Sniðlop djevulsins

“Latið tykkum í øll herklæði Guðs, so at tit kunnu vera førir fyri at standa ímót sniðlopum djevulsins” (Ef 6,11).

Øll álop djevulsins eru sniðlop. Tað grikska orðið fyri sniðlop er methodeia. Eitt sniðlop er altso eitt metodiskt álop. Tað er eitt sera væl planlagt álop. Djevulin er taktiskur og metodiskur, og hann vil brúka eina og hvørja snildu til at fáa okkum aftur í myrkrið. Djevulin roynir alla tíðina at fella okkum, og hetta vil hann gera gjøgnum síni metodisku álop. Men vit standa ikki uttan vápn í hesum bardaga. Hin vánda dagin, tá ið djevulin freistar okkum, skulu vit veita honum mótstøðu! Tað gera vit við at brúka Guds herklæði. Sjálvandi mugu vit brúka vápnini, sum Gud gevur okkum! Eitt svørð nyttar jú einki í einum bardaga, um tað ikki verður tikið í brúk.

“Sælur er tann maður, sum heldur út í freisting” (Ják 1,12). Hvussu halda vit út? Jú, við at brúka herklæðini! Uttan tey kunnu vit als ikki standa við. Hesi klæðini eru klæði, sum vit áhaldandi eiga lata okkum í. Tað er ikki soleiðis, at vit lata okkum í tey einaferð, og so er liðugt arbeiði. Nei, vit mugu lata okkum í herklæðini hvønn dag, tí at vit standa jú í bardaganum hvønn dag. Tí er tað eisini gott, at brynja seg við einum heilagum tanka hvønn dag. Les Guds orð! Hoyr Guds orð og ger eftir tí! Kenn Bíbliuna! Lær bíbliuorð uttanat!

“Gangið fram í andanum, og tá skulu tit als ikki fullføra girnd holdsins”, sigur Paulus (Gal 5,16). Og vit ganga bara fram í Andanum, tá ið Guds orð gongur fram í okkum! Orðið er jú svørð Andans. Tak tað í brúk og lat tað virka í tær!

Det sande vintræ

Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple (Joh 15,1-8).

Indledning

Vinstokke og æbletræer bugner lige nu, fordi det er frugttid, og derfor har vi heller ikke svært ved at forstå dagens prædikentekst. Ligesom grenen kun kan bære frugt, når den er forenet med stammen, sådan kan der også kun opstå liv og frugt hos os, når vi er forenet med Jesus.

Jesu billede er også en stærk kontrast til den almindelige fordom, at kristendom består i at holde sig til nogle bestemte grundprincipper og at mene nogle bestemte ting om Gud. Men dagens tekst viser os derimod, at kristendom dybest set handler om livsfællesskabet med Jesus: at være vokset sammen med ham og dybt afhængige af ham. For skilt fra ham kan vi slet intet gøre, ligesom grenen heller ikke kan leve eller bære frugt, hvis den ikke er på stammen og modtager saften og kraften fra stammen.

Sådan taler Jesus om sig selv

Men hvad betyder det at være vokset sammen med Jesus? Og hvad betyder det at være afhængig af ham? Det kan jo godt være, at man mener, at man ikke har brug for Jesus, og at man egentlig har det fint uden ham. Men Jesu budskab er meget konkret. Han siger jo, at vi ikke kan gøre noget som helst uden ham. Et andet sted siger han endda, at han er vejen og sandheden og livet, og at ingen kommer til Faderen uden ved ham (Joh 14,6). Sådan taler Jesus om sig selv, og det er ikke småting. Han siger jo, at han er den eneste vej til Gud og til det himmelske rige. Han siger, at han er selve sandheden. Han er sandheden om Gud og sandheden om Guds redningsplan for denne verden og for os, der er forsamlet her i dag. Og han siger også, at han er livet.

Han er livets kilde, og den, der kan give os evigt liv. Eller som Thomas à Kempis siger i sin kendte andagtsbog fra 1400-tallet:

Følg mig, "jeg er Vejen, Sandheden og Livet". Uden Vej kan man ikke gaa, uden Sandhed ikke erkende, uden Liv ikke leve. Jeg er Vejen, som du bør følge; Sandheden, som du bør tro; Livet, som du bør haabe paa... Hvis du bliver paa min Vej, skal du erkende Sandheden, og Sandheden skal frigøre dig, og du skal gribe det evige Liv.

 Og det er egentlig det, som det handler om. Ligesom grenen ejer liv og frugt i stammen, således ejer også vi evigt liv og åndelig frugt i Jesus.

Grenen, som ikke bærer frugt

Jesus taler om de grene på ham, som ikke bærer frugt og understreger, at vingårdsmanden/Gud vil fjerne disse grene. Hvorfor? Det forklarer Jesus selv: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt” (6). Grenen, som ikke bærer frugt, er altså et billede på dem, der ikke lever i et livsfællesskab med Jesus. Og uden livsfællesskabet; uden troen på Jesus, så modtager vi heller ikke livet fra ham. Grenen er skilt fra vintræet. Den modtager ingen saft og kraft. Derfor visner den og dør. Men det er ikke hans vilje med nogen af os. Derfor siger han: ”Bliv i mig!” Han siger det i sin kærlighed til os, fordi han vil, at vi skal leve og bære åndelig frugt. Og det kan vi kun ved at blive i ham/vintræet.

Frugten er Jesus selv

Men hvilken frugt er der så tale om her? Jo, dybest set er frugten Jesus selv. Paulus understreger det samme, når han siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20). Når han lever i os, ligesom saften fra stammen lever i grenen, så opstår der naturligvis liv og frugt, og hans sindelag – hans kærlighed, glæde og fred – begynder at gøre sig gældende i vores liv.

Hvordan kan jeg så vide, at denne frugt gør sig gældende også i mit liv? Jeg synes at Jesu billede kan hjælpe os i forbindelse med det spørgsmål. Grenens opgave er jo ikke så meget det at betragte sig selv for at se, om der kommer frugt eller ej. Nej, grenens opgave er først og fremmest at blive i stammen. Så kommer frugterne, Jesu sindelag, som en naturlig følge deraf. I forbindelse med det siger Martin Luther også:

Men hvad angår de frugter, som de ægte grene på Kristus skal bære, er det klart nok, hvad de er, nemlig for det første, at en kristen lever efter sin tro, priser og takker Gud og bekender og forkynder for alverden de velgerninger, han har modtaget af ham.

 Her ser vi også, at grenen er mere optaget af stammen end af frugten. Så når vi spørger os selv om, hvorvidt vi bærer frugt eller ej, så bør vores fokus hellere være på Jesus, og hvem han er for os. Tror vi på ham? Takker vi ham? Længes vi efter ham?

I 1 Pet 2,3 taler apostlen Peter faktisk om, at man kan smage, at Herren er god. Og det, at man har smagt at Herren er god, er også årsagen til, at f.eks. Herman Andreas Timm kan sige i en af sine salmer:

Bliv hos mig, kære Herre Krist, / at jeg kan frugter bære! / Du er min rod, jeg er din kvist / og kan dig ej undvære; / du vintræ i Guds urtegård, / fra dig jeg saft og styrke får, / kan uden dig ej trives (DDS 610).

Når jeg engang har smagt, at Herren er god, så vil jeg aldrig kunne undvære ham. Derimod vil jeg anbefale andre til at få sig en smagsprøve. Eller, som kong David siger i Salmernes Bog: ”Smag og se, at Herren er god” (Sl 34,9). Den anbefaling kan man kun komme med, når man selv har erfaret, at Herren virkelig er god.

Vindruerne ser lækre ud, og vingårdsmanden giver dem også en varm anbefaling, men vi kender dog ikke vindruernes rigtige kvalitet, før end vi har smagt dem. Sådan er det også med os og Jesus, grenene og vintræet. Vi kender ham ikke, før end vi har ”smagt”, at han er god og har erfaret fællesskabet med ham og hans venskab. Og derfor kommer David også med en varm anbefaling: ”Smag os se, at Herren er god.”

Bliv i mig!

Og på grund af det at Herren er god, så lyder der også en anbefaling om at forblive i ham, det sande vintræ. ”Bliv i mig!” siger Jesus. Men en forudsætning for at kunne blive i Jesus er selvfølgelig, at vi først og fremmest er indføjet, indpodet, indlemmet i ham. Og det sker i dåben. Derefter gælder det at forblive i Jesus. Men hvordan forbliver vi så i Jesus? Svaret finder vi i vers 7, hvor Jesus siger: ”Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer…” Dette kan også oversættes: ”Hvis I bliver i mig ved, at mit ord bliver i jer…”

I Romerbrevet siger Paulus, at troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17). Ligesom troen kommer af det, der høres, sådan bevares den også gennem det, der høres.

En kristen vokser aldrig fra Ordet, men han vokser ved Ordet. Det forkyndte Ord er nødvendigt, for at en kristen kan bevare det nye liv og vokse i troen (Flemming Frøkjær-Jensen).

Saften og kraften i vintræet flyder ud til grenene, når man igen og igen vender tilbage til hans ord, lytter til det og tager det til hjertet (Bo Giertz).

Afslutning

”Bliv i mig!” siger Jesus. Bliv i ham ved, at lade hans ord blive i jer! Jesu ord fører nemlig Jesus selv ind i vores hjerter. Ordet om Jesus taler ikke blot om ham, men Jesus kommer selv personligt til os i dette ord (Øivind Andersen). Bliv derfor i Jesus ved, at lade hans ord blive i jer. Amen.

The Ambassador’s Guide to Understanding Homosexuality

Ikki fyrr enn tey seinastu tíggjuáraskeiðini hevur samkyndleiki verið fagnaður sum natúrligur, moralskur ella sunnur. Tíðirnar eru broyttar. Kristin eru nú stødd í einum stríði, sum tey ikki hava valt. Hetta er eitt stríð við eina mentan, sum krevur, at vit venda ryggin til tað, sum Bíblian sigur um samkyndleika, og at vit ístaðin skulu “fagna ymiskleikanum.”

Tað eru tíverri nógvar misskiljingar í hesum heita kjakinum. Og sum góð sendiboð í Krists stað vilja vit veita haldgóðar og álítandi upplýsingar. Men vit vilja eisini veita innlit í, hvussu ein kann bera seg at á ein vísan og sømiligan hátt.

Samkyndleiki er millum tey heitastu og mest kensluborðnu kjakevnunum, sum tú kanst møta í dag. “The Ambassador’s Guide to Understanding Homosexuality” er við til at búgva teg út til at vera bæði álvarsamur og umhugsin, tá ið tú møtir fólki, sum ikki eru samd við tær.

Er opstandelsen en mulighed?

”For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,16-19).

Lige fra kristendommens spæde begyndelse har troen på Jesu opstandelse været grundlæggende for den kristne tro. Paulus understreger endda, at den kristne tro og forkyndelse er tom, hvis Jesus ikke er stået op fra de døde (1 Kor 15,14). Ifølge Paulus står og falder kristendommen altså med, at Jesus virkelig stod op fra de døde. Men er opstandelse fra de døde egentlig en mulighed? I forbindelse med dette spørgsmål understreger Stefan Gustavsson følgende:

Hvis naturalismen[1] er sand, er svaret nej. Opstandelse kan ikke finde sted – ikke i nogen forstand. Hvis Gud ikke findes, hvis det overnaturlige ikke eksisterer, hvis naturen er det eneste, som eksisterer, så kan opstandelser ikke finde sted (Gustavsson 2017: 157).

Vores filosofiske forudsætninger spiller altså en afgørende rolle, når vi skal besvare spørgsmålet om, hvorvidt undere sker eller ej.

Wolfhart Pannenberg understreger det samme vedrørende Jesu opstandelse. Ifølge Pannenberg vil mulighederne, som historikeren kan overveje i forbindelse med opstandelsen, ganske vist komme an på den virkelighedsforståelse, som historikeren har med i bagagen. Hvis historikeren påbegynder sit arbejde med den overbevisning, at de døde ikke opstår, så har han allerede besluttet, at Jesus heller ikke er opstået fra de døde (Pannenberg 1968: 97). Man kan nemlig ikke med en historisk undersøgelse afgøre, om et under har fundet sted, hvis man på forhånd mener, at undere er umulige.

Humes argument imod undere

I oplysningstiden blev David Humes Essay on Miracles betragtet som en demonstration af underes bevismæssige umulighed. I sine undersøgelser understreger Hume, at man intellektuelt set aldrig kan godtgøre troen på et under, fordi en naturlig forklaring af ”underet” vil altid være den mest sandsynlige forklaring. Humes argument går altså ikke ud på, at undere er umulige, men at man aldrig vil have nok indicier til at kunne godtgøre troen på, at et under virkelig er sket (Groothuis 2011: 533-534). Selv formulerer Hume sig på følgende måde:

Et mirakel er et brud på naturens love. Og eftersom disse love er etableret ved urokkelig og ufravigelig erfaring, er beviset mod et mirakel i sagens natur så fuldgyldigt, som vi overhovedet kan forestille os, at et erfaringsbaseret argument kan være (Hume 2010: 184).

Her ser vi, at Hume beskriver et under som et brud på naturens love. Erfaringen viser, at disse love ikke kan rokkes. Derfor konkluderer Hume, at beviset mod underet er fuldgyldigt.

Hume forsømmer dog at indlede sin undersøgelse upartisk. Derimod udelukker hans antagelse underet på forhånd (Habermas 1976: 89). Humes ræsonnement indebærer endda, at man ikke skal tro på undere, selvom de sker. Når man i udgangspunktet tilskriver det lovmæssige højere sandsynlighed, så er underet umuliggjort på forhånd (Gustavsson 2000: 142). Hume laver en cirkelslutning, når han siger, at undere er et brud på naturens love og dernæst argumenterer imod undere ud fra naturlovens ”urokkelige og ufravigelige erfaring.” De sandsynligheder, Hume beskæftiger sig med, er holdbare indenfor naturlovens rammer, men i forbindelse med undere drejer spørgsmålet sig dog om rammens gyldighed. Og en undersøgelse af sandsynligheder indenfor en given ramme vil aldrig kunne fortælle os, hvor sandsynligt det er, at selve rammen kan blive brudt (Lewis 2001: 164).

Humes argument imod undere er problematisk, fordi han kan kun sige, at al erfaring støtter hans syn, hvis han har fået bekræftet, at al anden erfaring er falsk. Men han har jo ikke fået undersøgt alle andre indicier. Derfor kan han kun sige, at alle vidnesbyrd om undere er falske ved at antage på forhånd, at undere ikke kan ske (Habermas 1976: 90). Når man arbejder med indicier både for og imod et under som f.eks. Jesu opstandelse, så viser det sig, at konklusionen normalt bunder i spørgsmålet om, hvorvidt man tror, at undere kan ske eller ej (Copan & Tacelli 2000: 76). Gustavsson understreger endvidere, at Hume forveksler historisk bevisførelse med matematisk sandsynlighed:

Ud fra vores utallige erfaringer af lovmæssighed konkluderer Hume, at sandsynligheden for det lovmæssige altid vil være større end sandsynligheden for underet. Vil man vide, hvad der virkelig skete, kan man imidlertid ikke nøjes med at afveje sandsynligheder imod hinanden – man må først og fremmest undersøge sagen og om muligt finde frem til kendsgerningerne (Gustavsson 2000: 142).

Når det gælder opstandelsen, er empiriske påstande blevet lagt på bordet, som refererer til erfaringsmæssige indicier for tilsynekomsterne af den opstandne Jesus. Det er disse beretninger, som må undersøges, hvis man ønsker at finde ud af, hvorvidt opstandelsen er den bedste forklaring på de historiske kendsgerninger (Habermas 1976: 113).

Pannenbergs standpunkt

Wolfhart Pannenberg er af den tanke, at Jesu opstandelse er en historisk begivenhed, som kan sandsynliggøres. Dertil mener han også, at det er fejlagtigt at tale om Jesu opstandelse som en historisk begivenhed, hvis den kun kan kendes via troen og ikke via historisk undersøgelse. I forbindelse med dette understreger Gary Habermas også, at hvis man hævder, at der er tale om noget, som ikke kan undersøges, så kan man heller ikke sige, at der er tale om en begivenhed, som har fundet sted i denne verden (ibid.: 210).

I sin undersøgelse af opstandelsens historicitet konkluderer Pannenberg, at realiteten af Jesu opstandelse er historisk set meget sandsynlig. Og når det gælder historisk undersøgelse skal man nemlig altid holde sig til det mest sandsynlige, indtil indicier for det modsatte er blevet lagt på bordet (Pannenberg 1968: 105). Pannenberg er altså overbevist om, at en undersøgelse af kendsgerningerne vil støtte opstandelsen som en virkelig historisk begivenhed. Asger Chr. Højlund opsummerer Pannenbergs standpunkt med følgende ord:

Pannenberg hævder på det stærkeste den tomme gravs virkelighed. Det handler netop ikke om en indre hændelse, men om en virkelighed i den ydre verden, noget man derfor kan og skal argumentere for … Ifølge Pannenberg hænger Jesus ikke sin ”myndighed” op på blind tro og lydighed over for hans ord eller optræden, men på det, mennesker kan se og konstatere i den ydre historie. Det er det, opstandelsen repræsenterer. Gud giver sig til kende i historien. Han bekræfter Jesu ord. Det er noget, vi – i hvert fald i princippet – kan vide (Højlund 2010: 6).
Litteraturliste

Copan, Paul & Ronald K. Tacelli (Ed.). 2000. Jesus´ Resurrection: Fact or Figment? A Debate Between William Lane Craig & Gerd Lüdemann. Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Groothuis, Douglas. 2011. Christian Apologetics: A Comprehensive Case for Biblical Faith. Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Gustavsson, Stefan. 2000. Med god grund. København: Credo Forlag.

Gustavsson, Stefan. 2017. Skeptikerens guide til Jesus 2 – Jesu identitet og opstandelse. Fredericia: Forlagsgruppen Lohse.

Hume, David. 2010. Undersøgelser: Erkendelsesteori & Moralfilosofi. København: Informations Forlag.

Højlund, Asger Chr. 2010. Pannenbergs kristologi – en præsentation og en kritik. Oploaded på SEE-J, Nordisk Teologi.

Legarth, Peter V. 2016. Fortæller evangelierne historier eller historie? I: Opstand om opstandelsen. Jørgen Sejergaard & Henrik Højlund (red.). Fredericia: Credo.

Lewis. C.S. 2001. Miracles: A Preliminary Study. London: HarperCollins Publishers.

Pannenberg, Wolfhart. 1968. Jesus – God and Man. Philadelphia: The Westminster Press, second Edition.

Internettet

Habermas, Gary R. 1976. The Resurrection of Jesus: A Rational Inquiry. A Dissertation Submitted to Michigan State University. http://www.garyhabermas.com/books/dissertation/habermas_dissertation_1976.pdf (08-03-2017).

[1] Naturalisme: ’den opfattelse, at naturen er det eneste eksisterende og virkelige, hvorfor verden, idealer, formål osv. kun er et resultat af blindt virkende naturforløb’ (Gustavsson 2017: 157).

Henda undur?

Chesterton leggur dent á, at tað er eingin mótsetningur millum sannroyndirnar og kristnu trúnna. Harafturímóti er tað ein mótsetningur millum sannroyndirnar og vantrúnna, tí at vantrúgvin vil ongatíð góðtaka eitt veruligt søguligt undur. Men um ein gongur við til at granska hesar sannroyndir, so fer hetta at undirstrika sannleikan í kristnu trúnni. Tað er vantrúgvin, sum heldur einari falnari mannaætt frá gleðiboðskapinum, ikki mangulin uppá próvtilfar.

Hinar heilagu skriftirnar

Men tú, verð tú verandi í tí, sum tú hevur lært, og sum tú ert vorðin sannførdur um, við tað at tú veitst, av hvørjum tú hevur lært tað, og við tað at tú frá barnsbeini kennir hinar heilagu skriftirnar, sum kunnu gera teg vísan til frelsu við trúnni á Krist Jesus. Ein og hvør gudinnblásin skrift er eisini nyttulig til lærdóms, til aganar, til rættleiðingar, til uppvenjingar í rættvísi, fyri at Guðs-menniskjan kann verða albúgvin, fullfør til eitt og hvørt gott verk (2 Tim 3,14-17).

Inngangur

Seinna Timoteusarbræv er eftir øllum at døma hitt síðsta brævið, sum Paulus skrivaði, áðrenn hann bleiv tikin av døgum vegna sína trúgv. Tað er mest sannlíkt, at brævið bleiv skrivað, meðan Paulus var fongslaður í Róm (uml. 64-65 e.Kr.). Brævið er sera persónligt – nakað, sum ein eisini kann vænta, tá ið talan er um hitt síðsta brævið til ein góðan vin og starvsfelaga. Paulus veit, at deyðin er nær:

Tí at nú er komið at teirri stund, at eg verði ofraður, og tíðin er komin, at eg fari avstað. Eg havi strítt hitt góða stríðið, havi fullrunnið skeiðið, havi varðveitt trúnna (2 Tim 4,6-7).

Og nú skrivar Paulus eina síðstu áminning til Timoteus og eggjar hann til at halda fast við gleðiboðskapin, sjálvt um tað ber líðing við sær. Paulus kallar Timoteus til at halda á við at stríða hitt góða stríðið, og í hesum samanhangi minnir Paulus hann á at halda fast við hinar heilagu skriftirnar.

Men hvussu er tað vorðið í dag? Kunnu vit eisini í dag snakka um heilagar skriftir? Ella er hetta bert nakað, sum hoyrir til fortíðina? Kundi Paulus við øðrum orðum sagt tað sama við okkum, sum hann eisini segði við Timoteus: At talan er um heilagar og gudinnblástar skriftir, sum kunnu gera okkum vís til frelsu við trúnni á Krist Jesus? Hetta er ein sera viðkomandi spurningur, tí at hann er avgerandi, tá ið tað snýr seg um kristna boðanarvirksemi. Hvussu kunnu vit t.d. snakka um frelsu og veking, um talan ikki er um heilagar og gudinnblástar skriftir? Hvat skal so gera okkum vís til frelsu?

Sola Scriptura

Fyri 500 árum síðani arbeiddu reformatorarnir m.a. við spurninginum um Bíbliunnar myndugleika. Teirra slagorð hesum viðvíkjandi var “sola Scriptura”, tvs. Skriftin aleina. Tá á døgum var tað nevniliga soleiðis, at man kundi rinda pening til hina rómverskkatólsku kirkjuna fyri at sleppa undan reinsingareldinum. Innan katólskan hugsunnarhátt var reinsingareldurin ein pínustaður, har ið sálin bleiv pínd og reinsað, áðrenn hon slapp inn í Himmalin. “Når pengen i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”, segði man.

Hetta var als ikki í tráð við Bíbliunnar læru sambært Luther, og hann reageraði tí eisini ímóti hesi læru. Men katólsku teologarnir undirstrikaðu, at Luther skuldi boyggja seg fyri pávanum og hansara rætti til at allýsa trúnna. Sambært teimum var Bíblian sera trupul at skilja, og tí var man eisini bundin at kirkjunnar og pávans útlegging av Bíbliuni. Tað er inn í henda samanhangin, at slagorðið hjá Luther ljóðar: “sola Scriptura” – Skriftin aleina! Ikki Skriftin, Pávin og kirkjan, men Skriftin aleina. Fyri reformatorarnir var tann avgerandi myndugleikin viðvíkjandi trúgv og læru Skriftin aleina. Í einum kendum játtannarriti (Konkordieformelen) siga teir m.a. soleiðis:

Vit trúgva, læra og játta, at hin einasta reglan og rættisnórurin, sum øll læra og allir lærarar skulu roynast og dømast eftir, eru hinar profetisku og ápostólsku skriftirnar í Gamla Testamenti og Nýggja Testamenti.

Luther sigur eisini:

Við Skriftini sum dómara skulu allir andar roynast í kirkjunnar ásjón. Millum kristin er tað nevniliga hetta, sum tørvur er á fram um alt annað: at tað stendur fast, at hinar heilagu skriftirnar eru eitt andaligt ljós, sum er nógv bjartari enn sjálv sólin.

Bíblian hevur altso tann endaliga myndugleikan í kristnu kirkjuni sambært Luther.

Myndugleiki

Men hvussu er tað í dag? Er Bíblian tann endaligi myndugleikin fyri okkum í dag? Finst nakar endaligur myndugleiki yvirhøvur? Og hvat er myndugleiki í grundini? Sambært einari leksikon verður orðið “myndugleiki” lýst sum førleikin og rætturin til at kunna avgera, hvussu tankarnir og atburðurin hjá øðrum skal vera. Og hetta er eisini ein góð lýsing av plássinum, sum Bíblian hevur í okkara lívi. Sambært okkara kristnu trúgv er tað nevniliga Bíblian, sum hevur førleikan til at avgera, hvussu tankarnir og atburðurin hjá kirkjuni og hinum einstaka kristna eigur at vera. “Sola Scriptura”, segði Luther. Skriftin aleina! Kristna kirkjan og trúgvin livir av og í Skriftini. Skriftin er føði og lív fyri okkum!

Rópa av kraft!

Men sjálvt um Bíblian sigur, at talan er um heilagar skriftir; sjálvt um Luther rópar sítt “Skriftin aleina”, so eru tað hóast hetta nógv menniskju í dag, sum halda, at Bíblian bara er ein gomul bók, sum ikki hevur so stóran týdning, og sum als ikki er heilag og gudinnblásin, soleiðis sum Paulus sigur. Hvussu kunnu vit so prógva fyri hesum menniskjum, at Bíblian er heilag skrift? Hvussu kunnu vit prógva, at nakað er heilagt – at Skriftin er gudinnblásin? Kanska er hesin myndugleikin ikki nakað, sum vit fyrst og fremst sjálvi skulu prógva. Tað kann Skriftin sjálv syrgja fyri, tá ið man boyggir seg fyri henni og harvið viðurkennur, at læran veruliga er frá Gudi (Jóh 7,17). Hesum viðvíkjandi sigur Erik Pontoppidan:

Men hvat skal tann gera, sum enntá ikki trýr, at Skriftin er Guds Orð? Hann skal einans royna at vera lýðin ímóti Orðinum og geva tess ávirkan pláss í sínum hjarta. Tá varnast hann skjótt, at tað hevur ein yvirnatúrligan og guddómligan mátt, anda og lív í sær til at upplýsa, sannføra, eggja, troysta og revsa samvitskuna.

Hetta má vera tað fyrsta – at hoyra gleðiboðskapin og at boða gleðiboðskapin! Vit eiga at gera, sum Jesaja profetur sigur: “Gakk tær niðan á hægsta fjall, tú, sum bert Zion gleðiboð; rópa av kraft, tú gleðiboðari Jerúsalems; rópa ekkaleysur, sig við Júdaborgir: ‘Sí, Guð tykkara!’” (Jes 40,9). Vit staðfesta Bíbliunnar myndugleika og sannleika við at prædika og útleggja Bíbliuna. Rópa av kraft, tú gleðiboðari Jerúsalems! Rópa av kraft, tú gleðiboðari Føroya! Bíbliunnar myndugleiki er fyrst og fremst nakað, sum skal proklamerast!

Andans gerningur

Bíblian forklárar okkum sjálv, hvat hon er. Talan er um heilaga og gudinnblásta skrift. Men álitið til hesa forkláringina botnar í síðsta enda í, um vit eru trúgvandi ella ikki, um vit hava Heilagan Anda ella ikki. Sjálv sigur Bíblian, at eingin kann koma til trúgv av sær sjálvum. Tað er altso eingin, sum brádliga sær, at Bíblian er Guds orð, um ikki Heilagur Andi fyrst og fremst sannførir viðkomandi um hetta. Reformatorarnir løgdu eisini dent á tað sama, nevniliga at eingin menniskja kann koma til trúgv og boyggja seg fyri Bíbliunnar myndugleika, uttan “testimonium Spiritus Sancti internum”, tvs. uttan Heilaga Andans innara vitnisburð. Tað, at vit viðurkenna, at talan um heilaga og gudinnblásta skrift, kemur altso sum ein fylgja av Heilaga Andans gerningi.

Frá Guds munni

Í 2 Tim 3,14-17 hava vit lisið, at talan er um heilagar skriftir, sum eru innblástar av sjálvum Gudi. Umsetingin av grikska orðinum θεόπνευστος (theópneustos), sum er blivið til gudinnblásin í okkara føroysku Bíbliu, er meira nágreiniliga umsett við orðinum gudanda. Hetta peikar á upprunan hjá Skriftini: Hon er gingin beinleiðis út frá Guds munni. Tað er Gud, sum er upprunin til Skriftina! Bíblian gevur eisini sjálv tann vitnisburð, at hon er Guds orð. Hvussu ofta lesa vit ikki, at tað stendur: “So sigur Harrin” (Ámos 1,3) ella: “Orð Harrans kom til mín soljóðandi” (Ez 13,1). Vit lesa eisini, tá ið Ezekiel bleiv kallaður til profet, at Gud sigur: “Men tú skalt tala orð míni til teirra” (Ez 2,7). Og vit hava eisini lisið, at Paulus sigur, at Skriftin er gudandað. Omaná hetta sigur Pætur, at tað, sum Paulus skrivar, eisini er heilag skrift: “…soleiðis sum eisini Paulus, okkara elskaði bróðir, eisini hevur skrivað til tykkara eftir tí vísdómi, sum honum er givin, líkasum hann eisini ger í øllum brævum sínum, tá ið hann í teimum talar um hesar lutir; í teimum er sumt torskilið, sum ókønir og støðuleysir brongla, soleiðis sum teir eisini gera við aðrar skriftir…” (2 Pæt 3,15-16). Pætur hevði altso lisið fleiri brøv hjá Paulusi. Og sambært Pæturi var talan ikki bara um brøv. Harafturímóti kallar hann brøvini hjá Paulusi fyri γραφὰς (graphas), tvs. skriftir. Hetta orðið verður brúkt 50 ferðir í Nýggja Testamenti, og í øllum førum sipar tað til Gamla Testamenti. Sostatt kunnu vit í hesum føri eisini siga, at Pætur kallar tað, sum Paulus hevur skrivað, fyri heilaga skrift á støði við Gamla Testamenti.

Guðs kraft til frelsu

Tað stutta av tí langa er altso, at Bíblian gevur okkum ferð eftir ferð og á ymiskan hátt tann vitnisburð, at hon er Guds orð. Og Paulus undirstrikar fyri Timoteus, at hetta Orðið kann gera menniskju vís til frelsu. Tað hevur máttin til at leiða menniskju til trúgv. Ella sum Paulus sigur í Róm 10,17: “So kemur tá trúgvin av tí, sum verður hoyrt; men tað, sum verður hoyrt, kemur gjøgnum orð Krists”, tvs. gleðiboðskapin um Jesus. Paulus sigur eisini: “Tí at eg skammist ikki við gleðiboðskapin, tí at hann er Guðs kraft til frelsu fyri hvønn tann, sum trýr” (Róm 1,16). Skriftin hevur altso ein íbúgvandi mátt, sum kann leiða menniskju til trúgv.

Øll Skriftin

Tá ið Paulus sigur: “Ein og hvør gudinnblásin skrift…” (2 Tim 3,16), so stendur πᾶσα γραφὴ (pása graphé) í griksku umsetingini. Hetta kann eisini umsetast til: øll skriftin. Paulus sipar altso til alla jødisku samlingina av heilagum skriftum. Hetta eru tær somu skriftirnar, sum vit hava í okkara Gamla Testamenti. Talan er altso um alla Skriftina.

Profetarnir siga: “So sigur Harrin!” (Jer 23,31). Jesus sigur: “Tí at ikki eru tað tit, ið tala, men andi faðirs tykkara, ið talar í tykkum” (Matt 10,20). Og Gud sigur við Móses: “Eg skal vera við munni tínum og kenna tær, hvussu tú skalt tala!” (2 Mós 2,12). Hetta vísur okkum, hvør tað er, ið talar í Bíbliuni, nevniliga Gud.

Skriftin er Gud-menniskjalig

Hóast hetta kann man tó ikki nokta, at Bíblian er ávirka av menniskjum. Um man t.d. lesur Matteus, Markus og Lukas, sær man skjótt, hvussu ymiskt teir skriva. Hetta kemst av, at Gud gjarna vil brúka menniskju, soleiðis, sum tey eru. Hann brúkar eisini persónleikan hjá t.d. ápostlunum. Hetta kemur sostatt eisini at seta sín dám á tað, sum verður skrivað. Ápostlunum og profetunum gevur Gud síðani ein boðskap at bera víðari og at festa á pappír. Vit lesa t.d. í Heb 1,1:

Eftir at Guð í forðum mangar ferðir og á mangan hátt hevði talað til fedrarnar gjøgnum profetarnar...

Hesir profetarnir virkaðu, sum Guds amboð við Heilaga Andans kraft. Gud íblásti teir og gav teimum ein boðskap til at bera víðari til fólkið. Gud hevur avgjørt at opinbera seg ígjøgnum skrift. Tí er Skriftin Gud-menniskjalig. Skriftin er Guds orð, tí Orðið er komið frá Gudi. Hon er menniskjalig, tí at hon er skriva av menniskjum. Tí kunnu vit siga, at hon er Gud-menniskjalig.

Carl Fr. Wisløff sigur:

Bíblian vitnar sjálv klárt um sín innblástur: "Ein og hvør gudinnblásin skrift..." (2 Tim 3,16). Harvið er tað sagt, at Guds Heilagi Andi var virkin á ein heilt serligan hátt, tá ið bøkurnar í Bíbliuni vórðu skrivaðar. Um hetta Andans virki eru tað serliga tvey ting at nevna. Fyri tað fyrsta var tað Heilagur Andi, sum kallaði profetarnar og ápostlarnar til at skriva. "Tá segði Harrin við Móses: "Rita hetta í bók..." (2 Mós 17,14). "Tað, sum tú sært, skriva tað í bók..." (Opb 1,11). Tá ið hetta kallið til at skriva kom yvir hinar heilagu rithøvundarnar, fylti Andin teir á ein heilt serligan hátt. Og tá ið teir ikki vóru undir hesum kallinum, vóru teir heldur ikki innblástir ella uttan feil. Tá kundu teir bæði hugsa og siga nakað skeivt, akkurát líkasum øll onnur... Fyri tað næsta fortaldi Andin teimum, hvat teir skuldu skriva, og hvussu teir skuldu skriva tað. Tað stendur nevniliga, at øll Skriftin er innblást av Gudi (2 Tim 3,16). Heilagur Andi hevur syrgt fyri, at Bíblian inniheldur akkurát tað, sum hon skal innihalda.
Guð er sannorðaður

Gud hevur skapað nakað fullkomið gjøgnum ófullkomin menniskju. Hann hevur vegleitt profetar og ápostlar soleiðis, at teir ikki gjørdu nakran feil, tá ið hann gav teimum íblástur til at skriva.

Hesum viðvíkjand sigur R. C. Sproul:

Um Bíblian er Guds orð, so kann hon ikki taka feil, tí at Gud tekur ikki feil. Um Bíblian tekur feil, so kann hon ikki vera Guds orð. Gud kann ongatíð verða sameindur við feilir.

Gud er fullkomin. Móses sigur t.d: “Hann er kletturin, fullkomin eru verk hans, tí at allir vegir hans eru rættlæti, trúfastur Guð uttan svik; rættvísur og rættlátur er hann” (5 Mós 32,4). Jóhannes ápostul sigur: “Guð er sannorðaður” (Jóh 3,33). Paulus sigur: “Guð skal vera sannorðaður, um so hvør ein maður er lygnari” (Róm 3,4). Vegna Guds eyðkenni kann hann tess vegna ongatíð knýtast at nøkrum, sum ikki er satt. Um vit siga, at Bíblian er Guds orð, tá inniber hetta harvið eisini, at Bíblian er sannorðað, tí at Gud er sannorðaður.

Men hvat meina vit so í grundini við, tá ið vit siga, at Bíblian er sannorðað, og at hon ikke tekur feil? Eg haldi, at hetta verður lýst nokkso væl í § 3 í reglugerðini hjá Dansk Bibel-Institut (DBI), har ið tað m.a. verður staðfest at:

Bíblian er, soleiðis sum hon upprunaliga varð givin, uttan feilir og mótsøgnir í øllum sínum útsøgnum, tá ið alt verður forstaðið soleiðis, sum Heilagur Andi og hinir bíbilsku rithøvundarnir hava ætlað tað.[1]
Avrit og avskrivingarfeilir

Men hvussu kunnu vit finna fram til hina upprunaligu meiningina, tá ið vit ikki hava hinar upprunaligu tekstirnar? Jú, Gud hevur hóast hetta syrgt fyri, at vit hava fingið fleiri avrit av upprunaskriftunum. Tað er ikki soleiðis, at Guds orð er horvið vegna avritingina. Tekstirnir hava verið sera væl varðveittir. Og avskrivingarlógin, sum var galdandi fyri hinar skriftlærdu jødarnar, sum tókust við hetta arbeiði, var eisini sera strang. Teir arbeiddu fyri at tryggja sær, at hinar 39 bøkurnar í Gamla Testamenti vórðu varðveittar í reinum líki. Teir[2] umringaðu t.d. hebraiska tekstin við at skriva viðmerkingar bæði við síðuna av og niðanfyri. Á henda hátt varð skribenturin tryggjaður væl og virðiliga ímóti at gera avskrivingarfeilir. Fyri at tryggja sær ímóti avskrivingarfeilum fekk hvør bók eisini eina kolofon, sum innihelt samanlagda talið av hjáljóðum, og hvar ið hin mittasti bókstavurin í bókini var staddur. Ymisk onnur støddfrøðilig amboð vórðu eisini brúkt av skribentunum til at endurskoða teirra arbeiði við.

Drivnir av Heilagum Anda

Í 2 Pæt 1,21 sigur Pætur:

Tí at onga tíð er nakað profetaorð borið fram av mannavilja, men menn frá Guði talaðu, drivnir av heilagum anda.

Profetarnir vóru drivnir av Heilagum Anda. Tað var Andin, ið segði við teir, hvat teir skuldu siga og skriva. Hetta gevur orðunum hjá profetunum guddómligan myndugleika. Teir søgdu tað, sum Gud segði. Á sama hátt hava orðini hjá ápostlunum guddómligan myndugleika. Í Luk 5,1 lesa vit, at Jesus talar Guds orð: “Men tað bar á, meðan mannamúgvan tyrptist um hann og lýddi á Guðs orð…” Jesus talar altso Guds orð. Og Jesus sigur síðani sjálvur við ápostlarnar: “Tann, sum hoyrir tykkum, hoyrir meg” (Luk 10,16). So teir tala altso eisini Guds orð.

Kanon

Bíblian er eitt savn av fleiri bókum og skriftum, sum eisini verða kallaðar kanon. Hetta orðið merkir málistokkur. Í frummkirkjuni varð hetta orðið brúkt fyri at peika á, hvør hin sanna kristna trúgvin var. Seinni varð orðið kanon eisini brúkt um innihaldsyvirlitið yvir bøkurnar, sum vórðu taldar við í Halgubók. Hví vórðu akkurát hesar 66 bøkurnar taldar við í Halgubók? Hvat var so serligt við teimum? Og hvat varð kravt av skriftunum, sum vórðu taldar við í Bíbliuna? Tað eru ju nógvar aðrar skriftir, ið man kann nevna. Summi hava kanska hoyrt um Evangeliið eftir Tummas, Judas og ikki at gloyma apokryfurnar. Hvussu kunnu vit vita, at tað vóru tær røttu skriftirnar, sum komu við, tá ið Bíblian varð savnað?

Gamla Testamenti

Orsøkin til at man hevur eina kanon er, tí at Gud hevur opinberað seg ígjøgnum summar skriftir, meðan aðrar skriftir ikki innihalda hansara opinbering. Kanon er altso ein samling av heilagum skriftum. Hesar skriftirnar eru einans við í kanon vegna teirra guddómliga myndugleika.

Gud hevur talað klárt og tíðiliga til menniskju upp ígjøgnum tíðina. Hann talaði t.d. til Móses, og Móses bar síðani Guds orð víðari til fólkið, sum síðani boygdu seg fyri myndugleikanum í hesum orðunum. Eitt dømi uppá hetta kunnu vit t.d. finna í 2 Mós 24,3-4:

Tá ið Móses kom aftur og kunngjørdi fólkinum øll orð Harrans og allar skipanirnar, svaraði alt fólkið við einari rødd og segði: “Øll boð Harrans vilja vit halda!” Tá skrivaði Móses orð Harrans niður…

Tað var bæði hin munnligi og skrivligi boðskapurin hjá profetunum, sum hevði guddómligan myndugleika fyri fólkið.

Bíblian hjá hinum fyrstu kristnu sá ikki út sum okkara Bíblia, tí at Nýggja Testamenti av góðum orsøkum ikki enn var skrivað. Tess vegna høvdu tey einans Gamla Testamenti, sum  eisini var hin heilaga skriftin hjá jødunum. Í Gamla Testamenti kundu hini fyrstu kristnu lesa um hin lovaða Messias, sum nú hevði opinberað seg fyri teimum við sínum lívi, deyða og uppreisn. Hvørjar bøkur jødarnir roknaðu við í teirra Bíbliu var eftir øllum at døma fastlagt á Jesu døgum:

                                 Hebraiska kanon (TaNaK)

Lógin (Torah) Profetarnir (Nebiim) Skriftirnar (Ketubim)
1 Mósebók Jósvabók Sálmarnir
2 Mósebók Dómarabókin Jobsbók
3 Mósebók Sámuelsbøkurnar Orðtøk Sálomons
4 Mósebók Kongabøkurnar Rutarbók
5 Mósebók Jesaja Hásongurin
Jeremias Prædikarin
Ezekiel Harmljóðini
Tólvprofetabókin Esterabók
Dánjal
Ezra og Nehemia
Krýnikubøkurnar
Jesus góðtekur inndeilingina

Jesus góðtekur eisini sjálvur myndugleikan í Gamla Testamenti við at endurgeva frá teimum ymisku bókunum í Gamla Testamenti, tá ið hann lýsir sín gerning. Hetta síggja vit t.d. klárt og tíðiliga, tá ið Jesus hittir tveir menn, sum eru á veg til Emmaus:

Og hann segði við teir: “O, tykkara óvitugu menn og seinføru í hjarta til at trúgva øllum tí, sum profetarnir hava talað! Átti ikki Kristus at líða hetta og fara inn til dýrd sína?” Og hann byrjaði frá Mósesi og frá øllum profetunum og legði út fyri teimum í øllum skriftunum tað, sum skrivað var viðvíkjandi honum (Luk 24,25-27).

Hetta er eisini akkurát tað sama, sum hann ger, tá ið hann hittir lærusveinarnar aftaná sína uppreisn:

Men hann segði við teir: “Hetta eru tey orð míni, sum eg talaði til tykkara, meðan eg enn var hjá tykkum, at alt tað eigur at ganga út, sum er skrivað í Móselóg og profetunum og sálmunum um meg” (Luk 24,44).

Eina aðra staðni sigur Jesus: “…til tess at alt hitt rættvísa blóð skal koma yvir tykkum, ið úthelt er á jørðini líka frá blóði hins rættvísa Ábels til blóðs Sakaria Barakiasonar, sum tit drópu millum tempuls og altars” (Matt 23,35). Her talar Jesus um pínslaváttarnar í Gamla Testamenti. Vit lesa um Ábel í 1 Mósebók, sum er hin fyrsta bókin í hebraisku kanon, og vit lesa um Sakaria Barakiasonar í 2 Krýnikubók, sum er hin síðsta bókin í hebraiska kanon. Her talar Jesus altso um allar pínslaváttarnar líka frá byrjanini og til endan av hini hebraisku kanon. Soleiðis síggja vit eisini, at Jesus góðtekur sjálvur hina hebraisku inndeilingina í Gamla Testamenti: Lógin, Profetarnir og Skriftirnar. Hann góðtekur hina hebraisku kanon frá 1 Mósebók til 2 Krýnikubók. Hetta er akkurát tað sama sum at góðtaka okkara inndeiling frá 1 Mósebók til Málaki. Og tá ið Jesus sjálvur góðtekur Gamla Testamenti, so kunnu vit eisini við fullum frímóði seta okkum niður og lesa Gamla Testamenti sum Guds orð til okkum.

Nýggja Testamenti

Líkasum vit kunnu staðfesta guddómliga myndugleikan í Gamla Testamenti við tað, at Jesus sjálvur góðtekur tað, soleiðis hvílir guddómligi myndugleikin í Nýggja Testamenti eisini í sjálvum Jesusi. Tá ið Jesus talaði um sína burturferð, gav hann ápostlunum eisini eitt lyfti um, at Gud skuldi senda teimum Heilagan Anda, sum skuldi vegleiða teir til allan sannleikan:

Men talsmaðurin, heilagi andin, sum faðirin skal senda í mínum navni, hann skal læra tykkum alt og minna tykkum á alt, sum eg havi sagt tykkum” (Jóh 14,26).
Men tá ið hann kemur, sannleikans andi, tá skal hann vegleiða tykkum til allan sannleikan… (Jóh 16,13).

Sostatt er Nýggja Testamenti altso eitt úrslit av Andans leiðslu.

Og í Hebr 1,1 lósu vit:

Eftir at Guð í forðum mangar ferðir og á mangan hátt hevði talað til fedrarnar gjøgnum profetarnar, hevur hann við endan á hesum døgum talað til okkara gjøgnum sonin.

Í Gamla Testamenti talaði Gud gjøgnum profetarnar. Og sum hæddarpunktið av Guds opinbering talar hann so at enda til mannaættina gjøgnum sjálvan Jesus. Og tá ið Jesus síðani gevur ápostlunum lyftið um, at Andin skal læra og minna teir á alt tað, sum Jesus hevði sagt, tá vísir hetta okkum eisini, at Gud heldur á við at tala gjøgnum Jesus við at brúka ápostlarnar sum sendiboð í Krists stað. Teir koma jú ikki við nøkrum nýggjum boðskapi. Á hinari hondini halda teir á við at greina boðskapin, sum longu er givin við Jesu orðum og gerningum. Hetta er eisini orsøkin til, at Jesus kann siga um ápostlarnar: “Tann, sum hoyrir tykkum, hoyrir meg” (Luk 10,16). Soleiðis hava skriftirnar hjá ápostlunum eisini guddómligan myndugleika við tað, at hesin myndugleikin hvílir í sjálvum Jesusi. Og tað var eisini eitt eyðkenni, at skriftirnar, sum fingu pláss í Nýggja Testamenti, skuldu hava júst henda myndugleikan.

Nøkur serstøk eyðkenni

Jesus varð krossfestur uml. ár 30, og trý av evangeliunum vórðu eftir øllum at døma skrivaði síðst í 50´unum og fyrst í 60´unum. Hesi vóru: evangeliini eftir Mattæus, Markus og Lukas. Evangeliið eftir Jóhannes varð skrivað í uml. ár 80 – 85. Hesi fingu tíðliga ápostólskan myndugleika saman við Ápostlasøguni og teimum flestu brøvunum eftir Paulusi. Tað var tó ivamál um summar skriftir (t.d. Hebrearabrævið, Jákups bræv, 2 Pæturs bræv, Judasar brævið og brøvini eftir Jóhannes). Í uml. ár 200 var tað breið semja um, hvørjar bøkur skuldu verða taldar við í Nýggja Testamenti. Og á einum kirkjufundi í Hippo í ár 393 vórðu allar bøkurnar, sum vit hava í okkara Bíbliu, roknaðar við. Hetta sama var eisini galdandi, tá ið nýggjatestamentliga kanon varð viðgjørd fyri síðstu ferð á einum kirkjufundi í Kartago í ár 397. Her mugu vit tó minnast til, at tað ikki er kanon, sum gevur Skriftini myndugleika. Harafturímóti hevur Skriftin longu myndugleika í sær sjálvum. Hetta verður síðani játtað og góðtikið við kanon.

Skriftirnar, sum komu við í kanon, skuldu hava nøkur serstøk eyðkenni:

1. Samsvar við hina ápostólsku læruna. Her legði man dent á myndugleikan, sum Jesus hevði givið ápostlunum til at bera hansara orð víðari. Skriftin skuldi altso vera ápostólsk.

2. Søguligur nærleiki til Jesus-hendingina. Rithøvundurin skuldi vera eitt eygnavitni (t.d. Jóhannes) ella ein lærusveinur hjá einum eygnavitni (t.d. Lukas).

3. Omaná hetta kannaði man eisini, um ymisku samkomurnar góðtóku skriftirnar sum ápostólskar.

Hin lutherska læran peikar á, at kanon ikki er endaliga fastløgd einaferð med alla, men at kanon á hinari síðuni er opin. Hetta sigur man fyri at leggja dent á, at bøkurnar, sum eru í Bíbliuni, ikki eru har, tí at kirkjan hevur koyrt tær har, men tí at tær í sínum egna trúvirði og myndugleika hava víst seg at vera vitnisburðir um Guds opinbering. Tær hava so at siga kanoniserað seg sjálvar.

Endi

Bíblian er Guds orð. Hon er gudandað. Hetta er ein sannleiki, sum ferð eftir ferð verður staðfestur í Bíbliuni, bæði av Jesusi og hansara lærusveinum. Vitnisburðurin, sum Bíblian gevur um seg sjálva, er altso, at hon er Guds orð.

Í Sl 119,105 lesa vit:

Títt orð er ein lykt fyri fóti mínum, eitt ljós á gøtu míni.

Um vit nú at enda ímynda okkum, at vit eru á veg heim ígjøgnum eina myrka skóg mitt á nátt. Um vit tá ikki hava nakað ljós á gøtuni, villast vit skjótt av leið. Uttan eitt ljós í hesum myrkrinum detta vit skjótt um steinarnar og greinarnar á gøtuni. Uttan nakað ljós síggja vit ikki, um vit ganga rætta leið. Um vit á hinari síðuni hava eitt ljós hjá okkum, tá síggja vit, hvar okkara føtur stíga. Nú kunnu vit gleiva upp um steinarnar og greinarnar á gøtuni. Nú síggja vit, at gøtan, sum vit ganga á, er gøtan, ið førir okkum heim til húsa. 

Á sama hátt er tað við okkara Bíbliu. Hon er eitt ljós í myrkrinum, sum vísir okkum vegin heim til himmals. Sambært Bíbliuni eru tað bert tveir vegir, sum menniskjan kann ganga á, nevniliga glatunarvegurin ella hin ævigi vegurin (Sl 139,24). Og Bíblian er okkara andaligi gps’ari. Hon vísir okkum, um vit eru á veg til glatan, og hon vísir okkum vegin, sum førir okkum heim til himmals.

Gud er nevniliga ein frelsandi Gud, sum vil leiga øll menniskju heim til sína ævigu nærveru. Tí hevur hann eisini givið heiminum eitt ljós – eitt guddómligt og frelsandi ljós, sum vísir øllum teimum, sum eru stødd í myrkrinum, vegin heim til staðin, sum ikki tørvar sól ella mána: Himmalin, har ið Guds dýrd skínur í allar ævir (Opb 21,23).

Tað er til henda staðin, Gud vil leiga okkum við sínum livandi og máttmikla orði. Gud vælsigni okkum tí til at liva eitt lív við einari opnari Bíbliu.

Keldur

Bruce, F. F. 1981. The New Testament Documents – Are They Reliable? Illinois: InterVarsity Press.

Chr. Højlund, Asger. 2017. Urimeligt godt nyt. Fredericia: Forlagsgruppen Lohse.

Kaiser, Walter C. (2001): The Old Testament documents: are they reliable & relevant? England, InterVarsity Press.

Lloyd-Jones, D. Martyn. 1971. Autoritet. København: Lohses Forlag.

Redse, Arne (1999): Mennesket i Guds verden, Bergen, Fagbokforlaget.

Schreiner, Thomas R. (2003): The New American Commentary: 1, 2 Peter, Jude. Nashville, Tennessee, Broadman & Holman Publishers.

Skrift & åbenbaring (1997): København, Credo Forlag.

Sproul, R. C. (2003): Defending Your Faith: An Introduction to Apologetics. Wheaton, Illinois, Crossway Books.

Wisløff, Carl Fr. (1946): “Jeg vet på hvem jeg tror!” Bergen, A.s. Lunde & Co.s Forlag.

[1] http://dbi.edu/wp-content/uploads/pdf/dbis-vedtaegter.pdf, egin umseting. Hetta er eitt sokallað ortodokst bíbliusýn.

[2] Her sipi eg serliga til masoretar, sum var ein bólkur av lærdum rabbinarum, ið vóru virknir frá ca. ár 500 – 1000 e.Kr., og sum eru kendir fyri at hava varðveitt ein hebraiskan tekst av Gamla Testamenti, sum eisini verður kallaður hin masoretiski teksturin.

Ert tú tolsamur?

Tolsemi merkir ikki, at vit skulu vera samd. Í roynd og veru kanst tú ikki vera tolsamur ímóti teimum, sum tú ert samdur við. Tit eru jú samd, og har er sostatt einki at vera tolsamur yvir fyri. Tolsemi merkir harafturímóti, at tú ert ósamdur við onkran, men at tú samstundis gevur honum rættin til at taka feil. Tú lurtar eftir sjónarmiðjunum hjá honum, sjálvt um tú als ikki ert samdur og ætlar tær at tala ímóti hansara hugsan. Hvussu tolsamur ert tú? Finn útav tí her:

Ved Jesu fødder

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« (Luk 7,36-50).

Indledning
I nat havde jeg en drøm. Jeg drømte at jeg vandrede langs stranden sammen med Herren, og tværs over himlen glimtede scener fra mit liv. I disse scener bemærkede jeg to par fodspor i sandet. Det ene tilhørte mig, og det andet Herren. Da den sidste scene af mit liv glimtede forbi os, kiggede jeg tilbage på fodsporene i sandet. Jeg bemærkede også, at det var i de mest ulykkelige stunder i mit liv, at der kun var ét par fodspor i sandet. Dette bekymrede mig virkelig, og jeg spurgte Herren: “Herre, du sagde, dengang jeg besluttede at følge dig, at du ville vandre med mig hele vejen, men jeg har bemærket, at gennem de mest problemfyldte perioder af mit liv, er der kun ét par fodspor i sandet. Jeg forstår ikke hvorfor du forlod mig, da jeg behøvede dig mest.” Herren svarede: “Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser forlod jeg dig. Da du så ét par fodspor, var det fordi jeg bar dig.”

Denne lille fortælling, som hedder “Fodspor i sandet”, er en god beskrivelse af det, som kvinden i dagens tekst havde erfaret, nemlig frelse og håb ved Jesu fødder. Hun havde fundet ud af, at dét var det bedste sted for hende at være, fordi dér og kun dér ved Jesu fødder var der håb for en synder som hende. Dér og kun dér er der også håb for syndere som os.

Kvinden

I dag stilles vi overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Har jeg brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for mig at være?

I dagens tekst hører vi om en kvinde, som levede i synd. Vi får ikke at vide, hvilken synd, der er tale om, men vi får dog indtrykket af, at hun har et dårligt rygte. Dette var hun også klar over selv, men andre menneskers holdninger om hende forhindrede hende dog ikke i at opsøge Jesus der, hvor han var hos farisæeren Simon.

De fleste af os ville nok ikke gå ind i et hus, der var fuldt af mennesker, som så skævt til os. Men det gjorde kvinden dog, fordi der var en helt særlig person inde i farisæerens hus denne dag, nemlig Jesus. Han var helt anderledes end de andre gæster. Han så ikke skævt til hende. Derimod oplevede hun en kærlighed i hans nærvær, som hun ikke kunne finde andre steder. I den verden, hvor hun levede, var hun vandt til at føle sig som et udskud. Hun var en synder. Det var alle klare over, ikke mindst hun selv. Men der var en verden til forskel mellem, hvordan farisæerne kiggede på hende, og hvordan Jesus kiggede på hende. Hos Jesus følte hun sig ikke som et udskud. Hos ham mødte hun derimod en overvældende kærlighed – den dybe kærlighed, som vor himmelske Far har til sine børn! Dét var den kærlighed, hun erfarede hos Jesus. Og det betød alt for hende!

Ja, hun var en stor synder, men Jesus var en endnu større frelser. Derfor havde hun også desperat brug for Jesus. Det var kun ham, der kunne hjælpe hende. Og dette forklarer også hendes reaktion, som taler mere en tusind ord: Hun vædede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med dyrebar olie. Hvorfor? Fordi det var Frelserens fødder! Hos ham – ved hans fødder – var der håb for en synder som hende. Dér fandt hun den kærlighed, som vi alle har brug for. Dér ejede hun syndernes forladelse og evigt liv! Derfor var Jesu fødder nemlig det bedste sted for hende at være.

Farisæeren

Selvom farisæeren, Simon, havde inviteret Jesus til at spise sammen med sig, så havde han dog ikke det samme behov for at ligge ved Jesu fødder, som vi ser hos kvinden. Jesus kender hjerterne. Han ved, hvad Simon tænker både om kvinden og om Jesus selv. For Simon var kvinden en synder – en person, som man tager afstand fra. Han møder hende altså ikke med den kærlighed, som Jesus møder mennesker med. Og dette vidner om, at han måske ikke helt havde fået øjne op for, hvem Jesus egentlig er. Farisæeren havde ikke set det, som kvinden havde set, nemlig at han også var en stor synder, der havde brug for Frelseren, Jesus. Han havde ikke fået øjne op for Jesu overvældende kærlighed. Og derfor har han heller ikke dette desperate behov for at ligge ved Jesu fødder. For ham var Jesus ikke en frelser, ikke engang en profet. Han tænker jo ved sig selv: ”Hvis denne mand [Jesus] var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham…” Men Jesus har noget at sige til Simon og til os – noget, som kan opsummeres med ordene:

Vi elsker, fordi han elskede os først (1 Joh 4,19).
500 denarer

Jesus underviser både Simon og os med en lille fortælling om en pengeudlåner og to skyldnere. Den ene skyldte 500 denarer, den anden 50. Dengang var 50 denarer det samme som ca. 2 måneders løn. Og 500 denarer var derimod det samme som ca. 20 måneders løn. Med andre ord var 500 denarer en uoverkommelig gæld. Jesu pointe med fortællingen er enkel: Den, som får den uoverkommelige gæld på 500 denarer eftergivet, vil elske mere, end den, som får den mindre gæld eftergivet. Den, der får meget tilgivet, vil elske mere, end den, der kun får lidt tilgivet.

Kvinden elskede meget, fordi hun vidste, hvor stor en gæld hun havde fået eftergivet. Hun elskede, fordi Jesus elskede hende først! Dette var gået op for hende, men er dette gået op for dig og mig? Betragter vi os selv som nogen, der har fået eftergivet en uoverkommelig gæld? Har vi fået meget tilgivet? Ligner vi kvinden eller ligner vi Simon? Det kan godt være, at vi ligner dem begge to, men pointen med dagens tekst gælder for os alle: kvinden, Simon, dig og mig. Sagen er jo den, at vi alle har en stor og uoverkommelig gæld. Vi skylder alle 500 denarer! Og vi kan ikke arbejde os ud af vores gæld ved egen magt. Vi har brug for hjælp udefra – fra Jesus.

Har jeg brug for Jesus?

Som sagt stiller dagens tekst os overfor spørgsmålet: Har jeg brug for Jesus? Det er jo kun syndere, der har brug for ham. Men hvis jeg ikke mener, at jeg er en synder – en, der har en uoverkommelig stor gæld på 500 denarer, hvad skal jeg så bruge en frelser til? Ikke førend man har indset, at man er syg, får man brug for en læge! Dette havde kvinden fået øjne op for. Hun var syg, og derfor havde hun desperat brug for at ligge ved den store læges fødder! For hende var Jesus nemlig den store læge, der havde gjort hende fri for alle hendes sygdomme. Derfor elskede hun meget, fordi hun så, hvor meget hun havde fået tilgivet.

Har vi fået øjne op for dette? Det er spørgsmålet, som dagens tekst opfordrer os til at tænke over. Hvordan betragter vi os selv, og hvem er Jesus for os? Har vi brug for at ligge ved hans fødder? Er dét det bedste sted for os at være? Gad at det var, fordi deri ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for. Ved Jesu fødder lyder hans ord til kvinde også til os: Dine synder er tilgivet! Du er frelst! Gå bort med fred!

Jesu fødder er altså det bedste sted for os at være, fordi Jesus har elsket os med en evig kærlighed. Han skubber os ikke væk, men siger derimod:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Denne hvile havde kvinden nu fået, og det er ikke kun en hvile, der varer for en kort tid. Nej, den hvile, som Jesus giver, er en vedvarende hvile – en hvile, som man også kommer til at nyde hos Gud i Himmeriget for evigt.

Afslutning

Ligesom den, der havde en uoverkommelig gæld på 500 denarer, har vi også en uoverkommelig gæld. Men de gode nyheder er, at Jesus har, som Paulus siger, slettet ”…vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset” (Kol 2,14). I sin kærlighed til os har Jesus fjernet vores uoverkommelige gæld ved at dø på korset for os. Dér betalte han vores gæld, så at vi ved troen på ham kunne få syndernes forladelse og evigt liv. Ved Jesu fødder bliver vi himmelvandrere – ikke i egen magt, men han bærer os hvert skridt af vejen!

Og når livet er svært, ejer vi også et fast håb i det ene par fodspor i sandet, og Jesus siger til os:

Mit dyrebare barn, jeg elsker dig, og vil aldrig forlade dig. Heller ikke i dine perioder af lidelser og prøvelser vil jeg forlade dig. Da du ser ét par fodspor i sandet, er det fordi jeg bærer dig.

Ja, Jesu fødder er det bedste sted for os at være. Hans fødder svigter ikke. De bærer os hver dag, hele livet, indtil vi står frelst hjemme hos Gud i Himmeriget! Amen.

Skatten i Himmelen

Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af« (Luk 12,32-48).

Indledning

“Frygt ikke, du lille hjord” sagde Jesus til sine disciple dengang for ca 2000 år siden. Men Jesu ord er også gældende for os, der er hans disciple i dag. “Frygt ikke”, siger han til dig og til mig. Vi har så let ved at frygte, og det er måske ikke så mærkeligt, fordi næsten hver gang vi tænder for nyhederne, hører vi om sygdom, terror og menneskers ondskab. Udover det kan vi også være bekymrede for livets basale behov: mad, drikke, tøj osv. Og alt dette kan nemt få os til at frygte. Men Jesus har et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”, siger han.

Ja, det kan godt være, at modgang og lidelse i dette liv kan skabe frygt i os, så at vi føler os små og skrøbelige som får uden en hyrde. Men det er nemlig pointen! Vi er en lille hjord. Vi er skrøbelige. Men vi skal ikke frygte, fordi Herren er vores hyrde. Og den gode hyrde ved, hvordan han skal røgte sine får. Her er Sl 23 en god beskrivelse af hyrden og hjorden:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst (v. 1-4).
Jakobs Gud vil dig bevare

Som en Jesu discipel er man sat ind i en åndelig kamp. Vi er i verden, men ikke af verden. Derfor møder Jesu discipel også verdens modstand. Og ikke nok med det. Vi møder også djævelens og vores egen modstand, fordi nogle gange kan vi også være vores egen værste fjende. Og i mødet med disse ydre og indre fjender er det måske nærliggende for os at frygte. Men som sagt har Jesus et myndigt ord til os: “Frygt ikke, du lille hjord”. Eller som David siger: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig”. Årsagen til, at vi ikke skal frygte, er altså den, at Herren er med os. Og når han er med os, så kan vi stole på, at vi er i gode hænder. Eller som vi plejer at synge:

Fryd dig da, du lille skare! / Jakobs Gud vil dig bevare; / på hans mindste vink må alle / fjenderne til jorden falde (DDS 49).
Gud er en glad giver

Dette er den virkelighed, vi står i, som den lille hjord med den gode hyrde. Det er den virkelighed, vi står i, som Guds børn! Vi har en Fader i Himmelen, som elsker os ud over al forstand. Og vi skal ikke frygte for noget som helst, fordi han ved, hvordan han skal tage sig af sine egne børn. I sin kærlighed har han nemlig besluttet at give os Riget – Himmeriget!

Ordet, som bliver brugt i den græske tekst, udtrykker ikke kun det, at Gud har besluttet at give os Riget, men at han har glædet sig over at give os Riget. Gud er en glad giver! Han glæder sig over at give os Riget! Og siden Gud har glædet sig over at give os Riget og alle Himmerigets skatte, så bør erkendelsen af Guds store og ufattelige gavmildhed også gøre os til glade givere. En glad giver, giver ikke, fordi han har pligt til det, men fordi det falder ham naturligt. Vi elsker, fordi han elskede os først! Vi er gavmilde, fordi han var gavmild mod os først! Han har jo givet os Riget. Derfor bør vi også genspejle hans store gavmildhed i denne verden!

Riget

Men hvad betyder det egentlig, at Gud har givet os Riget? I sin Lille Katekismus og i forbindelse med Fadervor giver Luther følgende forklaring af bønnen Komme dit rige:

Det vil sige: Guds rige kommer af sig selv uden vores bøn; men i denne bøn beder vi om, at det også må komme til os. Det sker, når vores himmelske Far giver os sin Helligånd, så vi tror hans ord, lever efter det og får evigt liv hos ham.

Men Guds rige er ikke kun Helligåndens gerning i vores liv. Til syvende og sidst indeholder Guds rige også en fornyelse af Guds skabning. Johannes’ Åbenbaring beskriver det således:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet (Åb 21,1-4).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give os!

Han har allerede nu givet os Helligånden og det evige liv i Jesus. Han har allerede nu gjort os til himmelvandrere, der er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Og dette Rige vil også blive fuldbyrdet på den yderste dag, når vi træder ind i Himmelen – det ny Jerusalem. Det synger vi også om i en salme af Svein Ellingsen:

Herre, når din time kommer, / åbenbarer du dit rige, / og i klarhed skal vi skue / alt det skabte, frigjort, fuldendt! / Vi skal se dig, som du er! (DDS 277).

Ja, vi skal se ham, som han er, når vi er nået frem til den plads, Jesus selv har beredt for os: “Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er”, siger Jesus til os (Joh 14,3). Hans største ønske er, at vi skal være, hvor han er!

Hjerterne på rette sted

Hvorhenne samler vi vor skatte? Samler vi skatte på jorden? Eller samler vi skatte i Himmelen? Klynger vi os til det forgængelige? Eller klynger vi os til det uforgængelige? I dag stilles vi overfor disse spørgsmål, og Jesus opfordrer os til at have vor hjerter på rette sted. For hvor vores skat er, dér vil også vores hjerte være! Der er en paralleltekst i Matt 6,19-21, hvor Jesu ønske for os beskrives meget tydeligt:

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.

Men hvordan samler vi så skatte i Himmelen? Jo, som sagt handler det om at have hjertet på rette sted. Vi samler skatte i Himmelen, når vor hjerter er rettet mod Jesus og mod Himmelen. I det bibelske sprog er hjertet nemlig personlighedens centrum. Hvis Jesus og Himmeriget er vores hjertes skat, så vil vi ikke kun have den rigtige indstilling til vor verdslige ejendom, vi vil også have en uudtømmelig ejendom og skat i Himmelen, som vi vil glædes over for evigt. Og Jesus siger til os, at det skal være vores fokus. Saml jer skatte i Himmelen!

Vær rede!

I dagens tekst opfordrer Jesus os til at være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, vi ikke venter det (Luk 12,40). I trosbekendelsen bekender vi, at Jesus Kristus er “…siddende ved Gud Faders den Almægtiges, højre hånd, hvor fra han skal komme at dømme levende og døde.” Dette realiseres, når Jesus kommer igen. Vi skal alle sammen en dag møde Jesus som dommer. Og spørgsmålet er så, om vi er parat til det møde. Hvorhenne vi har samlet vores skatte er afgørende vedrørende dette spørgsmål. Jesus siger til disciplene, at de ”skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt”. De skal altså være parat til at møde deres Herre! Men en, som samler sig skatte på jorden i stedet for i Himmelen, vil aldrig være parat til at møde Jesus, fordi da er Jesus heller ikke hjertets skat. Derfor er der heller ingen forventning eller håb om at møde ham. Der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus. Derimod er den, som har samlet sig skatte i Himmelen, parat, fordi da er Jesus nemlig blevet hjertets skat. I ham ejer vi alt det, som vi virkelig har brug for både til dette liv og til det kommende. Og når Menneskesønnen kommer igen, er vi parat, kun fordi han har været vores frelser og ven i dette liv. ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds Søn, har ikke livet”, læser vi et andet sted (1 Joh 5,12). Eller man kunne sige: Den, der har Sønnen, er parat; den, der ikke har Guds Søn, er ikke parat. Det er altså forholdet til Jesus, som er det afgørende!

Min Herre lader vente på sig!

I dagens tekst beskriver Jesus den, der ikke er parat, som en, der siger: ”Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig” (Luk 12,45). Han lever altså livet som en, der ikke skal møde sin Herre. Dette får mig også til at tænke på det, som Paulus siger i forbindelse med Jesu opstandelse: ”Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø” (1 Kor 15,32). Ja, hvorfor ikke æde og drikke og leve, som man har lyst til, hvis det viser sig, at Gud ikke findes, at Jesus ikke er opstået, og at vi ikke skal møde Menneskesønnen? Så er dette korte liv det eneste, som vi har, og der er intet håb i døden. Der er intet evighedshåb! Shakespeare sætter også ord på denne håbløshed og meningsløshed i Macbeth og i forbindelse med Lady Macbeths selvmord:

I morgen og i morgen og i morgen, det kryber langsomt frem fra dag til dag, til sidste stavelse af tilmålt tid, og hvert "i går" har lyst så mangen dåre på vej til gravens støv. Ud, korte lys! En skyggevandring er vort korte liv; en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt; et eventyr fortalt os af en idiot vildt støjende og buldrende men helt igennem uden mening.

Her ser vi intet håb i mødet med døden. Her er der ingen skat i Himmelen. Og alle dem, der har samlet sig skatte på jorden; alle dem, der har fejet Jesus af vejen og har levet livet som mennesker, der ikke skal møde Menneskesønnen; de vil alle få en kæmpestor overraskelse, når de pludselig står ansigt til ansigt med Menneskesønnen. Og det vil ikke være nogen positiv overraskelse! Bibelen er faktisk meget tydelig vedrørende dette. Et andet sted læser vi, at Jesus vil sige til dem, der ikke er parat: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke” (Matt 25,12). Hvis vi i dette liv ikke samler skatte i Himmelen; hvis Jesus ikke er vores hjertes skat i dette liv; hvis der er andre ting i livet, som er vigtigere end Jesus; jamen, så kender vi ham heller ikke i dette liv, og derfor er vi heller ikke parat til at møde ham, når han kommer. Men det ønsker Jesus ikke for os, fordi han elsker os. Derfor siger han: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,13).

Afslutning

Jesus ønsker, at vi skal være vågne. Han ønsker, at vi skal være parat til at møde ham. Hvorfor? Fordi han elsker os og glæder sig over at give os det bedste som findes, nemlig Himmeriget og det evige fællesskab med ham. Derfor siger han: ”Saml jer skatte i himlen!” (Matt 6,20). Det gør vi, når vi har Jesus i vores liv, og når han får lov til at vokse i vores liv. Eller som Johannes Døber siger: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).

Jesus er den skat, som åbner op for alle de andre himmelske skatte. I ham ejer vi alt! Og den kendsgerning sætter sit præg på hele tilværelsen. Da er dette korte liv ikke kun en skyggevandring, som Macbeth siger. Nej, nu er det som med Abraham:

I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land … for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud (Hebr 11,9-10).

Ligesom Abraham venter vi også på byen med de faste grundvolde. Med troen på Jesus er vi nemlig blevet himmelvandrere. Vi er på vej til vores sande hjem hos Gud i Himmelen. Dette håb kommer også til udtryk i en salme af Laurentius Laurentii Laurinus:

I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor! / For evig, evig skal jeg der / se Gud i lyset, som han er, / se Herren Sebaot (DDS 556).

Dette er Riget, som Gud har glædet sig over at give dig og mig. Og med Jesus som vores hjertes skat i dette liv kan vi også stole på, at vi en dag vil gå ind i det ny Jerusalem sammen med Jesus. ”I Himmelen, i Himmelen, / hvor Gud, vor Herre, bor, / hvor saligt did at komme hen, / hvor er den glæde stor!” Amen.

Stand for Life

“Stand for Life” viðger á ein góðan hátt avgerandi spurningar hjá teimum, ið ynskja at verja lív teirra óføddu. Bókin hjálpir tær at síggja lívið sum friðhalgað og at rætta eina hjálpandi hond til tey, ið hava tørv á tí. Bókin vísir tær, hvussu tú kanst …

  • Geva eina góða verju fyri lívi teirra óføddu uppá fimm minuttir ella minni.
  • At skilja lívsins friðhalgan.
  • At gera orðaskiftið um fosturtøku meira einfaldt.
  • At menna eitt kristiligt aftursvar viðvíkjandi fosturtøku.
  • At varðveita tamarhaldið, tá ið orðaskiftið verður lívligt.

Bókin inniheldur eisini spurningar og svar uppá trupulleikar so sum:

  • Vandamiklar fosturtøkur.
  • Tá ið lívið hjá mammuni er í vanda.
  • “Mín kroppur, mín avgerð” o.a.