Segði Jesus einki um samkynd?

Er tað satt, at Jesus ikki sigur nakað um samkynd? Ikki heilt. Viðvíkjandi hjúnabandinum staðfestir hann fyri tað fyrsta, hvussu Gud, sambært skapanarsøguni, “frá upphavi skapaði tey kall og konu” (Matt 19,4). Hann fordømir m.a. eisini siðloysi, og leggur dent á, at hetta ger menniskjuna óreina (Mark 7,21-23). Hitt grikska orðið fyri siðloysi er porneia. Tá ið porneia verður nýtt í Mark 7,21, sipar hetta til alt tað, sum kann kallast fyri kynsliga synd m.a. samkyndur lívsháttur. Í Gamla Testamenti verður porneia eisini nýtt í samband við allan bannaðan kynsligan levnað uttanfyri hjúnabandið millum mann og konu. So statt hevði Jesus heldur ikki brúk fyri at siga so nógv um samkyndan lívshátt, tí at allir jødarnir, sum hoyrdu hann tala, skiltu, at samkyndur lívsháttur var ein kynslig synd (porneia), sum var bannað í Móselóg.

Alan Shlemon frá “Stand to Reason” viðger eisini júst hetta í hesi upptøkuni:

Eisini kann viðmerkjast, at Jesus heldur ikki sigur nakað um incest og samlegu við djór, men hetta merkir tó ikki, at hann ikki er samdur í tí, sum hann las í sínari Bíbliu hesum viðvíkjandi (tvs. Gamla Testamenti). Um ein veruliga setur seg inn í teir bíbilsku tekstirnar, tá verður tað greitt, at Jesus als ikki talar fyri samkyndum lívshátti. Hann er jú ikki komin at avtaka lógina. Hann radikaliserar heldur lógina, soleiðis at eingin skal trúgva, at hann ella hon megna at halda lógina fult og heilt, og soleiðis verður lógin nakað, sum agar okkum til tann, sum kann bjarga lógbrótarum, nevniliga Jesus (Gal 3,24).

Tað skal eisini havast í huganum, at sjálvt um Jesus sjálvandi var samdur í Guds lóg, so vísti hann samstundis ein djúpan kærleika til tey sjúku og tey, sum vóru komin burtur av leið. Hesin djúpi kærleikin er eisini galdandi fyri samkynd. Í roynd og veru merkir hetta, at vit sum kristin eiga at vitja samkynd, eta saman við samkyndum, tosa við tey í kærleika og deila gleðiboðskapin um Guds frelsu við tey. Sjálvt um Jesus sjálvandi var 100% samdur í Guds lóg, so helt hetta honum ikki frá at vísa syndarum kærleika, ja, enntá lata sítt egna lív fyri syndarar. Sum kristin eiga vit at fylgja Jesu fyridømi, hann sum var syndara vinur (tó ikki vinur við sjálva syndina).

Tað eru altso summi, sum vilja rættvísgera samkyndan lívstíl við at peika á, at Jesus ikki sigur eitt einasta orð um samkynd, men, sum vit hava sæð, so er hetta ikki heilt satt. Og sjálvt um Jesus kanska ikki sigur so nógv um júst hetta, so er eitt tó heilt víst, og tað er, at Jesus hevur nógv at siga við samkynd, og tað kann ein eisini læra meira um við at lesa Bíbliuna. T.d. kann ein lesa: “Komið higar til mín øll tit, sum arbeiða og ganga undir tungum byrðum, og eg vil veita tykkum hvílu” (Matt 11,28). Og: “Sí, eg standi við dyrnar og banki uppá. Um einhvør hoyrir rødd mína og letur upp dyrnar, tá skal eg fara inn til hansara og eta nátturða saman við honum, og hann við mær” (Opb 3,20). Okkara synd eigur ikki at fáa okkum til at renna burtur frá Jesusi. Harafturímóti eigur hon at fáa okkum til at flýggja til Jesus.

 

Keldur

DeYoung, Kevin. 2015. What Does the Bible Really Teach about Homosexuality? Wheaton, Illinois: Crossway.

Gagnon, Robert A. J. 2001. The Bible and Homosexual Practice Texts and Hermeneutics. Nashville: Abingdon Press (kindle).

Kaiser, Walter C Jr. 1996. Hard Sayings of the Bible. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.

http://www.str.org/blog/challenge-response-jesus-never-said-a-word-about-homosexuality#.VuKgIuZvFl0

Hvem er Jesus?

WhoIsJesus

“Jehovas Vidner tror at “hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig” (2 Timoteus 3:16). Vi bruger Bibelen for at lære om Skaberen og til at få praktisk vejledning om hvordan vi kan leve et meningsfyldt liv” (Vagttårnet 1 sep 2015, s. 5).

Disse ord fra Vagttårnet får mig til at tænke på, om Jehovas Vidner ville være villige til at tilbede Jesus, hvis jeg kunne argumentere ud fra Skriften, at Jesus virkelig er Gud. Med denne artikel vil jeg derfor give Jehovas Vidner noget helt bestemt at tænke på, nemlig spørgsmålet om Jesu identitet: Hvem er Jesus? Svaret på dette spørgsmål er afgørende. Jehovas Vidner tror nemlig, at Jesus er den inkarnerede ærkeengel, Mikael. De tror også, at Mikael på et tidspunkt blev skabt af Gud. Kristne tror derimod, at Jesus er evig. Han er den anden person i treenigheden. Han er ikke skabt af Gud. Han er Gud. Kristendommen står og falder altså med synet på Jesus. Menneskers frelse er afhængig af en sand tro på Jesus. “For hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder”, siger Jesus (Joh 8,24b). Jesu identitet har altså en afgørende betydning for alle mennesker. Er det ikke også derfor, at Jesus stillede spørgsmålet: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” (Matt 16,15). I det følgende vil jeg drøfte nogle bibeltekster, som jeg mener understreger, at Jesus er Gud.[1]

Jesus er Gud ifølge Sl 102,25-27 og Hebr 1,10-12
Sl 102,25-27:

25 For længe siden grundlagde du jorden, og himmelen er dine hænders værk.
26 De vil gå til grunde, men du vil blive stående; som en klædning vil de alle slides op. Som en dragt vil du skifte dem ud, ja, de udskiftes.
27 Men du er den samme, og dine år slipper ikke op (NVO[2]).

Hvad ville Jehovas Vidner svare, hvis jeg spurgte dem, hvem disse vers handler om? De fleste ville uden tvivl sige, at pågældende tekst handler om Gud. Sammenhængen lægger også op til denne forståelse:

v1: “Jehova, hør min bøn…”

v12: “Men du, Jehova, bliver boende evindelig…”

v21: “…for at Jehovas navn kan blive forkyndt i Zion…”

v22: “…så de kan tjene Jehova.”

Der hersker altså ingen tvivl om, at salmisten beskriver Gud i Sl 102.

Hebr 1,10-12: 

Og: „Du, Herre, har i begyndelsen grundlagt jorden, og himlene er dine hænders værker. De vil gå til grunde, men du består fortsat; og alle ældes de som en yderklædning, og du vil folde dem sammen som en kappe, som en yderklædning, og de vil blive udskiftet; men du er den samme, og dine år vil aldrig udløbe (NVO).

Sammenhængen er vigtig for at forstå budskabet i denne tekst:

Hebræerbrevet 1,6-8 (NVO) Hebræerbrevet 1,6-8 (DO)[3]
6 Og når han igen bringer sin førstefødte til den beboede jord, siger han: „Og lad alle Guds engle bøje sig ærbødigt for ham.“

7 Og med henblik på englene siger han: „Og han gør sine engle til ånder, og sine offentlige tjenere til en ildslue.“

8 Men med henblik på Sønnen: „Gud er din trone i evighedens evighed, og dit riges scepter er retskaffenhedens scepter.

6 Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han: Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.[4]

Om englene hedder det: Han gør sine engle til vinde og sine tjenere til flammende ild,

men til Sønnen: Din trone, Gud, står til evig tid, dit kongescepter er retfærdighedens scepter.

 

Det er klart, at teksten handler om Sønnen, Jesus Kristus (v8).

  • Skal englene så bøje sig ærbødigt for ham (NVO)?
  • Skal de kaste sig ned for ham (DO)?
  • Eller skal de tilbede ham (FO[5])?
Den bedste oversættelse er tilbede jf. “A Grammatical Analysis of the Greek New Testament”: προσκυνέω = worship (se note 3).

v6-7: Teksten præsenterer englene ved to aktiviteter, som viser, at de er underordnet Sønnen:

  • v6 understreger, at de skal tilbede Sønnen – noget, som peger på Sønnens guddommelighed. Det er jo ifølge Vagttårnet udelukkende Jehova Gud, som skal tilbedes (Vagttårnet 1 sep 2015, s. 5).
  • v7 udtrykker englenes rolle som Guds tjenere – noget, som også bliver understreget i v14: “Er de ikke alle ånder i offentlig tjeneste, udsendt for at tjene dem som skal arve frelse?” (NVO).

v8: Gr.: πρὸς δὲ τὸν υἱόν = men til Sønnen. Mens forfatteren af Hebræerbrevet stadig taler om Sønnen, siger han dernæst følgende:

10 “Og: ‘Du, Herre, har i begyndelsen grundlagt jorden, og himlene er dine hænders værker. 11 De vil gå til grunde, men du består fortsat; og alle ældes de som en yderklædning, 12 og du vil folde dem sammen som en kappe, som en yderklædning, og de vil blive udskiftet; men du er den samme, og dine år vil aldrig udløbe'” (NVO).

Dette har vi jo læst tidligere i Sl 102,25-27. Hvis det tidligere blev konkluderet, at Sl 102,25-27 er en beskrivelse af Gud, hvordan kan det så være, at forfatteren til Hebræerbrevet klart og tydeligt tilskriver denne samme beskrivelse til Sønnen?

Konklusionen er ikke til at komme uden om: Jesus identificeres med Gud. Ifølge Sl 102,25-27 og Hebr 1,10-12 kan vi altså sige, at Jesus er Gud.

Direkte identificering med Gud
Joh 8,56-59:

56 Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.« 57 Da sagde jøderne til ham: »Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?« 58 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.« 59 Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen.

I denne tekst ser vi først og fremmest, at Jesus skifter tid midt i sætningen: »…Jeg er, før Abraham blev født.« Umiddelbart ville det lyde bedre, hvis han sagde: »…Jeg var, før Abraham blev født.« Men i pågældende tekst vil Jesus særligt understrege to ting. For det første understreger Jesus, at han eksisterede, før Abraham eksisterede. Som den anden person i treenigheden begyndte Jesus ikke at eksistere, når han blev født af Jomfru Maria. For det andet identificerer Jesus sig med det navn, som Gud gav Moses i den brændende tornebusk, hvor vi i 2 Mos 3,14 læser: “Gud svarede Moses: ‘Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ‘Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.'” Når Jesus identificerer sig selv med navnet ”Jeg Er”, så siger han dermed også, at han er den evige og selveksisterende Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Det har uden tvivl været indlysende for samtidens jøder, at Jesus her påstår, at han er Gud. Disse jøder kendte jo godt 2 Mos 3,14, og i deres ører gjorde Jesus sig skyldig i gudsbespottelse, når han identificerede sig selv med Gud. Dette forklarer også jødernes reaktion: ”Da tog de sten op for at kaste dem på ham”.

Indirekte identificering med Gud via guddommelige kendetegn

I NT beskrives Jesus med de samme kendetegn, som Gud også bliver beskrevet med i GT.

Gud i GT Påstand Jesus i NT
Herren er min hyrde (Sl 23,1). Hyrde Jeg er den gode hyrde (Joh 10,11).
For det er Gud, der er dommer, den ene ydmyger han, den anden ophøjer han (Sl 75,8). Dommer …fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre (Matt 25,31-33).
Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig (Es 44,6). Først og sidst Jeg er den første og den sidste (Åb 1,17).
Herren er mit lys (Sl 27,1). Lys Jeg er verdens lys (Joh 8,12).
…jeg, kun jeg, er Herren, der er ingen anden frelser end mig (Es 43,11). Frelser …at han i sandhed er verdens frelser (Joh 4,42).
Jeg er Jahve, det er mit navn! Jeg giver ikke min ære til nogen anden eller min pris til gudebillederne (Es 42,8). Guds herlighed Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til (Joh 17,5).
Indirekte identificering med Gud via guddommelige gerninger
Gerning Bibelhenvisning
Jesus tilgav synder Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« De skriftkloge reagerer ved at sige: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« (Mark 2,5-11).
Jesus gav bud »…Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden…« (Joh 13,34). Derudover siger Jesus også i bjergprædikenen: I har hørt, at der er sagt til de gamle…Men jeg siger jer (Matt 5).
Jesus sagde, at man skulle bede i hans navn »…og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det…« (Joh 14,13-14).
Indirekte identificering med Gud via tilbedelse

I flere tilfælde bliver Jesus tilbedt som Gud:

De vise mænd tilbad Jesus (Matt 2,11).

Disciplene tilbad Jesus, efter han stillede stormen (Matt 14,33).

Den blinde mand tilbad Jesus, efter han helbredte ham (Joh 9,38).

Kvinderne ved graven tilbad Jesus efter hans opstandelse (Matt 28,9).

Alle disse mennesker tilbad Jesus, uden at Jesus på nogen måde irettesatte dem. Dette giver kun mening, hvis Jesus virkelig troede, at han var Gud. Når Jesus blev fristet af Satan i ørkenen, sagde han: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene'” (Matt 4,10). Og dog modtog han selv tilbedelse!

Indirekte identificering med Gud via tiltale

Jesus tiltales gang på gang som Gud i NT. Paulus siger f.eks.: “…de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid!” (Rom 9,5). Her fremhæver Paulus begge sider af Jesu natur: Han er sandt menneske (”kommet som menneske”), og han er sand Gud (”han, som er over alt og alle, Gud”). (En mere dybtgående beskrivelse af tonaturlæren gives her).

Johannes siger: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Men NVO siger: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud [θεὸς (theos)].” Det påstås, at der er tale om en gud, fordi der ikke findes nogen bestemt artikel foran “θεὸς” (theos) i den græske tekst. Man påstår, at hvis man skulle læse ”Gud”, så skulle der stå ”ὁ θεὸς” (ho theos). Men hvis man læser Joh 1,6, ser man faktisk, at NVO ikke følger sin egen regel. Her står der nemlig: ”Der fremstod et menneske som var udsendt fra Gud [θεὸς]: hans navn var Johannes.” Her er der heller ingen artikel foran theos, men NVO oversætter det alligevel til Gud og ikke til en gud, ligesom i v1. (Peter V. Legarth giver også en god behandling af dette spørgsmål her).

Indirekte identificering med Gud via association

I Joh 10,27-30 siger Jesus: »…Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

Jesus siger ikke, at Faderen og Sønnen er en person. Faderens og Sønnens personer er nemlig forskellige, men de er dog af samme væsen. Faderens og Sønnens guddom er nemlig én. (Læs mere om dette her).

De ældste dokumenter, som vi har, understreger, at de første kristne betragtede Jesus som guddommelig lige fra begyndelsen. En af de ældste kilder, som understreger Jesu guddommelige status, er Fil 2,5 – 11:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, 10 for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, 11 og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære

Vedr. denne tekst kommenterer Gordon Fee det følgende: “The glory of all this is that the self-emptying, humbling One never ceases to be God in his ‘humiliation’; indeed this is the full revelation of God’s essential character—in the words of Graham Kendrick’s wonderful hymn, ‘this is our God, the Servant-King'” (Fee 1999: 91).

Konklusion

Hvad kan vi så konkludere vedrørende spørgsmålet om Jesu identitet? Hvem er Jesus? I lyset af det ovenforstående er konklusionen klar. Jesus er Gud. Og derfor bør Jehovas Vidner også tilbede Jesus.

Jesu guddommelighed er en garanti for, at frelsen er Guds gerning

Ligesom Jesu menneskelighed er en garanti for Guds gerning blandt mennesker, således er Jesu guddommelighed også en garanti for, at hans frelsergerning er Guds gerning. Tilgivelsen er altså ikke blot et menneskes gerning, men Guds gerning. Og derfor kan der også være tale om en gerning, som har evig gyldighed. Det er sandt, at kun Gud, som vi synder imod, kan tilgive os, men Jesu guddommelighed er nemlig en garanti for, at det, som Jesus har gjort for os, er identisk med det, som Gud har gjort for os. Betydningen af Jesu guddommelighed ligger altså i den kendsgerning, at det er selv Gud, som handler, når Jesus handler.

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud … Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os…” (Joh 1,1.14). Gud blev menneske i Jesus. Jesus er altså fuldkommen Gud og fuldkomment menneske. Derfor tilbeder og ærer vi Jesus som Gud. Og vores forhold med Jesus er derfor identisk med forholdet med Gud. Når vi griber om Jesus, griber vi altså om Gud. “Jeg og Faderen er ét”, siger Jesus (Joh 10,30). Vedrørende dette konkluderer Thomas F. Torrance følgende:

The dogma of the humanity of Christ asserts the actuality in our world of the coming of God, and the dogma of the deity of Christ asserts the divine content of our knowledge and salvation, the objective reality of our relation to God himself. The dogma of the deity of Christ means that our salvation in Christ is anchored in eternity (Torrance 2008: 187-188).

For den evige frelses skyld må Jesus altså tilbedes, fordi vores forhold med Jesus er identisk med vores forhold med Gud. Som vi bekender i Nicænum er Jesus nemlig: “Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt…”

Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved (ApG 4,12).
Litteratur

A Concise Greek-English dictionary of the New Testament. Stuttgart, Germany: Deutsche Bibelgesellschaft; United Bible Societies.

Aland, K., Aland, B., Karavidopoulos, J., Martini, C. M., & Metzger, B. M. 2012. Novum Testamentum Graece (28th Edition). Stuttgart: Deutsche Bibelgesellschaft.

Fee, Gordon D. 1999. Philippians. Downers Grove, IL: InterVarsity Press.

Hvad tror Jehovas Vidner? I: Vagttårnet, 1. September 2015, vol. 136, No. 17.

Torrance, Thomas F. 2008. Incarnation. Downers Grove IL.: InterVarsity Press.

Zerwick, M., & Grosvenor, M. 1974. A grammatical analysis of the Greek New Testament. Rome: Biblical Institute Press.

Internettet

http://www.str.org/publications/solid-ground-july-2016-ready-for-the-knock-on-your-door#.V4uI1KKz7F8

http://www.str.org/blog/witnessing-to-jehovah-s-witnesses-%E2%80%93-part-1#.VgPY8Zez54I

http://www.str.org/blog/witnessing-to-jehovah-s-witnesses-%E2%80%93-part-2#.VgPZMJez54J

Noter

[1] Det meste af det, som jeg nævner herunder, har jeg fra Tim Barnetts “Witnessing To Jehovah´s Witnesses” og “Ready for the Knock on Your Door.”

[2] Ny Verden-Oversættelsen

[3] Den autoriserede danske oversættelse, som blev udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1992.

[4] Gr.: καὶ προσκυνησάτωσαν αὐτῷ πάντες ἄγγελοι θεοῦ (Aland, K., Aland, B., Karavidopoulos, J., Martini, C. M., & Metzger, B. M. (2012). Novum Testamentum Graece (28th Edition., Heb 1:6). Stuttgart: Deutsche Bibelgesellschaft).

  • Ifølge Zerwick & Grosvenor: προσκυνησάτωσαν impv 3rd pl. -κυνέω τινί worship one. πάντες ἄγγελοι wt art. signifying all angels (Zerwick, M., & Grosvenor, M. (1974). A grammatical analysis of the Greek New Testament (p. 655). Rome: Biblical Institute Press).
  • προσκυνέω = worship; fall down and worship, kneel, bow low, fall at another’s feet (Newman, B. M., Jr. (1993). A Concise Greek-English dictionary of the New Testament. (p. 154). Stuttgart, Germany: Deutsche Bibelgesellschaft; United Bible Societies).
  • Den færøske oversættelse ligger tæt op ad den græske tekst. Oversat til dansk står der: “Og alle Guds engle skal tilbede ham.”
  • I NIV læser vi også: “Let all God’s angels worship him.”

[5] Den autoriserede færøske oversættelse, som blev udgivet af Det Danske Bibelselskab i 1990.

Hvat er Helviti?

heaven-hell

Ein spurningur, sum menniskju javnan seta sær, er spurningurin: Hvussu kann ein kærleiksfullur Gud kasta menniskju í Helviti? Tankin um Helviti hevur verið til veruligan meinboga fyri mong menniskju, soleiðis at tey hava vent Gudi bakið. Tey kunnu rætt og slætt ikki sameina ein kærleiksfullan Gud við Helviti. Og um so er, at ein prestur ella ein prædikantur nevnir Helviti í síni prædiku, so kann hesin eisini verða ákærdur fyri at vera ein helvitisprædikantur. Og tað ljóðar einki serliga positivt, sjálvt um Jesus sjálvur er tann størsti helvitisprædikanturin í Nýggja Testamenti. Men henda ákæran stavar eisini ofta frá tankanum um, at Gud og Helviti ikki kunnu sameinast, og tí skal Helviti heldur ikki prædikast. Hinvegin verður dentur lagdur á, at tað bara er Guds kærleiki, sum skal prædikast.

Eitt hitt mest endurgivna versið í okkara Bíbliu er óiva Jóh 3,16: “Tí at so elskaði Guð heimin, at hann gav son sín, hin einborna, til tess at ein og hvør, sum trýr á hann, ikki skal glatast, men hava ævigt lív.” Hetta versið verður eisini rópt fyri: hin lítla Bíblian, tí at tað kemur jú inn á sjálva kjarnuna í gleðiboðskapinum. Og vit síggja eisini, at orðið: “glatan” verður brúkt í hesum versinum. Í Jóh 3,16 síggja vit, at tann gleðiboðskapurin, sum vit eru kallaði til at boða, inniber, at Gud grípir inn í heimssøguna vegna sín kærleika til hina syndafalnu menniskjuna. Hetta ger hann við at senda sín son inn í heimin fyri at frelsa menniskjuna frá synd, deyða og Helviti. Hvør tann, sum lítur á henda frelsaran, verður frelstur frá glatan og frelstur til ævigt lív. Vit síggja altso, at tað ikki gevur meining at siga, at einans Guds kærleiki skal prædikast og ikki Helviti. Helviti hevur jú ein avgerandi leiklut í sjálvum gleðiboðskapinum.

Kærleiksvreiðin

Hvat er orsøkin til Helviti? Eg haldi, at hesin spurningurin hevur avgerandi týdning, tá ið ein skal fáa greiðu á samanhanginum millum Gud og Helviti. Í prædiku síni, Kærlighedens vrede, leggur Poul Hoffmann, sáli, dent á, at tá ið tað verður ávarað ímóti helvitisprædikantum, og at tað einans skal prædikast um Guds kærleika og ikki Helviti, tá skyldast hetta, at ein hevur gloymt nakað heilt avgerandi viðvíkjandi Guds kærleika, nevniliga at hann er ein oyðandi eldur yvirfyri synd og Sátan. Vreiði er altso nakað, sum saktans kann knýtast at kærleikanum (Hoffmann 1993: 64). Hetta er eisini nakað, sum vit kenna aftur frá okkara egna lívi. Um onkur fremur órætt ímóti okkara kæru, tá tendrast okkara kærleiksvreiði jú eisini, og vit krevja ein rættvísan dóm. Her kunnu vit eisini siga, at kærleikin er grundleggjandi fyri sjálva vreiðina og dómin. Og síðani Gud er kærleiki (1 Jóh 4,8), tá kunnu vit eisini siga, at alheimurin og henda tilveran als ikki er moralskt líkasæl. Hesum viðvíkjandi sigur Jens Ole Christensen eisini nakað soleiðis:

Tað kemur ein dagur, tá ið Gud fer at rudda upp í øllum tí órættvísa, sum vit menniskju hava verið noydd til at liva undir. Tað fer at vísa seg, at hetta ikki var ein tómur og høpisleysur alheimur, sum vit búðu í í eina stutta tíð millum vøggu og grøv. Nei, rættvísi finst veruliga! (Christensen 2009: 144).

Guds kærleiksvreiði er okkara einasta vón! Guds vreiði vísir okkum jú sum sagt, at vit ikki liva í einum tilvildarligum og moralskt líkasælum alheimi. Nei, hinvegin verður øll órættvísi at enda møtt við Guds egna rættvísa dómi (Róm 1,18).

Orsøkin til Helviti og frelsuna

Síðani Gud er bæði heilagur og kærleiksfullur, fellir hann altso sín dóm yvir alt, sum ikki samsvarar við hansara vilja. Hetta er í sær sjálvum eisini orsøkin til Helviti. Samstundis er hetta eisini orsøkin til frelsuna í Jesusi. Í Jesusi vil Gud jú frelsa okkum frá sínum egna dómi. Hetta fær eisini Poul Hoffmann til at siga: “Gud havi lov fyri kærleikans vreiði. Uttan hana var eingin frelsa” (Hoffmann 1993: 65). Um hetta sama sigur Jens Ole Christensen eisini nakað soleiðis:

Vreiðin er veruliga ein partur av Guds góðsku – og harvið eisini ein partur av Guds kærleika. Tað er hin góði Gud, sum ikki kann liva í einari friðarligari tilveru saman við lygn, morði og sviki, ið svarðar aftur. Tað er kærleikin til góðskuna og til tey menniskjuni, sum hann upprunaliga skapaði góð og setti inn í ein góðan heim, sum noyðir hann til at geva eitt aftursvar (Christensen 2009: 143).

Síðani Gud er kærleiki, so kunnu vit eisini siga, at alt tað, ið hann ger, er í samsvar við hansara egna kærleika, íroknað Helviti. Tað er altso eingin mótsøgn millum Gud og Helviti. Helviti er harafturímóti eitt úrslit av Guds kærleiksvreiði, har ið Gud fellir ein endaligan dóm yvir allan óndskap.

Men hví hevur Gud ikki langt síðani felt hin endaliga dómin yvir heimsins óndskap? Jú, tað skyldast hansara kærleika til mannaættina. Um dómurin fall nú, so hevði dómurin eisini borið glatan við sær yvir øll tey, sum enn ikki hava vent um til Jesus. Tað er, sum Pætur ápostul sigur:

“Ikki drálar Harrin við fyrijáttanini, soleiðis sum summir halda tað fyri eina drálan; men heldur er hann langmóðigur við tykkum, av tí at hann ikki vil, at nakar skal glatast, men at allir skulu koma til umvendingar” (2 Pæt 3,9).

Gud vil ikki, at nakar skal glatast. Hann vil, at øll skulu verða frelst. Hetta er eisini orsøkin til, at vit kunnu lesa í Matt 24,14: “Og hesin gleðiboðskapurin um ríkið skal verða boðaður um allan heimin til vitnisburðar fyri øllum fólkasløgunum; og tá skal endin koma.” Henda bíðitíðin inntil hin endaliga dómin kann sostatt eisini kallast fyri náðitíðin. Vegna sína stóru náði bíðar Gud við hinum endaliga dóminum og kallar áhaldandi á okkum og biðjur okkum venda um. Hann vil jú, at so nógv sum gjørligt skulu koma til trúgv á Jesus og verða bjargaði frá dóminum – frá Helviti. Jesus sigur sjálvur:

“Sanniliga, sanniliga sigi eg tykkum: Tann, sum hoyrir orð mítt og trýr honum, sum sendi meg, hevur ævigt lív og kemur ikki til dóms, men hann hevur stigið yvirum frá deyðanum til lívið” (Jóh 5,24).

Hetta er Guds vilji við okkum: at vit stíga yvirum frá deyðanum til lívið. Og tað hendir bert við trúgv á Jesus. Tað er bert ein frelsari, nevniliga Jesus. Og tað er eisini hann, sum kemur at halda dóm yvir mannaættina: antin til lívs uppreisnar ella til dóms uppreisnar (Jóh 5,29).

Tvey sløg av menniskjum

Vit síggja altso, at tað er ein dupultur útgangur frá hesum lívinum: antin Himmal ella Helviti. Á sama hátt er tað sambært C. S. Lewis eisini tvey sløg av menniskjum til í hesum heiminum, nevniliga tey, sum siga við Gud: “verðið vilji tín”, og tey, sum Gud fer at siga við: “verðið vilji tín”. Hesi vildu ikki Gud, og Gud tvingar ikki menniskju til trúgv, sjálvt um hann ynskir, at øll skulu verða frelst (Christensen 2009: 148). Hesum viðvíkjandi undirstrikar Leif Andersen eisini, at Helviti er staðið, har ið Guds vilji ikki er blivin til veruleika, og at talan tí er um Guds grátandi vreiði, tá ið hann verður noyddur at siga við hesi: “verðið vilji tín”. Hetta er eisini nakað tað sama, sum vit lesa um í Jesu dómsorðum yvir Jerusalem:

“Jerúsalem, Jerúsalem! Tú, ið drepur profetarnar og steinar teir, sum eru sendir til tín, hvussu ofta havi eg viljað savnað børn tíni saman, eins og hønan savnar ungar sínar undir veingirnar! Og tit vildu ikki” (Matt 23,37).

o-jerusalem-greg-olsen

Í Bíbliunui møta vit bæði ringum og góðum tíðindum. Tey ringu tíðindini eru, at “øll hava syndað, og teimum vantar Guðs heiður” (Róm 3,23). Hetta setir altso alla mannaættina í eina sera trupla støðu yvirfyri Gudi. Men tað er eisini júst her, at tey góðu tíðindini koma inn í myndina: “og tey verða rættvísgjørd fyri einki av náði hansara við endurloysingini, sum er í Kristi Jesusi” (Róm 3,24). Í sínum kærleika til okkum hevur Gud avgjørt at bjarga okkum út úr hesi truplu støðu við at lata Jesus traðka inn í okkara stað og taka revsingina, sum vit høvdu uppiborðið, á seg sjálvan. Her verða vit altso stillaði yvir fyri einum vali. Antin taka vit ímóti hesi bjargingini og siga við Gud: “verði vilji tín”, ella vraka vit hana og siga: “verði vilji mín”. Um vit yvir fyri Gudi siga: “verði vilji mín”, hvussu kann Gud tá bjarga okkum undan dóminum? Sjálvt um Gud eggjar okkum til at velja lívið í Jesusi, so kann hann, sum sagt, ikki tvinga okkum til at gera tað. Eitt “nei” til Jesus er eitt “nei” til frelsuna í honum. Eingin endar í Helviti, sum í grundini ikki hevur valt tað sjálvur við at frávelja frelsuna í Jesusi. Júst hetta fær eisini C. S. Lewis til at siga, at dyrnar til Helvitis er læstar innanífrá (Craig 2009: 163). Tey glataðu eru har, tí at tey ynskja ikki at hava nakað við Gud at gera. Tey hava so at siga stongt seg inni í Helviti við at steingja Jesus úti frá teirra lívi. Carl Fr. Wisløff sigur tað eisini soleiðis: “Hitt djúpa álvara við glatanini er, at tað er Guð sjálvur, sum havnar einum menniskja, sum hevur havnað Kristusi” (Wisløff 2004: 188).

Gehenna

Hvat er Helviti? Douglas Groothuis lýsir Helviti nakað soleiðis:

Helviti er at missa sína sál. Hetta er ein so ræðuligur veruleiki, at Bíblian brúkar fleiri mátar at lýsa hetta. Lýsingarnar av Helviti, sum verða givnar í Bíbliuni – so sum avgrundarbrunnurin (Opb 9,1-12), eldsjógvurin (Opb 20,14), bølamyrkrið (Jud 13), gráturin og tannagríslið (Matt 25,30) – avdúka veruleikan um hin æviga skilnaðin frá hinum rættvísa og kærleiksfulla Gudi.[1]

Orðið, sum Jesus oftast brúkar viðvíkajndi hesum skilnaðinum, er gehenna (grikst: γέεννα = Helviti; Matt 5,22; Mark 9,43; Luk 12,5 o.a.). Orðið er tikið frá hinum hebraiska ge Hinnom, sum merkir dalur Hinnoms. Í dali Hinnomssonar (בְּגֵ֣יא בֶן־הִנֹּ֔ם), sunnanfyri Jerusalem, vórðu børn einaferð í Ísraels søgu offraði til hin kánánæiska avgudin, Molok (2 Kong 16,3; 21,6; Jer 7,31; 32,35). Hesin avgudurin var gjørdur úr kopari og hevði høvdið av einum oksa og útrættar mannaarmar. Avgudurin varð hitaður upp við eldi innaní, soleiðis at hann var glóðheitur, og síðani vórðu smábørnini løgd í armarnar av Moloki og brend. Fyri at hindra foreldrunum í at hoyra skríggi av barninum, brúkti man trummusláttur. Tað er eisini hetta, sum tað verður sipað til, tá ið vit lesa, at Jósia kongur “avhalgaði offureldstaðin í dali Hinnomssonar, til tess at eingin aftur skuldi lata son sín ella dóttur ganga gjøgnum eldin Móloki til handar” (2 Kong 23,10). Hetta var altso nakað, sum øll knýttu at nøkrum ræðuligum, nakað, sum ongatíð varð gloymt í Ísrael. Og orðið, gehenna (γέεννα), er sostatt nakað, sum verður knýtt at Guds fráveru, pínu og neyð, bæði andaliga og likamliga sæð.

foster_bible_pictures_0074-1_offering_to_molech

Tá ið vit skulu leita okkum fram til hin málsliga upprunan til orðið, sum vit í okkara høpi brúka um gehenna, nevniliga Helviti, tá kann hetta sporðast aftur til oldnorrønu-orðið: helvíti. Fyrri parturin av orðinum, hel,  er knýtt at norrønu gudalæruni og var navnið á tí, sum valdaði í deyðsríkinum. Í víkingatíðini bleiv hetta orðið eisini brúkt um hitt keðiliga staðið, sum fólk endaðu í aftaná deyðan, um tey ikki vóru so heppin at koma til Valhøll. Hel er eisini tað sama, sum “hell” á enskum og hitt danska “ihjel”. Seinna helvtin av orðinum, víti, merkir “revsing”. Helviti merkir sostatt “Hel revsar”. Tað kann tykjast undarligt, at okkara bíbliuumseting brúkar eitt orð, sum hevur sín uppruna í norrønu gudalæruni. Og tó, so er hetta kanska ikki so løgið alíkavæl. Tá ið kristindómurin kemur til eitt nýtt umráði, har ið eitt annað mál verður brúkt, tá verður kristindómurin noyddur til at lýsa seg sjálvan við tí málinum, sum longu verður brúkt í hesum nýggja umráðinum. Víkingar høvdu neyvan forstaði, hvat Helviti var, um ein bert brúkti orðið: γέεννα. Hinvegin var Helviti nakað, sum víkingarnir kundu skilja (Tøndering 2007: 33).

Hvussu lýsir Bíblian Helviti?

Bíblian lýsir Helviti við ymiskum orðum og myndum, sum eftir okkara tykki ikki heilt lata seg sameina. Helviti verður m.a. lýst sum ein ævigur eldur: “Tá skal hann eisini siga við tey vinstrumegin: Farið burtur frá mær, bannaðu tit, í hin æviga eldin, sum er ætlaður djevulinum og einglum hansara!” (Matt 25,41). Samstundis lýsir Bíblian eisini Helviti sum myrkrið fyri uttan: “Men eg sigi tykkum, at mong skulu koma eystaneftir og vestaneftir at sita til borðs við Ábrahami og Ísaki og Jákupi í himmiríki; men ríkisins børn skulu verða koyrd út í myrkrið fyri uttan; har skal verða grátur og tannagrísl” (Matt 8,11-12). Tað er eyðsæð, at hesar lýsingar av Helviti (myrkur og eldur) bresta saman. Hetta bendir á, at talan ikki er um eina bókstavliga lýsing av Helviti (Hegstad 1994: 17). Sambært Jens Ole Christensen eigur hetta at fáa okkum til at vera eitt sindur varðin við, hvussu vit lýsa Helviti (Christensen 2009: 146). Erling Utnem er eisini inni á hesum, tá ið hann hesum viðvíkjandi lýsir sjónarmiðið hjá Luther:

“Helvedet er ikke et Satans rike og helvedes-straffene ikke demonisk tortur og fysisk pine...” (Utnem 1953: 325).

Viðvíkjandi Helviti eigur ein heldur at leggja dent á tað, sum er høvuðsmálið, nevniliga at Helviti er nærvera av Guds vreiði (eldurin), og at tað samstundis eisini er Guds frávera (myrkrið uttanfyri). (Christensen 2009: 146).

Hvat er ein helvitisprædikantur?

Prestar og prædikumenn, ið nevna Helviti í sínum prædikum, eru ofta í vanda fyri at verða kallaðir helvitisprædikantar. Tessvegna verður tað eisini freistandi hjá teimum at tiga Helviti burtur.

the_fire__brimstone_preaching

Men vit hava jú sæð, at Helviti og ein kærleiksfullur Gud veruliga kunnu sameinast. Ikki bara kunnu tey sameinast. Tey mugu sameinast! Sjálvt um ein er í vanda fyri at verða kærdur sum helvitisprædikantur, so má Helviti tó ikki tigast burtur. Sum vit hava sæð, er Helviti jú ein partur av sjálvum gleðiboðskapinum, og um ein tigur Helviti burtur, so tigur ein eisini ein avgerandi part av gleðiboðskapinum burtur. Um Helviti ikki verður prædikað, so verður tað í roynd og veru ógjørligt at prædika gleðiboðskapin. Sostatt Helviti prædikast, um gleðiboðskapurin skal prædikast. Kunnu vit yvirhøvur prædika um Guds kærleika uttan at prædika um Helviti? Sæð í ljósinum av tí, sum eg longu havi nevnt, letur hetta seg ikki gera, tí at Helviti er jú eitt úrslit av Guds kærleika. Eg trúgvi, at Jóh 3,16 er eitt gott dømi uppá, hvussu vit eiga at prædika: Guds kærleiki til okkum sýnir seg við tað, at hann grípir inn í okkara vónleysu støðu við at senda sín son sum frelsara frá glatan og frelsara til ævigt lív. Vit síggja altso, at bæði glatan og frelsa eru avgerandi partar av hesum gleðiboðskapinum. Og um vit taka glatanina burtur úr líkningini, tá er talan ikki longur um nakran gleðiboðskap. Tað er sjálvandi ymiskt, hvussu nógvan dent ein leggur á hesi bæði, men um glatan ikki er við í gudfrøðini, tá er tað í grundini heldur ikki gleðiboðskapurin, sum verður boðaður.

Kærleikans Gud

Um Helviti sigur Timothy Keller nakað soleiðis:

Nógv av teimum skeptisku, sum eg práti við nú á døgum, siga tað sama, sum eisini eg plagdi at siga. Tey kunnu ikki fáa seg til at trúgva á tann bíbliunnar Gud, sum revsar og dømir fólk, tí at tey jú trúgva á “kærleikans Gud.” Hesum viðvíkjandi plagi eg í dag at spyrja, hvat fær tey til at halda, at Gud er kærleiki? Kunnu tey skoða lívið í heiminum í dag og siga: “Hetta prógvar, at heimsins Gud er kærleikans Gud”? Kunnu tey skoða heimssøguna og siga: “Hetta vísir okkum, at søgunnar Gud er kærleikans Gud”? Kunnu tey hyggja at heimsins átrúnaðarligu tekstum og koma til niðurstøðuna, at Gud er kærleikans Gud? Á ongan hátt er hetta hitt valdandi eyðkenni av Gudi í nøkrum av teimum stóru trúarrætningunum. Mín niðurstøða er, at keldan til tankan um, at Gud er kærleiki, er sjálv Bíblian. Og Bíblian fortelur okkum, at kærleikans Gud eisini er ein Gud, ið dømir og sum at enda fer at seta alt í heiminum uppá sítt rætta pláss (Keller 2008: 82-83).
Meira enn eitt banniorð

Helviti er nógv meira enn bert eitt banniorð. Sum vit hava hoyrt, sipar hetta til tað orðið, sum Jesus brúkti um glatanina, nevniliga gehenna – staðið, sum er merkt av Guds vreiði og fráveru. Vit hava hoyrt, at Helviti er Guds kærleiksvreiði mótvegis øllum óndskapi, og at hetta sostatt vísir okkum, at vit veruliga liva í einum alheimi, sum als ikki er moralskt líkasælur. Haraftúrímóti vil Gud beina allan óndskap burtur. Síðani vit eisini hava óndskap í okkum sjálvum, setir hetta okkum í eina sera trupla støðu yvir fyri Gudi. »Tann er eingin, sum rættvísur er, ikki ein; tann er eingin, sum vitur er; tann er eingin, sum søkir Guð. Allir eru teir viknir av leið, allir sum ein vorðnir spiltir; tann er eingin, sum ger gott, ikki ein tann einasti…« (Róm 3,10-12). Sostatt er glatan altso ein vandi hjá allari mannaættini. Men Gud havi lov fyri, at hann eisini er ein frelsandi Gud. Hann vil bjarga okkum frá hansara egnu kærleiksvreiði (Róm 5,9).

Síðani Gud er kærleiki, finst eisini kærleiksvreiði, og tí finst Helviti, men síðani Gud er kærleiki, finst eisini frelsa frá Helviti.

Tað er her frelsarin kemur inn í myndina. Jesus prædikar gleðiboðskapin um Gud til okkum og sigur: “Tíðin er fullkomin, og Guðs ríki er í nánd! Vendið um og trúgvið gleðiboðskapinum!” (Mark 1,14-15).

shutterstock_212365306-1000x640

Umvending inniber, at vit venda okkum frá nøkrum og venda okkum til nakað annað. Hvat venda vit okkum frá? Vit venda okkum frá lívinum uttan Gud. Vit venda okkum frá Helviti. Hvat venda vit okkum til? Vit venda okkum til lívið saman við Gudi. Vit venda okkum til Himmalin. Og hetta er Guds vilji við okkum øllum! Hetta er Guds vilji við tær! Hin brennandi spurningurin er so, um tú hevur fingið sagt við Gud: “verðið vilji tín”? Ella vilt tú heldur ganga tína egnu leið? Vilt tú heldur siga: “Verðið vilji mín”? Nei, lurta heldur eftir Jesu kallandi rødd, tá ið hann sigur við teg: Vend um og trúgv gleðiboðskapinum! Sig heldur av hjarta: “Verðið vilji tín!” Tá ið tú gert tað, hevur tú nevniliga Guds orð uppá, at Himmalin er fyri framman og ikki Helviti:

“Sanniliga, sanniliga sigi eg tykkum: Tann, sum hoyrir orð mítt og trýr honum, sum sendi meg, hevur ævigt lív og kemur ikki til dóms, men hann hevur stigið yvirum frá deyðanum til lívið” (Jóh 5,24).

Má Gud vælsigna teg til at hoyra Jesu orð og at trúgva honum, sum sendi hann. Tá hevur tú ævigt lív og kemur ikki til dóms. Tá hevur tú stigið yvirum frá deyðanum til lívið.

Keldur
  • Craig, William Lane & Chad Meister. 2009. God is great, God is good. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.
  • Christensen, Jens Ole. 2009. Når tro og liv brager sammen. Hillerød: LogosMedia.
  • Hegstad, Harald. 1994. Fortabelsen. Oslo: Credo Forlag.
  • Hoffman, Poul. 1993. Herrens lue. København: Credo Forlag.
  • Keller, Timothy. 2008. The reason for God. New York: Dutton.
  • Tøndering, Claus. Helvede – og en kærlig Gud. Fredericia: Forlagsgruppen Lohse.
  • Utnem, Erling. 1953. Luthers syn på Helvede. Fast Grunn – Nr. 5 – Årg. 6.
  • Wisløff, Carl Fr. 2004. Eg trúgvi. Nesvík: Heimamissiónsforlagið.

[1] http://www.bethinking.org/who-are-you-god/intermediate/what-about-hell.htm

Det moralske argument for Guds eksistens

I 1979 skrev Professor Arthur Allen Leff en artikel, hvor han bekræfter de triste udsigter, som opstår, når vi er det eneste, som vi har, når det drejer sig om moral (Baggett & Walls 2011: 2-3). Leff giver en meget ærlig beskrivelse af etik og retfærdighed i en verden uden Gud. Som ateist ønskede han desperat at tro på to ting: For det første, at mennesker kunne opdage autoritative regler for livet. For det andet, at mennesker var fuldstændig frie. Men siden Gud, ifølge Leff, ikke fandtes, troede han, at mennesker ikke har adgang til autoritative regler. Og han indrømmede, at det eneste, som vi står tilbage med, er fuldkommen vilkårlighed, fordi intet moralsk udsagn kan overleve det forhånende: ”Sez who?” (Copan 2012: Introduction). Leff afslutter sin artikel med disse ord:

Only if ethics were something unspeakable by
us, could law be unnatural, and therefore,
unchallengeable. As things now stand,
everything is up for grabs.

Nevertheless:
Napalming babies is bad.
Starving the poor is wicked.
Buying and selling each other is depraved.
Those who stood up to and died resisting 
Hitler, Stalin, Amin, and Pol Pot - and General Custer too - have earned salvation.
Those who acquiesced deserve to be damned.
There is in the world such a thing as evil.
(All together now:) Sez who?
God help us (Groothuis 2011: 354).

Hvad er moralens fundament? Hvis vi f.eks. er det eneste fundament, som vi har, når det drejer sig om moral, kan vi da have nogen adgang til autoritative regler? Eller står vi blot tilbage med fuldkommen vilkårlighed?

I denne artikel kommer jeg til at arbejde med spørgsmål som disse, hvor jeg vil forsøge at besvare Leffs ”Sez who?” ud fra det moralske argument for Guds eksistens. Her vil jeg undersøge, om menneskers moral kan spores tilbage til Gud som den bedste forklaring til eksistensen af en objektiv moral, dvs. en moral, som er uafhængig af menneskers mening, modsat en subjektiv moral, som nemlig er afhængig af menneskers mening (Craig 2010: 130).

I bogen Philosophical Foundations for a Christian Worldview spørger J. P. Moreland og William Lane Craig, om vi kan være gode uden Gud? De understreger, at spørgsmålet ikke drejer sig om, om man kan være god, hvis man ikke tror på Gud. Ifølge dem ville det være arrogant at påstå, at man ikke kunne være god, fordi man ikke troede på Gud. Men det er ikke det, spørgsmålet handler om. Derimod handler det om det metaetiske spørgsmål vedrørende moralens objektivitet. Moreland og Craig peger på, at der er mange filosoffer, som har argumenteret for, at de moralske værdiers objektivitet, moralske pligter samt moralsk ansvar er sikret, hvis Gud eksisterer. Hvis Gud derimod ikke eksisterer, så er moral kun en menneskelig konvention, subjektiv og uforpligtende. Ifølge Moreland og Craig kan mennesker da sagtens fortsætte med at handle, ligesom de har gjort, men uden Guds eksistens vil disse handlinger dog ikke længere kunne siges at være gode eller onde, siden objektive moralske værdier ikke eksisterer, hvis Gud ikke eksisterer. Og i den forstand kan man derfor heller ikke være god uden Gud. Men hvis vi derimod tror, at moralske værdier og pligter virkelig er objektive, så tilvejebringer dette også en moralsk årsag til at tro på Gud (Moreland & Craig 2003: 490-491).

Moreland og Craig forklarer, at objektive moralske værdier betyder, at man kan tale om rigtigt og forkert uafhængigt af menneskers holdninger. Det er f.eks. det samme som at sige, at nazistisk antisemitisme var moralskt forkastelig, selvom nazisterne mente, at det, som de gjorde, var godt. Og det ville stadig have været moralsk forkasteligt, hvis det viste sig, at nazisterne vandt 2. verdenskrig og fik udryddet eller hjernevasket alle dem, som var uenige med dem. Ifølge klassisk teisme er Guds egen hellige og gode natur årsagen til eksistensen af en absolut standard, som alle gerninger skal måles efter (ibid.: 491).

Den ateistiske hypotese

Hvilke konsekvenser har en ateistisk hypotese for moralen? Hvad er de moralske værdiers fundament, hvis Gud ikke eksisterer? Ifølge Moreland og Craig bliver det svært at se, hvorfor man skulle tænke, at mennesker er specielle, og at deres moral er objektivt gyldig, hvis Gud ikke eksisterer (ibid.).

Hvis det nu viser sig, at homo sapiens har udviklet en slags ”flokmoral”, som er nyttig vedrørende kampen for at overleve, hvad er det så, som gør denne ”flokmoral” forpligtende? Moreland og Craig understreger igen, at spørgsmålet ikke drejer sig om, at man skal tro på Gud for at leve et moralsk godt liv. Ifølge filosoffen, Paul Kurtz, handler det centrale spørgsmål vedrørende moral og etiske principper derimod om deres ontologiske fundament. Hvis de hverken stammer fra Gud eller er forankret i en transcendent grundvold, er de så ikke kun flygtige? Ifølge Moreland og Craig synes enhver årsag til at betragte homo sapiens’ ”flokmoral” som en objektiv sand moral at være fjernet, hvis Gud ikke er til. Da er mennesker kun et produkt af tilfældighed. Eller, som Moreland og Craig selv siger:

Human beings are just accidental by-products of nature that have evolved relatively recently on an infinitesimal speck of dust lost somewhere in a hostile and mindless universe and which are doomed to perish individually and collectively in a relatively short time (ibid.: 492).

Moreland og Craig konkluderer med at sige, at hvis Gud ikke eksisterer, så har man også årsag til at tænke, at objektive moralske værdier og pligter heller ikke eksisterer. Da har vi hverken moralske pligter eller moralsk ansvarlighed for vores gerninger. Men hvis vi derimod tror, at objektive moralske værdier og pligter virkelig eksisterer, så har vi også en god årsag til at tro, at Gud eksisterer (ibid.: 495).

Det moralske argument

Craig formulerer det moralske argument på følgende måde:

1. Hvis Gud ikke er til, så er objektive moralske værdier og pligter heller ikke til.

2. Objektive moralske værdier og pligter er til.

3. Derfor er Gud til (Craig 2010: 129).

Her er der tale om et deduktivt argument, som er formuleret således, at konklusionen følger med nødvendighed, hvis præmisserne er sande. For at undgå misforståelse af det moralske argument er det meget vigtigt, at man først og fremmest skelner mellem ontologi og epistemologi. Craig beskriver forskellen på følgende måde: Moralsk ontologi handler om realiteten af moralske værdier og egenskaber. Moralsk epistemologi handler om vores kendskab til moralske sandheder (Craig 2008: 176). Og vedrørende det moralske argument stiller man nemlig spørgsmålet: Hvis Gud ikke eksisterer, eksisterer der så objektive moralske værdier og pligter? Der er altså ikke tale om, at en objektiv moral er betinget af tro på Gud. Derimod er der tale om, at en objektiv moral er betinget af Guds eksistens (Craig 2010: 134).

Første præmis

Den første præmis siger, at hvis Gud ikke eksisterer, så eksisterer objektive moralske værdier og pligter heller ikke. Craig understreger, at moralske værdier traditionelt er blevet funderet i Gud som det højeste gode, men han spørger også, hvad årsagen til vores moralske værdier kan være, hvis Gud ikke er til. Hvorfor tænke, at mennesker har moralsk værdi, hvis Gud ikke eksisterer? (ibid.: 131). Craig konkluderer, at han fra et ateistisk synspunkt ikke kan se, hvorfor homo sapiens’ ”flokmoral” skulle være objektivt sand. Ifølge Craig ville mennesker gøre sig skyldig i speciesisme,[2] hvis de holdt fast ved en påstand om en objektiv sand ”flokmoral” i en gudløs verden (ibid.: 132).

Den første præmis siger også, at objektive moralske pligter kræver Guds eksistens. Craig understreger, at moralske pligter traditionelt er blevet betragtet som noget, der springer ud fra Guds bud, men hvis Gud ikke eksisterer, hvilket fundament findes der så for objektive moralske pligter? Craig siger, at hvis ateisme er sand, så er mennesker kun dyr, og dyr er ikke moralsk forpligtet over for hinanden. Når en løve f.eks. dræber en zebra, så dræber den zebraen, men den myrder den dog ikke (ibid.). Craig spørger, hvorfor man skal være moralsk forpligtet til noget som helst, hvis Gud ikke er til. Hvad er det da, som pålægger os disse moralske pligter? Ifølge Craig bliver det ud fra et ateistisk synspunkt meget svært at betragte dette som noget andet end subjektive indtryk, som skyldes betingelser fra samfund og forældre. Og han konkluderer, at hvis der ikke findes nogen moralsk lovgiver, så findes der heller ikke nogen objektiv moralsk lov, som vi må følge (ibid.: 133).

Anden præmis

Den anden præmis siger, at objektive moralske værdier og pligter er til. Craig understreger, at moralske teoretikere tester konkurrerende etiske teorier ved at bedømme, om hvor godt de stemmer overens med den moralske erfaring. Ifølge Craig kan vi med vores moralske erfaring begribe objektive moralske værdier og pligter på samme måde, som vi også kan begribe objektivt eksisterende fysiske objekter med vores sanser (Craig 2008: 179). Craig siger altså, at de fleste mennesker tror, at vi med vores moralske erfaringer opfatter objektive værdier og pligter. Han understreger dette med et eksempel fra hans eget liv. Han så engang en plakat, hvor han kunne læse følgende besked: ”Sexual Assult: No One Has the Right to Abuse a Child, Woman, or Man”. Og han konkluder, at de fleste mennesker indser, at seksuelt overgreb af en anden person er forkert. Handlinger så som voldtægt, tortur, børnemisbrug og brutalitet er ikke kun en socialt uacceptabel opførsel, det er moralsk afskyeligt. Og de mennesker, som ikke indser dette, er, ifølge Craig, moralsk handikappet (ibid.: 180-181). Craig understreger således, at vores moralske erfarings berettigelse af anden præmis retfærdiggør vores tro på, at moralske værdier og pligter eksisterer. Og som en følge af første og anden præmis kan Craig derfor konkludere, at Gud eksisterer (Craig 2010: 144).

Konklusion

Hvad fungerer som den bedste forklaring til eksistensen af en objektiv moral? Der synes at være meget, der støtter Craigs argumentation fra objektive moralske værdier og pligter til Gud. En verden uden Gud synes til syvende og sidst at være en verden uden en objektiv moralsk autoritet (Groothuis 2011: 354), hvilket gør al snak om moral vilkårlig og efterlader mennesket med ingen endegyldig moral og pligt. Men eksistensen af en objektiv moral synes dog at pege hen imod en guddommelig lovgiver, som er moralens fundament, som har autoritet til at håndhæve sine egne love som evigt gyldige love, og som dermed også kan overleve Leffs ”Sez who?”

Denne video fra Reasonable Faith giver også en god beskrivelse af det moralske argument:

Litteraturliste

Baggett, David, og Jerry L Walls (2011): Good God: The Theistic Foundations of Morality. New York: Oxford University Press.

Copan, Paul. «God, Evil and Justice». Reasons for God, 2012. http://www.reasonsforgod.org/2012/03/dr-paul-copan-on-evil-and-justice/.

Craig, William Lane (2008): Reasonable Faith: Christian Truth and Apologetics. 3. udgave. Wheaton, Illinois: Crossway Books.

Craig, William Lane (2010): On Guard: Defending Your Faith with Reason and Precision. Colorado Springs: David C. Cook.

Groothuis, Douglas R. (2011): Christian Apologetics: A Comprehensive Case for Biblical Faith. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.

Moreland, James Porter & William Lane Craig (2003): Philosophical Foundations for a Christian Worldview. Downers Grove, Illinois: InterVarsity Press.

[1] http://www.goodreads.com/quotes/9213-you-have-your-way-i-have-my-way-as-for

[2] Speciesisme er, når man opfører sig fordomsfuldt til fordel for interesserne hos medlemmer af sin egen art og imod interesserne hos medlemmer af andre arter (Craig 2010, 132).

Johannes’ kaldelsesvision på Patmos

9 Jeg, Johannes, jeres broder og fælles med jer i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus, var på øen, der kaldes Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld. 10 Jeg var i ånden på Herrens dag, og jeg hørte bag mig en høj stemme ligesom en trompet 11 sige: “Det, som du ser, skriv det i en bog og send den til de syv menigheder, til Efesus og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.” 12 Og jeg vendte mig om for at se den stemme, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager 13 og midt mellem lysstagerne en, der lignede en menneskesøn, iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet, 14 og hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som luende ild, 15 og hans fødder var ligesom fin bronze, der gløder i ovnen, og hans stemme var som lyden af mange vande. 16 Og i hans højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund kom der et tveægget skarpt sværd, og hans udseende var, som når solen skinner i sin styrke. 17 Og da jeg så ham, faldt jeg for hans fødder som død, og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: “Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, 18 og den levende, og jeg var død, og se, jeg er levende i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler. 19 Skriv derfor det, som du så, både det, som er, og det, som skal ske efter dette…” (Åb 1,9-19, egen oversættelse).

Parafrase

9: Situation (og selvpræsentation)

10-11: Audition

10a: I Ånden på Herrens dag

10b: Han hører en stemme

11a: Første formaning til at skrive

11b: Send til de syv menigheder

12-16: Vision

12a: Johannes vender sig for at se

12b: Han ser syv guldlysestager

13a: Han ser menneskesønnen mellem lysestagerne

13b: Menneskesønnens tøj

14-16: Menneskesønnens udseende

17-19: Johannes´ reaktion og menneskesønnens respons

17a: Johannes falder for hans fødder

17b: Frygt ikke

17c-18: Selvpræsentation

17c: Den første og den sidste

18a: Levende i evighedernes evigheder

18b: Dødens og Hades’ nøgler

19: Anden formaning til at skrive

Kontekstbestemmelse

Johannes’ Åbenbaring kan deles op på følgende måde:

Indledning (1,1-8)

Første hoveddel (1,9-3,22)

Anden hoveddel (4,1-22,5)

Afslutning (22,6-21)

Åb 1,9-19 er altså en del af første hoveddel i Johannes’ Åbenbaring. Første hoveddel kan derudover også deles op i to dele. Den første strækker sig fra 1,9-20. Og den anden strækker sig fra 2,1-3,22. Vi befinder os i første del af første hoveddel i Johannes’ Åbenbaring, som handler om Johannes’ kaldelsesvision på Patmos. Den pågældende tekst kommer lige efter indledningen, hvor vi bl.a. læser: “Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der snart må ske, og som han kundgjorde ved at sende sin engel til sin tjener Johannes” (1,1). Ifølge Beale beskriver ordet ἀποκάλυψις bogens emne og beskaffenhed (Beale 1999: 177). Der er tale om en slags apokalyptisk profeti, hvilket også kommer til udtryk i prologen (1,1-3), hvor “åbenbaring” og “profetiens ord” bruges sideløbende (ibid.: 182). Aune beskriver den pågældende tekst på følgende måde:

”Rev 1:9-20 is a relatively short first-person singular narrative of a vision of the exalted Christ in which John receives a command to write what he sees in a book and send it to the seven Christian congregations” (Aune 2006: 127).

Formaningen til at skrive (γράψον) gentages siden ved indledningen til hver hilsen til de syv menigheder (2-3).

Detailanalyse
Situation (og selvpræsentation)

9: I sin selvpræsentation identificerer Johannes sig med sine læsere, når han siger, at han er deres broder og fælles med dem “i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus”. Beale understreger, at de tre dativer (τῇ θλίψει καὶ βασιλείᾳ καὶ ὑπομονῇ), der kun har en artikel, skal fortolkes som en slags enhed, der særligt henviser til Jesus (ἐν Ἰησοῦ). Derudover understreger Beale også forbindelsen mellem βασιλείᾳ i det pågældende vers og temaet om kongedømmet i 1,5-7, hvor Johannes bl.a. siger, at Jesus har “gjort os til et kongedømme, præster for Gud” (6). Johannes og hans kristne fællesskab hører altså til Jesu rige. Ifølge Beale er dette dog et rige, som er tæt forbundet med trængsel:

This is a formula for kingship: faithful endurance through tribulation is the means by which one reigns in the present with Jesus. Believers are not mere subjects in Christ’s kingdom. “Fellow partaker” underscores the active involvement of saints not only in enduring tribulation, but also in reigning in the midst of tribulation (Beale 1999: 201).

Trængslen (τῇ θλίψει) gælder både for menighedens nutidige og fremtidige situation (se 2,10). Og i trængselstiden gælder det at være udholdende (ὑπομονῇ). Beale pointerer også, at den udholdende tro er nødvendig i mødet med falsk lærdom og forfølgelse, som kan friste de kristne til at gå på kompromis med deres tro. Dette underbygges f.eks. med 2,2-3, hvor “ὑπομονήν” indikerer trofasthed og modstand mod falsk lærdom samt 3,10, hvor “ὑπομονήν” henviser til en vedvarende troskab mod Jesus skønt forfølgelsens realitet (ibid.: 202).

Johannes skriver fra øen Patmos, hvor han er i eksil p.g.a. hans forkyndelse (διὰ τὸν λόγον τοῦ θεοῦ καὶ τὴν μαρτυρίαν Ἰησοῦ). Ifølge Mounce har Patmos muligvis været en ø, som de romerske myndigheder har brugt til at huse deres straffefanger på. Når Johannes understreger, at han befinder sig på Patmos “for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld”, så indikerer dette også, at de romerske myndigheder har anset Johannes’ forkyndelse for at være oprørsk. Ifølge Mounce har myndighederne derfor tilsyneladende også sendt ham til Patmos i et forsøg på at hindre kristendommens udbredelse (Mounce 1997: 54-55).

Audition

10-11: Johannes siger, at han var i ånden (ἐγενόμην ἐν πνεύματι) på åbenbaringsdagen (10a). Han er i en åndelig tilstand, som ifølge Mounce bedst kan beskrives som en slags trance. Johannes har altså en ekstatisk oplevelse, når han modtager åbenbaringen. Han er også i ånden i 4,2, men konteksten synes dog at indikere, at der er tale om den samme vision, fordi Johannes henviser jo til den samme stemme, som han havde hørt tidligere (1,10): “og den røst, jeg først havde hørt tale til mig, og som lød som en basun, sagde…” (4,1). Ifølge Mulholland tyder dette på, at 1,10 og 4,2 er uløseligt forbundet, og at der ikke er tale om to forskellige visioner, men at der snarere er tale om to forskellige aspekter af en og samme vision (Mulholland 2011: 457). Vi læser også, at Johannes’ befinder sig i denne trancetilstand på Herrens dag (ἐν τῇ κυριακῇ ἡμέρᾳ). Ifølge Mounce er dette sandsynligvis det første tilfælde i den kristne litteratur, hvor Herrens dag bliver brugt om den første dag i ugen, d.v.s. søndag. Søndag er Herrens dag, fordi Jesus stod op fra de døde søndag morgen (Mounce 1997: 55-56).

Det er altså på denne dag, søndag, at Johannes hører en høj stemme bag sig (10b). Nogle mener, at det er en engel og ikke Jesus, som taler her, da Jesu stemme beskrives som lyden af mange vande senere i kapitlet (15). Det er dog mest sandsynligt, at stemmen tilhører Jesus, fordi de efterfølgende vers (17-19) understreger nemlig, at det er Jesus, som kalder Johannes til at skrive. Ifølge Mounce er det derfor naturligt at gå ud fra, at det er den samme stemme, som taler i v. 10-11 (Mounce 1997: 56). Stemmen formaner Johannes til at skrive det, som han ser i en bog (11a) og sende den til de syv menigheder (11b).

Vision

12-16: Når Johannes vender sig for at se den stemme, der talte til ham (12a), ser han syv guldlysestager (12b). Som sagt får vi en forklaring af de syv guldlysestager i 1,20: “de syv lysestager er de syv menigheder.” Midt mellem lysstagerne ser Johannes en, “der lignede en menneskesøn” (13a). Mounce understreger, at Dan 7,13 fungerer som baggrund til betegnelsen “ὅμοιον υἱὸν ἀνθρώπου”. Selvom der findes forskellige meninger om, hvordan man skal forstå betegnelsen, så synes konteksten dog at underbygge en forbindelse mellem menneskesønnen og Jesus, da det jo er den ophøjede Kristus, der taler i de efterfølgende vers (17-18), hvor Jesus beskriver sig selv som den præeksisterende, døde og opstandne (Mounce 1997: 57). Johannes ser altså Jesus midt mellem lysestagerne, d.v.s. at lysestagerne (menighederne) står i Jesu nærvær. Ligesom templets syvarmede lysestage repræsenterede Guds nærvær (Zak 4,2.6), således står menighederne også i Jesu nærvær (Mulholland 2011: 428). Beale understreger også forbindelsen mellem pågældende tekst og Dan 7 samt 10, hvor han bl.a. pointerer, hvilken betydning det har, når attributterne hos “den gamle af dage” (Dan 7,9-12) overføres til Jesus. Ifølge Beale er dette nemlig med til at fremhæve Jesu dømmende rolle (Beale 1999: 209).

I visionen er menneskesønnen “iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet” (13b). Ifølge Mulholland bliver Jesus her beskrevet som en præstelig figur (jf. 2 Mos 28-29). I LXX bliver ordet, som Johannes bruger vedrørende Jesu iklædning (ποδήρης), næsten udelukkende brugt i forbindelse med ypperstepræstens iklædning. Derudover bliver bæltet (ζώνη) bl.a. også brugt i forbindelse med ypperstepræstens bælte (Mulholland 2011: 428).

Efter beskrivelsen af menneskesønnens tøj giver Johannes siden en beskrivelse af menneskesønnens udseende (14-16). Først og fremmest skriver Johannes, at menneskesønnens ”hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne” (14a). I Dan 7,9 beskrives ”den gamle af dage” på en lignende måde: ”hans klæder var hvide som sne, og håret på hans hoved var rent som uld.” Ifølge Mounce bliver Daniels beskrivelse overført til den ophøjede Jesus i Johannes’ Åbenbaring med nogle små modifikationer. Mounce pointerer også, at det er med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring, når disse guddommelige titler og attributter bliver tilskrevet Jesus. Johannes skriver også, at menneskesønnens øjne var som luende ild (14b). Her har vi endnu en allusion til Daniels Bog: ”hans øjne som flammende fakler…” (Dan 10,6a). Ifølge Mounce udtrykker ordene ”οἱ ὀφθαλμοὶ αὐτοῦ ὡς φλὸξ πυρός” Jesu gennemtrængende indsigt vedrørende de syv menigheder samt verdenshistoriens gang som helhed (Mounce 1997: 59). I Johannes’ vision har menneskesønnen fødder ”ligesom fin bronze, der gløder i ovnen” (15a). Ifølge Beale henviser dette til Jesu moralske renhed, og at denne kommer til at fungere som grundlag for hans krav om, at de, der er i hans nærvær, også skal genspejle den samme renhed (Beale 1999: 209-210). Johannes beskriver menneskesønnens stemme “som lyden af mange vande” (15b). I Ez 43,2 beskrives lyden af Guds herlighed også som “lyden af vældige vande”. Ifølge Beale er Guds stemme i Ez 43,2 lokaliseret tæt ved endetidstemplet (kap. 40-48), og jødiske skrifter lokaliserede den endda i selve templet. Menneskesønnens stemme er ligeledes lokaliseret i kontekst af et himmelsk tempel, som understreger Jesu guddommelige attributter ydermere (ibid.: 210). I sin vision ser Johannes menneskesønnen holde syv stjerner i sin højre hånd (16a). Dette får læseren en forklaring af i 1,20: “De syv stjerner er de syv menigheders engle”. Der er delte meninger om englenes identitet. I lyset af tekster så som Dan 10,13 og 12,1 argumenterer Beale og McDonough f.eks. for, at der kan være tale om engle, som fungerer som repræsentanter for Guds folk (Beale & McDonough 2007: 1092). Mulholland understreger derimod, at “ἄγγελος” betyder “budbringer”, og at de syv menigheders engle derfor ikke er overnaturlige væsener i denne kontekst, men at der er tale om nogle bestemte personer, der virkede som fællesskabets repræsentanter overfor Gud (Mulholland 2011: 432-433). Johannes skriver, at der kom et tveægget skarpt sværd ud af menneskesønnens mund (16b). Ifølge Beale og McDonough er profetierne i Es 11,4 og 49,2 baggrunden til denne formulering. De understreger også, at dette er med til at skildre Jesus som den eskatologiske dommer (Beale & McDonough 2007: 1092). Til sidst skriver Johannes, at menneskesønnens udseende var, som når solen skinner i sin styrke (16c). Ifølge Mulholland er dette en variant af Dan 10,6: “hans ansigt strålede som lynet” (Mulholland 2011: 429).

Johannes´ reaktion og menneskesønnens respons

17-19: Siden følger Johannes’ reaktion på hans vision. Han falder for menneskesønnens fødder som død (17a). Beale understreger, at Johannes’ reaktion følger det firefoldige mønster i Dan 8 og 10, hvor profeten har en vision, falder ned på knæ i frygt, bliver styrket af et himmelsk væsen og modtager dernæst flere åbenbaringer fra dette væsen. Ifølge Beale er dette med til at give Johannes’ budskab en gammeltestamentlig profetisk autoritet (Beale 1999: 213). Jesus lægger derefter sin højre hånd på Johannes. Ifølge Mounce formidler den højre hånd (δεξιός) magt og velsignelse (Mounce 1997: 61). Johannes skal ikke frygte (17b), fordi han, der taler til ham, er “den første og den sidste” (17c). Når menneskesønnen kalder sig selv “ὁ πρῶτος καὶ ὁ ἔσχατος”, så er dette en klar henvisning til Jahves udsagn om sig selv i Es 41,4; 44,6 og 48,12 (Beale & McDonough 2007: 1092). Ifølge Mounce understreger denne titel Guds suveræne herredømme, og dette giver dermed også ordene “μὴ φοβοῦ” en vis tyngde (Mounce 1997: 61). Menneskesønnen præsenterer sig selv som den levende, der var død, men som lever i evighedernes evigheder (18a). Bauckham giver en tankevækkende forklaring af dette:

Whereas of God it is said that he is ‘the One who is and who was and who is to come’ (1:8) or that he is ‘the One who lives forever and ever’ (4:9, 10; 10:6; 15:7), Christ says: ‘I was dead, and behold, I am alive forever and ever’ (1:18). His eternal livingness was interrupted by the experience of a human death, and he shares the eternal life of God through triumph over death (Bauckham 1993: 55).

Jesu delagtighed i det guddommelige herredømme giver ham dermed også myndighed over død og Hades (18b) gennem hans død og opstandelse (ibid.). Mounce understreger også, at magten over dødens og Hades’ nøgler tilhører kun Gud ifølge den jødiske litteratur, men når vi så læser, at Jesus “har dødens og Hades’ nøgler”, så er dette også med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring (Mounce 1997: 61-62).

Til sidst bliver formaningen i v. 11 gentaget og udfoldet (19). Ifølge Mounce er der mange, som deler dette vers op i tre dele, hvor “det, som du så” refererer til den tidligere vision af menneskesønnen, og “det, som er” refererer til de syv menigheder i kap. 2-3, mens “det, som skal ske efter dette” refererer til visionerne, der begynder i kap. 4 og fortsætter til bogens afslutning. Men ifølge Mounce skal verset deles op i to dele og ikke tre. Dette forklarer han ved at understrege, at det er det første udsagn (γράψον οὖν ἃ εἶδες), som er det afgørende. Mounce understreger, at “ἃ εἶδες” refererer til de visioner, som vil blive udfoldet i de kommende kapitler “både det, som er, og det, som skal ske”. Umiddelbart synes dette dog ikke at stemme overens med aoristen (εἶδες). I forbindelse med dette giver Aune følgende forklaring:

“[T]he author is using εἶδες as an epistolary aorist; i.e., while the visions he was about to record were yet to be seen by him, from the standpoint of the reader they belong to the past” (Aune 1997: 106).
Samlet tolkning

Vi har set, at Johannes identificerer sig med sine læsere. Han er deres broder og fælles med dem “i trængslen og kongeriget og udholdenheden i Jesus”. I forbindelse med dette understregede Beale, at den udholdende tro er nødvendig i mødet med falsk lærdom og forfølgelse. Johannes siger også, at han var “i ånden på Herrens dag”. Han er altså i en trancetilstand på en søndag, hvor han hører en høj stemme bag sig. Stemmen, som sandsynligvis tilhører Jesus, siger til Johannes, at han skal skrive det, som han ser, i en bog og sende den til de syv menigheder. Dette er den første formaning til at skrive. Johannes ser menneskesønnen (Jesus) mellem lysstagerne (menighederne). Dette er en indikation på, at menighederne står i Jesu nærvær. I forlængelse af dette har vi også set forbindelsen til Dan 7 og 10, hvor Beale bl.a. understreger, at Jesu dømmende rolle fremhæves, når attributterne hos “den gamle af dage” bliver overført til Jesus. Derudover bliver Jesus også beskrevet som en præstelig figur, når Johannes ser menneskesønnen “iklædt til fødderne og med et guldbælte om brystet”. Johannes giver siden en beskrivelse af menneskesønnens udseende, hvor vi møder adskillige allusioner til Det Gamle Testamente. Vedrørende forbindelsen mellem Johannes’ Åbenbaring og Daniels Bog pointerer Mounce f.eks., at det er med til at understrege den høje kristologi i Johannes’ Åbenbaring, når de guddommelige titler og attributter bliver tilskrevet Jesus. I forbindelse med det tveæggede sværd, så vi, at dette er med til at skildre Jesus som eskatologisk dommer. Til sidst var vi inde på Johannes’ reaktion. I forbindelse med dette understregede Beale, at Johannes’ reaktion følger det firefoldige mønster i Dan 8 og 10, og at dette er med til at give Johannes’ budskab en gammeltestamentlig profetisk autoritet. Teksten ender med en gentagelse og udfoldelse af formaningen til at skrive.

Litteraturliste

Aune, D. E. 1997. Revelation 1–5, WBC 52A, Dallas: Word Incorporated.

Aune, David E. 2006. An Intertextual Reading of the Apocalypse of John. I: Apocalypticism, Prophecy and Magic in Early Christianity. Collected Essays, WUNT 199, Tübingen: Mohr Siebeck.

Bauckham, Richard. 1993. The Theology of the Book of Revelation. Cambridge: Cambridge University Press. Kindle Edition.

Beale, Gregory K. 1999. The Book of Revelation. A Commentary on the Greek Text. Grand Rapids, MI; Carlisle, Cumbria: W.B. Eerdmans; Paternoster Press.

Beale, G. K. & Sean M. McDonough. 2007. Revelation. I: Commentary on the New Testament Use of the Old Testament. Redigeret af G. K. Beale og D. A. Carson. Grand Rapids, MI: Baker Academic.

Collins, John J. 2000. Bidrag til en definition af genren “apokalypse”. I: Læsninger og tolkninger af Det Nye Testamente, Tekst og teologi 2. Redigeret af Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen. Frederiksberg: Forlaget ANIS.

Holladay, Carl R. 2005. Revelation. I: A Critical Introduction to the New Testament. Nashville: Abingdon. CD-Rom version.

Mounce, Robert H. 1997. The Book of Revelation. Grand Rapids, MI: Wm. B. Eerdmans Publishing Co.

Mulholland Jr., M. Robert. 2011. James, 1-2 Peter, Jude, Revelation. I: Cornerstone Biblical Commentary, volume 18. Carol Stream, Illinois: Tyndale House Publishers.

Sóu lærusveinarnir veruliga hin upprisna Jesus?

Nærum øll, ið granska Jesu uppreisn, viðurkenna, at tey fyrstu viðhaldsfólkini hjá Jesusi ikki einans vóru sannførd um, at Jesus reis upp frá deyðum, men at Hann eisini sýndi seg livandi fyri fleiri av teimum í ymiskum umstøðum. Harumframt eru granskarar næstan á einum máli viðvíkjandi tveimum fyrrverandi skeptikarum, nevniliga Jákup (Jesu bróðir) og Saul frá Tarsus (Paulus), sum gjørdust trúgvandi, tí at eisini teir vóru sannførdir um, at teir høvdu sæð hin upprisna Jesus.

Henda gamla kristna sannføringin kann stuðlast uppá fleiri mátar. Enntá teir mest kritisku granskararnir nú á døgum eru samdir í, at Paulus fekk til vegar vitnisburðin hjá teimum, ið trúðu, at tey høvdu sæð hin upprisna Jesus. Harumframt nevnir Paulus eina týdningarmikla frásøgn um Jesu framkomu í hini sjáldsama gomlu trúarjáttanini í 1 Kor 15,3-7, sum vanliga verður tíðarfest til 30’ini e.Kr. Paulus eftirkannaði eisini gjølla hetta tilfarið saman við øðrum ápostlum í Jerusalem (Gal 1,18 – 2,10). Paulus visti eisini, at hinir ápostlarnir prædikaðu tann sama uppreisnarboðskapin (1 Kor 15,10-15).

Tað, at hinir fyrstu lærusveinarnir vóru villigir til at líða meinsókn og enntá deyðan sum pínslaváttar, hin tóma grøvin, umvendingin hjá Jákupi og aðrar frásøgnir um Jesu uppreisn (serliga í Ápostlasøguni), er harafturat eisini við til at leggja dent á ápostólsku sannføringina um, at Jesus reis upp frá deyðum. Í stuttum var hin elsti kristni boðskapurin altso, at Jesus sýndi seg fyri Hansara viðhaldsfólki aftaná Hansara deyða.

Tann mest týðandi ábendingin fyri uppreisnini er, at teir fyrstu lærusveinarnir vóru fullkomiliga sannførdir um, at teir høvdu sæð hin upprisna Jesus. Orsøkin er greið. Nærum allir granskarar í dag viðurkenna tað søguliga tilfarið, sum vísir á, at Jesus doyði vegna krossfesting. So, um nakrir persónar (bæði einstaklingar og bólkar) veruliga sóðu Hann livandi aftaná, tá hevði hetta eisini verið tann greiðasta ábendingin, at Hann var risin upp frá deyðum. Eingin onnur próvgrund gevur eina slíka beinleiðis ábending til hesa hending. Tað er greitt, at hetta var tað, sum vitnini boðaðu.

Summir atfinnarar kunnu svara aftur, at sjálvt um teir fyrstu lærusveinarnir trúðu, at Jesus var risin upp, so kann eitt natúrligt hugsanarstøði kortini greiða frá teirra trúgv.

Atfinnarin er tó í einari stórari tvístøðu. Natúrlig ástøði eru blivin sett fram í øldir. Einki natúrligt ástøði megnar kortini at greiða frá tí viðurkenda søguliga tilfarinum. Teir flestu granskararnir í dag eru eisini varir við henda veikleikan.

Tað er greitt, at teir fyrstu lærusveinarnir boðaðu, at teir høvdu sæð hin upprisna Jesus. Men hvat hendir so, tá ið henda sannroynd ikki verður lýst út frá einum natúrligum ástøði? Jú, tá verðurJesu uppreisn tann besta frágreiðingin til søguliga tilfarið.

Alt próvtilfarið stuðlar sjónarmiðinum, sum sigur, at lærusveinarnir veruliga sóu hin upprisna Jesus. Tað finst einki haldgott próvtilfar, sum kann stuðla tí mótsætta. Vit standa sostatt eftir við fylgjandi niðurstøðu:

Tá ið allar orsøkirnar, sum stuðla sannføringini um, at Jesus veruliga sýndi seg fyri teimum fyrstu kristnu, vera settar upp ímóti veikleikunum hjá teimum natúralistisku ástøðunum, tá hava vit eisini eina góða grundgeving fyri niðurstøðuni, sum sigur, at Jesus veruliga reis upp frá deyðum.[1]

[1] Leystliga umsett frá: Habermas, Gary R. 2007. Does the Disciples’ Conviction That They Saw the Risen Jesus Establish the Truth of the Resurrection? Í: The Apologetics Study Bible. Nashville, Tennessee: Holman Bible Publishers, s. 1628.