. Men kann ein staðfesta tilveruna av einum objektivum morali á henda hátt? Ein kann jú ikki kanna hann vísindaliga. Harumframt er hin moralski varhugin eisini skiftandi. Men hóast hetta kunnu vit náa moralska vitan beinleiðis. Her er tað altso ikki neyðugt við vísindaligum kanningum. Ein beinleiðis moralskur varhugi sæst t.d. við setninginum: ”Tað er skeivt at pína fólk fyri stuttleikar.” Ein nýtist ikki at kanna, hvat ið píning, fólk og stuttleiki er, áðrenn ein kemur til niðurstøðuna, at tað er skeivt. Tað er sjálvsagt, at hetta er moralskt andstyggiligt.

Tað er altso sumt, ið er grundleggjandi ónt og skeivt, líkamikið hvør tú ert, hvar tú kemur frá, ella nær tú livir. Við øðrum orðum eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur altso til.

Síðani fyrra og seinna fortreyt passa, fylgir niðurstøðan sostatt neyðturviliga: Tess vegna er Gud til.