Sendiboð í Krists stað

“Vit eru tí sendiboð í Krists stað, sum var tað Guð, ið áminti við okkum. Vit biðja í Krists stað: Verðið sátt við Guð!” (2 Kor 5,20).

Sum kristin umboða vit Jesus í hesum heimi. Vit eru hansara sendiboð hvønn dag í okkara kristna lívi. Vit umboða kong konganna og hansara ríki í hesum heimi hvønn dag. Vit umboða hann, sum doyði fyri at frelsa ein syndafalnan heim. Vit eru send við boðskapinum um syndanna fyrigeving og frelsu í Jesu navni. Men tá ið vit eru sendiboð, so merkir hetta eisini, at tann fatan, ið umheimurin fær av okkara Harra, er tætt knýtt at tí, sum umheimurin sær hjá teimum, ið umboða Harran.

Bræv Krists

Fyri nógv fólk koma vit at vera tann einasta Bíblian, ið tey lesa. Paulus sigur tað eisini soleiðis: ”Tit eru bræv okkara, innskrivað í hjørtu okkara, kent og lisið av øllum menniskjum, tí at tað er eyðsæð, at tit eru bræv Krists, fingið í lag av okkum, skrivað ikki við blekki, men við anda hins livandi Guðs, ikki á steintalvur, men á hjartatalvur av kjøti” (2 Kor 3,2-3). Vit eru bræv Krists – kent og lisið av øllum menniskjum! Hvussu lesur umheimurin okkum av? Hvønn boðskap bera vit umheiminum við okkara lívi? Eru vit góð umboð fyri Jesus í okkara umhvørvi t.d.: heima saman við familjuni, á arbeiðsplássinum, í skúlanum, á netinum, ella tá ið vit eru saman við okkara vinfólki? Eru vit góð sendiboð?

Paulus í Aten

Í Bíbliuni hava vit nógv góð dømi uppá góð sendiboð í Krists stað. Eitt av hesum dømun er Paulus. Í Áps 17,16-23 lesa vit: “Men meðan nú Paulus bíðaði eftir teimum í Aten, gramdist andi hansara so sáran í honum, tá ið hann sá, at staðurin var fullur av skurðgudum. Hann talaði tí í samkomuhúsinum við Jødarnar og við teir, sum óttaðust Guð, og á torginum hvønn dag við teir, sum hann har hitti við. Men nakrir av hinum epikursku og stóisku heimspekingunum góvu seg eisini í orðaskifti við hann; og summir søgdu: »Hvat man hasin geiparin hava at siga?« og aðrir hildu fyri: »Hann tykist at vera boðari um ókendar gudar;« av tí at hann boðaði gleðiboðskapin um Jesus og uppreisnina. Og teir tóku hann við sær og fóru við honum niðan á Areopagos og søgdu: »Kunnu vit fáa at vita, hvat ið hetta er fyri ein nýggj læra, sum tú talar um? Tí at tað er nakað undarligt, sum tú letur koma fyri oyruni á okkum; tí vilja vit fáa at vita, hvat ið hetta hevur at týða.« Men allir Atenmenn og fremmandir, sum búðu har, góvu sær ikki stundir til annað enn at siga ella hoyra okkurt nýtt. Men Paulus stóð á miðjum Areopagos og tók til orða: »Atenmenn, eg síggi, at tit í øllum lutum eru ógvuliga hygnir um gudsdýrkan tykkara. Tí at tá ið eg gekk um her og hugdi at halgidómum tykkara, fann eg eisini eitt altar, sum skrivað var á: »Ókunnum gudi.« Tað sum tit nú dýrka uttan at kenna tað, tað boði eg tykkum…”

Sannføring

Fyrst og fremst síggja vit, at Paulus royndi at sannføra fólkið um kristindómin. Hann talaði í samkomuhúsinum og á torginum hvønn dag (17). Vit síggja eisini aðrastaðni í Ápostlasøguni, hvussu íðin Paulus er at sannføra menniskju um kristnu trúnna:

  • Áps 18,4: “Men hann hevði samtalur í samkomuhúsinum hvønn hvíludag, og sannførdi bæði Jødar og Grikkar.”
  • Áps 19,8: “Og hann gekk inn í samkomuhúsið og í tríggjar mánaðir talaði hann har treystliga, við tað at hann samtalaði við teir og sannførdi teir um tað, sum hoyrir til Guðs ríki.”

Vit síggja altso, at Paulus stríðist fyri trúnni. Og fyridømið hjá Paulusi minnir okkum á, at vit eiga at gera tað sama. Hetta leiðir eisini okkara tankar til áminningina í Jud 3, nevniliga at vit eiga at “stríðast fyri teirri trúgv, sum eina ferð fyri allar er fingin hinum heilagu.”

Lopfjøl til gleðiboðskapin

Fyri tað næsta síggja vit, at Paulus er sera harmur um skurðgudadyrkanina í Aten, men hóast hetta talar hann ikki harðliga við Atenmenn. Í staðin rósar hann teimum fyri at vera hygnir um teirra gudsdyrkan (22). Sjálvt um Paulus var sera harmur um teirra avgudadyrkan, so fær hann tó vent hesum til nakað gott við at brúka teirra egnu skeivu gudsdyrkan sum eina lopfjøl til hin sanna gleðiboðskapin.

Ókunnum gudi

Fyri tað triðja síggja vit, hvussu Paulus brúkar sína vitan til at skapa samband við sínar áhoyrarar. Hann veit, hvar hann er, og hvønn hann talar til. Hann hevur granskað teirra bókmentir og hugsanarhátt. Hann endurgevur teirra skald. Og hann kennir til epikursku og stóisku heimspekina. Hann hevur altso granskað teirra mentan, og tí megnar hann eisini at skapa samband við áhoyrararnar. Hetta er v23 eisini eitt gott dømi um: ”Tí at tá ið eg gekk um her og hugdi at halgidómum tykkara, fann eg eisini eitt altar, sum skrivað var á: ‘Ókunnum gudi.’” Av tí at Paulus hevur granskað teirra mentan, so megnar hann eisini at skapa samband millum hin sanna kristna boðskapin og mentanararvin hjá Atenmonnum: “Tað sum tit nú dýrka uttan at kenna tað, tað boði eg tykkum…”, sigur Paulus. Og soleiðis fær hann eisini at enda lagt dent á, hvør Gud er, og hvat hann hevur gjørt (24-31).

Vit mugu kenna okkara Bíbliu!

Hvussu kunnu vit so brúka fyridømið hjá Paulusi í okkara egna samanhangi? Jú, vit mugu, líkasum Paulus, kenna okkara egnu søgu væl, t.v.s., at vit mugu kenna kristna boðskapin væl. Vit mugu kenna okkara Bíbliu! Og oman á tað mugu vit eisini seta okkum inn í mentanina, sum ger seg galdandi í okkara samanhangi. Soleiðis verða vit meira klár til verju fyri hvørjum manni, sum krevur roknskap av okkum fyri ta vón, sum er í okkum (1 Pæt 3,15). Sum góð og trúgv sendiboð í Krists stað vilja vit, líkasum Paulus, bera gleðiboðskapin til onnur menniskju. Og fyri at gera tað lættari hjá hesum at hoyra gleðiboðskapin mugu vit eisini læra okkum at skapa samband millum mentanina, sum vit eru í, og ríkið, sum vit umboða. Soleiðis uppfylla vit eisini áminningina hjá Paulusi í Kol 4,5-6: ”Umgangist við vísdómi tey, sum eru uttanfyri, so at tit keypa hina lagaligu stundina! Tala tykkara veri altíð dámlig, kryddað við salti, so at tit vita, hvussu tit eiga at svara einum og hvørjum serstakliga.”

Kelda

Morrow, Jonathan. 2011. Think Christianly. Grand Rapids, Michigan: Zondervan.

Hvat er Sendiboð?

Trúarverjuskúlin hjá KFS hevur fingið heitið Sendiboð. Sjálvt orðið “sendiboð” er tikið frá 2 Kor 5,20, har ið Paulus sigur: “Vit eru tí sendiboð í Krists stað…” Sambært Bíbliuni umboða kristin altso Jesus í hesum heiminum. Spurningurin er so, um vit eru góð umboð. Sendiboð ynskir at venja kristin menniskju soleiðis, at tey verða góð umboð fyri Jesus.

Endamálið hjá Sendiboð er at venja kristin menniskju til at hugsa klárt um teirra trúgv og at verja kristnu trúnna og kristnu virðini alment. Endamálið passar eisini væl saman við slagorðið hjá KFS: Kenn Jesus og ger Jesus kendan!

Í undirvísingini leggja vit dent á tríggjar grundleggjandi eginleikar hjá einum góðum sendiboði/umboðsfólki:

Vitan: Eitt gott sendiboð hevur eina grundleggjandi vitan um tann, sum hann/hon umboðar – í hesum tilfeldi vitan um Jesus og kristnu heimsfatanina.

Vísdómur: Vitanin má berast víðari í vísdómi. Hetta inniber m.a., at ein má hava ein framferðarhátt, ið virkar við til at gera boðskapin meira sannførandi. Her snýr tað seg um at duga væl at navigera ígjøgnum eina samtalu á ein greiðan hátt.

Persónleiki: Her snýr tað seg um at hava ein dámligan verumáta. Eitt sendiboð hevur jú seg sjálvan við allastaðni, har ið hann/hon fer, og tí er tað eisini týdningarmikið fyri eitt gott sendiboð at hava ein verumáta, sum staðfestir boðskapin, ið ein vil bera fram. Í 1 Pæt 3,15 minnir Pætur okkum á, at vit altíð skulu vera búgvin til verju fyri hvørjum manni, sum krevur roknskap av okkum fyri ta vón, sum er í okkum, men tó við spakføri og ótta. Hvat nyttar tað, at vinna eitt argument, um ein missir persónin vegna manglandi spakføri? Verumátin hevur altso avgerandi týdning fyri eitt gott sendiboð.

Henda upptøkan hjá felagsskapinum “Stand to Reason” lýsir eisini á ein góðan hátt eginleikarnar hjá einum góðum sendiboði:

Gud fyri skotum

Ateisma breiðir seg í vesturheiminum, og fíggindi hennara er Gud. „Nýateist­arnir” tvíhalda um, at átrún­að­ur „er vandamikil”, at hann „drepur” ella „eitrar alt”. Og um trupul­leikin í heiminum er átrúnaður, so skjóta teir eina einfalda loysn upp: burtur við átrúnaði. Men er tað veruliga so einfalt? John ­Lennox leggur eitt nú eftir Richard Dawkins, Stephen Hawking, ­Christopher Hitchens og Daniel Dennett við at varpa ljós á skeivu framferð teirra og vísir á, at teirra óskynsama og óvísindaliga háttalag ger teir sekar í somu stívrendu fávitsku, sum teir ákæra trongskygd trúgvandi fyri. Við at fevna víða og grava djúpt gevur Gud fyri skotum nýateistunum mong lemjandi sløg. Í bókini verða eisini nýggjar hugsanir um Gud og kristnu trúnna førdar fram, ið geva bæði bestu vinum og argastu fíggindum hjá nýateistunum okkurt at grunda á.

Opstandelsens betydning

Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen (1 Kor 15,12-20).

Indledning

Stod Jesus virkelig op fra de døde? Med det spørgsmål står og falder hele kristendommen. Det bliver ikke mere centralt! Paulus skrev til korinterne: “men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder … [og da] er vi de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor 15,17.19). Jesu fysiske opstandelse er frelsens kerne. Uden opstandelsen er der ingen kristendom!

I forbindelse med dette siger Timothy Keller følgende:

“Hvis Jesus stod op fra de døde, må du også acceptere alt det, som han sagde. Hvis han ikke stod op fra de døde, hvorfor så bekymre sig for noget, som han sagde? Det afgørende spørgsmål er ikke, hvorvidt du kan lide hans lære eller ej, men hvorvidt han stod op fra de døde eller ej.”

Opstandelsen forvandlede disciplenes liv og gav dem et nyt håb. Inden Jesus viste sig for dem, havde de mistet deres håb, og de gemte sig bag låste døre, fordi de frygtede myndighederne. Men alt dette ændredes, når de mødte den opstandne frelser.

Apostlen Peter

Vi kan bruge apostlen Peter som et eksempel: Peter, som havde fornægtet Jesus tre gange, havde mistet alt håb, når hans Mester var korsfæstet, død og begravet. Men alt dette ændredes, når Jesus viste sig for ham. Peters liv ændredes så meget, at han nu kom til at knytte hele sit kristne håb nemlig til Jesu opstandelse fra de døde. Og det er også det, som får ham til at sige:

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

For Peter kom Jesu opstandelse altså til at stå som en markør for noget helt nyt, et helt nyt liv. Peter var så at sige genfødt ind i en helt ny verden, en verden, som han tidligere ikke helt forstod, men som nu blev åbenbaret for ham klart og tydeligt ved Jesu opstandelse fra de døde. Således forbinder Peter altså hele sit nye og forhåbningsfulde liv til én bestemt historisk begivenhed: Jesu opstandelse fra de døde. Og det er også det samme håb, som vi er samlet om i dag.

Vores håb er forankret i Jesu opstandelse fra de døde. Hvis opstandelsen er en virkelig historisk begivenhed, så har vi også et sandt håb – et håb, som vi virkelig kan samles om. Men hvis opstandelsen derimod ikke er en historisk begivenhed, så har vi et tomt håb og egentlig ingen grund til at forsamles. I dag vil vi derfor særligt fokusere på dette ene afgørende spørgsmål: Stod Jesus virkelig op fra de døde?

To syn på opstandelsen

I dagens tekst behandler Paulus to helt forskellige syn på Jesu opstandelse. På den ene hånd “prædikes, at Kristus er opstået fra de døde” (v12a). På den anden hånd har vi det synspunkt, som siger, “at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde” (v12b). Disse to syn på Jesu opstandelse bliver også diskuteret i dag, ligesom den gang. For nogle få år siden kunne man f.eks. læse i Jyllands-Posten, at flere af de danske folkekirkepræster ikke tror på, at Jesus fysisk stod op af graven. Og vi så, hvor skarpt linjerne er blevet trukket op i kølevandet af disse præsters udtalelser. På den ene hånd tror man fuldt og fast på, at Jesus virkelig er fysisk opstået fra de døde. Og på den anden hånd siger man, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde.

Øjenvidnerne

Troen på Jesu opstandelse bliver ofte betragtet som en tåbelig overtro, som slet ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men når Paulus møder en lignende påstand, spørger han: “Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?” (v12). Og i forbindelse med traditionen i 1 Kor 15,3-8 har vi hørt, at denne prædiken er tæt knyttet til øjenvidnerne til den opstandne Jesus: Jesus blev set af Kefas, Jakob, Paulus, ja, endda mere end fem hundrede brødre på én gang.   

Flere end 500 øjnevidner kunne altså bekræfte, at Jesus virkelig var opstået fra de døde.

Det, som giver denne liste af øjnevidner en særlig historisk autoritet, er, at de fleste af dem var endnu i live, når Paulus skrev 1 Korinterbrev. Med andre ord siger Paulus: ”Hvis du ikke tror mig, gå så hen til øjnevidnerne og spørg dem.”
Verdensforståelse

Men hvad er det så, som får mennesker til at afvise opstandelsen? Det kan ikke skyldes det historiske materiale, fordi det støtter jo Jesu opstandelse som en historisk begivenhed. Derfor tror jeg, at afvisningen af opstandelsen må skyldes en verdensforståelse, der udelukker opstandelsen på forhånd.

Årsagen til denne afvisning kan f.eks. være et resultat af en naturalistisk verdensforståelse, dvs. den overbevisning, som siger, at naturen er alt, der eksisterer, og at der ikke eksisterer noget andet udover naturen.

Vi har alle en verdensforståelse – en anskuelse af tilværelsen og virkeligheden. En verdensforståelse er ligesom mine briller. Jeg ser ikke selve glasset i stellet, men jeg skuer verden igennem glasset. Og spørgsmålet er så: Giver glasset mig et sandt billede af virkeligheden? Eller er glasset farvet, så at det giver mig et forvrænget billede af virkeligheden?

Den kristne verdensforståelse henviser til en verden, hvor en personlig Gud er til, som skabte universet og som også griber ind i verden. Den naturalistiske verdensforståelse henviser derimod til den påstand, som siger, at naturen er alt, der eksisterer. Og her kan der ikke være tale om opstandelse eller undere i det hele taget.

Når folk påstår, at opstandelse fra de døde ikke findes, så bliver dette ofte sagt i forlængelse af den naturalistiske verdensforståelse, der ligger bag selve påstanden. Da naturen er det eneste, der eksisterer, så kan der aldrig være tale om Guds eksistens, underes mulighed og Jesu opstandelse.

Gud har grebet ind

Men er det sandt, at naturen er det eneste, der eksisterer? “Nej”, siger vi, der er kristne. Vi tror nemlig, at virkeligheden er meget større end det. Vi tror, at Gud har grebet ind i verdenshistorien ved at sende Jesus til os som vor Frelser: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Det, at opstandelsen er en virkelig begivenhed, er afgørende, når det gælder budskabet om den opstandne. For hvad består vores håb af, hvis det ikke er knyttet til virkeligheden? Jesu legemlige opstandelse er helt central, og uden den er der ingen kristendom. Eller som Paulus siger:

“Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom” (1 Kor 15:13-14).

En person, der tror på en Jesus, som ikke er opstået fra de døde, tror på en magtløs Jesus, en død Jesus. Hvis Jesus ikke stod op fra de døde, blev der heller ikke vundet nogen frelse på korset, og vores tro er derved tom. Men vi tilbeder ikke en magtløs og død Jesus. Vi tilbeder en mægtig, opstanden og levende frelser.

Forvandlet

Paulus slår fast: “Men nu er Kristus opstået fra de døde…” (v. 20). Og han viste sig for Paulus, apostlene og flere end 500 brødre på én gang. Og dette forvandlede disciplenes liv totalt. Mødet med den opstandne forvandlede apostlene i sådan en grad, at de endda var villige til at dø for deres tro. Inden opstandelsen gemte de sig bag låste døre pga. deres frygt (Joh 20,19). Efter opstandelsen var de forvandlet. Og hvis deres opstandelsestro var funderet på en stor løgn, ville de aldrig have været villige til at betale så høj en pris for deres tro.

Om dette siger Charles Colson, som var præsident Nixons rådgiver og som blev dømt for sin egen rolle i Watergateskandalen:

“Jeg ved, at opstandelsen er en kendsgerning, og Watergate er mit bevis. Hvordan? Fordi 12 mænd vidnede om, at de havde set den opstandne Jesus. Dernæst forkyndte de denne sandhed i 40 år uden at benægte det en eneste gang. De blev slået, tortureret, stenet og kastet i fængsel. De ville ikke have udholdt dette, hvis det ikke var sandt. Watergate involverede 12 af verdens mest magtfulde mænd, og de kunne ikke holde på en løgn i tre uger. Fortæller du mig, at 12 apostle kunne holde på en løgn i 40 år? Umuligt!”
Thomas

Stod Jesus virkelig op fra de døde? Apostlen Thomas var i tvivl, når han hørte nyhederne om Jesu opstandelse. Og vi ser, at han mødte disse nyheder med en helt særlig tankegang. “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”, siger Thomas (Joh 20,25). Han ville altså både se og røre ved Jesus, inden han troede nyhederne. Og efter at Jesus havde vist sig for Thomas og opfordret ham til at røre ved hans sår, hører vi siden Thomas råbe: “Min Herre og min Gud!” (Jóh 20,28b). Jesus svarer: “Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror” (John 20,29).

I dag er der også mange, der gør det samme som Thomas. Man vil have videnskabelige beviser, inden man accepterer påstanden. Man vil se og røre, inden man tror det. Indenfor kristne rækker har man derimod lagt vægt på, at det er et tegn på vantro, når man ønsker beviser.

Hvordan skal vi så forstå forholdet mellem tro og videnskab? Er man nødt til at give slip på troen, hvis man ønsker at være videnskabelig? Eller er man nødt til at give slip på videnskaben, hvis man ønsker at bevare troen? Nej, jeg synes ikke, at tro og videnskab skal stilles op mod hinanden på denne måde.

Thomas’ eksempel viser os, at Jesus først og fremmest tilbyder Thomas at se og røre, selvom en formaning også fulgte bagefter. Det ser altså ikke ud til at være et enten/eller her. Her er der nemlig tilstrækkeligt af indicier til at overbevise den benhårde skeptiker.

Og den modne tro, der er tilfreds, selvom man ikke får lov til at se og røre, er trods alt ikke kun en tro på det overnaturlige. Den er også en tro på, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14a), dvs. en tro på, at Ordet også kunne høres, ses og røres. Eller som vi læser i 1 Joh 1,1: ”Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord”.

Døden er ikke slutningen!

Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde. Hvis Jesus ikke er opstanden. Hvis der slet ikke findes noget liv efter døden. Hvis det er tilfældet, så er den kristne tro en falsk tro. Da er dette liv det eneste, som vi har, og døden får det sidste ord. Eller som Paulus siger: “Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø!” (1 Kor 15,32).

Men hvis Jesus derimod virkelig stod op fra de døde, så betyder det, at den kristne tro er en sand tro, og døden får slet ikke det sidste ord. Det afgørende spørgsmål er altså: skete det virkelig? Stod Jesus virkelig op fra de døde?

Hvis vi forsøger at finde et svar på dette spørgsmål i lyset af alle de historiske indicier, så er svaret et rungende “ja”. Et under har virkelig fundet sted i personen Jesus Kristus. Og præcis dette giver livet et helt nyt og forhåbningsfuldt indhold. Døden er ikke slutningen!

Den kendte amerikanske prædikant, Billy Graham, tilsluttede sig også denne tro. Og han døde også for lidt over en måned siden på denne tro som 99 årig. I en af sine bøger siger han følgende:

“Det er kun et tyndt slør, der adskiller vor naturlige verden fra den åndelige verden. Det er det tynde slør, vi kalder døden. Jesus overvandt imidlertid døden og besejrede de mørke, faldne engles dystre trusler. Derfor omgiver Gud nu døden med løftet om englenes hjælp til de troende om at skabe pulserende liv ud af denne oplevelses mørke. Vi arver Guds rige.”

Og om sin egen død sagde han:

“En dag vil I læse eller høre, at Billy Graham er død. Det skal I ikke tro et ord af. På det tidspunkt vil jeg være mere i live, end jeg er nu. Jeg vil bare have fået en ny adresse. Da er jeg gået ind til Guds nærvær.”

Nej, døden er slet ikke slutningen! ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen”, siger Paulus. Dvs. at vi skal stå op fra de døde, ligesom Jesus stod op fra de døde.

Afslutning

Hvilke er følgerne af Jesu opstandelse? Jo, hvis Jesus virkelig stod op fra de døde, så betyder dette, at:

  1. Jesus har magten over døden.
  2. Du må også acceptere alt det, som han sagde. 
  3. Du kan lægge dit liv og din evighed i hans trygge hænder.

En dag vil folk læse eller høre, at også vi er døde. Men det skal de ikke tro et ord af. På det tidspunkt vil vi være mere i live, end vi er nu. Vi vil bare have fået en ny adresse. Da er vi gået ind til Guds nærvær. Dette er håbet, som vi ejer i vor opstandne frelser, Jesus Kristus.

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

 

Jesu opstandelse: en gennemgang af 1 Kor 15,3-8

3 For jeg overleverede til jer først og fremmest det, som jeg også modtog, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne, 4 og at han blev begravet, og at han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne, 5 og at han blev set af Kefas, siden de tolv, 6 derefter blev han set af mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvem de fleste forbliver i live indtil nu, men nogle er sovet hen. 7 Derefter blev han set af Jakob, siden alle apostlene, 8 og sidst af alle blev han set også af mig, ligesom en, der er født i utide (1 Kor 15,3-8, min oversættelse fra græsk).

Indledning

I forbindelse med 1 Kor 15,3-8 understreger Stefan Gustavsson følgende:

”Det vigtigste kildemateriale vedrørende opstandelsen er en tekst af Paulus i 1 Kor 15, som Paulus skrev omkring år 55 e.Kr. Teksten har fået denne status, fordi dens indhold er meget tidligt og går tilbage til den inderste kreds af vidner i Jerusalem.”

Historisk set er teksten altså meget interessant. Den opfylder nemlig nogle vigtige historiografiske kriterier:

  • Tidlige vidnesbyrd støtter historiske påstande.
  • Øjnevidneberetninger støtter historiske påstande.
  • Flere uafhængige kilder støtter historiske påstande.

Første Korintherbrev er formodentlig skrevet i år 54 e.Kr. eller 55 e.Kr. I vers 3 siger Paulus: “For jeg overleverede til jer først og fremmest det, som jeg også modtog…” Her indrømmer Paulus altså, at han har modtaget det pågældende materiale fra en anden kilde. Derfor kan man naturligvis også spørge, om dette muligvis kan give os større indsigt i den tidligste apostolske lære mellem 30 e.Kr. og 50 e.Kr., inden det første skrift i NT nogensinde blev skrevet?

De græske ord for at overlevere og modtage (paradidōmi og paralambanō) er med til at understrege, at der er tale om en tradition:

Her følger jeg den ordforklaring, som gives i New Bible Dictionary: TRADITION (Gr. paradosis). Det, som bliver overleveret, især lære, som bliver overleveret fra en lærer til hans disciple.

Ifølge den mest anvendte datering for Paulus’ omvendelse (mellem 1 og 3 år efter Jesu korsfæstelse) kan man argumentere for, at Paulus modtog denne tradition mellem 34 e.Kr. og 36 e.Kr. I Gal 1,18 står der nemlig følgende: “Dernæst, efter tre års forløb, drog jeg op til Jerusalem for at træffe Kefas, og jeg blev hos ham i fjorten dage”. Paulus har måske modtaget traditionen i dette tidsrum, da man kan gå ud fra, at de ikke kun har småsnakket.

I forbindelse med dette konkluderer Richard Bauckham også, at man kan antage, at Paulus i dette tidsrum fik en grundig indførelse i traditionerne om Jesus, således som de blev formuleret af de tolv, og at Paulus modtog denne indførelse af Peter selv, apostlenes leder.

Der er altså noget, som tyder på, at traditionen i 1 Kor 15,3-8 ligger meget tæt ved dens oprindelige kilde, og at den genspejler selve kernen i apostlenes forkyndelse. De fleste forskere er også enige i, at Paulus modtog denne tradition vedrørende Jesu død og opstandelse fra Peter og Jakob, mens han var i Jerusalem omkring 6 år efter Jesu korsfæstelse. Når det gælder selve apostlene kan budskabet om opstandelsen siden spores tilbage til deres egne oplevelser. De var jo overbevist om, at de havde set den opstandne Jesus med deres egne øjne.

I lyset af dette synes 1 Kor 15,3-8 derfor at være meget relevant i forbindelse med en historisk undersøgelse af Jesu opstandelse. Og dette har tilsyneladende også været meget relevant for Paulus’ egen argumentation i 1 Kor 15. Når Paulus indkorporerer denne tradition i hans indledende argumentation i kap. 15, så indikerer det jo, hvilket formål traditionen tjener i denne sammenhæng, nemlig at understrege realiteten af Jesu død, begravelse og opstandelse.

Fortolkning

Vers 3a: Her fortsætter Paulus med sin beskrivelse af ordet, som han allerede har nævnt i v. 2. Dette er også årsagen til, at teksten indledes med et forklarende for: ”For jeg overleverede…” Nu uddyber han altså ordet, hvormed han forkyndte evangeliet. Og i forbindelse med denne uddybning anvender Paulus siden to tekniske begreber for tradition, nemlig paradidōmi (overlevere) og paralambanō (modtage). Når Paulus siger, at han overleverede til dem ”først og fremmest” det, som han også modtog, så er dette med til at understrege vigtigheden af det overleverede. Den pågældende tradition er en slags opsummering, hvor kernen af det kristne budskab bliver præsenteret i koncentreret form.

Traditionen indeholder forskelligt, som indikerer, at der oprindeligt har været tale om en aramæisk tradition (dvs. Jesu og disciplenes eget sprog):

  • Det græske ord hoti (at) bliver brugt fire gange i træk. Dette var almindeligt indenfor aramæisk sprogbrug.
  • Kefas er aramæisk, men Paulus skrev på græsk.

Paulus’ sprogbrug i den pågældende tekst indikerer, at kristendommens essentielle lærdomme går helt tilbage til begyndelsesstadiet. Den grundlæggende lære om Jesu soningsdød og opstandelse har altså været en hovedregel i den kristne tro, allerede inden Paulus træder på scenen. Dette er det, som Paulus modtog, og dette er også det, som Paulus overleverede.

Vedrørende dette konkluderer Peter V. Legarth følgende:

Den ældste beretning om Jesu opstandelse fra de døde findes hos Paulus i 1 Kor 15,1-11. Paulus benytter traditionstermer. Han har selv modtaget fortællingen om Jesu død og opstandelse i en tradition, som givetvis er sammenstillet allerede i første halvdel af 30’erne. På grund af sprogbrugen kan man lokalisere traditionen til aramæisk-talende kristne, dvs. kristne fra Jerusalem eller Galilæa. Vi har med andre ord at gøre med en meget gammel traditionsenhed. Det er tydeligt, at troen på Jesu legemlige opstandelse fra de døde var en oprindelig tro i den tidligste menighed. Det var ikke en tro, som efterhånden udviklede sig.
Fire at-sætninger

Vers 3b-5: Traditionen er bygget op omkring fire at-sætninger:

  • At Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne.
  • At han blev begravet.
  • At han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne.
  • At han blev set af Kefas, siden de tolv.

Den første sætning i traditionen beskriver selve kernen i evangeliet: ”at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med skrifterne”. Formuleringen er et udtryk for Jesu stedfortrædende død – en død, som passende vis kan opsummeres med Paulus’ ord i 2 Kor 5,21: ”Den [Jesus], som ikke kendte til synd, gjorde han [Gud] til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” Traditionen bekræfter altså Jesu døds frelsende effekt. I Rom 4,25 forbinder Paulus også Jesu død med Jesu opstandelse: ”…ham, som blev givet hen [til døden] for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” Når det gælder menneskers frelse og retfærdiggørelse er der altså en tæt forbindelse mellem Jesu død og opstandelse.

Traditionens anden sætning er: ”at han blev begravet” (4a). Dette er med til at understrege den kendsgerning, at det var liget af en død person, som blev lagt ned i graven, og at den efterfølgende opstandelse derved ikke kun skal betragtes som et ”åndeligt” fænomen, men som en objektiv realitet. Selvom Paulus ikke specifikt nævner den tomme grav, så er denne gamle opsummering af den kristne tro dog med til at bekræfte beretningerne om den tomme grav. Vægtlægningen af død, begravelse og opstandelse på den tredje dag vil have den tomme grav som en naturlig følge. Henvisningen til Jesu begravelse kan kun have fået tildelt sådan en plads i denne tradition, hvis begravelsen blev anset for at være vigtig i sig selv. Der er sandsynligvis to årsager til, at Jesu begravelse bliver nævnt i traditionen:

  1. At understrege, at Jesus virkelig var død.
  2. At understrege, at når Paulus efterfølgende taler om opstandelse, så skal dette forstås således, at der er tale om legemets opstandelse til nyt liv med en tom grav som følge.

Når de første kristne prædikede opstandelsen fra de døde, så indebar dette i datidens jødiske forståelseshorisont, at hele mennesket, både legeme og sjæl, stod op til et nyt liv. For dem ville opstandelse uden en tom grav være ligeså meningsfuldt som en fire-kantet cirkel. Den tomme grav bliver altså ikke nævnt i denne tradition, fordi det ligger i selve ordet ”opstandelse”, at der er tale om en legemlig opstandelse og en tom grav.

Traditionens tredje sætning er: ”at han er blevet rejst op på den tredje dag i overensstemmelse med skrifterne” (4b). Her vil Paulus understrege opstandelsens afgørende betydning for den kristne tro. Uden opstandelsen ville Jesu død og begravelse jo ikke være en del af noget godt budskab. Men nu har Gud rejst Jesus op fra de døde! Rom 8,11 er en god opsummering af Paulus’ logik i 1 Kor 15. I Rom 8,11 skriver Paulus nemlig følgende: “Og hvis hans ånd, som rejste Jesus op fra de døde, bor i jer, så skal han, som rejste Kristus Jesus op fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved hans ånd, som bor i jer”. Det er sandsynligt, at “den tredje dag” er kommet med i traditionen, fordi det var på denne dag, at graven blev fundet tom, og det var på denne dag, Jesus første gang kom til syne. Denne tredje dag, søndag, bliver derfor kaldt Herrens dag (Åb 1,10).

Traditionens fjerde sætning er: ”at han blev set af Kefas, siden de tolv” (5). Ligesom Jesu død blev bekræftet af den efterfølgende begravelse, således bliver Jesu opstandelse også bekræftet af de efterfølgende tilsynekomster. Tilsynekomsterne er med til at beskrive opstandelsen som en objektiv realitet. Jesus blev ”rejst op”, og han ”blev set”. Det græske ord ōphthē (han blev set) henviser også til Jesu tilsynekomst som en virkelig begivenhed. Der er ikke kun tale om noget, disciplene påstod. Jesus kom virkelig til syne! For at understrege denne virkelighed tilføjer Paulus også fire andre tilsynekomster udover de første to (6-8). Jesu opstandelse fra de døde var altså ikke en kropløs begivenhed. Ligesom han var virkelig død og begravet, blev han også virkelig rejst op fra de døde legemligt og set af et stort antal vidner ved forskellige lejligheder.

Øjenvidnerne

Det første øjenvidne, som nævnes i traditionen, er Kefas. Kefas er apostlen Simon Peters aramæiske tilnavn. Dette er med til at bevare en gammel erindring, som Lukas også refererer til i Luk 24,34: ”Herren blev sandelig rejst op og blev set af Simon.” Kefas nævnes først pga. hans fremtrædende rolle blandt de første kristne. Paulus antyder, at han nævner øjenvidnerne i kronologisk orden, dog uden at give noget indtryk af, at der er tale om en komplet liste. I denne liste synes Paulus dog at være særligt interesseret i at henvise til apostlene som de første vidner til den opstandne.

Hvad med kvinderne?

Men hvad med kvinderne? Hvorfor nævner Paulus ikke kvinderne? Der findes en god historisk løsning vedrørende dette spørgsmål, som kaster lys over den pågældende passage, og som også forklarer de kvindelige øjenvidner som en overaskende detalje i evangelierne. Kvinder blev nemlig ikke anset for at være pålidelige vidner på det tidspunkt i verdenshistorien.

Når de første kristne skulle bringe påskebudskabet videre til andre mennesker i denne samtid, var det derfor også en nærliggende tanke simpelthen at undlade at nævne kvinderne i forbindelse med en kort trosformulering. Traditionen, som Paulus henviser til, har varsomt fået fjernet kvinderne, så at den kan anvendes i et evangeliserende og apologetisk arbejde i en mistænksom og spottende samtid.

Tre yderligere tilsynekomster

Vers 6-7: De tre yderligere tilsynekomster er sandsynligvis tilføjet af Paulus selv. Paulus har sikkert fået denne information fra en anden ”tradition”. Her tænkes der dog ikke på endnu en gammel trosbekendelse, men blot den information, som Paulus ellers havde adgang til ud over selve traditionen i v. 3-5.

Formuleringen “af hvem de fleste forbliver i live indtil nu” er tydeligvis tænkt som en yderligere bekræftelse af Jesu opstandelse. Paulus tager det for givet, at de fleste endnu var i live, da han skrev sit brev. Dette bliver endnu mere tydeligt, når han siger, at Jesus blev set af mere end fem hundrede brødre på én gang ”af hvem de fleste forbliver i live indtil nu, men nogle er sovet hen.” Paulus’ klare sprogbrug tyder på, at han ønsker at bruge denne liste af vidner til at stadfæste traditionens troværdighed: hvis nogen ønsker at undersøge traditionen, så findes der et stort antal vidner, der stadig er i live, som man kan henvende sig til.

”Derefter blev han set af Jakob, siden alle apostlene” (7). Den Jakob, som Paulus nævner her, er utvivlsomt Jesu bror, som blev en vigtig leder i Jerusalem. Dog har Jakob tilsyneladende ikke været en af Jesu tilhængere inden korsfæstelsen. Denne tanke kommer f.eks. til udtryk i Joh 7,5: “For ikke engang hans brødre troede på ham.” Men hvordan det kan være, at Jesu nærmeste familie, som ikke viser sig at være blandt hans efterfølgere inden hans død, indtager en ledende stilling blandt dem så snart efter hans død? Svaret til dette spørgsmål finder vi i Jesu tilsynekomst for Jakob, som havde omvæltende konsekvenser for hans liv, på linje med Paulus’ egen erfaring udenfor Damaskus.

Sidst af alle

Vers 8: Paulus afslutter sin liste af øjenvidner med at henvise til det, som han selv havde oplevet: ”sidst af alle blev han set også af mig, ligesom en, der er født i utide.” I forbindelse med Paulus’ formulering ”sidst af alle” kan man argumentere for, at Paulus var den sidste, der så den opstandne.

Efter ham var der altså ikke flere tilsynekomster. Når Paulus tilføjer sin egen oplevelse sammen med Kefas, Jakob og de andre, så tyder dette på, at Paulus anså sig selv for at have den samme apostolske myndighed, som de andre apostle havde. Dette ligger også i det, som Paulus siger i 1 Kor 9,1: ”Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?” Jo, han havde også set den opstandne Jesus, og det ændrede hans liv fuldstændigt.

Afslutning

Ligesom Paulus overleverede korinterne først og fremmest dette budskab om den opstandne frelser, således er vi nu også kaldet til at overlevere det samme evangelium til vor næste. Vi tjener en levende Herre! Han er opstanden!

Litteratur

Bauckham, Richard. 2006. Jesus and the Eyewitnesses. Grand Rapids, Michigan: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Bruce, F. F. 1995. Men and Movements in the Primitive Church. Carlisle, United Kingdom: Paternoster Press.

Ciampa, Roy E. & Brian S. Rosner. 2010. The First Letter to the Corinthians. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Craig, William Lane. 2008. Reasonable Faith: Christian Truth and Apologetics. Wheaton, Illinois: Crossway Books.

Ellis, E. Earle (ed). 1974. The Gospel of Luke. London: Oliphants.

Fee, Gordon D. 2014. The First Epistle to the Corinthians. Grand Rapids, Michigan / Cambridge, U.K.: William B. Eerdmans Publishing Company.

Fitzmyer, Joseph A. 2008. First Corinthians. I: The Anchor Yale Bible (vol. 32). New Haven and London: Yale University Press.

Gustavsson, Stefan. 2017. Skeptikerens guide til Jesus 2 – Jesu identitet og opstandelse. Fredericia: Forlagsgruppen Lohse.

Habermas, Gary. 2009. Tracing Jesus´ Resurrection to Its Earliest Eyewitness Accounts. I: God Is Great, God Is Good. William Lane Craig og Chad Meister (red.). Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Habermas, Gary R. & Michael R. Licona. 2004. The Case for the Resurrection of Jesus. Grand Rapids, MI: Kregel Publications.

Holmberg, Bengt. 2001. Människa och mer: Jesus i forskningens ljus. Lund: Arcus förlag, s. 155-159.

Kelly, J. N. D. 2011. Early Christian Creeds. Third edition. London / New York: Continuum International Publishing Group.

Lane, D. J. V. 1996. New Bible Dictionary. Third Edition. D. R. W. Wood, I. H. Marshall, A. R. Millard, J. I. Packer, & D. J. Wiseman (red.). Leicester, England; Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Legarth, Peter V. 2016. Fortæller evangelierne historier eller historie? I: Opstand om opstandelsen. Jørgen Sejergaard & Henrik Højlund (red.). Fredericia: Credo.

Licona, Michael R. 2010. The Resurrection of Jesus: A New Historiographical Approach. Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Osborne, Grant R. 2010. Jesus’ Empty Tomb and His Appearance in Jerusalem. I: Key Events in the Life of the Historical Jesus. Grand Rapids, Michigan / Cambridge, U.K.: William. B. Eerdmans Publishing Company.

Pannenberg, Wolfhart. 1995. Systematic Theology. Volume 2. Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans Publishing Company.

Thiselton, Anthony C. 2000. The First Epistle to the Corinthians. Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Witherington, Ben, III. 1995. Conflict and Community in Corinth: A Socio-Rhetorical Commentary on 1 and 2 Corinthians. Grand Rapids, MI: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Wright, N. T. 2003. The Resurrection of the Son of God. London: Society for Promoting Christian Knowledge.

Wright, N. T. 2007. What Evidence Is There for the Resurrection of Christ? I: There Is a God – How the World´s Most Notorious Atheist Changed His Mind. Af Antony Flew. New York: HarperCollins Puplishers.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skapt í Guds mynd

Í dag eru tað nógv, ið hava eina naturalistiska mannaáskoðan. Naturalisma er hugsanin um, at alt er eitt úrslit av tí fysiska, eisini tað sálarliga og andaliga. Onki yvirnáttúrligt finst.

Ein naturalistisk mannaáskoðan sær menniskjuna sum ein part av einari langari menningargongd. Upphavið hjá menniskjuni er ikki ein persónligur Gud. Harafturímóti er hennara upphav heldur orka og materia, altso nakað ópersónligt. Sambært naturalismuni kann ein sostatt heldur ikki siga, at nakar hevur ætlað nakað serligt við mannalívinum, ella at lívið hevur eina ávísa meining. Fylgjan av naturalismuni er, at man ikki kann siga, at menniskjan hevur virði í sjálvum sær, tí hvar finna vit virði í einum gudleysum alheimi? Hetta hava kendir gudloysingar eisini grunda yvir. Richard Dawkins sigur t.d.:

"Í einum heimi við blindum holdsligum maktum og ílegum, sum margfalda seg, fara nøkur fólk at fáa mein, meðan hepnið fer at vera við øðrum. Men tú finnur onga orsøk, ei heldur nakað rættvísi. Alheimurin, ið vit eygleiða, hevur júst teir eginleikar, sum vit áttu at væntað, um hann í grundini er uttan snið, uttan endamál, uttan ónt og uttan gott. Har er onki uttan blind og eirindaleys líkasæla. Og DNA hvørki veit ella leggur í. DNA er bara har. Og vit dansa eftir tónleikinum hjá tí" (brot úr bókini: ”Gud fyri skotum” hjá John C. Lennox).

Í einum gudleysum alheimi er tað altso sera trupult at grundgeva fyri einum viðføddum og óbroytiligum mannavirði.

Soleiðis er tað harafturímóti ikki viðvíkjandi kristnu læruni. Ein meginregla innan kristindómin er jú, at vit øll eru líka virðismikil, tí at Gud hevur skapt okkum í síni egnu mynd. Sostatt kann kristindómur greiða frá, hví vit øll hava hitt sama virðið. Øll, bæði kristin og ikki-kristin, hava hetta sama virðið, tí at vit eru øll Guds skapningar. Sambært Bíbliuni er mannaættin nevniliga ikki uppfatað sum ein kosmisk tilvild, men sum skapningurin hjá einum einum góðum og ævigum Gudi. Mannavirðið stavar sostatt frá einari persónligari veru, nevniliga Gudi sjálvum.

Tað fyrsta, sum Bíblian sigur um menniskjuna, er ikki, at hon er ein syndari, men at hon er skapt í Guds mynd (1 Mós 1,26-27). Bíblian hevur altso eina sera positiva fatan av menniskjuni. Hetta síggja vit t.d. eisini í Sl 8,6: “Tú gjørdi hann nærum til Guð, hevur krýnt hann við dýrd og við æru”. Bíblian staðfestir sostatt klárt og tíðiliga, at øll menniskju eru virðismikil í sjálvum sær, tí at tey eru skapt í Guds mynd. Uttan mun til útsjónd, ættarslag og evni er menniskjan heilt serlig og virðismikil.

Hesum viðvíkjandi undirstrikar J. P. Moreland:

“Sambært kristnari hugsan hevur Gud, hin grundliggjandi veran, virði í sjálvum sær, og hansara kærleiksfulla og rættvísa náttúra er keldan hjá teimum objektivu moralsku skyldunum, sum menniskju hava. Av tí at øll menniskju eiga lut í Guds mynd á jøvnum føti, hava tey øll harumframt høgt og javnt virði og rættindi. Ein kristin heimsfatan hevur soleiðis eitt natúrligt pláss fyri og gevur eina frágreiðing til (1) tilveruna av virði í sjálvum sær, (2) veruleikan av objektivum moralskum skyldum, og (3) høgt og javnt virði og rættindi fyri øll menniskju. Natúralisma megnar ikki at geva eina nøktandi frágreiðing til hesi trý.”

Kunnu vit vera góð uttan Gud?

Kunnu vit vera góð uttan Gud? Hesin spurningurin snýr seg ikki um, um ein kann vera góður, sjálvt um ein ikki trýr á Gud. Harafturímóti snýr spurningurin seg um objektivitetin hjá moralinum. Tað finnast nevniliga nógvir heimspekingar, ið hava ført fram, at objektiviteturin hjá moralinum er tryggjaður, um Gud er til.

Men um Gud harafturímóti ikki er til, so er moralur einans nakað, ið menniskjan sjálv hevur viðtikið. Tá er moralurin subjektivur og óbindandi. Tá kunnu menniskju saktans halda á við teirra gerningum, men uttan Guds tilveru kunnu hesir gerningar tó ikki longur sigast at vera góðir ella óndir í sær sjálvum, tí at objektiv moralsk virðir eru jú ikki til, um Gud ikki er til. Skilt á henda hátt kann ein sostatt heldur ikki vera góður uttan Gud.

Objektiv moralsk virðir merkja, at man kann snakka um rætt og skeivt, uttan at hetta skal vera treytað av meiningini hjá menniskjum. Tað er t.d. tað sama sum at siga, at hin nasistiski jødahaturin var moralskt andstyggiligur, sjálvt um nasistarnir hildu, at tað, ið teir gjørdu, var gott. Tað hevði eisini verið moralskt andstyggiligt, um tað vísti seg, at nasistarnir vunnu seinna heimsbardaga og megnaðu at beina fyri ella heilavaska øll tey, ið vóru ósamd við teimum.

Um Gud ikki er til, so verður tað trupult at síggja, hví ein skuldi hugsað, at menniskju eru nakað serligt, og at teirra moralur er objektivt galdandi. Verður moralurin ikki óstøðugur, um hann hvørki stavar frá Gudi ella er grundfestur í einum transsendentum grundvølli?

Um Gud altso ikki er til, so hevur ein eisini orsøk til at hugsa, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki eru til. Tá hava vit hvørki moralskar skyldur ella moralska ábyrgd fyri okkara gerningum. Men um vit harafturímóti trúgva, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur veruliga eru til, so hava vit eisini eina góða orsøk til at trúgva, at Gud er til.

Ein moralsk próvgrund fyri Guds tilveru kann orðast á henda hátt:

1. Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til.
2. Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til.
3. Tess vegna er Gud til. 

Passar fyrra fortreyt: Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til?

Alt bendir á, at hetta er satt. Hvussu skal ein kunna greiða frá objektivum morali uttan Gud? Kendi gudloysingurin, Jean-Paul Satre, er púra greiður hesum viðvíkjandi. Hann heldur, at tað er sera óhugnaligt, at Gud ikki er til, tí at við honum hvørvur ein og hvør møguleiki fyri at finna nakað, ið er gott a priori. Tað stendur ikki skrivað nakrastaðni, at hitt góða finst, at ein skal vera heiðurligur, at ein ikki skal lúgva. Nei, alt er loyvt, um Gud ikki er til, og menniskjan er sostatt hjálparleyst einsamøll, tí at hon finnur hvørki hjá sær sjálvari ella uttan fyri seg sjálva nakað at halda fast í.

Ella sum Richard Dawkins sigur í bókini River out of Eden:

Í einum alheimi av elektronum og sjálvsøkjandi genum ... fara summi fólk at fáa skaða, meðan onnur hava eydnuna við sær, og tú kanst ikki finna nakað vit ella skil í honum, ei heldur rættvísi. Alheimurin, sum vit síggja, hevur júst teir eginleikarnar, sum vit eiga at vænta, um tað í grundini ikki er nøkur sniðgeving, einki endamál, einki ónt og einki gott, einki annað enn bert blind, miskunnarleys líkasæla.

Tað, ið hesir gudloysingarnir siga, samsvarar eisini væl við fyrru fortreyt, ið nevniliga sigur, at objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru treytaðar av Guds tilveru.

Moralsk virðir hava vanliga verið grundaði í Gudi sum hitt hægsta góða, men hvat er orsøkin til okkara moralsku virðir, um Gud ikki er til. Hví hugsa, at menniskju hava moralskt virði, um Gud ikki er til?

Moralskar skyldur hava vanliga verið sæddar sum nakað, ið stavar frá Guds boðum. Men um Gud ikki er til, hvat kann grundarlagið hjá objektivum moralskum skyldum tá vera? Um gudloysingarnir hava rætt, so eru menniskju bert djór, og djór hava ikki nakra moralska skyldu yvir fyri hvørjum øðrum. Um ein leyva t.d. drepur eina sebra, so er talan um dráp, men ikki morð. Hví skal ein yvirhøvur hava nakra moralska skyldu, um so er, at Gud ikki er til? Hvat er tað tá, ið eggjar okkum til at halda hesar moralsku skyldurnar? Út frá einum gudleysum sjónarmiði verður tað sera trupult at síggja hetta sum nakað annað enn eina subjektiva fatan, ið stavar frá samfelagnum og foreldrunum.

Um eingin moralskur lóggevi er til, so er tað sostatt heldur ikki nøkur objektiv moralsk lóg til, ið vit mugu halda. Ella sum Nietzsche segði: ”Tú hevur tín veg. Eg havi mín veg. Men hin rætti vegurin og hin einasti vegurin er ikki til.”

Altso: Um Gud ikki er til, so eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur heldur ikki til.

Passar seinna fortreyt: Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til?

Flest fólk eru samd hesum viðvíkjandi. Hetta kunnu nøkur dømi hjálpa okkum til at skilja:

1. Tað er altíð skeivt at pína fólk fyri stuttleikar.
2. Tað er altíð skeivt at neyðtaka.
3. Tað er altíð skeivt at umskera kvinnur.

Moralski varhugin hjá menniskjum rættvísger fortreytina: Objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur eru til. Men kann ein staðfesta tilveruna av einum objektivum morali á henda hátt? Ein kann jú ikki kanna hann vísindaliga. Harumframt er hin moralski varhugin eisini skiftandi. Men hóast hetta kunnu vit náa moralska vitan beinleiðis. Her er tað altso ikki neyðugt við vísindaligum kanningum. Ein beinleiðis moralskur varhugi sæst t.d. við setninginum: ”Tað er skeivt at pína fólk fyri stuttleikar.” Ein nýtist ikki at kanna, hvat ið píning, fólk og stuttleiki er, áðrenn ein kemur til niðurstøðuna, at tað er skeivt. Tað er sjálvsagt, at hetta er moralskt andstyggiligt.

Tað er altso sumt, ið er grundleggjandi ónt og skeivt, líkamikið hvør tú ert, hvar tú kemur frá, ella nær tú livir. Við øðrum orðum eru objektiv moralsk virðir og moralskar skyldur altso til.

Síðani fyrra og seinna fortreyt passa, fylgir niðurstøðan sostatt neyðturviliga: Tess vegna er Gud til.

Hvør er Jesus?

“Sama sinnalagið veri í tykkum, sum eisini var í Kristi Jesusi,  hann, sum, tá ið hann var í Guðs mynd, ikki helt tað fyri rán at vera Guði líkur,  men avklæddi seg hana, í tí at hann tók á seg tænara mynd og gjørdist monnum líkur;  og tá ið hann í framkomu var sum maður, setti hann seg sjálvan lágt, og varð lýðin til deyða, ja, til deyða á krossi.  Fyri tað hevur eisini Guð hátt upphevjað hann og givið honum navnið, sum er yvir hvørjum einum navni,  fyri at í Jesu navni skal hvørt knæ boyggja seg, teirra, sum eru á himni, og teirra, sum eru á jørð, og teirra, sum eru undir jørðini,  og hvør tunga skal ásanna, at Jesus Kristus er harri, til dýrdar Guðs faðirs” (Fil 2,5-11).

Mariæ bebudelsesdag

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid” (Luk 1,46-55).

I sandhed mand og Gud
”Den rose fin og lille / har dejlig duft og skær; / den lyse for os ville / og sprede mørket her; / i sandhed mand og Gud; / af syndens nød og pine / han nådig hjalp os ud” (DDS 117).

Denne sidste strofe i salmen ”En rose så jeg skyde” sætter ord på noget helt centralt, når det gælder Mariæ bebudelsesdag: Jesus er i sandhed mand og Gud! Og det er som sandt menneske og sand Gud, at Jesus griber ind i vores liv med sin frelse. Gud er nemlig ikke en fjern og upersonlig Gud. Nej, han er en Gud, der ønsker evigt fællesskab med hver enkelt af os. Derfor træder han også ind i vores tilværelse og bliver menneske ligesom os.

I Filipperbrevet siger Paulus, at Jesus ”tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,7-8). For at kunne lide og dø på korset måtte frelseren, Jesus, være et sandt menneske. Men ingen, som bare er et menneske, kunne bære hele verdens synd, dø på korset i alle menneskers sted, stå op fra de døde og besejre Djævelen. Derfor måtte frelseren også være sand Gud.

Dagens tekst indledes med ordene: ”Da sagde Maria.” Og det betyder, at Maria nu reagerer på noget forudgående. Maria havde nemlig lige haft et meget specielt besøg. Englen Gabriel kom til hende og sagde: ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus” (Luk 1,30-31). Men der er langt fra tale om en helt almindelig graviditet. Jesus er jo undfanget ved Helligånden. Derfor er han hellig, guddommelig, sand Gud. Og det er nemlig kun Gud, der kan redde en verden, der er faldet i synd. Men Jesus får Maria, et menneske, til mor. Derfor er Jesus også sandt menneske. Han er guddommelig, fordi han er undfanget ved Helligånden. Og han er menneske, fordi han er født af et menneske.

Således forenes Gud og menneske i Jesus. I ham kommer Gud til os og forener os med sig selv. Og denne forening kan kun ske i Jesus, fordi det er kun ham, der er sand Gud og sandt menneske. Eller som Luther siger:

Du, Gud Faders enbårne Søn, / mand i lys, men dog Gud i løn, / underlig klædt i kød og blod, / kom på vor brøst at råde bod. / O, Gud ske lov!” (DDS 108).

Ja, vi har al grund til at lovprise Gud for dette store under, at Gud er blevet menneske i Jesus.

Gud med os

Men hvilke følger har dette under så for os? Jo, det har uendelig store følger for os! Jesus er nemlig løfternes opfyldelse. Eller som vi læser hos Esajas: ”Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Es 7,14). Det betyder: Gud med os. Jesus er Immanuel! Han er Gud med os!

Gud ønsker som sagt at have fællesskab med hver enkelt af os. Og Jesus er vejen til dette fællesskab. Eller som Jesus selv siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6). Ingen kommer til Faderen ved egen magt. Luther understreger også det samme, når han siger:

Jeg tror, at jeg ikke af egen evne eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham.

Men, Gud ske lov, Gud ønsker at komme til os – til dig og mig! Han elsker os og vil have evigt fællesskab med os. For at dette fællesskab skal blive til virkelighed, kræver det en indsats fra Guds side. Vi kan jo ikke frelse os selv. Det kan alene Gud gøre. Og Gud rækker os sin frelse i sin søn, Jesus Kristus. I ham træder Gud ind i vores syndefaldne verden for at bringe os ind i sit evige rige.

Guds løfte til Abraham

Der er altså noget helt særligt med denne søn, som Maria skal føde. Han er som sagt løfternes opfyldelse. Og det kommer også til udtryk i Marias lovsang: ”Han [Gud] har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed – som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

I GT læser vi nemlig om, hvordan Gud giver Abraham og Sara et løfte om, at de skal få en søn. Men ventetiden blev så lang. De blev gamle, og Sara tænkte: ”Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?” Og svaret lød: ”Intet er umuligt for Herren!” (1 Mos 18,13-14).

Maria fik også det samme svar, når hun stillede sig spørgende overfor englens budskab om hendes graviditet og det barn, som hun skulle føde: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”, sagde hun til englen (34). Og det er ikke mærkeligt at stille sig spørgende overfor så store ting. Men svaret til Maria og til os er det samme: ”intet er umuligt for Gud” (37). Han, som skabte verden ud af intet, kan også sørge for, at Jesus bliver undfanget ved Helligånden og født af en jomfru. Ja, det er et under, men vi lever også i en underfuld verden, fordi vi har en underfuld Gud.

Der var så meget, der var knyttet til det barn, som Gud havde lovet Abraham og Sara. Gud sagde nemlig, at han ville gøre Abrahams efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom”, sagde Gud til Abraham (1 Mos 22,17-18).

Vi aner en sammenhæng mellem løftet til Abraham og løftet til Maria. Gud havde lovet Abraham en søn, som vældige løfter var knyttet til. Og nu på Mariæ bebudelsesdag står vi ved tærsklen til løftets opfyldelse, nemlig løftet om, at alle jordens folk skal velsignes i Abrahams afkom. Dette store løfte opfyldes nu i Jesus, fordi han er Guds velsignelse! Ved troen på ham og dåben til ham er vi nemlig blevet iklædt Jesus og hans retfærdighed. I ham ejer vi syndernes forladelse og evigt liv.

Jeg synes, at Ole Brattekaas giver en god beskrivelse af håbet, som vi ejer i Jesus, når han siger:

Ren og retfærdig, Himmelen værdig 
er jeg i verdens frelser alt nu. 
Ordet forkynder, at mine synder
kommer han aldrig mere i hu.
O, jeg er frelst og salig, fordi
Sønnen har gjort mig virkelig fri!
Helt fri fra nøden, dommen og døden.
Amen, halleluja!

Ja, hvad andet kan man gøre, end at sige sit ”amen, halleluja”, når man er stillet overfor så stor en frelser? Hvad andet kan man gøre, end at stemme i Marias lovsang? ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!”

Guds løfte til David

Inden Maria føder Jesus, fødes der en lovsang i Marias hjerte – en lovsang til Gud og hans store frelse – den frelse, som nu opfyldes i det barn, som hun snart skal føde, nemlig Jesus. Han er løfternes opfyldelse.

Udover løftet til Abraham er Jesus også opfyldelsen af løftet til kong David. Tidligere, inden Marias lovsang, havde englen nemlig sagt til Maria, at Gud skulle give Jesus hans fader Davids trone, og at han skulle være konge over Jakobs hus til evig tid (Luk 1,32-33).

Maria skulle altså føde en evig konge, der hersker over et evigt rige. Med andre ord skulle hun føde den lovede Messias – den Messias, som Israels folk havde ventet på. Således er Jesus også opfyldelsen af Guds løfte til David, som vi læser om i GT: ”Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid” (2 Sam 7,16). Og englen siger til den forbløffede Maria, at det er hendes søn, der skal opfylde dette løfte.

Jesus er Messias – den evige konge. Og med troen på ham er vi blevet delagtige i hans evige rige. Vores borgerskab er ikke længere i den syndefaldne verden. Vores borgerskab er nu i Jesu evige rige. Han er vor evige konge, og vi skal leve sammen med ham i hans rige for evigt. Dette er allerede nu gældende for os. Vi ejer evigt liv i vor evige konge allerede nu! Og hvad andet kan man gøre, end at stemme i Marias lovsang, når man ejer så stort et håb?

Min sjæl ophøjer Herren

Maria stod i en helt særlig situation. Hun skulle føde Guds søn – verdens frelser. Derfor siger hun: ”For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.” Men selvom hun stod i denne helt unikke situation, så ophøjer hun ikke sig selv på nogen måde. Hun havde nemlig akkurat lige så meget brug for en frelser, som vi har. Igennem alt det, som hun oplevede omkring bebudelsen af Jesu fødsel, viser Maria os troens vej. Hun retter al sin opmærksomhed mod Herren og lovpriser ham.

Må Marias lovsang også være vores lovsang: ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!”

Kierkegaard og den historiske viden

“Kan der gives et historisk Udgangspunkt for en evig Bevidsthed; hvorledes kan et saadant interessere mere end historisk; kan man bygge en evig Salighed paa en historisk Viden?” (Kierkegaard 1995: 1). Disse ord står på titelbladet i Søren Kierkegaards Philosophiske Smuler, og de giver læseren et godt indtryk af Kierkegaards anliggende. I forbindelse med dette understreger Niels Thulstrup, at Kierkegaards undersøgelse føres straks ind i den lessingske problematik via titelbladets spørgsmål. Kierkegaard vil altså tage stilling til det problem, ”som Lessing først havde rejst, om Forholdet mellem Aabenbaring og Historie” (Thulstrup 1995: V). I skriftet ”Om beviset i ånd og kraft” formulerer Lessing sin tese på følgende måde: ”Tilfældige historiske sandheder kan aldrig blive bevis for nødvendige fornuftsandheder” (Lessing 1989: 317). Ifølge Thulstrup forudsætter Lessing altså, at fornuftsandheder ”er evigt gyldige og derfor staar højere end Erfaringssandheder, hvorunder alle historiske Sandheder hører” (Thulstrup 1995: IX). Lessing skelner også skarpt mellem den generation, der er samtidig med den historiske begivenhed, og den senere generation, der kun har de historiske beretninger (ibid.). Lessing konkluderer derfor:

Dette, akkurat dette er den modbydelige brede grøft, som jeg ikke kan komme over, så tit og så alvorligt jeg end har prøvet at springe over den … Jeg benægter slet ikke, at der er gået profetier i opfyldelse i Kristus: jeg benægter slet ikke, at Kristus har gjort undere, men jeg benægter, at disse undere kan og må forpligte mig til den mindste tro på Kristi anderledes artede lærdomme, efter at disse underes sandhed fuldstændigt er holdt op med at bevises ved nutidigt forekommende undere, da de nu om stunder ikke er andet end beretninger om undere (Lessing 1989: 319).

Ifølge Lessing er der altså en modbydelig bred grøft mellem underet og beretningen om underet, mellem generationen, der er samtidig med begivenheden, og den senere generation, der kun har beretningerne at holde sig til.

Det verdenshistoriske NB

I Philosophiske Smuler løser Kierkegaard Lessings problematik ved at understrege, at troen gives af Gud selv. Kierkegaard siger f.eks.: ”Ønsker man at udtrykke den Seneres Forhold til den Samtidige saa kort som muligt, uden dog over Kortheden at ville opgive Rigtigheden, da kan man sige: den Senere troer formedelst (Anledningens) den Samtidiges Efterretning i Kraft af den Betingelse, han selv modtager af Guden” (Kierkegaard 1995: 100). Kierkegaard understreger altså, at alle generationer bliver samtidige med generationen på første hånd i det eksistentielle møde med Gud. Således kommer Kierkegaard også over Lessings modbydelige brede grøft. Modsat Lessing understreger Kierkegaard nemlig: ”Der er ingen Discipel paa anden Haand. Væsentligen seet, er den første og den sidste lige…” (ibid.: 101). Ifølge Kierkegaard er den historiske viden altså ikke afgørende, når det gælder det eksistentielle møde med Gud. Kierkegaard formulerer det f.eks. på følgende måde:

Selv om den samtidige Generation ikke havde efterladt Andet end disse Ord: “vi have troet at Guden Anno det og det har viist sig i en Tjeners ringe Skikkelse, har levet og lært iblandt os, og er derpaa død” – det er mere end nok. Den samtidige Slægt har gjort det Fornødne; thi dette lille Avertissement, dette verdenshistoriske NB. er tilstrækkeligt til at blive Anledning for den Senere; og den vidtløftigste Efterretning kan dog i al Evighed ikke blive mere for den Senere (ibid.: 100).
Mere end blot en historisk begivenhed

Selvom Kierkegaard taler således om verdenshistorien, så betyder dette dog ikke, at Kierkegaard ønsker at ophæve det historiske. Ifølge Kierkegaard er dagens nyhed (Gudens fremtræden) nemlig evighedens begyndelse (ibid.: 54). Eller som han siger i Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift: ”Det Historiske er, at Guden, den Evige, er bleven til i et bestemt Tidsmoment som et enkelt Menneske” (Kierkegaard 2002: 526). C. Stephen Evans belyser dette på en god måde, når han vedrørende spørgsmålene på titelbladet i Philosophiske Smuler understreger, at svaret på de to spørgsmål er: Ja, et historisk udgangspunkt er muligt, hvis det evige selv er trådt ind i verdenshistorien. Og dette udgangspunkt kan have mere end blot historisk interesse, hvis begivenheden er mere end blot en historisk begivenhed (Evans 1999: 251). Og ifølge Kierkegaard er der nemlig tale om mere end blot en historisk begivenhed. Derfor kan man heller ikke komme til tro og blive en discipel ved den historiske viden alene. Kierkegaard understreger også dette, når han formulerer sig på følgende måde:

Historisk Øienvidne altsaa har den samtidige Lærende let ved at blive, Ulykken er imidlertid, at det at vide en historisk Omstændighed, ja at vide dem alle med Øienvidnets Tilforladelighed, ingenlunde gjør Øienvidnet til Discipel, hvad man jo kan see deraf, at denne Viden betyder for ham ikke andet end det Historiske. Det viser sig strax her, at det Historiske i concretere Forstand er ligegyldigt (Kierkegaard 1995: 56).
Troen gives af Gud selv

Ifølge Kierkegaard er det ikke den historiske viden, der gør et menneske til en discipel. Derimod gives troen af Gud selv. Kierkegaard formulerer også dette på følgende måde:

Hvorledes bliver da den Lærende Troende eller Discipel? Naar Forstanden er entlediget og han faaer Betingelsen. Naar faaer han denne? I Øieblikket. Hvad betinger denne Betingelse? At han forstaaer det Evige. Men en saadan Betingelse maa jo være en evig Betingelse. – Altsaa i Øieblikket faaer han den evige Betingelse, og dette veed han af, at han i Øieblikket har faaet den; thi ellers besinder han sig kun paa, at han fra Evighed havde den. I Øieblikket faaer han Betingelsen, og faaer den af hiin Lærer [Guden] selv (ibid.: 60).

Det historiske er altså ikke ligegyldigt per se. Derimod er det ligegyldigt, når det gælder det eksistentielle møde med Gud, hvor betingelsen/troen gives af Gud. Og det verdenshistoriske NB skal nemlig ses i lyset af dette. Evans understreger også, at det er svært at se, hvordan man skulle kunne undgå nødvendigheden af at have en minimal historisk viden, og hvorfor disciplen ikke skulle forsøge at opnå større viden, hvis det var muligt. Kierkegaards pointe er blot, at den minimale historiske information, som er absolut nødvendig, hvis troen skal være tilstede, er nemlig så minimal, at det ikke skal kunne siges om nogen, at de blev forhindret i at tro pga. manglende historisk viden (Evans 1999: 253). Når Gud giver troen og gør et menneske til en discipel, er den historiske viden altså ligegyldig, fordi troen kan sagtens eksistere uden en omfattende historisk viden.

Approksimationen bliver aldrig færdig

I hans Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift understreger Kierkegaard, at når man betragter kristendom “som historisk Aktstykke”, så gælder det at få en aldeles pålidelig efterretning vedrørende den kristne lærdom. Med andre ord taler Kierkegaard altså om et uomtvisteligt bevis, men dette kan man ifølge Kierkegaard ikke nå frem til ved den historiske undersøgelse. Derimod kan der kun være tale om en approksimation,[1] eller som Kierkegaard selv formulerer det: “Om alle Engle sloge sig sammen, de kunne dog kun tilveiebringe en Approximation, fordi i Forhold til en historisk Viden er en Approximation den eneste Vished – men ogsaa for Lidt til derpaa at bygge en evig Salighed” (Kierkegaard 2002: 36). Dette kan man altså ikke bygge en evig salighed på, “fordi Approximationen aldrig bliver færdig” (ibid.: 49). Dette forhold belyser Kierkegaard også med følgende ord:

Venter Indlednings-Videnskaben endnu paa et Skrift, inden Sagen indlades til Doms; mangler Systemet endnu en Paragraph; har Taleren endnu et Argument i Baghaanden: saa er Afgjørelsen udsat. Der er saaledes ikke her Spørgsmaal om Christendommens Sandhed i den Forstand, at naar dette var afgjort, Subjektiviteten da var flink og villig til at antage den. Nei, Spørgsmaalet er om Subjektets Antagelse af den, og det maa her betragtes som Fortabelsens Illusion (der er forbleven uvidende om at Afgjørelsen ligger i Subjektiviteten), eller som Svigefuldhedens Udflugt (der skubber Afgjørelsen bort ved en objektiv Behandling, hvori der i al Evighed ingen Afgjørelse er), at antage, at denne Overgang fra Objektivt til den subjektive Antagelse er ligefrem af sig selv følgende, da den netop er den afgjørende, og den objektive Antagelse (sit venia verbo) Hedenskab eller Tankeløshed (ibid.: 121-122).

Her fremgår det også, at Kierkegaard skelner mellem det objektive og det subjektive. Ifølge Kierkegaard ligger afgørelsen nemlig i subjektiviteten, mens der i den objektive behandling ”i al Evighed ingen Afgjørelse er”. Kierkegaard formulerer det også således: ”Objektivt taler man bestandigt kun om Sagen, subjektivt taler man om Subjektet og Subjektiviteten, og see, netop Subjektiviteten er Sagen” (ibid.: 121). Kierkegaard understreger, at hvis det historiske skal være det afgørende, så må hver tøddel uendeligt urgeres, ”og da dette kun lader sig naae approximando, saa er Individet i den Modsigelse at knytte ɔ: at ville knytte sin evige Salighed og ikke at kunne komme til det, fordi Approximationen aldrig bliver færdig, hvoraf igjen følger, at han i al Evighed ikke kommer til at knytte sin evige Salighed til den…” (Kierkegaard 2002: 49).

Troen er ikke historieløs

Ovenfor har vi set, hvordan den samtidige slægts lille avertissement og verdenshistoriske NB er tilstrækkeligt til at fungere som anledning for den senere slægt (Kierkegaard 1995: 100). Dette indikerer, at det historiske vidnesbyrd har en positiv funktion i forbindelse med den kristne tro, selvom det i sig selv ikke er årsag til troens tilblivelse (Evans 1999: 259). Den afgørende faktor vedrørende troen er personlig og subjektiv, ikke videnskabelig og objektiv. Troen behøver ikke at vente, indtil alle kontroverser er blevet løst, fordi dette er ikke noget, man vil kunne give en definitiv videnskabelig løsning på. Men dette betyder dog ikke, at man skal være ligeglad med de historiske indicier. Det eneste, som både kristne og ikke-kristne bør håbe på at få ud af dette, er at deres beslutning er bygget på en troværdig fortolkning af indicierne (ibid.: 259-260).

I lyset af det ovenstående når jeg frem til, at den kristne tro først og fremmest gives af Gud selv, og i dette øjeblik er sandsynliggørelsen ikke afgørende, fordi troen kan sagtens eksistere uden en omfattende historisk viden. Men troen er dog ikke historieløs. Dagens nyhed er jo evighedens begyndelse. Derfor konkluderer jeg, at den subjektive tro og den objektive sandsynliggørelse komplementerer hinanden.

Kilder

Evans, C. Stephen. 1999. Kierkegaard’s “Fragments” and “Postscript”. New York: Humanity Books.

Kierkegaard, Søren. 1995. Philosophiske Smuler. København: C. A. Reitzels Forlag.

Kierkegaard, Søren. 2002. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. I: Søren Kierkegaards Skrifter Bind 7. København: Gads Forlag.

Kingo, Anders (red.). 1996. At være samtidig med sig selv: Søren Kierkegaard-tekster på nudansk. København: Gyldendal.

Lessing, Gotthold Ephraim. 1989. Om beviset i ånd og kraft. I: Teologiske tekster: Udvalg af klassiske dogmatiske tekster. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Thulstrup, Niels. 1995. Indledning. I: Philosophiske Smuler. Af Søren Kierkegaard. København: C. A. Reitzels Forlag A/S.

[1] Anders Kingo giver følgende definition af dette begreb: “approksimationen betyder tilnærmelse: dette gradvis at nærme sig noget” (Kingo 1996: 308).