Jesu himmalsferð

Og [Jesus] segði við teir: »Soleiðis er skrivað, at Kristus eigur at líða og rísa upp frá deyðum triðja dagin, og at í navni hansara eigur at verða prædikað umvending og syndanna fyrigeving fyri øllum fólkasløgum, og byrjast skal frá Jerúsalem. Tit eru vitni um hetta. Og sí, eg sendi fyrijáttan faðirs míns yvir tykkum; men tit skulu halda tykkum kvirrar í staðinum, inntil tit verða íklæddir kraft frá tí høga.« Og hann førdi teir út, yvir ímóti Betániu, og hann hevði upp hendur sínar og vælsignaði teir. Og tað hendi, í tí hann vælsignaði teir, skildist hann frá teimum (og varð lyftur upp til himmals). Og teir tilbóðu hann og vendu aftur til Jerúsalem við miklari gleði. Og teir vóru støðugt í halgidóminum og lovaðu Guði (Luk 24,46-53).

Inngangur

Hvørjar tankar gera vit okkum, tá ið vit hoyra um Jesu himmalsferð? Ímynda vit okkum, at Jesus nú flýgur avstað sum ein rúmdarrakett til eina fjarskotna gongustjørnu onkustaðni langt úti í rúmdini? Teksturin, sum vit hava lisið, gevur okkum í hvussu so er ikki ta fatan, at talan er um eina slíka himmalsferð. Lukas gevur eina rættiliga sparsama lýsing av Jesu himmalsferð. Í evangeliinum eftir Lukas lesa vit, at Jesus varð lyftur upp til himmals. Og í Ápostlasøguni sigur Lukas, at “eitt skýggj tók hann burtur úr eygum teirra” (Áps 1,9). Men hvat snýr Jesu himmalsferð seg veruliga um? Hvussu kann tað vera, at hesin tilburður varð orsøk til, at lærusveinarnir vórðu fyltir við miklari gleði og hildu seg støðugt í halgidóminum og lovaðu Guði? Og hvønn týdning hevur Jesu himmalsferð fyri okkum í dag? Hetta fara vit at hyggja eitt sindur nærri at.

Jesus hevur broytt alt

“Í navni hansara eigur at verða prædikað umvending og syndanna fyrigeving fyri øllum fólkasløgum”, sigur Jesus til lærusveinarnar (Luk 24,47). Jesus sigur altso, at øll menniskju hava brúk fyri honum, tí at tað er bara frelsa í hansara navni. Tað er bara hann, sum hevur borið heimsins synd. Tað er bara hann, sum hevur tikið straffin fyri okkara syndir. Og tað er bara hann, sum hevur sigra yvir synd, deyða og Sátan. Tí kunnu vit eisini trygt venda okkum til Jesus og hansara gávu til okkum: syndanna fyrigeving og ævigt lív. Tað hava vit øll brúk fyri!

Deyðin er ein veruleiki, sum vit áhaldandi verða mint á. Vit vita, at vit eru øll í sama báti, tá ið tað snýr seg um deyðan. Eingin sleppur undan. Men kortini so hevur Jesus broytt alt hetta fyri okkum. Við síni uppreisn hevur hann nevniliga sigra yvir deyðanum! Í honum eiga vit tí eina livandi vón – eina vón, sum heldur eisini tá ið vit skulu doyggja, tí at vit vita, at vit skulu rísa upp frá deyðum, líkasum Jesus reis upp frá deyðum.

Hvussu kann tað vera, at vit halda á við at savnast um Jesus og fyri at hoyra um hann? Eitt er í hvussu so er heilt sikkurt, og tað er, at vit ikki høvdu havt nakran gleðiboðskap at savnast um, um Jesus ikki reis upp frá deyðum. Kristindómur hevði ikki verið til, um Jesus varð verandi í grøvini. Men hann varð ikki verandi í grøvini. Tað hendi veruliga okkurt í Jerúsalem fyri uml. 2000 árum síðani. Jesus reis upp frá deyðum. Og fyri at leggja dent á henda veruleikan, sýndi hann seg eisini fyri lærusveinunum í 40 dagar aftaná uppreisnina, snakkaði við teir og át saman við teimum.

Ein heilt nýggj byrjan

Í fyrsta umfari sá tað kanska út til, at Jesu líðing og deyði bar boð um ein enda – endan av Jesu lívi og upploysingina av hansara viðhaldsfólki. Hetta var eisini tað, sum fíggindarnir hjá Jesusi høvdu vónað. Men talan var als ikki um nakran enda her! Nei, nú var talan um eina heilt nýggja byrjan – nakað, sum eisini er galdandi fyri okkum í dag: Jesus opnaði dyrnar inn til Himmalin – inn til sjálvan Gud! Dyrnar eru opnar! Himmiríkið er komið nær! Tað hevur Jesus syrgt fyri. Og tí skal umvending og syndanna fyrigeving eisini prædikast í hansara navni.

Kraftin frá tí høga

Men Jesus sigur kortini við ápostlarnar, at teir skulu verða verandi í Jerúsalem, inntil teir verða íklæddir kraft frá tí høga (Luk 24,49). Lukas leggur eisini dent á tað sama í Áps 1,8: “Men tit skulu fáa kraft, tá ið heilagur andi kemur yvir tykkum, og tit skulu verða vitni míni bæði í Jerúsalem og í allari Júdeu og Sámáriu og líka til ytstu endamark á jørðini.” Eingin vendir sær til Jesus uttan Heilaga Andans kraft. Og ápostlarnir megna tí einki uttan hesa kraftina – kraftina frá tí høga. Men við Heilagum Anda fáa teir kraft til at vera Jesu vitni og prædika umvending og syndanna fyrigeving. Og tí er Jesu himmalsferð heldur ikki nakað, sum ápostlarnir skulu syrgja yvir. Harafturímóti er tað til teirra egna besta, at Jesus fer heim til Faðirin. Hetta er eisini nakað, sum Jesus greiðir frá í einum øðrum samanhangi: “Men eg sigi tykkum sannleikan: Tað er tykkum at gagni, at eg fari burtur. Tí at fari eg ikki burtur, kemur talsmaðurin [tvs. Heilagur Andi] ikki til tykkara; men fari eg burtur skal eg senda hann til tykkara. Og tá ið hann kemur, skal hann sannføra heimin um synd og um rættvísi og um dóm” (Jóh 16,7-8).

Jesu naglamerktu hendur

Áðrenn himmalsferðina lyftir Jesus sínar hendur og vælsignar ápostlarnar. Tað er sera rámandi, at Jesus lyftir sínar naglamerktu hendur fyri at vælsigna ápostlarnar. Í Jesu hondum kundu ápostlarnir nevniliga síggja, hvat tað kostaði fyri Jesus at vælsigna teir (og okkum). Hann leyskeypti okkum við sínum egna likami og blóði. Tað var prísurin! Ella sum Jesaja profeteraði: “Men hann varð særdur vára synda vegna og sundurbrotin vára misgerða vegna; okkum til friðar kom revsingin niður á hann, og av sárum hans fingu vit heilsubót” (Es 53,5). Jesus hevur gjørt alt, sum skal til, fyri at vit skulu verða vælsignaði útum øll mørk. Av sárum hans fingu vit heilsubót!

Við høgru hond Guds

Og í tí hann vælsignaði teir, skildist hann frá teimum og varð lyftur upp til himmals (Luk 24,51). Hetta er eisini tað, sum vit játta í Ápostólsku trúarjáttanini: “…farin til himmals, sitandi við høgru hond Guds faðirs, hins alvalda, haðan hann kemur at døma livandi og deyð.” Hann, sum henda dagin lyfti sínar hendur fyri at vælsigna ápostlarnar, situr nú við Guds høgru hond Guds. Hetta, at hann situr við Guds høgru hond, merkir, at hann nú hevur yvirtikið sítt kongaliga embæti. Hetta er eisini nakað, sum Mikkjal á Ryggi lýsir í einum av sínum sálmum:

Sigurskrýndur fram hann trínur
til síns faðirs kongastól,
ljómin um hans andlit skínur
bjartari enn summarsól.
Hoyr nú hátt við hørpuslátt:
»Heiður veri himladrott’!«
Í sítt hásæti hann stígur,
allur einglaskarin nígur (Sl 216).
Boðskapurin hjá einglunum

Í Ápostlasøguni lesa vit um, hvussu ápostlarnir stóðu har á Oljufjallinum og stardu upp til himmals. Brádliga, meðan teir stóðu har, komu tveir einglar til teirra og søgdu: “Tit Galileumenn, hví standa tit og hyggja upp til himmals? Hesin Jesus, sum er upp tikin frá tykkum til himmals, skal koma aftur á sama hátt, sum tit sóu hann fara til himmals.” (Áps 1,11). Jesus var farin til Faðirin, og teir kundu ikki fáa hann aftur við at standa har og stara. Harafturímóti løgdu einglarnir dent á, at Jesus skuldi koma aftur. Tað var als ikki talan um eitt síðsta farvæl, tí at tann sami Jesus skal eisini koma aftur á sama hátt, sum teir sóu hann fara. Hetta var eisini nakað, sum Jesus sjálvur hevði boða teimum frá viðvíkjandi endatíðini: “Og tá skulu tey síggja menniskjusonin koma í ský við mátti og miklari dýrd” (Luk 21,27). Men í mun til himmalsferðina er Jesu afturkoma nakað, sum øll fara at síggja: “Sí, hann kemur í skýggjunum, og hvørt eyga skal síggja hann…” (Opb 1,7).

Hin nærverandi frelsarin

Jesu himmalsferð og lyftið um bæði Heilaga Andans komu og Jesu afturkomu fylti ápostlarnar við meining og gleði. Teir vóru støðugt í halgidóminum og lovaðu Gudi. Líkasum teir hava vit eisini alla orsøk til at savnast fyri at lova Gudi. Hví? Tí Jesus er risin upp frá deyðum og farin til himmals! Og hvítusunnuundurið er longu hent. Jesus hevur longu sent okkum Heilagan Anda. Ella sum Jesus segði við ápostlarnar: “Eg vil ikki lata tykkum verða eftir faðirleysar; eg komi til tykkara” (Jóh 14,18). Hann er við okkum hvønn dag við Heilaga Andans kraft.

Endi

Ápostlarnir vóru menniskju líka sum vit. Teir høvdu veikleikar, stúranir og sorgir. Men Jesu himmalsferð talar nevniliga inn í okkara lív – eisini tá ið tað er trupult. Vegna himmalsferðina og Heilaga Andans komu er Jesus nú hin nærverandi frelsarin fyri okkum øll. Vit kunnu líta á, at hann er við okkum allar dagar, bæði í viðgangi og mótgangi. Ella sum Mikkjal á Ryggi sigur:

Skýggj, sum her mær sýnið forðar,
fjalir ei meg fyri tær,
gjøgnum bjørg og bláar skorar
fullvæl eyga títt meg sær;
gerst mær verðin trong og vánd,
rættir tú mær hjálparhond;
og til síðst tú vilt mær hýsa.
Hátt skal hjarta mítt tær prísa! (Sl 216).

Hendurnar vekk frá mínum kroppi!

”Tað er ikki í lagi, at avgerðin skal vera tengd at privatum áskoðanunum hjá einstøkum læknum, politikarum ella trúarbólkum. Hvat onnur halda vera rætt og skeivt í hesum máli er óviðkomandi. Tað, sum hevur týdning er, at politiska skipanin tryggjar kvinnuni eitt greitt, trygt og virðiligt grundarlag til at taka ta avgerð, sum er røtt fyri hana!” Hetta skrivar felagsskapurin ”Frítt Val – fyri fríari abort” á sínum facebook vanga.

Tvær kvinnur

Tað er einans kvinnan, sum hevur rættin til at avgera, hvat hon ger við sín egna kropp! Hetta er fortreytin handan orðingina omanfyri, og hetta er eisini orsøkin til, at orðingin er misvísandi. Talan er nevniliga ikki einans um eina kvinnu, men um tvær!

Livandi menniskja og persónur

Fyri ta einu kvinnuna ræður tað um lívsstíl, men fyri hina er sjálvt lívið í váða. Líkasum mamman er hin ófødda eisini ein livandi menniskja og persónur. Og sjálvt um tú ikki sært hana ella hoyrir hana, so boðar kroppurin hjá hini øføddu kvinnuni kortini um, hvat ið hon veruliga er:

  1. Hon er livandi. Hon inntekur føði og veksur eins og allar aðrar livandi skepnur. Kroppurin hjá henni mennist í hvørjum, og um tú letur hana vaksa, so fert tú skjótt at síggja, at hon eisini hevur eyguni hjá mammu síni. Hon er livandi!
  1. Hon er ein menniskja. Hon er ikki ein hestur ella ein apa, nei, hon er ein menniskja! Og sjálvt um vit kalla hana fyri eitt fostur, so er hon hóast hetta eitt menniskjafostur. Orðið fostur er einans ein máti at lýsa hennara aldur. Og um vit lata hana liva, so fara vit eisini at lýsa hana sum eitt barn, ein tannáring og ein vaksnan. Í øllum aldursflokkum er hon tað sama: ein menniskja!
  1. Hon er ein persónur. Tá ið mamman velur at enda lívið hjá hini óføddu, so beinir hon ikki fyri einum parti av sínum egna likami. Nei, tað gongur út yvir ein heilt annan persón. Hin ófødda hevur nevniliga sítt egna DNA. Tað er ikki líka sum DNA’ið hjá mammuni ella pápanum. Nei, líkasum tú og eg er hon eisini ein heilt einstakur persónur. Í roynd og veru er tað rættiliga lætt hjá vísindafólki at siga, hvar ið hon byrjar, og hvar ið mamman endar. Tær eru tvær einstakar kvinnur, sum deila sama rúm.
Tí hava kvinnur rætt

Og hevur tú harumframt nakratíð møtt einum persóni, sum ikki var ein menniskja ella eini menniskju, sum ikki var ein persónur? Ella er hesin skilnaður kanska nakað, sum vit sjálvi hava funnið uppá fyri at hjálpa okkum til at skúgva hitt eyðsýnda til viks, nevniliga at hon er ein livandi menniskja og persónur? Men so sigur onkur kanska: ”Hvat ger tað? Hon er jú bara eitt savn av kyknum.” Ja, tað er satt, men er tað ikki eisini satt, at øll menniskju eru eitt savn av kyknum? Og hvussu nógvar kyknur skal ein kvinna eginliga hava, áðrenn vit verja hennara lív? Gevur tað nakra meining at siga, at vit vilja verja hana um nakrar dagar, tí at tá hevur hon nóg nógvar kyknur til at verða roknaða uppí? Nei, tað haldi eg ikki. Hon hevur jú alt tað, sum eyðkennir eina livandi menniskju og persón. Og tí hava kvinnur rætt, tá ið tær siga: Hendurnar vekk frá mínum kroppi! Hetta er jú galdandi fyri allar livandi kvinnur. Eingin hevur rættin til at velja eitt læknaligt inntriv fyri hina óføddu kvinnuna, sum hon ikki sjálv hevði valgt!

Kelda

Hvat er hitt ófødda?

Tey, sum stríðast fyri lívi teirra óføddu, argumentera fyri, at ein sakleys og verjuleys menniskja verður dripin við vilja, tá ið ein fosturtøka verður framd. Grundgevingin er greið:

1. Tað er skeivt at drepa sakleys menniskju við vilja.

2. Við fosturtøku verður ein sakleys menniskja dripin við vilja.

3. Tessvegna er tað skeivt at fremja fosturtøkur.

Av tí at næstan øll menniskju eru samd viðvíkjandi tí fyrru fortreytini, so er tað í roynd og veru bert ein spurningur, ið ein má fáa greiðu á: Hvat er hitt ófødda? Verður ein sakleys menniskja dripin, tá ið ein fosturtøka verður framd? Hetta er tann brennandi spurningurin! Um tey óføddu ikki eru menniskju, so er eingin rættvísgering av fosturtøku neyðug. Men um tey óføddu harafturímóti eru menniskju, so er eingin rættvísgering av fosturtøku nóg góð. Um eitt verjuleyst barn verður dripið, tá ið ein fosturtøka verður framd, so eigur fosturtøka als ikki at verða loyvd!

Vísindaliga søkin

Vísindaliga sæð er tað ikki nakað ivamál um, nær lívið byrjar, nevniliga tá ið eggið verður gitið. Hitt ófødda er ein fullfíggja, einstøk livandi menniskja:

Fullfíggja: Hitt gitna eggið er fullfíggja líka frá fyrstantíð. Øll upplýsingin, ið nýtist at vera har, er har. Tað einasta, ið tað hevur brúk fyri, er tíð til at vaksa.

Einstøk: Hitt gitna eggið hevur eitt serstakt arvafrøðiligt eyðkenni. Hitt ófødda barnið er sostatt ikki ein partur av mammuni. Harafturímóti er tað ein einstøk vera inni í mammuni.

Livandi: Hitt gitna eggið sýnir alt tað, ið eyðkennir biologiskt lív: stoffskifti, vøkst, reaktión og nøring.

Menniskja: Hitt gitna eggið hevur DNA’ið hjá einari menniskju.

Hitt ófødda er altso ein fullfíggja, einstøk livandi menniskja líka frá gitinaðarstundini. Og tað einasta, sum tað hevur brúk fyri, er rætta føðslu og rættar lívstreytir fyri at fara ígjøgnum øll menningarstigini hjá einari menniskju.

Heimspekiliga søkin

Heimspekiliga sæð finst eingin avgerandi moralskur munur millum hitt ófødda barnið, sum tú einaferð var, og vaksnu menniskjuna, sum tú ert í dag. Bundni, umhvørvi, menningarstig og stødd er ikki so viðkomandi, sum fortalarar fyri fosturtøku vilja hava hesi at vera.

Bundni: Um tað er lívsførleikin, sum gevur menniskjum virði, so eru øll tey, sum eru bundin at insulin ella nýraheilivági, ikki virðismikil. Sostatt høvdu hesi tá heldur ikki havt rætt til lívið.

Umhvørvi: Hvar tú ert staddur hevur onga ávirkan á, hvør tú ert. Broytist títt virði, tá ið tú fert yvir um vegin ella vendir tær í songini? Um ikki, hvussu kann tá ein tjúgu cm lang ferð niður gjøgnum føðikanalina brádliga broyta grundleggjandi natúruna hjá hinum ófødda frá at vera ein ikki-virðismikil hópur av vevnaði til eina virðismikla menniskju? Um hini óføddu ikki longu eru menniskju og virðismikil, so kann ein broyting av umhvørvinum heldur ikki gera tey til nakað tílíkt.

Menningarstig: Tað er satt, at hitt ófødda barnið ikki er á sama menningarstigi sum tú og eg, men hví skuldi hetta verið viðkomandi? Fýra ára gamlar gentur eru heldur ikki á sama menningarstigi sum fjúrtan ára gamlar. Eiga eldri børn at hava meira rætt til lívið, enn teirra yngru systkin? Summi fólk siga, at tað er tilvitanin um okkum sjálvi, sum ger okkum virðismikil, men um hetta er satt, so kunnu nýføðingar heldur ikki sigast at vera virðismikil menniskju. Nýføðingar, sum eru seks vikur, mangla ein beinleiðis førleika til at útinna menniskjaligt sálarligt virksemi. Tað sama er galdandi hjá teimum, sum liggja í koma, sum sova, og sum hava alzheimers sjúkuna.

Stødd: Ja, tey óføddu eru minni enn nýføðingar og vaksin, men hví skuldi hetta verið viðkomandi? Ynskja vit veruliga at siga, at stór fólk eru meira virðismikil enn lítil fólk? Vanliga eru mannfólk størri enn konufólk, men hetta merkir tó ikki, at mannfólk hava uppiborðið meira rættindi. Stødd er ikki tað sama sum virði.

Í stuttum er tað nógv meira skynsamt at leggja dent á, at sjálvt um menniskju eru sera ymisk, tá ið tað kemur til evni, avrik og menningarstig, so eru tey tó javnsett (og virðismikil), tí at tey eiga lut í somu menniskjaligu natúru. Menniskju hava nevniliga virði vegna tað, sum tey longu eru, og ikki vegna nakran ávísan eginleika, sum tey kunnu fáa ella missa í teirra lívi.

Trý grundleggjandi uppáhald

Tað finnast trý grundleggjandi uppáhald fyri, hví summi hóast hetta góðtaka fosturtøku:

1. Ein heldur, at hitt ófødda ikki er ein menniskja.

2. Ein heldur, at summi menniskju ikki eru virðismikil.

3. Ein heldur, at kvinnan ræður yvir sínum egna likami.

Her er eitt yvirlit, sum vónandi kann vera ein hjálp viðvíkjandi spurninginum um fosturtøku:

Skapaði í Guds mynd

Sambært Bíbliuni er rætturin til lívið rótfestur og grundlagdur í skapanini. Mannaættin verður ikki uppfatað sum ein kosmisk tilvild, men sum úrslitið av eini nærlagdari skapan av einum ævigum Gudi. Mannavirðið stavar sostatt frá Gudi.

Skapanarsøgan í 1 Mós veitir okkum orsøkina til mannavirðið:

"Og Guð segði: »Vær viljum gera menniskjur eftir okkara mynd, okkum líkar, og tær skulu ráða yvir havsins fiskum og yvir himmalsins fuglum og yvir fenaðinum og yvir øllum villdjórunum á jørðini og yvir øllum skriðkyktunum, sum skríða á jørðini!« Og Guð skapaði mannin eftir síni mynd, í Guðs mynd skapaði hann hann, sum kall og konu skapaði hann tey" (1 Mós 1,26-27).

Bíblian staðfestir altso klárt og tíðiliga, at øll menniskju eru virðismikil, tí at tey eru skapaði í Guds mynd. Við øðrum orðum eru menniskju virðismikil vegna tað, sum tey eru, og ikki vegna tað, sum tey kunnu gera. Menniskju eru rætt og slætt virðismikil, tí at tey eru menniskju. Síðani menniskju eru skapaði í Guds mynd, er tað strangliga bannað at drepa: “Tú mást ikki sláa í hel” (2 Mós 20, 13). Við fosturtøku verður ein sakleys og verjuleys menniskja dripin við vilja. Og Bíbliunnar forboð ímóti drápi er tí eisini galdandi viðvíkjandi teimum óføddu.

Tilfar til víðari gransking

Henda upptøkan er ein góður samandráttur av tí, sum eg havi verið inni á omanfyri:

Her er eitt áhugavert og ókeypis skeið, har ið Scott Klusendorf viðger spurningin um fosturtøku, og hvussu ein best kann verja tey verjuleysu:

Billedresultat for Life Training Institute

Keldur

Koukl, Gregory. 2015. Pro-Life Defence Quick-Reference Guide. Stand to Reason.

Sproul, R.C. 2010. Abortion: A Rational Look at an Emotional Issue. Florida: Reformation Trust, s. 21.

http://www.caseforlife.com/

https://www.challies.com/articles/making-the-case-abortion/

https://strplace.wordpress.com/2010/09/30/answer-every-defense-for-abortion-chart-amp-video/ 

Gev Gudi tað, ið Guds er!

Tá fóru Fariseararnir og hildu ráð saman um, hvussu teir skuldu seta hann fastan í orðum. Og teir senda til hansara lærusveinar sínar saman við Heródesarmonnum og siga: »Meistari, vit vita, at tú ert sannorðaður, og at tú lærir Guðs veg í sannleika og ikki firnast fyri nøkrum, tí at tú gert ikki mannamun. Sig okkum tí, hvat heldur tú? Er tað beint at gjalda keisaranum skatt ella ikki?« Men Jesus grunaði illskap teirra og segði: »Tykkara falsarar! Hví freista tit meg? Sýnið mær skattapeningin!« Men teir fingu honum ein denar. Og Jesus sigur við teir: »Hvørs mynd og yvirskrift er hetta?« Teir siga: »Keisarans.« Tá sigur hann við teir: »Gevið tá keisaranum tað, ið keisarans er, og Guði tað, ið Guðs er!« Og tá ið teir hetta hoyrdu, undraðust teir, og teir gingu frá honum og fóru avstað (Matt 22,15-22).

Inngangur

“Gevið tá keisaranum tað, ið keisarans er, og Guði tað, ið Guðs er!” Hetta eru kend orð, og boðskapurin tykist at vera greiður: Vit skulu gjalda skatt til státin. Og vit skulu stuðla kirkjuni bæði andaliga og tímiliga. Men er tað kanska ein djúpari boðskapur í hesum bíbliutekstinum? Fyri at finna eitt svar uppá henda spurning mugu vit fyrst og fremst finna útav, hvønn søguligan samanhang orðini eru talaði inn í.

Persónskatturin

Skatturin, sum skuldi gjaldast pr. persón til keisaran (persónskatturin), varð innførdur ár 6 e.Kr. Hetta var sera illa dámt millum jødar. Skatturin var ein áhaldandi áminning um, hvussu fólkið var kúgað av hersetingarvaldinum. Harumframt varð skatturin eisini sæddur sum eitt brot av hinum fyrsta boðinum: “Tú mást ikki hava aðrar gudar enn meg” (2 Mós 20,3). Hin árligi persónskatturin til keisaran hevði sostatt bæði eina politiska og eina átrúnaðarliga síðu:

  • Við at gjalda skatt góðkendi man hitt rómverska hersetingarvaldið og gav seg undir rómverska stýrið.
  • Og denarurin, sum varð brúktur til at gjalda skattin við, bar myndina av keisaranum og eina innskrift, sum lýsti hann sum ein guddóm: “Tiberius, keisari, sonur hin guddómliga Augustus.” Á hinari síðuni stóð: “Hin hægsti presturin.” Harvið varð keisarin eisini mettur sum høvuðsprestur í Rómaríkinum.

Judas úr Galilea

Innføringin av persónskattinum í ár 6 e.Kr. bar við sær, at Judas úr Galilea gjørdi uppreistur og Zelot-rørslan varð skipa, sum vildi fría seg frá Rómaríkinum við vápnaðum stríði. Judas úr Galilea gjørdi serliga trý ting:

  1. Hann mælti øllum jødum til at lata vera við at gjalda skatt til keisaran.
  2. Hann ruddaði halgidómin við einum vápnaðum heri og beindi fyri øllum fremmandum, heidningum og rómverjum.
  3. Hann legði dent á, at einans Gud skuldi vera leiðari og harri hjá jødunum – ikki keisarin og Rómaríkið, men Gud og Guds ríki. Einans Gud var kongur Ísraels.

Tað endaði tó ikki gott fyri Judas úr Galilea og hansara uppreistrarmenn. ”Hann lat … lív, og allir teir, sum góvu seg undir hann, vórðu drivnir hvør frá øðrum” (Áps 5,37).

Jesus úr Galilea

25 ár eftir Judas úr Galilea kemur Jesus úr Galilea síðani inn á vøllin. Og hvat ger hann?

  1. Hann prædikar um Guds ríki – nakað, sum var ein týðandi partur av hansara læru.
  2. Hann ruddar halgidómin. Jesus rak út allar teir, sum seldu og keyptu í halgidóminum í Jerúsalem (Matt 21,12-17).
  3. Men hvat við persónskattinum? Hevur Jesus úr Galilea sama hugburð viðvíkjandi persónskattinum, sum Judas úr Galilea?

Spurningurin um skatt til keisaran var altso sera nógv umrøddur millum jødar á Jesu døgum. Tá ið Fariseararnir sameina seg við Heródesarmenn í teirra roynd uppá at seta Jesus fastan í orðum, hevur tað sostatt verið upplagt hjá teimum at brúka henda nógv umrødda spurning fyri at gera Jesus óskaðiligan.

Ein felags hatur til Jesus

Farisearar og Heródesarmenn vóru tó sera ymiskir. Meðan Farisearar gingu við til at gjalda skatt til keisaran av neyð, høvdu Heródesarmenn harafturímóti ongar trupulleikar við at gjalda skatt, tí at Heródesarfamiljan bleiv stuðla av rómverjum. Sjálvt um hesir bólkar vóru sera ymiskir, so høvdu teir tó ein felags hatur til Jesus og vildu tí arbeiða saman fyri at seta Jesus fastan í orðum og beina fyri honum. Lukasevangeliið lýsir teirra óndu ætlan sera nágreiniliga: “Og teir góvu gætur eftir honum og sendu út njósnarar, sum skuldu látast at vera rættvísir, fyri at teir kundu seta hann fastan í orðum, so at teir kundu geva hann upp til yvirvøldina og í hendurnar á landshøvdinganum” (Luk 20,20).

Ert tú ein uppreistrarmaður?

“Er tað beint at gjalda keisaranum skatt ella ikki?”, spyrja teir. Eginliga spyrja teir: Ert tú ein uppreistrarmaður, Jesus? Tú hevur prædika um Guds ríki. Tú hevur ruddað halgidómin. Men hvat heldur tú so um persónskattin? Er tað beint at gjalda keisaranum skatt ella ikki? Talan er altso um eina sera stóra fellu her, tí um hann svarar nei, hevði hetta borið við sær, at Jesus eggjaði fólkið til at gera mótstøðu ímóti hersetingarvaldinum, og harvið hevði hann fingið somu lagnu sum uppreistrarmaðurin, Judas úr Galilea. Um Jesus harafturímóti svarar ja til spurningin um skatt, so høvdu Fariseararnir kunna ákært hann fyri at vera ein svíkjara og ein vánaligan Messias, og hetta hevði sostatt kosta honum hansara lærusveinar. Men Jesus kennir hjørtuni og ætlanina hjá øllum menniskjum. Tí gjøgnumskoðaði hann eisini teirra óndskap og segði: “Tykkara falsarar! Hví freista tit meg? Sýnið mær skattapeningin!”

Eina Gud eigur menniskjuna!

Aftursvarið hjá Jesusi er merkisvert. Sjálvur hevur hann ongan denar uppi á sær, og tí biðjur hann Fariseararnar vísa sær skattapeningin. Tá ið teir so sjálvir rætta honum ein denar, kemur Jesus síðani við einum mótspurningi: ”Hvørs mynd og yvirskrift er hetta?” Tá ið teir svara, at tað er keisarans mynd og yvirskrift, kemur Jesus síðani við hinum kendu orðunum: ”Gevið tá keisaranum tað, ið keisarans er, og Guði tað, ið Guðs er!” Jesus svarar ikki við einum einfaldum ja ella nei, men við einum bæði-og. Harvið letur hann spurningin standa opnan og eggjar til umhugsan um, hvat ið er keisarans, og hvat ið er Guds. Ísrael hoyrdi undir Rómaríkið. Tí skuldu jødarnir eisini geva keisaranum tað, ið hann átti at fáa t.d. skatt. Men tað eru ting, sum keisarin og staturin ongatíð kunnu eiga, nevnliga sjálva menniskjuna. Tað er eina Gud, sum eigur menniskjuna! Um staturin krevur, at ein persónliga skal stuðla eini ávísari ideologi t.d. keisaradyrkan, so fer staturin útum sítt egna mark, tí at hann krevur nakað, sum einans hoyrir til Gud, nevniliga sjálv menniskjan. Tá ið hetta hendir, eiga vit vísa krøvini hjá statinum burtur. Um staturin ger lógir, sum ikki samsvara við Guds lógir, so eiga vit heldur at vera lýðin móti Gudi enn menniskjum (t.d. viðvíkjandi spurninginum um fosturtøku).

Skapað í Guds mynd

Menniskjan hevur óendaligt virði, tí at hon er skapað í Guds mynd. Tá ið Gud skapaði menniskjuna, segði hann: ”Vær viljum gera menniskjur eftir okkara mynd, okkum líkar…” (1 Mos 1,26). Sum menniskju eru vit skapað í Guds mynd og til felagsskap við hann.

Líkasum keisarin setti sína mynd á myntirnar, soleiðis setti Gud eisini sín dám á okkum, so at vit skuldu vera hansara ogn, hansara tænarar, hansara børn (Bo Giertz).

Felagsskapurin, sum vit eru skapað til, verður til veruleika, tá ið vit geva Gudi tað, ið Guds er – tá ið vit við trúnni á Jesus geva Gudi okkum sjálvi og liva í trúgv og kærleika til hansara. Grikska orðið apodote, sum er umsett til ”gevið” í okkara Bíbliu, merkir í grundini ”gevið aftur”. Denarurin hoyrdi til keisaran, tí at denarurin bar keisarans mynd og yvirskrift. Tí skuldi denarurin eisini gevast aftur til keisaran. Men hvørs mynd og yvirskrift er á tær og mær? Guds! Vit eru øll skapað í Guds mynd.

Gev mær hjarta títt

Keisarin átti denarin, men hann átti ikki menniskjuna. Á sama hátt eigur staturin heldur ikki okkum. Nei, Gud eigur okkum øll: ung, gomul, sjúk, frísk, ja, eisini hini óføddu eigur hann. Tað er einans Gud, ið kann siga, at okkara lív eru hansara ogn. Gev tí Gudi tað aftur, sum hoyrir honum til. Gev honum teg sjálvan! Ella sum tað ljóðar í versinum, sum eg fekk á mínum konfirmasjónsdegi: ”Sonur mín, gev mær hjarta títt…” (Orð 23,26). Gud má eiga hitt innasta og ovasta plássið í tínum og mínum hjarta! Um hann ikki ger tað, koma vit antin til at geva keisaranum ov nógv ella ov líti.

Øivind Andersen orðar tað soleiðis:

Um Gud fær okkara hjarta, fær hann eisini okkara trúgv, okkara sannføring, okkara samvitsku og okkara kenslur. Hann kemur at eiga okkum heilt og fult. Um Gud harafturímóti ikki fær okkara hjarta, so fær hann í roynd og veru einki av okkum. So kann samfelag og politikkur fáa tað, sum Gud í roynd og veru eigur. Man gevur sína trúgv, sína sannføring, allan sín vilja, alla sína lívsáskoðan og samvitsku til eina politiska ideologi. So hevur "keisarin" sanniliga fingið ov nógv, so hevur hann fingið tað, sum einans Gud hevur rættin til.

Og í samband við denarin hava vit jú sæð, at hetta var júst tað, sum Tiberius keisari kravdi. Hann vildi tilbiðjast sum ein gudur.

Eini heilt øðrvísi kollvelting

Tað er altso ein heilt serlig støða, tá ið Jesus, kongur konganna, stendur har við einum denari í hondini, sum lýsir Tiberius sum kong, Gud og høvuðsprest. Her er talan um tveir heilt ymiskar kongar. Tann eini eigur allar denararnar í ríkinum. Hin eigur ikki ein. Og um ein kann kalla Jesus fyri ein uppreistrarmann, so var hann ið hvussu er ikki tann uppreistrarmaðurin, sum Fariseararnar og Heródesarmenn høvdu í huganum. Nei, hesin fátæki kongurin stendur fyri eini heilt øðrvísi kollvelting – ein kollvelting, sum kollveltir allar kollveltingar. Allar heimsins kollveltingar broyta í roynd og veru ikki nakað grundleggjandi, tá ið tað snýr seg um støðuna hjá menniskjum sum syndarar í einum syndafalnum heimi. Valdsbýtið broytist kanska, men syndafalna støðan hjá menniskjuni er hin sama. Men Jesus kemur við eini veruligari kollvelting – ein kollvelting, sum fullkomiliga umbroytir heimin og lívini hjá menniskjum. Hann kemur við Guds ríki, og tað broytir alt!

Hin fátæki kongurin

Men í mun til heimsins kongar, er Jesus ein fátækur kongur. Og hæddarpunktið í hansara harradømi er ikki, tá ið hann er sterkast, men tá ið hann er veikast – tá ið hann verður krossfestur. Hví er Jesus ein fátækur kongur – ein kongur, som verður vrakaður og avrættaður sum ein brotsmaður? Jú, hann varð fátækur okkara vegna! Hann tók alt okkara, so at vit kundu fáa alt hansara. Hansara kærleika, hansara reinleika og hansara náði. Í hinum fátæka konginum eru vit nú vorðin rík út yvir øll mørk.

John Stott lýsir hjartað í kristna boðskapinum á henda hátt:

Syndarinnar kjarni er, at vit menniskju stilla okkum í Guds stað, meðan frelsunnar kjarni er, at Gud stillar seg í okkara stað. Vit stilla okkum, har einans Gud hevur uppiborið at vera. Gud stillar seg, har vit hava uppiborið at vera.
Endi

Gud stillar seg, har vit hava uppiborið at vera, við at Jesus varð fátækur fyri okkum. Hann varð særdur vára synda vegna og sundurbrotin vára misgerða vegna. Hví varð hann tað? Jú, hann varð tað, tí at tað er hansara egna ynski at geva Gudi tað, ið Guds – at geva okkum aftur til Gud. Tí ofrar hann sítt egna lív fyri at gera hetta til veruleika, so at vit kunnu læra at kenna hin eina, sanna Gud, og okkara frelsara, Jesus Kristus (Jóh 17,3). Hetta er hitt æviga lívið. Hetta er tað, sum Gud vil við okkum. Hetta er tað, sum vit eru skapað til: At kenna Gud. At hava felagsskap við hann. Ella sum Augustin sigur:

Tú hevur skapað okkum til tín sjálvs, og okkara hjørtu hava ongan frið, til tey finna frið í tær.

Hetta er friðurin, sum vit fáa lut í, tá ið vit trúgva á Jesus sum okkara einasta harra og frelsara. Gev tí Gudi tað, ið Guds er!

 

Den kristne enhed

”Jesus sagde: ’Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem’” (Joh 17,20-26).

Indledning

Lad styrte alle vægge, / som skiller kristne ad! / Forener jer, I bække, / og glæder Herrens stad! / Forén dem, Helligånd! / Thi hjerterne, så mange / som ofre dig lovsange, / er bække i din hånd” (DDS 288).

Denne strofe fra salmen ”Drag ind ad disse porte” sætter ord på et centralt anliggende i dagens tekst, nemlig den kristne enhed. Salmen beskriver kristne mennesker som bække i Guds hånd, og det glæder Herrens stad, når disse bække er forenet. Selvom vi måske er uenige om mange ting, så kan vi stadigvæk være forenet som Guds børn. Vi kan stadigvæk elske hinanden som søskende i Herren.

Men den kristne enhed er ikke kun vigtig for kristne menneskers indbyrdes fællesskab og trivsel. Den spiller også en afgørende rolle, når det gælder ikke-kristne menneskers tanker om Jesus. Den kristne enhed og indbyrdes kærlighed er nemlig et godt vidnesbyrd for ikke-kristne mennesker – et vidnesbyrd, der hjælper dem til at forstå, at Jesus virkelig er sendt af Gud. I en anden sammenhæng giver Jesus endda disciplene (og os) et nyt bud: ”I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh 13,34-35). Det er ikke således at forstå, at det er den kristne enhed og kærlighed, som gør os til Jesu disciple. Pointen er snarere den, at selvom vi er kristne, og selvom Jesus er sendt af Gud, så er verden berettiget til at drage nogle negative konklusioner om os og vor Frelser pga. vores indbyrdes splid og mangel på kærlighed. Sammenhængen mellem den kristne enhed og verdens reaktion er helt central i dagens tekst. Vi ser nemlig, at Jesus gentager den samme sætning: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23). I sin bog The Mark of the Christian beskriver Francis A. Schaeffer dette som ”the final apologetic” eller det afgørende forsvar for kristendommen. Og Schaeffer konkluderer, at vi ikke kan forvente, at verden skal tro, at Faderen har sendt Sønnen, at Jesu påstande er sande, og at kristendom er sand, med mindre verden får lov til at se lidt af de kristnes enhed.

Dybest set handler det om verdensmission. Og i forbindelse med verdensmissionen, er den kristne enhed og kærlighed afgørende. Den er nemlig et vidnesbyrd om kirkens Herre. Vores enhed fortæller altså verden noget om, hvem vores Herre er: at han er udsendt af Gud, og at han er verdens frelser.

Jesu ypperstepræstelige bøn

Dagens tekst er en del af Jesu sidste bøn, også kaldt Jesu ypperstepræstelige bøn. I den beder Jesus for sine disciple. Først beder han for apostlene og dernæst beder han for alle dem, som ved deres ord kommer til tro på ham. I den forstand bliver vi også genstand for Jesu forbøn. Han beder for alle sine disciple – også dig og mig.

Jesus elsker os. Det giver Jesus også udtryk for, når han beder til Gud og siger: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig” (v24). Jesus har altså en brændende længsel efter at være sammen med os. Han vil have evigt fællesskab med os. Han vil realisere det, som vi blev skabt til, nemlig at være sammen med Gud. Eller som Augustin siger i sine Bekendelser: ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig.” Jesus elsker os og vil give os del i den evige hvile hos Gud. Men hvordan får vi del i denne evige hvile? Det spørgsmål besvarer Jesus tidligere i det samme kapitel og i samme bøn: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (v3). Der er altså evigt liv i det at kende ham, som Gud har udsendt. Og dét er også årsagen til, at præcis denne pointe bliver nævnt to gange i dagens tekst: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23).

Det gudformede hul

Selvom vi måske ikke er ens som kristne mennesker, så er den kristne enhed dog kendetegnet, som Jesus har givet os. Når det kendetegn præger os, da virker det som et stærkt vidnesbyrd overfor en verden, der ligger i mørket, en verden, som har vendt ryggen til sin Skaber. Men på trods af det er alle mennesker dog skabt i Guds billede. Selvom det syndefaldne menneske har vendt ryggen til Gud, så er vi trods alt skabt til at have fællesskab med Gud. Alle mennesker har så at sige et gudformet hul i deres hjerter, et tomrum, som kun Gud kan opfylde. Og mange mennesker prøver at opfylde tomrummet i hjertet med alt andet end Gud: penge, sex, magt osv., men det er kun Gud, der kan opfylde det, fordi Gud har skabt os til sig selv. Han har lagt evigheden i vores hjerter (Præd 3,11), og derfor kan al verdens rigdom ikke opfylde hjertets dybe evighedslængsel, tomrummet, det gudformede hul. Det kan kun Gud gøre! Kort sagt er vi altså skabt til at have evigt fællesskab med Gud. Og når den dybe enhed og indbyrdes kærlighed, som præger forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd, også præger os, der er kristne, så er vi en Kristi vellugt i verden, som Paulus formulerer det (2 Kor 2,15). Da bliver vores kristne enhed ét stærkt vidnesbyrd overfor verden om, at her er der tale om noget helt særligt, noget, som ikke er af denne verden, en guddommelig kærlighed, som opfylder hjertets dybe evighedslængsel, tomrummet, det gudformede hul.

En mærkbar enhed

Der er en uløselig sammenhæng mellem den kristne enhed og verdens konklusioner vedrørende os og vores Frelser. Og vi er på et helt praktisk niveau her. Det handler om en mærkbar enhed og kærlighed. F.eks. indebærer dette, at jeg går over til min kristne ven og siger undskyld, hvis jeg har gjort noget forkert mod ham eller har forsømt at elske ham. Det lyder måske banalt, men dette er dog vejen til fornyede forhold mellem mand og kone, forældre og børn og mellem søskende i Herren. Hvis vi derimod ikke er villige til at gå denne vej – enhedens, kærlighedens og tilgivelsens vej, ja, så vil verden naturligvis også konkludere, at vi ikke er kristne, og at Jesus ikke er sendt af Gud. Vores kærlighedsløse væremåde skaber afstand mellem Jesus og den verden, han er kommet for at redde. Men det er ikke vores kald! Derimod er vi kaldet til at være en liflig duft i verden. Eller som Paulus siger: ”For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes” (2 Kor 2,15). Der er altså tale om en mærkbar enhed og kærlighed her – en vellugt!

Vi er udsendinge i Kristi sted

”Practice what you preach” plejer man at sige på engelsk. Der ligger en dyb sandhed i det. Vi skal selv praktisere det, som vi prædiker! Vi har fået et budskab at prædike, nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Og det er netop i evangeliets lys, at vi har forstået, at Jesus er udsendt af Gud som verdens frelser. Dét lys er vi nu kaldet til at bringe med os ud i verden – evangeliets lys. Vi er udsendinge i Kristi sted (2 Kor 5,20). Eller som Jesus selv siger i sin bøn: ”Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden” (v18). Ligesom Jesus var i verden, men ikke af verden, er disciplene nu også i verden, men ikke af verden. Med andre ord: selvom vi er i verden, så er verden dog ikke i os. Med troen og dåben har Gud nemlig friet os ud af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede søns rige (Kol 1,13). Med troen på Jesus er der altså sket et åndeligt adresseskift i vores liv. Vi er ikke længere af verden. Derimod er vi nu Guds børn, der hører til Guds rige. Derved er vi altså repræsentanter for Gud og hans rige i denne verden. Men vi ved, hvordan verden tog imod Frelseren. Ikke længe efter Palmesøndagens lovsang og hosianna ændrede tonen sig drastisk: ”Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham”, råbte de (Joh 19,15). Som sagt har verden vendt ryggen til Gud. Den vil egentlig ikke have noget med Gud at gøre. ”Bort med ham, bort med ham”, råber verden. Og når verden har behandlet Mesteren på denne måde, så kan disciplene også stole på, at de vil blive modtaget på lignende måde. Ligesom verden hadede Jesus og hans ord, vil verden også hade disciplene og deres ord. Men på trods af disse forhold beder Jesus dog ikke Faderen om at tage apostlene ud af verden, fordi de og vi er nemlig kaldet til at være i verden – at være Kristi vellugt i verden. Selvom verden har vendt ryggen til Gud, så har Gud dog ikke vendt ryggen til verden – langt fra! Guds mission er nemlig verdensmission! ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Ja, Gud elsker verden. Han elsker sin skabning. Han ønsker at give os det, som han skabte os til: fællesskab med Gud – evigt liv!

Afslutning

I den ypperstepræstelige bøn beder Jesus for os, som er i verden, men ikke af verden. Han beder for vores vidnesbyrd i denne verden – den kristne enhed og kærlighed. Når dette er en realitet hos os, så er det også et stærkt vidnesbyrd overfor den verden, som Gud ønsker at redde: ”… for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (v21), ”… for at verden skal forstå, at du har udsendt mig” (v23), siger Jesus. Vores kristne enhed og kærlighed har altså et formål der, hvor vi er. Hvilket formål? Jo, den tjener Guds vilje med alle mennesker. Den tjener verdensmissionen, og at alle mennesker skal komme til at kende Gud og ham, som Gud her udsendt, Jesus Kristus, verdens frelser. I det kendskab er der evigt liv for alle mennesker. Lad os derfor gøre Jesus kendt i verden gennem vor mærkbare enhed og kærlighed!

Lad styrte alle vægge, / som skiller kristne ad! / Forener jer, I bække, / og glæder Herrens stad! / Forén dem, Helligånd! / Thi hjerterne, så mange / som ofre dig lovsange, / er bække i din hånd” (DDS 288). Amen.

I dette videoklip giver J.I. Packer også en glimrende beskrivelse af, hvad kristen enhed er for noget:

Jesu himmelfart

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud (Luk 24,46-53).

Indledning

Hvilke tanker gør vi os, når vi hører om Jesu himmelfart? Forestiller vi os, at Jesus med Oliebjerget som affyringsrampe nu bliver skudt af som en rumraket til en fjerntliggende planet øst for solen og vest for månen? Dagens tekst giver os i hvert fald ikke indtryk af, at der er tale om den slags himmelfart. Lukas er egentlig meget sparsom vedrørende detaljerne omkring Jesu himmelfart. I Lukasevangeliet læser vi, at Jesus blev båret op til himlen. Og i Apostlenes Gerninger siger Lukas, at en sky tog Jesus bort fra disciplenes øjne. Men hvad drejer Jesu himmelfart sig egentlig om? Hvordan kan det være, at denne begivenhed var årsag til, at disciplene blev fyldt med glæde og lovpriste Gud hele tiden i templet? Og hvilken relevans har Jesu himmelfart for os i dag? Det vil vi prøve at se lidt nærmere på.

Jesus har ændret alt

“I hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag”, siger Jesus til disciplene (Luk 24,47). Jesus siger altså, at alle mennesker har brug for ham, fordi der kun er frelse i hans navn. Det er kun ham, der har båret verdens synd. Det er kun ham, der har taget straffen for vor synder. Og det er kun ham, der har besejret synd, død og djævel. Derfor kan hver enkelt af os trygt omvende os til ham og hans gave: syndernes forladelse og evigt liv. Det har vi alle brug for!

Døden er en realitet, som vi konstant bliver påmindet om. Måske har vi ikke mistet nogen endnu, men vi ved, at vi alle er i samme båd, når det gælder døden. Men Jesus har ændret alt for os. Ved sin opstandelse har han besejret døden! I ham ejer vi derfor et levende håb – et håb, som holder, også når vi skal dø, fordi vi ved, at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde.

Hvordan kan det være, at vi forsamles i kirken hver søndag morgen for at høre om Jesus? Ét er i hvert fald sikkert, og det er, at der ikke ville være noget evangelium at samles om, hvis Jesus ikke stod op fra de døde. Ja, kristendom ville egentlig ikke eksistere, hvis Jesus forblev i graven. Men det gjorde han ikke. Der skete virkelig noget i Jerusalem for ca. 2000 år siden. Jesus stod op fra de døde. Og for at understrege den realitet, viste han sig for sine disciple i 40 dage, talte til dem og spiste sammen med dem.

En helt ny begyndelse

Umiddelbart syntes Jesu lidelse og død måske at signalere afslutningen på Mesterens liv opløsningen discipelflokken som helhed. Det var også det, som Jesu modstandere havde håbet på. Men der var langt fra tale om nogen afslutning. Nej, nu var der tale om en helt ny begyndelse – noget, som også gælder for os i dag: Jesus åbnede døren for os ind i Himmeriget – ind til Gud selv. Døren ind til Guds nærvær er ikke lukket for os! Med sit liv, sin død, opstandelse og himmelfart har Jesus derimod sat døren på vidt gab. Døren er åben! Himmeriget er kommet nær! Det har Jesus sørget for. Derfor er det også i hans navn, at der skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse.

Kraften fra det høje

Men Jesus siger dog til apostlene, at de skal blive i byen, indtil de bliver iført kraft fra det høje (Luk 24,49). Lukas understreger også det samme i ApG 1,8: Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende. Ingen omvender sig uden Helligåndens kraft. Og apostlene formår derfor intet uden denne kraft – kraften fra det høje. Men med Helligåndens kraft kan de være Jesu vidner og prædike omvendelse til syndernes forladelse. Derfor er Jesu himmelfart ikke noget, som apostlene skal sørge over. Derimod er det til deres eget bedste, at Jesus tager hjem til Faderen. Dette er også noget, som Jesus forklarer for apostlene ved en anden lejlighed: Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden [dvs. Helligånden] ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom (Joh 16,7-11).

Apostlene og vi andre kaldes til at kende Jesus og gøre Jesus kendt i denne verden, men dette er ikke noget, vi formår i egen kraft. Ingen kan overbevises om noget som helst uden Helligåndens kraft. Derfor skulle apostlene vente i Jerusalem indtil Åndens udgydelse på pinsedag. Det er Helligåndens kraft – Guds kraft – der udruster mennesker, både apostlene og os, til at være vidner lige til jordens ende. Eller som Paulus siger: For Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft (1 Kor 4,20). Menneskers omvendelse til syndernes forladelse afhænger ikke af tom snak, men af Helligåndens kraft!

Jesu himmelfart er altså ikke noget, apostlene skal sørge over, fordi de iføres kraft fra det høje, når Jesus har sat sig ved Faderens højre hånd. Derfor siger han også til apostlene: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig (Joh 15,26). Det er kort sagt årsagen til at de skal vente i byen, indtil de bliver iført kraft fra det høje på pinsedag.

De naglemærkede hænder

Inden himmelfarten løfter Jesus sine hænder og velsigner sine apostle. Det er meget sigende, at Jesus løfter sine naglemærkede hænder for at velsigne disciplene. I Jesu hænder kunne apostlene nemlig se velsignelsens pris. Han løskøbte os med sit legeme og blod. Det er også det, som Jesus understregede for apostlene ved det hellige aftensmåltid: Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette er mit blod, som udgydes for jer. I Jesu hænder kunne apostlene altså se velsignelsens vej, og den går lige igennem Jesu sår! Eller som Esajas profeterede: Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt (Es 53,5). Nu løftede Jesus sine hænder, og i hans naglemærkede hænder kunne de se velsignelsens og helbredelsens realitet. Jesus havde gjort alt som skulle til, for at de skulle blive velsignet ud over alle grænser. Ved hans sår blev vi helbredt!

Og idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen (Luk 24,51). Dette er også det, som vi bekender i trosbekendelsen hver søndag: “…opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Han, som dengang løftede sine hænder for at velsigne sine apostle, sidder nu ved Gud Faders højre hånd. Det, at han sidder ved Guds højre hånd, betyder, at han nu har overtaget sit kongelige embede. Han har fået givet al magt i himlen og på jorden. Han hersker i sit rige over alle troende. Sikke en finale! Dette var slet ikke nogen sørgelig afsked.

Englenes budskab

I Apostlenes Gerninger læser vi om, hvordan apostlene stod og stirrede mod himlen, men pludselig, mens de står og stirrer mod himlen, kom to engle til dem og sagde: Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen” (ApG 1,11). I englenes budskab siges der både noget om Jesus og noget til Jesu apostle:

Det var ikke meningen, at apostlene skulle være så himmelsk sindet, at de ikke var til nogen verdens nytte. Jesus var gået til Faderen, og de kunne ikke bringe ham tilbage ved at stå og stirre mod himlen. Derimod understregede englene, at Jesus ville komme tilbage på samme måde, som de havde set ham forlade dem. Der var langt fra tale om et endeligt farvel, fordi den samme Jesus skal også komme igen på samme måde, som han forlod dem. Dette var også noget, som Jesus selv havde fortalt dem om i forbindelse de sidste tider: Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed (Luk 21,27). Men i modsætning til himmelfarten vil Jesu genkomst være noget, som alle mennesker skal se: Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham…” (Åb 1,7). Men apostlene var dog ikke kaldet til at stå og kigge efter stjernerne. Derimod var de kaldet til at være vidner indtil jordens ende. I modsætning til at stå og se mod himlen, skulle apostlene nu rette deres blik udadtil mod den syndefaldne verden, som har brug for en frelser.

Vi, du og jeg, har også brug for at høre englenes budskab: I har set ham fare op til himlen. I skal se ham komme igen. Men I vil ikke være faderløse. Helligånden vil komme til jer, og I skal gå ud i verden som Jesu vidner.

Jesu himmelfart og løftet om hans genkomst, samt løftet om Helligåndens komme fyldte apostlene med formål og glæde. De var hele tiden i templet og lovpriste Gud! Ligesom dem har vi også årsag til at gå i kirke for at lovprise Gud. Hvorfor? Fordi Jesus er opstanden og opfaret til himmels! Fordi pinseunderet er allerede sket. Jesus har allerede sendt os en anden talsmand fra Faderen – Helligånden. Det, som skete dengang i Jerusalem, gælder også for os i dag. Sikke et håb! Vi kan glæde os hver dag! Vi kan lovprise Gud hver dag! Fordi dette er allerede sket! Jesus er opfaret til himmels! Og han har sent os Helligånden – iført os med kraft fra det høje. Eller som Jesus sagde til apostlene: “Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh 14,18). Han er med os hver dag med Helligåndens kraft. I den forstand er Jesu ord til apostlene også gældende for os i dag: “I skal være mine vidner”, siger han til os.

Den allestedsnærværende Frelser

Himmelfarten er en milepæl i verdenshistorien. Kristus sætter sig ved Faderens højre hånd. Han genoptager den fulde brug af sine guddommelige egenskaber. Nu er han den allestedsnærværende Frelser, der overalt kan gribe ind ved sit frelsende nærvær – også her hos os i dag. Han leder sin kirke på jorden og har givet sine vidner kraft til at være hans vidner ”både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende”. Det, der skete denne dag på Oliebjerget udenfor Betania, er altså årsagen til, at vi nu i dag kender vor Frelser Jesus Kristus og kan tilbede ham og tilhøre ham (Bo Giertz).

Ligesom apostlene, har vi derfor også al årsag til at være fyldt med glæde og at lovprise Gud. Apostlene var mennesker, ligesom vi er. De havde skavanker, bekymringer og sorger. Men Jesu himmelfart taler nemlig ind i vores liv – også når det er svært. Pga. himmelfarten er Jesus som sagt nu den allestedsnærværende Frelser. I alle livets forhold ejer vi altså et levende håb. Vi kan stole på, at han er med os alle dage, både i medgang og modgang, fordi han har iført os med kraft fra det høje.

Afslutning

Ligesom apostlene har vi aldeles ingen grund til at stå og stirre mod himlen, fordi Jesu himmelfart er ikke et endeligt og sørgeligt farvel. Derimod er Jesu himmelfart den store finale og indledningen til noget nyt og spændende. Ved Helligånden har vi fået kraft fra det høje til at være hans vidner lige til jordens ende. Sikke en ære det er, at få lov til at tjene den opstandne frelser, der sidder ved Faderens højre hånd! Du og jeg har ingen grund til at stå og stirre mod himlen, fordi englenes ord til apostlene er også gældende for os i dag: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8). Amen.

Kilder

Bock, Darrell L. 1994. Luke. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.

Giertz, Bo. 1978. At tro på Kristus. Fredericia: Lohses Forlag.

Kjær-Hansen, Kai. 1995. Apostlenes Gerninger. København: Det Danske Bibelselskab.

Sproul, R.C. 2005. A Walk with God: An Exposition of Luke. Geanies House, Fearn, Ross-shire: Christian Focus Publications.

Spurgeon, Charles H. 1997. Spurgeon’s Sermon Notes. Peabody, MA: Hendrickson Publishers, Inc.

Sendiboð í Krists stað

“Vit eru tí sendiboð í Krists stað, sum var tað Guð, ið áminti við okkum. Vit biðja í Krists stað: Verðið sátt við Guð!” (2 Kor 5,20).

Sum kristin umboða vit Jesus í hesum heimi. Vit eru hansara sendiboð hvønn dag í okkara kristna lívi. Vit umboða kong konganna og hansara ríki í hesum heimi hvønn dag. Vit umboða hann, sum doyði fyri at frelsa ein syndafalnan heim. Vit eru send við boðskapinum um syndanna fyrigeving og frelsu í Jesu navni. Men tá ið vit eru sendiboð, so merkir hetta eisini, at tann fatan, ið umheimurin fær av okkara Harra, er tætt knýtt at tí, sum umheimurin sær hjá teimum, ið umboða Harran.

Bræv Krists

Fyri nógv fólk koma vit at vera tann einasta Bíblian, ið tey lesa. Paulus sigur tað eisini soleiðis: ”Tit eru bræv okkara, innskrivað í hjørtu okkara, kent og lisið av øllum menniskjum, tí at tað er eyðsæð, at tit eru bræv Krists, fingið í lag av okkum, skrivað ikki við blekki, men við anda hins livandi Guðs, ikki á steintalvur, men á hjartatalvur av kjøti” (2 Kor 3,2-3). Vit eru bræv Krists – kent og lisið av øllum menniskjum! Hvussu lesur umheimurin okkum av? Hvønn boðskap bera vit umheiminum við okkara lívi? Eru vit góð umboð fyri Jesus í okkara umhvørvi t.d.: heima saman við familjuni, á arbeiðsplássinum, í skúlanum, á netinum, ella tá ið vit eru saman við okkara vinfólki? Eru vit góð sendiboð?

Paulus í Aten

Í Bíbliuni hava vit nógv góð dømi uppá góð sendiboð í Krists stað. Eitt av hesum dømun er Paulus. Í Áps 17,16-23 lesa vit: “Men meðan nú Paulus bíðaði eftir teimum í Aten, gramdist andi hansara so sáran í honum, tá ið hann sá, at staðurin var fullur av skurðgudum. Hann talaði tí í samkomuhúsinum við Jødarnar og við teir, sum óttaðust Guð, og á torginum hvønn dag við teir, sum hann har hitti við. Men nakrir av hinum epikursku og stóisku heimspekingunum góvu seg eisini í orðaskifti við hann; og summir søgdu: »Hvat man hasin geiparin hava at siga?« og aðrir hildu fyri: »Hann tykist at vera boðari um ókendar gudar;« av tí at hann boðaði gleðiboðskapin um Jesus og uppreisnina. Og teir tóku hann við sær og fóru við honum niðan á Areopagos og søgdu: »Kunnu vit fáa at vita, hvat ið hetta er fyri ein nýggj læra, sum tú talar um? Tí at tað er nakað undarligt, sum tú letur koma fyri oyruni á okkum; tí vilja vit fáa at vita, hvat ið hetta hevur at týða.« Men allir Atenmenn og fremmandir, sum búðu har, góvu sær ikki stundir til annað enn at siga ella hoyra okkurt nýtt. Men Paulus stóð á miðjum Areopagos og tók til orða: »Atenmenn, eg síggi, at tit í øllum lutum eru ógvuliga hygnir um gudsdýrkan tykkara. Tí at tá ið eg gekk um her og hugdi at halgidómum tykkara, fann eg eisini eitt altar, sum skrivað var á: »Ókunnum gudi.« Tað sum tit nú dýrka uttan at kenna tað, tað boði eg tykkum…”

Sannføring

Fyrst og fremst síggja vit, at Paulus royndi at sannføra fólkið um kristindómin. Hann talaði í samkomuhúsinum og á torginum hvønn dag (17). Vit síggja eisini aðrastaðni í Ápostlasøguni, hvussu íðin Paulus er at sannføra menniskju um kristnu trúnna:

  • Áps 18,4: “Men hann hevði samtalur í samkomuhúsinum hvønn hvíludag, og sannførdi bæði Jødar og Grikkar.”
  • Áps 19,8: “Og hann gekk inn í samkomuhúsið og í tríggjar mánaðir talaði hann har treystliga, við tað at hann samtalaði við teir og sannførdi teir um tað, sum hoyrir til Guðs ríki.”

Vit síggja altso, at Paulus stríðist fyri trúnni. Og fyridømið hjá Paulusi minnir okkum á, at vit eiga at gera tað sama. Hetta leiðir eisini okkara tankar til áminningina í Jud 3, nevniliga at vit eiga at “stríðast fyri teirri trúgv, sum eina ferð fyri allar er fingin hinum heilagu.”

Lopfjøl til gleðiboðskapin

Fyri tað næsta síggja vit, at Paulus er sera harmur um skurðgudadyrkanina í Aten, men hóast hetta talar hann ikki harðliga við Atenmenn. Í staðin rósar hann teimum fyri at vera hygnir um teirra gudsdyrkan (22). Sjálvt um Paulus var sera harmur um teirra avgudadyrkan, so fær hann tó vent hesum til nakað gott við at brúka teirra egnu skeivu gudsdyrkan sum eina lopfjøl til hin sanna gleðiboðskapin.

Ókunnum gudi

Fyri tað triðja síggja vit, hvussu Paulus brúkar sína vitan til at skapa samband við sínar áhoyrarar. Hann veit, hvar hann er, og hvønn hann talar til. Hann hevur granskað teirra bókmentir og hugsanarhátt. Hann endurgevur teirra skald. Og hann kennir til epikursku og stóisku heimspekina. Hann hevur altso granskað teirra mentan, og tí megnar hann eisini at skapa samband við áhoyrararnar. Hetta er v23 eisini eitt gott dømi um: ”Tí at tá ið eg gekk um her og hugdi at halgidómum tykkara, fann eg eisini eitt altar, sum skrivað var á: ‘Ókunnum gudi.’” Av tí at Paulus hevur granskað teirra mentan, so megnar hann eisini at skapa samband millum hin sanna kristna boðskapin og mentanararvin hjá Atenmonnum: “Tað sum tit nú dýrka uttan at kenna tað, tað boði eg tykkum…”, sigur Paulus. Og soleiðis fær hann eisini at enda lagt dent á, hvør Gud er, og hvat hann hevur gjørt (24-31).

Vit mugu kenna okkara Bíbliu!

Hvussu kunnu vit so brúka fyridømið hjá Paulusi í okkara egna samanhangi? Jú, vit mugu, líkasum Paulus, kenna okkara egnu søgu væl, t.v.s., at vit mugu kenna kristna boðskapin væl. Vit mugu kenna okkara Bíbliu! Og oman á tað mugu vit eisini seta okkum inn í mentanina, sum ger seg galdandi í okkara samanhangi. Soleiðis verða vit meira klár til verju fyri hvørjum manni, sum krevur roknskap av okkum fyri ta vón, sum er í okkum (1 Pæt 3,15). Sum góð og trúgv sendiboð í Krists stað vilja vit, líkasum Paulus, bera gleðiboðskapin til onnur menniskju. Og fyri at gera tað lættari hjá hesum at hoyra gleðiboðskapin mugu vit eisini læra okkum at skapa samband millum mentanina, sum vit eru í, og ríkið, sum vit umboða. Soleiðis uppfylla vit eisini áminningina hjá Paulusi í Kol 4,5-6: ”Umgangist við vísdómi tey, sum eru uttanfyri, so at tit keypa hina lagaligu stundina! Tala tykkara veri altíð dámlig, kryddað við salti, so at tit vita, hvussu tit eiga at svara einum og hvørjum serstakliga.”

Kelda

Morrow, Jonathan. 2011. Think Christianly. Grand Rapids, Michigan: Zondervan.

Hvat er Sendiboð?

Trúarverjuskúlin hjá KFS hevur fingið heitið Sendiboð. Sjálvt orðið “sendiboð” er tikið frá 2 Kor 5,20, har ið Paulus sigur: “Vit eru tí sendiboð í Krists stað…” Sambært Bíbliuni umboða kristin altso Jesus í hesum heiminum. Spurningurin er so, um vit eru góð umboð. Sendiboð ynskir at venja kristin menniskju soleiðis, at tey verða góð umboð fyri Jesus.

Endamálið hjá Sendiboð er at venja kristin menniskju til at hugsa klárt um teirra trúgv og at verja kristnu trúnna og kristnu virðini alment. Endamálið passar eisini væl saman við slagorðið hjá KFS: Kenn Jesus og ger Jesus kendan!

Í undirvísingini leggja vit dent á tríggjar grundleggjandi eginleikar hjá einum góðum sendiboði/umboðsfólki:

Vitan: Eitt gott sendiboð hevur eina grundleggjandi vitan um tann, sum hann/hon umboðar – í hesum tilfeldi vitan um Jesus og kristnu heimsfatanina.

Vísdómur: Vitanin má berast víðari í vísdómi. Hetta inniber m.a., at ein má hava ein framferðarhátt, ið virkar við til at gera boðskapin meira sannførandi. Her snýr tað seg um at duga væl at navigera ígjøgnum eina samtalu á ein greiðan hátt.

Persónleiki: Her snýr tað seg um at hava ein dámligan verumáta. Eitt sendiboð hevur jú seg sjálvan við allastaðni, har ið hann/hon fer, og tí er tað eisini týdningarmikið fyri eitt gott sendiboð at hava ein verumáta, sum staðfestir boðskapin, ið ein vil bera fram. Í 1 Pæt 3,15 minnir Pætur okkum á, at vit altíð skulu vera búgvin til verju fyri hvørjum manni, sum krevur roknskap av okkum fyri ta vón, sum er í okkum, men tó við spakføri og ótta. Hvat nyttar tað, at vinna eitt argument, um ein missir persónin vegna manglandi spakføri? Verumátin hevur altso avgerandi týdning fyri eitt gott sendiboð.

Henda upptøkan hjá felagsskapinum “Stand to Reason” lýsir eisini á ein góðan hátt eginleikarnar hjá einum góðum sendiboði:

Gud fyri skotum

Ateisma breiðir seg í vesturheiminum, og fíggindi hennara er Gud. „Nýateist­arnir” tvíhalda um, at átrún­að­ur „er vandamikil”, at hann „drepur” ella „eitrar alt”. Og um trupul­leikin í heiminum er átrúnaður, so skjóta teir eina einfalda loysn upp: burtur við átrúnaði. Men er tað veruliga so einfalt? John ­Lennox leggur eitt nú eftir Richard Dawkins, Stephen Hawking, ­Christopher Hitchens og Daniel Dennett við at varpa ljós á skeivu framferð teirra og vísir á, at teirra óskynsama og óvísindaliga háttalag ger teir sekar í somu stívrendu fávitsku, sum teir ákæra trongskygd trúgvandi fyri. Við at fevna víða og grava djúpt gevur Gud fyri skotum nýateistunum mong lemjandi sløg. Í bókini verða eisini nýggjar hugsanir um Gud og kristnu trúnna førdar fram, ið geva bæði bestu vinum og argastu fíggindum hjá nýateistunum okkurt at grunda á.

Opstandelsens betydning

Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen (1 Kor 15,12-20).

Indledning

Stod Jesus virkelig op fra de døde? Med det spørgsmål står og falder hele kristendommen. Det bliver ikke mere centralt! Paulus skrev til korinterne: “men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder … [og da] er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,17.19). Jesu fysiske opstandelse er frelsens kerne. Uden opstandelsen er der ingen kristendom!

I forbindelse med dette siger Timothy Keller følgende:

“Hvis Jesus stod op fra de døde, må du også acceptere alt det, som han sagde. Hvis han ikke stod op fra de døde, hvorfor så bekymre sig for noget, som han sagde? Det afgørende spørgsmål er ikke, hvorvidt du kan lide hans lære eller ej, men hvorvidt han stod op fra de døde eller ej.”

Opstandelsen forvandlede disciplenes liv og gav dem et nyt håb. Inden Jesus viste sig for dem, havde de mistet deres håb, og de gemte sig bag låste døre, fordi de frygtede myndighederne. Men alt dette ændredes, når de mødte den opstandne frelser.

Apostlen Peter

Vi kan bruge apostlen Peter som et eksempel: Peter, som havde fornægtet Jesus tre gange, havde mistet alt håb, når hans Mester var korsfæstet, død og begravet. Men alt dette ændredes, når Jesus viste sig for ham. Peters liv ændredes så meget, at han nu kom til at knytte hele sit kristne håb nemlig til Jesu opstandelse fra de døde. Og det er også det, som får ham til at sige:

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

For Peter kom Jesu opstandelse altså til at stå som en markør for noget helt nyt, et helt nyt liv. Peter var så at sige genfødt ind i en helt ny verden, en verden, som han tidligere ikke helt forstod, men som nu blev åbenbaret for ham klart og tydeligt ved Jesu opstandelse fra de døde. Således forbinder Peter altså hele sit nye og forhåbningsfulde liv til én bestemt historisk begivenhed: Jesu opstandelse fra de døde. Og det er også det samme håb, som vi er samlet om i dag.

Vores håb er forankret i Jesu opstandelse fra de døde. Hvis opstandelsen er en virkelig historisk begivenhed, så har vi også et sandt håb – et håb, som vi virkelig kan samles om. Men hvis opstandelsen derimod ikke er en historisk begivenhed, så har vi et tomt håb og egentlig ingen grund til at forsamles. I dag vil vi derfor særligt fokusere på dette ene afgørende spørgsmål: Stod Jesus virkelig op fra de døde?

To syn på opstandelsen

I dagens tekst behandler Paulus to helt forskellige syn på Jesu opstandelse. På den ene hånd “prædikes, at Kristus er opstået fra de døde” (v12a). På den anden hånd har vi det synspunkt, som siger, “at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde” (v12b). Disse to syn på Jesu opstandelse bliver også diskuteret i dag, ligesom den gang. For nogle få år siden kunne man f.eks. læse i Jyllands-Posten, at flere af de danske folkekirkepræster ikke tror på, at Jesus fysisk stod op af graven. Og vi så, hvor skarpt linjerne er blevet trukket op i kølevandet af disse præsters udtalelser. På den ene hånd tror man fuldt og fast på, at Jesus virkelig er fysisk opstået fra de døde. Og på den anden hånd siger man, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde.

Øjenvidnerne

Troen på Jesu opstandelse bliver ofte betragtet som en tåbelig overtro, som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men når Paulus møder en lignende påstand, spørger han: “Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?” (v12). Og i forbindelse med traditionen i 1 Kor 15,3-8 har vi hørt, at denne prædiken er tæt knyttet til øjenvidnerne til den opstandne Jesus: Jesus blev set af Kefas, Jakob, Paulus, ja, endda mere end fem hundrede brødre på én gang.   

Flere end 500 øjnevidner kunne altså bekræfte, at Jesus virkelig var opstået fra de døde.

Det, som giver denne liste af øjnevidner en særlig historisk autoritet, er, at de fleste af dem var endnu i live, når Paulus skrev 1 Korinterbrev. Med andre ord siger Paulus: ”Hvis du ikke tror mig, gå så hen til øjnevidnerne og spørg dem.”
Verdensforståelse

Men hvad er det så, som får mennesker til at afvise opstandelsen? Det kan ikke skyldes det historiske materiale, fordi det støtter jo Jesu opstandelse som en historisk begivenhed. Derfor tror jeg, at afvisningen af opstandelsen må skyldes en verdensforståelse, der udelukker opstandelsen på forhånd.

Årsagen til denne afvisning kan f.eks. være et resultat af en naturalistisk verdensforståelse, dvs. den overbevisning, som siger, at naturen er alt, der eksisterer, og at der ikke eksisterer noget andet udover naturen.

Vi har alle en verdensforståelse – en anskuelse af tilværelsen og virkeligheden. En verdensforståelse er ligesom mine briller. Jeg ser ikke selve glasset i stellet, men jeg skuer verden igennem glasset. Og spørgsmålet er så: Giver glasset mig et sandt billede af virkeligheden? Eller er glasset farvet, så at det giver mig et forvrænget billede af virkeligheden?

Den kristne verdensforståelse henviser til en verden, hvor en personlig Gud er til, som skabte universet og som også griber ind i verden. Den naturalistiske verdensforståelse henviser derimod til den påstand, som siger, at naturen er alt, der eksisterer. Og her kan der ikke være tale om opstandelse eller undere i det hele taget.

Når folk påstår, at opstandelse fra de døde ikke findes, så bliver dette ofte sagt i forlængelse af den naturalistiske verdensforståelse, der ligger bag selve påstanden. Da naturen er det eneste, der eksisterer, så kan der aldrig være tale om Guds eksistens, underes mulighed og Jesu opstandelse.

Gud har grebet ind

Men er det sandt, at naturen er det eneste, der eksisterer? “Nej”, siger vi, der er kristne. Vi tror nemlig, at virkeligheden er meget større end det. Vi tror, at Gud har grebet ind i verdenshistorien ved at sende Jesus til os som vor Frelser: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Det, at opstandelsen er en virkelig begivenhed, er afgørende, når det gælder budskabet om den opstandne. For hvad består vores håb af, hvis det ikke er knyttet til virkeligheden? Jesu legemlige opstandelse er helt central, og uden den er der ingen kristendom. Eller som Paulus siger:

“Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15:13-14).

En person, der tror på en Jesus, som ikke er opstået fra de døde, tror på en magtløs Jesus, en død Jesus. Hvis Jesus ikke stod op fra de døde, blev der heller ikke vundet nogen frelse på korset, og vores tro er derved tom. Men vi tilbeder ikke en magtløs og død Jesus. Vi tilbeder en mægtig, opstanden og levende frelser.

Forvandlet

Paulus slår fast: “Men nu er Kristus opstået fra de døde…” (v. 20). Og han viste sig for Paulus, apostlene og flere end 500 brødre på én gang. Og dette forvandlede disciplenes liv totalt. Mødet med den opstandne forvandlede apostlene i sådan en grad, at de endda var villige til at dø for deres tro. Inden opstandelsen gemte de sig bag låste døre pga. deres frygt (Joh 20,19). Efter opstandelsen var de forvandlet. Og hvis deres opstandelsestro var funderet på en stor løgn, ville de aldrig have været villige til at betale så høj en pris for deres tro.

Om dette siger Charles Colson, som var præsident Nixons rådgiver og som blev dømt for sin egen rolle i Watergateskandalen:

“Jeg ved, at opstandelsen er en kendsgerning, og Watergate er mit bevis. Hvordan? Fordi 12 mænd vidnede om, at de havde set den opstandne Jesus. Dernæst forkyndte de denne sandhed i 40 år uden at benægte det en eneste gang. De blev slået, tortureret, stenet og kastet i fængsel. De ville ikke have udholdt dette, hvis det ikke var sandt. Watergate involverede 12 af verdens mest magtfulde mænd, og de kunne ikke holde på en løgn i tre uger. Fortæller du mig, at 12 apostle kunne holde på en løgn i 40 år? Umuligt!”
Thomas

Stod Jesus virkelig op fra de døde? Apostlen Thomas var i tvivl, når han hørte nyhederne om Jesu opstandelse. Og vi ser, at han mødte disse nyheder med en helt særlig tankegang. “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”, siger Thomas (Joh 20,25). Han ville altså både se og røre ved Jesus, inden han troede nyhederne. Og efter at Jesus havde vist sig for Thomas og opfordret ham til at røre ved hans sår, hører vi siden Thomas råbe: “Min Herre og min Gud!” (Jóh 20,28b). Jesus svarer: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (John 20,29).

I dag er der også mange, der gør det samme som Thomas. Man vil have videnskabelige beviser, inden man accepterer påstanden. Man vil se og røre, inden man tror det. Indenfor kristne rækker har man derimod lagt vægt på, at det er et tegn på vantro, når man ønsker beviser.

Hvordan skal vi så forstå forholdet mellem tro og videnskab? Er man nødt til at give slip på troen, hvis man ønsker at være videnskabelig? Eller er man nødt til at give slip på videnskaben, hvis man ønsker at bevare troen? Nej, jeg synes ikke, at tro og videnskab skal stilles op mod hinanden på denne måde.

Thomas’ eksempel viser os, at Jesus først og fremmest tilbyder Thomas at se og røre, selvom en formaning også fulgte bagefter. Det ser altså ikke ud til at være et enten/eller her. Her er der nemlig tilstrækkeligt af indicier til at overbevise den benhårde skeptiker.

Og den modne tro, der er tilfreds, selvom man ikke får lov til at se og røre, er trods alt ikke kun en tro på det overnaturlige. Den er også en tro på, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14a), dvs. en tro på, at Ordet også kunne høres, ses og røres. Eller som vi læser i 1 Joh 1,1: ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord”.

Døden er ikke slutningen!

Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde. Hvis Jesus ikke er opstanden. Hvis der slet ikke findes noget liv efter døden. Hvis det er tilfældet, så er den kristne tro en falsk tro. Da er dette liv det eneste, som vi har, og døden får det sidste ord. Eller som Paulus siger: “Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!” (1 Kor 15,32).

Men hvis Jesus derimod virkelig stod op fra de døde, så betyder det, at den kristne tro er en sand tro, og døden får slet ikke det sidste ord. Det afgørende spørgsmål er altså: skete det virkelig? Stod Jesus virkelig op fra de døde?

Hvis vi forsøger at finde et svar på dette spørgsmål i lyset af alle de historiske indicier, så er svaret et rungende “ja”. Et under har virkelig fundet sted i personen Jesus Kristus. Og præcis dette giver livet et helt nyt og forhåbningsfuldt indhold. Døden er ikke slutningen!

Den kendte amerikanske prædikant, Billy Graham, tilsluttede sig også denne tro. Og han døde også for lidt over en måned siden på denne tro som 99 årig. I en af sine bøger siger han følgende:

“Det er kun et tyndt slør, der adskiller vor naturlige verden fra den åndelige verden. Det er det tynde slør, vi kalder døden. Jesus overvandt imidlertid døden og besejrede de mørke, faldne engles dystre trusler. Derfor omgiver Gud nu døden med løftet om englenes hjælp til de troende om at skabe pulserende liv ud af denne oplevelses mørke. Vi arver Guds rige.”

Og om sin egen død sagde han:

“En dag vil I læse eller høre, at Billy Graham er død. Det skal I ikke tro et ord af. På det tidspunkt vil jeg være mere i live, end jeg er nu. Jeg vil bare have fået en ny adresse. Da er jeg gået ind til Guds nærvær.”

Nej, døden er slet ikke slutningen! ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen”, siger Paulus. Dvs. at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde.

Afslutning

Hvilke er følgerne af Jesu opstandelse? Jo, hvis Jesus virkelig stod op fra de døde, så betyder dette, at:

  1. Jesus har magten over døden.
  2. Du må også acceptere alt det, som han sagde. 
  3. Du kan lægge dit liv og din evighed i hans trygge hænder.

En dag vil folk læse eller høre, at også vi er døde. Men det skal de ikke tro et ord af. På det tidspunkt vil vi være mere i live, end vi er nu. Vi vil bare have fået en ny adresse. Da er vi gået ind til Guds nærvær. Dette er håbet, som vi ejer i vor opstandne frelser, Jesus Kristus.

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).